Kolding-tid

Oprindelig har pladen været kvadratisk, men kanterne har lidt nogen overlast, og et større stykke er slået af, så at tallene fra 4 eftermiddag til 8 aften mangler (derimod er stregerne, der fra centrum har ført ud til dem, delvis i behold). Også skyggegiveren, der har været af jern, mangler, men de to huller, som den var fastgjort i, viser placeringen (Fig. 2). Tallene er de såkaldte arabertal, som i senmiddelalderen havde taget konkurrencen op med romertallene, der så let kunne skrives forkert, og som det var besværligt at regne med. Disse er dog ikke fra middelalderen, men skrevet på den måde, man brugte fra 1500-årene til omkring 1800. Det er jo en noget vid datering, men vi kan komme en anelse nærmere. Ældre end midten af 1500-årene kan soluret næppe være, da pladen, det er lavet af, efter alt at dømme er et stykke tagskifer fra Koldinghus. Det er usandsynligt, at der skulle have været materiale af netop den type i Kolding, før slottet fik skifertag i forbindelse med Christian 3.s store ombygning omkring 1550.

Nikolaj kirke, hvor solskiven blev fundet, og som den utvivlsomt har tilknytning til, blev bygget engang omkring år 1200 og var indtil vort århundrede byens eneste sognekirke. Gennem hele middelalderen var det dens klokker, der udmålte tiden, men 1588 fik de assistance af et kirkeur, et såkaldt »sejerværk«. Det var bygget af Frederik Hansen og kostede 7 daler, mens Hans Antoni Maler, der leverede skiven, fik hele 24 daler for denne; et solur er ikke nævnt i regnskaberne. Man kan da også med en vis rimelighed spørge, hvad kirken skulle med et solur, når den havde et »rigtigt« ur, men ved nærmere eftertanke bliver det klart, at et sådant slet ikke kunne undværes. Før Frk. Klokken, TV-avisen og digitalurets tid var soluret den sikreste og mest præcise tidsangiver. Klokkeren ved Nikolaj har simpelthen stillet kirkeuret efter solskiven. Det lille, beskedne skiferstykke har været den endelige autoritet, når tiden i Kolding skulle måles, det styrede nemlig ikke blot kirkeuret, men også folks private ure, der blev stillet efter stormklokken, som igen rettede sig efter kirkeuret. Stormklokken tilhørte byen og ringede hver dag klokken seks morgen, tolv middag og fem eftermiddag.

Soluret fra Kolding er af den type, som skal anbringes vandret. Underlaget kan have været en lille konsol på kirkens sydmur eller en pæl på kirkegården - måske snarest det sidste, for pælen kunne med lidt behændighed sættes, så at ingen uvedkommende skygger kom i vejen, hvilket vil sige, at uret kunne fungere i alle dagtimer også ved midsommer, som det talmæssigt er indrettet til. I regnskaberne for Grevinge kirke på Sjælland hedder det 1581-82: »3 mark for en solskive til at stille klokken efter til Jens Plov, præst i Egebjerg. 12 skilling for en egestolpe til at stille skiven på«.

Det er sandsynligt, at soluret er anskaffet samtidig med sejerværket, altså i 1588. Hvornår det er blevet kasseret, ved vi slet intet om; det kan være sket i forbindelse med en af de store kirkerestaureringer i 1700-årene. Helt til 1885, hvor kirken Fik sin nuværende udformning, har det næppe været i brug. På den tid rådede man over urværker, der var præcisere end et trods alt primitivt solur (Fig. 3).