Køkkenmødding

Nogle af de største stenalder-køkkenmøddinger finder man i Vesthimmerland - således Ertebølledyngen, som har givet navn til en hel periode - men det er ikke om dem, der her skal tales, derimod om et langt yngre anlæg af samme art, som for nylig er dukket op i samme egn. Det er særlig interessant, fordi huset, som affaldet stammer fra, også har kunnet påvises. Møddingen lå lige uden for døren. Med sit mangeartede indhold fortæller den levende om de mennesker, der engang færdedes her.

I efteråret 1986 blev ejeren af en gård på Ullits Mark ved Hvalpsund opmærksom på oppløjede skaller, skår og knogler et bestemt sted i marken. Han kontaktede Vesthimmerlands Museum, og folk derfra kunne fastslå, at det drejede sig om kulturlag fra ældre jernalder. Det er sjældent i denne egn at finde velbevaret organisk materiale fra de senere dele af oldtiden, så der blev taget skridt til en undersøgelse af pladsen. I første omgang blev det kun til sonderinger, men efteråret 1987 fandt en større afdækning sted.

Fundet var gjort på skråningen af en lille bakke, ca. halvanden kilometer fra jernalderens kystlinje. Vi forestillede os, at bebyggelsen måtte ligge på bakketoppen, men det viste sig ikke at være tilfældet; hustomten, som kulturlaget tilhørte, dukkede op lidt nede ad nordsiden, og det samme gjorde møddingen, der som nævnt lå tæt op ad bygningen. Huset tegnede sig klart, det var af velkendt vesthimmerlandsk jernaldertype med ca. én meter tykke tørvevægge og tagbærende stolper i to rækker - deres spor stod meget tydeligt. Der var lergulv, og langs væggene i det 8x5 meter store rum har der været brede, ca. 20 cm høje bænke, sikkert til sovebrug og i øvrigt til at sidde på under hvile eller arbejde. Huset har haft to indgange, én i hver langside; kraftig nedslidning af gulvet på disse steder vidner om passagen ud og ind (fig.1). Midt i syddøren lå en meget stor flad sten, og foran norddøren har der været en brolægning. Vestligt i huset fandtes rester af et ildsted: en stor rødbrændt lerplade uden stenunderlag. Det fremgik tydeligt - især efter at lergulvet var fjernet - at der, inden huset blev opført, er foretaget en planering og en kraftig opfyldning; byggepladsen var jo en temmelig stejl bakkeside. Der sås ingen tegn på udskiftning af tagstolperne, så bygningen har næppe stået særligt længe, vel i det højeste et halvt hundrede år, måske betydeligt kortere.

På gulvet lå skårene af et par lerkar, det ene af fint sortglittet gods, men ellers var der ikke meget affald inde i bygningen; det er alt sammen havnet på møddingen foran norddøren. Den bredte sig vifteformet ud fra huset, ned over bakkesiden, og dækkede et temmelig stort areal, 35 x 25 meter, så vi afstod fra en fuldstændig udgravning og nøjedes med at lægge en grøft tværs igennem for at få et indtryk af indholdet. Tykkelsen var omkring en halv meter og fundmængden størst lige omkring huset, hvad man ikke kan undres over; i området uden for døren kunne det iagttages, hvordan der er trampet i det øverste lag. I de lodrette profilvægge sås det, at tykke askelag vekslede med nogle fedtede lag med muslingeskaller og mange knogler, både brændte og ubrændte - her er åbenbart tale om affald fra måltiderne. Overalt fandtes store mængder af skår. De svarer ganske til dem, der blev opsamlet inde i huset og giver grundlaget for dateringen: begyndelsen af ældre romertid, ca. 0-50 efter Kristus (fig. 2).

I omegnen af dette hus, som jo uden al tvivl har tjent til beboelse, fandtes spor af tre andre, et større og to små, der alle savnede ildsteder, og som blandt andet af den grund kan antages at være udhuse. Den største af disse bygninger har kun været lidt mindre end hovedhuset og som dette med to rækker tagbærende stolper; væggen lod sig ikke påvise. Der har ikke været foretaget planering, huset er lagt direkte på bakkesiden, så gulvet har skrånet slemt. De to andre udhuse var ganske små, kun med fire tagstolper. I øvrigt fremkom der kun få stolpehuller og gruber på det udgravede terræn, de sidste indeholdt affald af samme slags som det i møddingen. I en af gruberne fandtes en lille stump sølvblik.

Der er fundet mange romertidshuse i Vesthimmerland, men altid samlet i landsbylignende bebyggelser. For første gang møder vi nu en gård uden nære naboer, og det giver en kærkommen mulighed for at studere en enkelt families levevis og økonomi. Et fremragende hjælpemiddel hertil er møddingen, der i sig selv er sjælden, og som bliver særlig værdifuld, fordi den knytter sig til et eneste hus. At gården har fungeret så kort, er kun en fordel. Skik og brug kan ikke have ændret sig meget i de få årtier.

Det var almindeligt i denne del af jernalderen, at mennesker og dyr boede sammen, under samme tag, men intet tyder på, at det var tilfældet her; beboelseshuset har uden tvivl været forbeholdt de tobenede. De mange knogler i møddingen viser imidlertid med al tydelighed, at man har holdt husdyr, så det er nærliggende at opfatte det største af de tre udhuse som stalden. Uden ildsted og med skråt gulv har denne bygning været uegnet til menneskebolig, men kvæget har nok kunnet finde sig til rette. I de to småhuse kan man have haft forråd, vel først og fremmest foder til dyrene. Når man har valgt at indrette sig på denne måde, med beboelse og stald adskilt, skyldes det formodentlig terrænforholdene, det ville være vanskeligt at anlægge et traditionelt jernalderlanghus på bakkeskråningen. Man kan så spekulere over, hvorfor jernalderfolkene slog sig ned på dette ejendommelige sted, men der kan jo have gjort sig særlige forhold gældende.

Keramikken fra pladsen er overraskende varieret, når man betænker, at den repræsenterer en enkelt husholdning. Der er skår af kopper, skåle og fade, ofte af fint sortglittet gods, som tyder på en vis velstand. Sikar af forskellige former, med få eller mange huller, må have været til osteproduktionen, om de gådefulde »ildbukke«, som også optræder, ved vi kun, at de havde en vis tilknytning til arnen. Store tykvæggede kar har nok tjent til opbevaring af fødemidler, vel først og fremmest korn. Luftfotografier har afsløret nu overpløjede agersystemer af ældre jernaldertype ganske tæt ved gården (fig. 3/fig. 4).

Blandt benene dominerer okseknogler. Køerne har givet mælk (og i anden omgang ost), men vi ved, at de også blev benyttet som trækdyr ved markarbejdet. Til slut endte de på middagsbordet, og deres skind er der nok også blevet anvendelse for (fig. 5). Får og geder, som er talrigt repræsenteret, har på lignende måde leveret fødemidler, men tillige uld; om dens behandling fortæller fundet af en vævevægt. Hesten giver sig til kende, dette dyr blev i jernalderen ikke benyttet som trækkraft, snarere til ridning. Svineknogler er der mærkelig nok ikke fundet nogen af, men det kan måske skyldes, at der ikke har været skov i nærheden - at holde svin på skovenes olden var jo almindeligt til langt op i historisk tid. Af jagtdyr er kun påvist en enkelt hare, også det kunne tyde på, at landskabet omkring gården har været åbent. Hunden endelig er repræsenteret ved en del knogler. Der er to typer, en stor og en noget mindre, på størrelse med en foxterrier.

Ved den nærliggende kyst har beboerne samlet blå- og hjertemuslinger samt østers. Man ville finde det naturligt, om de også havde fisket, men foreløbig er der ikke fundet fiskeben i affaldslaget. Nå, sultet har man i hvert fald ikke. Gården har ydet alt, hvad der var brug for - og ikke blot af mad, men også af alle andre fornødenheder. Det er den livsform, som på landet er fortsat helt op til vort århundrede.

Billedet, som her er opridset af en enligt boende jernalderfamilies gøremål i det vesthimmerlandske, ligner på mange måder det, vi kender fra de samtidige landsbyer, men der er interessante afvigelser og i tilgift møddingen, som med sit indhold af velbevarede dyreknogler giver en række oplysninger, de andre fund har nægtet os. Bopladsen på Ullits Mark synes i øjeblikket at være enestående for denne landsdel, men der er ingen grund til at tro, at den skulle være det i virkeligheden. Under vort arbejde på lokaliteten har vi da også fået oplysning om endnu en bakke, hvor der er oppløjet skaller (fig. 6).