Kobbertøj til salg

Citatet er fra en skrivelse, som to kobbersmede i Vejle september 1848 sendte til kongen for at henlede hans opmærksomhed på den skade, deres erhverv led gennem en gruppe hollandske handelsfolks omfattende virksomhed i Danmark. »Dette interessentskabs medlemmer gifter sig ikke og bosætter sig ikke heller eller dog såre sjældent her i landet«, hedder det videre i brevet. »I almindelighed drager de tilbage til deres hjem — efter udløbet af den tid, der kontraktmæssigt bandt dem til interessentskabet, og fører deres opsamlede kvotadel af fortjenesten med sig; den bortdragende erstattes straks af en ny kandidat i kedelførerkunsten, og han fortsætter, hvor formanden slap, og følger efter nogle års forløb efter denne for i eget fødeland at leve godt af den på de dumme dånens bekostning så let indvundne kapital«. 

På dette tidspunkt - midten af forrige århundrede - var den lovfæstede organisering af håndværk og handel kommet under stærk kritik, hvilket resulterede i næringsloven få år senere. De hollandske kedelføreres privilegium stod altså under alle omstændigheder for fald, men klagen er interessant, fordi den så rammende karakteriserer de fremmedes virksomhed og de anker, der fra dansk side fremførtes mod samme. 

Men hvem var disse udenlandske handelsmænd, som forståeligt nok aldrig blev vellidte af danske håndværkskobbersmede, men som til gengæld var overmåde populære hos deres kunder på landet? 

De kom fra Luikgestel, en katolsk flække i Holland, nær den belgiske grænse. Her fødtes de og voksede op, og efterhånden blev det sådan, at de som unge kom til Danmark, hvor de oplærtes af erfarne kedelførere, der allerede længe havde virket i landet. Hvis alt gik normalt, vendte de efter et kontraktmæssigt fastsat åremåls handelsvirksomhed tilbage til Holland og tilbragte deres sidste år i fødebyen. Sådan virkede systemet frem til 1860’erne, hvor det ophævedes, men da havde det også bestået i mere end 200 år. Man ved ikke med bestemthed, hvorfor netop folk fra Luikgestel opnåede dette enestående privilegium; en usikker tradition lader det være givet af Christian 4. i taknemlighed over nederlandsk bistand under deltagelsen i Trediveårskrigen. Enestående var privilegiet i sandhed. Principielt var jo i denne tid al omsætning bundet til købstæderne, hvor landbefolkningen så på markedsdage kunne indkøbe det fornødne, og alligevel finder vi kobberhandelen på landet lagt i hænderne på folk fra en fjern brabant’sk lilleby. 

De hollandske kedelførere havde først deres hovedkvarter i Sønderjylland, nærmest deres hjemstavn, men 1764 flyttede de nordpå, til Horsens, hvor de konsoliderede sig i en ejendom på nordsiden af Nørregade. Her holdt kedelførerkompagniets regnskabsfører (senere også hans assistenter og piger) til, og her mødtes samtlige kedelførere én gang om året - oftest i høsttiden, hvor landboerne alligevel ikke havde tid til at handle - til en månedlang sammenkomst for at aflægge regnskab og, i tilfælde af dødsfald eller anden afgang, til omfordeling af distrikterne (Fig. 2). For landet - i begyndelsen dog fortrinsvis Jylland - var nemlig inddelt i handelsområder, hvor de enkelte kedelførere, først alene, senere assisteret af kusk og læredreng, bestred kobberhandelen. 

I starten vandrede disse særprægede handelsmænd omkring med hele varesortimentet på sig; kobbersagerne hang fastgjort med jernkroge til den mægtige vest, der må antages at have domineret kedelførerens dragt. Senere omførtes dog de tunge sager med hestevogn, og oftest indrettede kedelføreren sig da sådan, at han i sit distrikt lejede et rum, der kunne fungere som lager. Det var påkrævet, for ikke blot skulle han have et sted at opbevare de splinternye salgsvarer, han falbød, men også et magasin for det gamle kobber, som det var en del af hans opgave at opkøbe på sine runder i landsbyerne. Det erhvervede, udtjente kobbertøj blev ved lejlighed bortkørt eller afskibet til et af de danske kobberværker, som også leverede de nye varer til kedelførernes kompagni. Myndighederne tillod ikke hollænderne at omsætte udenlandsk tilvirket kobbertøj, så alt, hvad de solgte, måtte altså skaffes i Danmark. Kedelførerne var i øvrigt forpligtede til hver især at løse borgerskab i en dansk købstad. Blandt de utallige klager, som de danske købstadskobbersmede gennem tiderne fremførte mod de geskæftige hollændere, var netop - berettiget eller ikke - at de falbød udenlandske varer eller ikke havde løst borgerskab. 

Det er klart, at konkurrencen fra kobberværkerne måtte bekymre de lokale kobbersmede, og man forstår, at de så skævt til kedelførerne, som udelukkende forhandlede de fabriksfremstillede produkter. I deres talrige ophævelser over hollændernes handelsfacon undlod de sjældent at henvise til kedelførerkompagniets særegne opbygning og ejendommelige love og reglementer, der virkede som et levn fra fortiden, ja næsten som en genoplivning af det gamle hanseforbunds sæder og skikke. Hansekøbmændene havde måttet aflægge ed på ikke at gifte sig, mens de opholdt sig på danskstyret område, og de måtte ikke for bestandig slå sig ned i Danmark eller Norge (Fig. 3). I øvrigt skulle de adlyde hansestædernes bud og ikke de danske kongers. 

Kedelførerkompagniets ordensregler var ikke mindre strikse, det var således medlemmerne forbudt at hengive sig til spil, ikke blot med fremmede, men også indbyrdes. Frem til 1821 var det tilladt at gifte sig - selv om det ikke var særlig velset - men nævnte år bestemtes det, at såfremt et medlem enten trolovede sig eller indgik ægteskab, skulle han udtræde af kompagniet mod at få sit tilgodehavende udbetalt. Ingen måtte drive nogen som helst handel for egen regning, alt skulle være »til fælles bedste«, og i tilfælde af tab måtte den uheldige selv bære dette. Man lovede »hinanden som venner al huldskab og troskab, som det ærlige og kristelige handelsmænd egner og anstår, lige nidkærhed, flid og årvågenhed for hverandres vel og i alle foreskrevne punkter og klausuler at ville handle for hverandres gavn så oprigtig, som enhver af os ville gøre det for sig selv«. Det var også nøje bestemt, hvilket beløb den enkelte måtte anvende på egen person, altså til klæder, mad og lommepenge med mere; når det fandtes nødvendigt, var det vel sagtens, fordi enkelte medlemmer havde flottet sig lidt rigeligt på fællesskabets bekostning. Led et medlem af stærk hjemve, kunne der bevilges ham en tur til fødestavnen (på hesteryg), men vedkommende måtte selv afholde de dermed forbundne udgifter, og man så nødigt, at flere ad gangen drog bort, da det naturligvis medførte praktiske problemer med handelen i de pågældendes distrikter. 

En naturlig følge af kompagniets ægteskabsbestemmelser var jo, at der ikke gaves mulighed for en legitim reproduktion af medlemsskaren, og som nævnt rekrutteredes da også aspiranterne fra Luikgestel. Når et medlem havde haft ærinde i hjembyen på den sydhollandske hedeegn, bragte han ofte et par ivrige drenge på 14-16 år med tilbage, for at de i Danmark kunne blive oplært i kedelførerkunsten. Inden disse unge mennesker kom med ud i handelsdistrikterne, måtte de lære at beherske det danske sprog i skrift og tale, for slet ikke at nævne den nødvendige indsigt i regnskabsvæsen og måske i primærkundens - altså den danske bondes - psyke og verdensbillede. Denne indledende del af uddannelsen fandt sted på kompagniets adresse i Horsens, og først derefter kom aspiranten med på turene ud i landet (Fig. 4). Gennem de syv år, læretiden varede, var det drengen eller den unge mand pålagt at afholde sig fra stærke drikke og i det hele taget at skikke sig i alle måder. 

Det fremgår, at kedelførerne var opvakte og intelligente folk. Det vidste landboerne, og kedelførerne vidste, at de vidste det. Tilmed var de - i modsætning til flertallet af deres kunder - i stand til at læse og skrive dansk. Dette samt hollændernes specielle erfaring medførte ofte, at den enkelte kedelfører i sit distrikt opnåede status som en slags »klog mand« - en person, der solgte og købte kobbertøj, men som man tillige kunne henvende sig til i sager af særlig vigtighed, for eksempel retslige anliggender. Det var således en blandet opgave, der ventede kedelføreren ved ankomsten til en ny landsby. Der blev handlet kobberkar, men også forelagt problemer, og gav konsultationen resultat, var taknemligheden stor, hvilket givetvis forstærkede købelysten. Handelsmanden var under de omstændigheder ikke den, der stillede sig karrig an, når nogen bad ham om råd, og han blev en velset gæst. Dog ikke af alle, folk med lidt blakket samvittighed frygtede ham, som et eksempel hentet fra Fredericiaegnen viser. En kone var blevet frastjålet nogle store lærredsstykker, der havde ligget til blegning på marken lige uden for gården. Det optog naturligvis sindene, og man ventede spændt på, hvad der ville ske, når kedelføreren næste gang kom forbi; det var den almindelige mening, at så ville forbrydelsen blive opklaret. Kedelføreren kom, og samme aften stillede tyven diskret hos ham og bad om godt vejr. Hollænderens afgørelse var salomonisk - næste morgen fandt konen sit lærred på marken, hvor det var stjålet, og så blev der ikke gjort mere ud af den sag. - Jo vist stod der respekt om kedelføreren, og det var praktisk, når man betænker de ret store værdier, han selv omførte. Ingen vovede at forgribe sig på dem - undtagen myndighederne, som vi om lidt skal se. 

Man skulle synes, at kedelførerens i visse henseender overlegne position let kunne medføre misbrug - kunderne var jo forholdsvis godtroende - men det må huskes, at han igen og igen skulle konfronteres med de samme mennesker, og at disse måske nok var uvidende, men ikke nødvendigvis dumme. Hermed være ikke sagt, at han aldrig udnyttede misforståelser. Det var, især på øerne, en udbredt vildfarelse, at hollænderne var »kongelige kedelførere«, og påstanden blev ikke altid modsagt, den kastede jo glans over erhvervet, og rent praktisk betød det, at udestående fordringer var lettere at inddrive. Den fejlagtige opfattelse havde i øvrigt udspring i en lovbestemmelse fra 1768, hvor det hedder, at kedelføreren er pligtig til altid at medbringe »et handelsbrev underskrevet af den fabriksejer, i hvis tjeneste han rejser«. Dette brev, der skulle dokumentere, at kedelføreren faktisk handlede med dansk fremstillede varer, havde kun gyldighed, når det var forsynet med kobberværkets stempel, og heri indgik kongens navnetræk (Fig. 5). 

Stort set synes kedelførerne dog at have holdt deres sti ren, men naturligvis var der undtagelser; det skete, at de kom i konflikt med myndighederne, og også det kan belyses med et eksempel. I året 1757 - altså inden kompagniet endegyldigt slog sig ned i Horsens - udtog godsejeren på Mattrup stævning for Nørre Snede birketing mod kedelfører Mathias Willemsen, der »skal være gået ind i Anders Bødkers iboende hus udi Tørsting (Tyrsting) og der ubarmhjertigt slået, stødt og ilde behandlet Anders Bødkers hustru, Kirsten Sørensdatter«, så det nær havde kostet hende livet. Ved birketinget oplystes det, at Willemsen sammen med en anden kedelfører, Cornelius, den 7. maj fra Horsens var ankommet til Tyrsting for som sædvanlig at handle med kobbertøj. De havde netop passeret smedjen, da Mathias Willemsen kom i tanke om, at Anders Bødkers for længe siden havde fået en kedel, som ikke var betalt endnu. Cornelius gik tilbage til skyldnerens hus, som de var kommet forbi; i stuen fandt han mand og kone, som han præsenterede for sit krav, men de hævdede, at kedelen for længst var betalt. Cornelius tilkaldte Willemsen, der stillede sig så truende an, at Anders Bødker valgte at retirere, angiveligt for at hente hjælp. Det mindskede ikke Willemsens vrede, den gik nu ud over konen, som han skældte for en kanalje og truede med at banke - ja han gav til kende, at såfremt hun skreg om hjælp og prøvede at løbe bort, ville han »slå hendes hjerne ud«. Kirsten Sørensdatter bedyrede gang på gang, at hun ingen penge havde, hvorefter Willemsen tildelte hende et antal slag på ryg og skulder med den tykke ende af piskeskaftet, mens han rystede hende frem og tilbage. Sluttelig huggede han af al kraft pisken ned over hendes lænd, så hun var en besvimelse nær. »Lad hende have det, den rakkermær«, skal Willemsen have sagt, da de to forlod huset. Anseelsen, kedelførerne nød, er åbenbart steget enkelte af dem til hovedet, men det synes som sagt at være undtagelsen. 

Hvis nogen har været af den opfattelse, at de hollandske handelsmænd var hævet over retssystemet, så deltes den i hvert fald ikke af konsumtionsforpagteren, hofagent Ditlef Kirketerp på Dronningborg ved Randers, da han sidst i november 1773 med utrolig nidkærhed foranstaltede en årelang beslaglæggelse af en kedelførers lager. Baggrunden var en forordning, regeringen samme år havde udsendt med det formål at begrænse den særdeles omfattende hjemmebrænding: folk, som uberettiget var i besiddelse af redskaber til brændevinsfremstilling, skulle ufortøvet afhænde disse. Som bekendt er sådanne sager netop gjort af kobber, og de praktiske hollændere undlod naturligvis ikke at drage fordel af regeringens politik; de opkøbte det kriminaliserede kobberapparatur, der var billigt til salg, vel vidende, at sælgerne, når bølgerne havde lagt sig, og tørsten plagede, ville få brug for nyt udstyr (Fig. 6). Det var ikke første gang, et sådant påbud var udstedt, så kedelførerne vidste, hvordan det plejede at gå. I denne situation ankom en kedelfører til Thorsager på Djursland, hvor beboerne strømmede til ham for at slippe af med deres forbudte redskaber. Denne kedelfører havde gennem flere år haft et lagerrum der i byen, nemlig i et af fæstebonden Søren Bassesens udhuse, og her anbragte han det opkøbte gods. Meningen var, at det hele skulle køres til Ebeltoft og derfra sejles til Sjælland for at ende på kobbermøllen i Brede, men da der var flere vognlæs, og det på grund af føret ikke var muligt at få hjælp til transporten fra Thorsagerfolkene, var kedelføreren henvist til foreløbig at efterlade hovedparten af det opkøbte i Bassesens udhus, hvor det befandt sig under lås og lukke. Efter altså at have kørt et enkelt læs til Ebeltoft hastede han til en anden del af sit distrikt, nemlig Frijsenborg gods, hvor mange stod og trippede for at komme af med deres ulovlige grej. 

På Dronningborg sad imidlertid forpagter Kirketerp og spejdede ud over amtet efter mulige ulovligheder at slå ned på. Den nævnte forordning havde givet ham vind i sejlene, idet han med god grund antog, at ikke alle ville efterkomme bestemmelsen, og at der derfor kunne gøres gode fangster. 29. november rullede en udsendt inspektionspatrulje ind i Thorsager. Tre vogne var der, i den forreste sad Kirketerps fuldmægtig, Monsieur Stockmann, og prokurist Carøe samt en af Kirketerps betjente, der fungerede som kusk, i de øvrige befandt sig yderligere tre betjente, og kortegen ledsagedes af en korporal og to menige soldater af Det slesvigske Rytteri. Da man nu på inspektionsrunden nåede frem til Bassesens aflåste rum, afkrævede man ham nøglen, men han havde den jo ikke og forklarede, hvordan det hang sammen. Det lød yderst mistænkeligt, så døren blev brudt op og husets hemmeligheder afsløret. Alt blev konfiskeret og smidt på vognene. Bassesen fik at vide, at man ikke troede ham over en dørtærskel; det var tydeligt, at han i forståelse med byens og omegnens folk diskede op med en på forhånd konstrueret løgnehistorie. Ved midnatstid befandt kedelførerkompagniets ejendom sig i Randers, og her henlå det i fulde fem år. Kompagniet anlagde sag mod myndighederne, men først efter det nævnte tidsrum fandt den sin endelige afgørelse ved Højesteret. Kirketerp måtte udlevere sagerne, men det er bemærkelsesværdigt, at han slap med en bøde på fem rigsdaler for sin ulovlige fremfærd. 

Vigtigst blandt de kobberværker, kedelførerkompagniet betjente som efterhånden landsdækkende salgsorganisation, var gennem hele perioden kobbermøllen ved Flensborg fjord. Her i det sydlige havde organisationen først sit tilhold, men efterhånden som handelsnettet udvidedes, blev det for fjernt et udgangspunkt, hvorefter man rykkede til det omtalte kvarter i Horsens. Værkerne Brede og Nymølle nord for København blev først inddraget højt op i 1700-årene; det var til det førstnævnte, Brede, sagerne fra Thorsager skulle have været sendt. Fra 1839 stod det meget velhavende kompagni i øvrigt selv som ejer af et kobberværk, Haraldskjær ved Vejle, men det var nu ikke helt efter planen. Man var blevet stillet over for valget enten at købe fabrikken eller se andre overtage handelsrettighederne og foretrak det første. Beslutningen blev truffet på et medlemsmøde i Horsens, og det var et surt æble at bide i, men nødvendigt, hvis man ville undgå stærk konkurrence i hvert fald på det jyske marked. 

I 1861 blev loven om bortfaldet af kobberværkernes privilegier vedtaget, og dermed var grundlaget for det hollandske selskabs virksomhed forsvundet. Kedelførerne anmodede om en afviklingsperiode på ti år - de kunne jo ikke omdisponere fra dag til dag, og med den udstrakte kredit, der var givet (jævnfør indledningen), måtte de også have tid til at inddrive deres tilgodehavender rundt om i landet. Man gav dem fem år, og 1866 var de hollandske kedelføreres epoke definitivt forbi (Fig. 7, Fig. 8).