Kobberøen

Der findes kobbermalm på Helgoland. I 1960'erne foretog Flensborg-kemikeren Werner Lorensen sammenligningsanalyser mellem malmprøver og nogle kobberbarrer, som sagdes at stamme fra øen, og det lykkedes ham at fastslå, at metallet virkelig var udvundet der. Resultaterne, som han offentliggjorde, led imidlertid en krank skæbne, de blev inddraget i Bordelum-præsten Spanuths Atlantis-hypotese, der hævdede, at Helgoland var resterne af Platons sunkne sagnø, og antog, at der i forhistorisk tid havde fundet kobberudvinding sted. Som det vil huskes, vakte teorien stærk modstand. I kampens hede blev også metalundersøgelsen betvivlet. Senere blev den glemt.

Genopdagelsen, hvis man kan kalde det sådan, fandt sted for ikke længe siden og skyldes nærmest et tilfælde. Under en privatrejse til Helgoland traf geologen dr H. Schulz fra universitetet i Kiel sammen med havnemester Stühmer, der dyrker geologi og dykning i sin fritid og kunne fremvise et antal kobberbarrer fra havbunden nær øen. Schulz tog barrerne med til Kiel og fik dem analyseret efter moderne spektralanalytiske metoder. Når hjemstedet for et stykke metal skal påvises, samler interessen sig om de »sporestoffer«, det indeholder, idet man forudsætter, at disse, selv om en del ved udsmeltningen er gået over i røg og slagger, alligevel er tilbage i nogenlunde samme forhold som i malmen. I de ca 30 Helgolandsbarrer med en samlet vægt på over hundrede kilo kunne påvises 15 sådanne stoffer, først og fremmest arsenik og sølv, men også nikkel, kobolt, guld med flere. Til sammenligning benyttedes prøver af Helgolandsmalmen og tilsvarende fra omkring 50 forskellige forekomster over hele verden. Undersøgelsen, hvor en computer blev taget til hjælp, efterlod ingen tvivl om, at Helgolandsbarrerne kun kan stamme fra denne øs kobbermalm. Allerede den »næstbedste« prøve viste væsentlige afvigelser.

Selv uden denne finanalyse kunne problemet nu nok være løst, for synligt på barrernes underside sad små stumper af sand- og kalksten, der med sikkerhed stammer fra Helgoland. Der er tale om den røde sandsten, hvor malmen findes, og en kalksten, som idag er havoverskyllet, men som tidligere var en del af øen. Disse indlejrede partikler - næsten en slags fabriksmærker - er kommet i barrerne under fremstillingsprocessen. Af denne har vi i middelalderlitteraturen gode beskrivelser - dog ikke fra Helgoland.

Fra den ophedede ovn blev det smeltede kobber ledet over i en nedgravet støbegrube for straks derefter at blive overhældt med vand. Det øverste afkølede lag kunne nu trækkes fri med en krog og dumpes ned på jorden til yderligere afkøling, hvorefter der igen blev slået vand på og processen gentaget - igen og igen, til hele klumpen var »skåret i skiver«. Vore barrer er netop sådanne skiver. De har en blæret overflade efter mødet med kølevandet og som nævnt på undersiden vedhæng fra jordbunden - i dette tilfælde Helgolands. Også små trækulstumper er bevaret i metallet, og dem er der grund til at være særlig glade for. Ved deres og kulstof-14 metodens hjælp har man nemlig kunnet bestemme tidspunktet for udsmeltningen: 11-1200-årene.

Der er altså gode belæg for, at man i middelalderen brød og udsmeltede kobber på Helgoland, og noget taler for, at produktionen ikke var helt ubetydelig. Endnu idag kan man i øens undergrund følge en metalåre, der er op til en meter tyk, og som stedvis, hvor malmen endnu ikke er forvitret, indeholder ærtstore stykker af rent kobber. Vi ved med sikkerhed, at øen har været betydeligt større end nu, og tanken melder sig, om måske en undergravning gennem minegange har medvirket til den skade, Nordsøens stormløb har voldt.

Det er besynderligt, at der fra en tid, som ligger vor egen så forholdsvis nær, og som iøvrigt havde ord og pen i sin magt, absolut intet skriftligt er bevaret om kobberbrydningen i Nordsøen. Den ældste minedrift, man kender på tysk jord, er fra Nordharzen, hvor man udvandt kobber allerede i 1000-årene, men det skal såmænd slet ikke undre, om Helgoland en dag, når man får gået sagen efter i sømmene, vil tegne sig for en ny rekord. Det er spændende problemer, dr Schulz sammen med arkæologen professor Hänsel nu vil søge at få rede på, først gennem undersøgelse af metalfund fra øens bronzealder, senere - forhåbentlig - ved omfattende sporestofanalyser af tilsvarende nordiske bronzer. Bronze er som bekendt en legering af kobber og tin, men kobberet er så langt i overvægt.

Det er klart - eller i hvert fald højst sandsynligt - at kobberforekomsterne på Helgoland må have præget levevilkårene på øen sammenlignet med dem på fastlandet, men det er omsonst nu at forsøge disse problemer klarlagt med spaden. Gravhøjene er for længst ryddet væk eller styrtet i havet, og krigens voldsomheder har grebet dybt ned i øens undergrund. Efter de få oplysninger og det begrænsede fundmateriale, man har at dømme ud fra, kan det dog vist fastslås, at øens bebyggelse tiltog ganske betydeligt og pludseligt, netop som kendskabet til kobber og dets anvendelse indvarslede bronzealderen (Fig. 2, Fig. 3). Man kan også dårligt tænke sig, at en så påfaldende forekomst som den lysende grønne kobbermalm iblandet det røde, rene metal skulle være undgået oldtidsfolkets opmærksomhed.

Perspektiverne, hvis antagelsen holder stik, er ganske vidtrækkende. Den højt udviklede danske og nordtyske bronzealderkultur har stået som lidt af et under. Hvordan har den kunnet opstå, når metallet, som var grundlaget for den, skulle hentes langvejsfra? Fjerntransport er dyr, måtte ikke bronzens erhvervelse gøre voldsomme indhug i værdifulde egenprodukter - for eksempel, som man har foreslået, rav? Viser det sig nu, at kobberet har kunnet hentes lige uden for døren, ja så bliver det hele straks meget mere forståeligt.