Kobberalder

De nordiske kobberøkser er især fundet ved kysterne. Østjylland og Østfyn har mange, Østskåne er heller ikke underforsynet, mens Nordjylland og den sjællandske øgruppe må nøjes med spredte forekomster af gennemgående mindre eksemplarer. De fleste økser er brede og flade, ofte med lidt udsvajede æghjørner, mens andre er, hvad man kan kalde tungeformede, mere afrundede og i en lettere vægtklasse. Et lille antal økser, der er fundet spredt ved Østersøen, er nærmest mejselformede og ret tykke. Til alle de nævnte øksetyper kendes der paralleller i Sydøsteuropa, men hernede findes også andre former, og i virkeligheden var det et ret skævt udvalg, der tilflød Sydskandinavien (Fig. 2). Svære skafthuløkser er så at sige ukendte i Norden, de var nok for kostbare for os. Vi foretrak så ganske afgjort de brede, flade økser; de mejselformede, der er nok så almindelige dernede, er sjældne her.

Kobberøkserne findes næsten altid alene (blandt undtagelserne er et velkendt offerfund fra Bygholm ved Horsens; se billedet), men en datering til slutningen af bondestenalderens første afsnit, det der tidligere benævntes »dyssetid«, kan anses for sikker og bestyrkes iøvrigt af andre kobbersager, for eksempel smykker, som lejlighedsvis kan forekomme i gravene. Det var første gang, metallet dukkede op i Norden, men nogen egentlig indledning til den kommende metaltid blev der ikke tale om; det var en bølge, som igen aftog. Fra den efterfølgende »jættestuetid« og stridsøksekulturens periode kendes kun få kobbersager. Vi skal helt frem til stenalderens slutningsafsnit, århundrederne lige forud for bronzealderen, før der igen kommer gang i metalimporten.

Som vi har set, er metalfundene ikke jævnt fordelt over Sydskandinavien, men koncentreret om bestemte områder som Østjylland og Østfyn - her forekommer ikke blot de fleste, men også de tungeste økser. Man tager næppe fejl, hvis man antager, at de egne, der således har specialiseret sig i kobbersager, er dem, der manglede andre bytteobjekter. I Vestjylland havde man rav, i Nordjylland og på den sjællandske øgruppe flint, men så heldige var altså ikke alle, og man kan tænke sig, at de af naturen mindre begunstigede landsdele for at kunne få fat i velegnet materiale til store slebne flintøkser har måttet skaffe sig en modydelse. Det kunne ske ved at foretage ekspeditioner til Odermundingen eller endnu længere væk.

Studerer man de små urenheder af andre metaller, der findes i de skandinaviske kobberøkser, ses det, at arsenik (der frigøres ved smeltning) forekommer i ret betydelig omend stadig mikroskopisk mængde - modsat kobbersagerne fra det tysk-polske lavland, hvor arsenikken er relativt sjælden. Enten må nordboerne have handlet direkte med bestemte leveringscentre endnu længere mod syd, eller også har de tyskpolske mellemhandlere ligefrem udvalgt de »giftige« økser til videresendelse. I Danmark, hvor man intet kendte til metallers udvinding og forarbejdning, har man sikkert været ligeglad med sammensætningen - det var mængden, formen og vel især vægten, det kom an på. Hvad kontinentet har fået til gengæld for metallet, kan man gisne om (Fig. 3). Rav og flint kan det efter omstændighederne næppe have været; disse stoffer ses iøvrigt ikke at være gået sydpå i denne periode, hvilket muligvis hænger sammen med, at begge forekommer rigeligt ved Østersøens sydkyst (Fig. 4). Salt er en mulighed, men bevis mangler. Iøvrigt kan udvekslingen jo have været af så indviklet natur, at vi ikke uden videre kan gennemskue den.

Flertallet af de fundne kobberøkser må sikkert, ligesom Bygholm-stykkerne, opfattes som ofre, henlæggelser til en guddom, hvis navn eller natur vi intet ved om idag. Offerfund kendes i stort tal, og det ser ud til, at man fortrinsvis ofrede ting, man havde rigeligt af: rav i områderne nær Vesterhavet, flintøkser i minedistrikterne ved Limfjorden og Storstrømmen og lerkar med mad formodentlig i de egne, hvor der var overskud af fødevarer. Kobberøkser lå nok uden for de flestes rækkevidde, alene importørerne har haft forholdsvis rigeligt af dem. Disse importører må have været søfarende folk. Føden kan de have skaffet sig ved fiskeri, og gennem metallet, erhvervet på lange rejser over havet, har de kunnet bytte sig til datidens vigtigste fornødenheder.

Kobberøkserne er blevet videresolgt, men hvordan blev de brugt af køberne? Næppe som økser i egentlig forstand, det var de alt for kostbare til, snarere som en form for statussymbol. Nu var samfundene i slutningen af 4. årtusinde før Kristus forholdsvis enkle, man levede fra hånden og i munden, og nogen egentlig social lagdeling var der næppe tale om, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at alle var lige. De store stengrave, dysserne, kan ikke have været for hvem som helst. Nogle - familier eller enkeltpersoner - har skilt sig ud. Kobberøkserne var vel et af midlerne til at gøre det.

Den begyndende lagdeling af samfundet synes at tage fart i det følgende årtusinde - både herhjemme og især ude i Europa. I landene sydpå bliver statussymbolerne, smykker og våben af metal, efterhånden mere almindelige, formodentlig i takt med udbygningen af en overklasse. Under en proces som denne, hvor de ledende er optaget af at sikre deres position på den indre front, træder handel og anden ydre kontakt i baggrunden; det kan være grunden til, at kobbersagerne - budbringerne i udvekslingssystemet - midlertidigt forsvandt. Først da elitesamfundet var fast etableret, omend på et beskedent plan, fik de fjerne, underudviklede landes behov for værdighedstegn fornyet interesse. Metallet kom igen til Danmark og nu for at blive.

Lit. om kobberøkserne: Proceedings of the fifth atlantic colloquium. Dublin 1979.