Knoglespil

I 1977 skulle Ribe Kathedralskole udvides, og det gav museumsfolkene lejlighed til at undersøge grunden under den. Skolen er omtalt allerede 1145, og fra omkring 1300 ved vi med sikkerhed, at den lå på sin nuværende plads. Der skulle altså være mulighed for at finde levn af middelalderlige skolebygninger. De gravede søgegrøfter gav dog ikke noget videre resultat, men under det senere byggearbejde stødte man på en række brønde i velbevaret trækonstruktion, hvorfra Den antikvariske Samling under nødudgravningens vilkår bjærgede mange interessante fund. (Fig. 1), (Fig. 2). Blandt de mindre påagtede var en gennemboret fodrodsknogle - et såkaldt rulleben - af okse. Det blev pligtskyldigt registreret og gik derefter på magasin.

En tilfældig iagttagelse gav en anelse om knoglens brug. På den nederlandske maler Pieter Bruegels utroligt detaljerede billede »Børneleg« fra 1560 ses nederst i hjørnet to piger ivrigt optaget af et spil. Og hvad er det, de spiller med? Gennemborede knogler præcis som vort stykke. Det blev hentet frem igen.

Ribe-knoglen må stamme fra middelalderen, mens maleriet altså er lidt yngre. På Bruegels tid var spil med knogler almindeligt i Holland, men det var ikke noget nyt påfund og kan uden vanskelighed spores meget længere tilbage. I den klassiske oldtid var det populært i Middelhavsområdet og sikkert også i Orienten; ifølge den græske historiker Herodot skal opfindelsen være gjort af lyderne, et folkeslag i det vestlige Lilleasien. Rekvisitterne lod sig let skaffe, får og ged leverede materialet, og gennemboringen voldte ingen vanskelighed, men kunne i øvrigt spares, den havde kun betydning, hvis man ønskede at trække sine spilleknogler på snor. Især kvinder og børn, men også mænd spillede med astragaler (astragalos er det græske ord for det lille fodrodsben). Spillemåden? Ja om den får vi også en forestilling gennem de antikke forfattere.

Der var forskellige regelsæt at vælge imellem; hvad man foretrak, afhang af spillernes dygtighed. I enkleste tilfælde benyttedes knoglen som en slags terning, idet hver af de fire sider - benet kan jo ikke stå på enden - tillagdes en bestemt værdi. (Fig. 3), (Fig. 4). En anden måde var at kaste flere knogler op i luften og lade deres indbyrdes stilling efter landingen være afgørende. Der regnedes med 35 kombinationsmuligheder, hver med sit navn, så det var for viderekomne. Bedst var Venus-kastet (forskellig side op), dårligst hunde-kastet (samme side op). Det første - Venus-kastet - kan man finde afbildet på smykker og gravsten som lykkebringende symbol.

Hos voksne grækere var astragalspillet længe næsten fast ritual efter måltidet ved gæstebud. Skulle det være fint, var knoglerne eftergjort i ler, glas eller endog ædle metaller; sådanne kopier findes også anvendt som offergaver. For børn hørte spillet med i den daglige leg, og det er næppe altid gået så galt som i Homers beretning om, hvordan helten Patroklos som dreng dræbte en legekammerat i uenighed over et knoglespil. Astragalerne har betydet meget for deres små ejere, de blev givet som flidspræmier i skolerne, og de kunne ledsage døde børn i graven. (Fig. 5). En lille græker, hvis jordiske rester er fundet, havde fået over tusinde med sig.

Astragal-manien tog vel af igen, men spillet er aldrig gået helt af brug i Grækenland, og også i Syditalien har man kunnet møde det endnu i vort århundrede. Herhjemme var det efter al sandsynlighed kendt i den spilleglade romerske jernalder. 22 astragaler er fundet i en grav fra denne tid, og i en hustomt er opsamlet et større antal fodknogler - dog ikke af den »rigtige« slags - der efter udgraverens mening har været anvendt til spil (se Skalk 1960:1). Gennem yngre jernalder, herunder vikingetid, svigter fundene, men i middelalderen kommer de igen - i Ribeknoglen og i en anden gennemboret astragal fundet i den skånske borg Skanør, hvor ikke blot den, men også talrige brikker og terninger viser, at spil var en yndet tidsfordriv for mandskabet på vagten. De spredte fund giver dog næppe det rette billede af spillets udbredelse herhjemme. (Fig. 6). Hvor spilleknoglerne ikke er gennemborede, og det er de som nævnt langtfra altid, vil de meget let forblive upåagtede i udgravningernes ofte omfattende materiale af ubearbejdede dyreknogler. Det er muligt, ja vel nærmest sandsynligt, at middelalderens mennesker og måske også vikingerne flittigt har dyrket dette spil, hvis rekvisitter var så tilgængelige.

De klassiske spilleregler var formodentlig stadig gældende, i hvert fald i nogen udstrækning, men nye variationer er kommet til, viser oplysninger hentet ude fra Europa. Man har, mens en af knoglerne var i luften, skullet flytte om på de andre efter bestemte regler, og man har muligvis erobret knogler fra hinanden. Yo-yo'en har haft sine forgængere - også ved Ribe Kathedralskole. For det er vel sandsynligt, at den gennemborede knogle har tilhørt en af peblingene dér.