Knobskibe

Manden, der giver disse oplysninger (og endda med vedføjet illustration) er R. H. Kruse, en fortidsinteresseret privatmand, der i årene omkring 1840 foretog antikvariske rejser rundt i Jylland og optegnede sine iagttagelser. Her er han nået til Ry sogn ved Silkeborg, hvor han, som det fremgår, har besigtiget den sidste - eller i hvert fald en af de sidste - af denne egns engang så almindelige stammebåde. Måske ligger rester af den endnu tilbage et eller andet sted på bunden af Silkeborgsøerne, hvor så mange af dens slægtninge har endt deres dage. Tre af disse er i seneste tid blevet hævet - lad os med dem som baggrund se lidt nærmere på fænomenet.

Båden lavet ved udhuling af en træstamme er meget almindelig i Danmark. Ved gravning i moser og lignende fugtige steder støder man ofte på den, men sjældent under forhold, som umiddelbart tillader en datering. Formen burde, hvad dette angår, være en hjælp, men den er jo i nogen grad givet af stammen og har holdt sig relativt uforandret gennem lange tider. Så meget kan dog siges, at stammebåden har eksisteret over alle oldtidens aldre - først i meget lange udgaver, senere, hvor den i konkurrence med andre og bedre bådtyper blev reduceret til en simpel færge- og fiskerbåd, formodentlig noget afkortet. Den specielle og ret karakteristiske form, Kruse omtaler, synes først at være opstået i historisk tid. Det er den, vi her vil ofre opmærksomhed.

Netop det midtjyske søområde er et af de steder, hvor stammebåden har holdt sig længst i brug, så det er ikke tilfældigt, det var her, Kruse fik et glimt af den. Knobskibet var, fortæller han, af bøgetræ, 6 alen (3,77 meter) langt, med buede sider og »afdelt i tvende rum ved sædet, der går helt til bunden og er med den forenet«. Dette udsparede skot, der på en gang har tjent som sæde og til at stive båden af, ses på tegningen, hvor man også kan konstatere, at båden har haft tilspidsende stævne. Bundens form omtaler Kruse ikke, men vi kan sikkert gå ud fra, den har været flad, som det kendes fra andre beskrivelser og iøvrigt fra fundene.

Et andet sted, hvor stammebådene har levet længe, er den lille, nu landfaste, Hasselø ved Falster. De brugtes, sammenbundet to og to, når kreaturer skulle færges ud til sommergræsning på nærliggende holme. En af disse pramme blev i 1887 købt af Nationalmuseet; den er lidt mindre kanoagtig end båden på Kruses tegning, men har som denne tilspidsende stævne og faste sædeskillerum. Materialet er også det samme: bøg (Fig. 1).

»Knobskibe« kaldte jyderne deres stammebåde. På øerne hed de »eger«, og deri ligger jo en klar antydning af, at det foretrukne materiale ikke altid, som det åbenbart var tilfældet i slutfasen, har været bøg. Til fremstilling af knobskibe - for nu at fastholde Kruses betegnelse - kræves stammer af en tykkelse, som det langsomt voksende egetræ først opnår efter et par hundrede år, og sådanne kæmper har der næppe været mange af i 1800-tallet. Middelalderen igennem og et stykke op i nyere tid var egen det vigtigste skovtræ og som sådant hovedleverandøren af såvel råmateriale som energi. Kan det undre, der blev drevet rovdrift? Denne tog i 1500-årene et sådant omfang, at myndighederne måtte gribe ind - således mod nørrejyderne, som fik forbud mod at anvende fjæle-, bul-, eller tømmervægge i deres huse. De senere svenskekrige gik også hårdt ud over skovene, og 1670 indførte Christian 5. de første egentlige skovforordninger, som eftertiden fulgte op. 1784 forbødes det endog at bruge egetræ til ligkister, og 1807 indskærpedes bestemmelserne, fordi staten havde brug for store mængder egetræ til opbygning af en ny flåde; englænderne havde jo taget den gamle. Man forstår, det blev nødvendigt for knobskibsfabrikanterne at skifte materiale, og bøgen havde jo iøvrigt den fordel, at den var lettere at arbejde i. Hvordan tilvirkningen foregik, har en af Kruses samtidige beskrevet - og igen finder vi handlingen henlagt til Ry sogn (Fig. 2). Man udsøgte skovens bedste bøg og afsavede et stykke på 8 alen, som udhuledes og tildannedes på stedet så vidt, at det kunne ros hjem. Derefter fortsatte udhulingen, og stammen skrabedes glat, for at garnene ikke skulle ødelægges under fiskeriet i Mossø. Holdbarheden af et sådant fartøj var en halv snes år, og når overdelen var forrådnet, kunne bunden genbruges i en spantbygget båd.

Knobskibets sejlivethed i sølandet mellem Silkeborg og Skanderborg hænger nok sammen med, at det her havde et af sine hovedområder - det viser alene fundmængden. Af de tre nyopdukkede både, som blev nævnt i indledningen, er den ene (fra havneområdet i Ry) næsten hel, mens de to andre (fundet ved dykning i henholdsvis Slåensø, Them sogn, og Gudenåen, nær Gudensø) er noget medtagne af tidens tand og stort set kun omfatter bundpartierne. De er lidt kortere end de knobskibe, vi har hørt beskrevet, og materialet er eg, men ellers er alle kendetegnene til stede: den flade bund, de tilspidsende stævne, det udsparede skillerum, siderne med stammens runding. I bunden ses et eller to borede huller, der i Slåensø-eksemplaret endnu har isiddende træpropper. De kan have haft en praktisk funktion til kontrol af bundens tykkelse under udhulingen.

Som nævnt har tidsfæstelsen af stammebådene voldt nogen vanskelighed, og kun få er endnu bestemt, men derpå vil der kunne rådes bod med de nye naturvidenskabelige dateringsmetoder, i særdeleshed dendrokronologien, der i de store træklodser finder rene lækkerbiskener. På Wormianums dateringsværksted, som har arbejdet med metoden i nogle år, er opbygget en årringskæde dækkende Midtjylland og spændende over det meste af historisk tid - på den er nyfundene blevet prøvet og med gunstigt resultat. De fundne årstal - 1585, 1587 og 1598 - er så stærkt underbyggede, at de i praksis kan anses for sikre, og selv om de ikke direkte oplyser træets fældningsår, men kun alderen af yderste bevarede årring, giver de dog et ganske godt fingerpeg. Den overfladebehandling, stammen fik, var næppe særlig dybtgående - problemet var jo at få båden bred nok - så man kan med føje antage, at alle tre fartøjer er blevet til i de første tiår af 1600-tallet. Samtidigheden er påfaldende (Fig. 3). Silkeborgsøerne må have myldret med knobskibe på Christian 4.s tid.

Adskillige museer har i deres magasiner og samlinger knobskibe af samme type som de nyfundne. Et af dem - på Odder museum, der har fået det fra en mose i nærheden - er særlig interessant, fordi det på siden bærer en runeindskrift. Det kunne tyde på høj alder, men runologerne Anders Bæksted og Erik Moltke mener ud fra tegnenes former, at ristningen må være af nyere dato, efter 1550, og at den skyldes en oldtidsinteresseret mand, der har kendt runealfabetet fra bøger. Indskriften, der er affattet på en slags oldnordisk, skal formodentlig læses »Asernes fryd«, og det klinger jo heller ikke rigtig af ægte hedenskab, snarere af romantik. Odder-båden svarer i størrelse, udformning og materiale helt til de nyfundne 1600-talsbåde, så der er ingen anledning til at drage runefolkenes resultat i tvivl.

For om muligt at få en endelig afklaring af spørgsmålet har vi, med venlig tilladelse fra Odder-museets ledelse, forsøgt en dendrokronologisk prøvning også af denne båd. Resultatet - slutningen af 1500-årene - kan meget vel være rigtigt, men er desværre så svagt funderet, at det vil være uforsvarligt at tillægge det vægt. Der er ikke gevinst hver gang i dendrokronologiens lotteri.

Lit: Sprog og Kultur XIII. 1944. - Kuml 1953. - Erik Moltke: Runerne i Danmark. 1976.