Klosterkrøniken

Sådan indledes Øm klosters krønike, hvis indhold her skal refereres i korte hovedtræk; Som klosterets stifter regnedes Århusbispen Eskil, der havde skænket en grund til formålet. Til denne ankom i året 1165 en flok munke fra cistercienserklosteret Vitskøl i Himmerland, men stedet viste sig uegnet og blev opgivet til fordel for et affolket benediktinerkloster i Venge ved Skanderborg, som man fik lov at overtage. Det gik nu ikke så godt. En fornem dame, fru Margareta, med forbindelser i kongehuset havde andre planer med Venge, og det lykkedes hende ved allehånde chikanerier gennem tre år at få munkene ud. De forlod stedet og bosatte sig på Kalvø i Skanderborg sø. Heller ikke den var dog ideel, »thi overfarten var såre besværlig«, og 1272, efter fire års øliv, flyttede munkene igen, denne gang til Øm. Dette nye sted, som de havde opsporet, forekom dem overmåde velegnet, både beliggenhedsmæssigt og især, fordi de ved at grave kanaler mellem de to nærliggende søer, Mossø og Gudensø, kunne skaffe klosteret alt det vand, der var brug for. Her slog de sig ned, og her blev de boende (Fig. 1).

For klosterets velbefindende spillede forholdet til Århusbisperne den største rolle - det går som en tråd gennem hele krøniken. Grundlæggeren Eskil døde på vendertog, men hans efterfølger bisp Svend var en ynder af cisterciensere, og skriveren ved ingen ende på det gode, han vil sige om ham. Han skaffede klosteret alterkalke, bøger, korn og ikke mindst store jordegodser. Hans største ønske var at nedlægge bispehvervet og selv blive munk i Øm, og omsider opnåede han pavens tilladelse, men døde, inden han fik gjort brug af den. Også andre hædersmænd nævnes, således de skiftende abbeder, der alle er fromme, forstandige, arbejdsomme, veltalende og fredselskende Herrens tjenere. Om en af dem, hr Nils, må vi dog høre, at han »vel havde duens enfold, men ejede mindre af slangens kløgt, end tilbørligt var«.

Det første lange stykke af krøniken er som nævnt skrevet 42 år efter klosterets grundlæggelse, altså i 1207 eller kort derefter. Det er i alt væsentligt en beretning om fremgang og gode tider. I de nærmest følgende afsnit, der er indført med skiftende penne, har lyssynet stadig overvægt. Det er Valdemar Sejrs tid, og blandt abbederne møder vi en mand, der har direkte tilknytning til ham: Gunner, den senere Viborg-bisp, der bistod kongen med udfærdigelsen af Jyske lov. Den forgudede Svends efterfølgere på bispestolen i Århus synes ikke at have spillet nogen større rolle for munkene, dog med en enkelt undtagelse, Peder Elafsen, der omtales med agtelse for sin gavmildhed, og som ved sin død 1246 »blev med tilbørlig hæder jordet hos os, hvor han havde valgt sit gravsted i den nye kirke, foran den hellige ubesmittede jomfru Marias alter«. Samme år døde den ellevte abbed, hr Mikkel, og ham tilfaldt »den første grav i det nye forsamlingshus, som endnu ikke var opført, men kun grundstenen dertil var lagt«. Kirken har på det tidspunkt, lige så lidt som forsamlingshuset (kapitelsalen), været færdig, men det omfattende byggeri, der skulle bringe klosteret i overensstemmelse med ordenens forskrifter, var altså igang (Fig. 2). Det store øjeblik oprandt elleve år senere: »I år 1257 efter at Herren blev kød, på allehelgens aften ved kvældsmessetid, gik vi så i optog med kors, lys og røgelseskar forrest i toget, som skik er, og bragte alle helgenlevningerne ud af den gamle kirke og førte dem med sømmelig hæder over til den ny - «.

Indvielsen af de nye bygninger står som en milepæl i klosterets historie, men da var ulykkerne allerede begyndt, »thi stor splid var på den tid udbrudt mellem kong Erik og hans bror hertug Abel«. Nogle heste på en af klosterets gårde blev bortført af tyskere, »og da hr abbed Jens forfulgte dette udenlandske pak for at bringe hestene tilbage, blev han af disse omtalte røvere taget til fange og ramt af et alvorligt hug i venstre arm«. En af klosterets gårde, i Horsens, gik op i luer, og - man tror det næppe - dronningen, »der på den tid sad på Skanderborg, tog hver dag fra vor gård i Tørning med magt alt, hvad hun ville«. Da et nabokloster (Vissing) blev afbrændt af hertug Abels tropper, forskansede munkene sig. Den gravede kanal, som førte forbi klosteret, blev spærret med pæle, og klæder såvel som fødemidler blev skjult i »den nye kirkes tårn«.

Ved mordet på kong Erik kom Abel til magten, og »han udøste straks sin harme over Guds kirker og hellige klostre«. Værre var det, at den nye Århusbisp, Peder Ugotsen, ikke gik i forgængernes fromme spor, men viste sig direkte fjendtlig mod munkene. Han fratog dem bøger, gjorde krav på deres ejendomme og, som det værste af det hele, han forlangte gæsteri, ophold for sig og sit følge i lange perioder på klosterets regning. Brødrene strittede imod, men måtte gå til forlig og havde så fred i tre år, til Peder Ugotsens død.

Efter Abel fulgte Christoffer og efter ham hans søn Erik (Klipping), »et lille drengebarn, der hverken forstod at styre sig selv eller andre«. Den store strid mellem kongehuset og ærkebispen, Jakob Erlandsen, var da i fuld gang, og det styrkede ikke klosterets stilling, at det klart tog parti for sidstnævnte. Kongens mor, Margrethe, aflagde et uønsket todages besøg med ikke mindre end 1600(!) ryttere. »Fra den dag begyndte vor formue af verdsligt gods at aftage og svinde hen«.

Stærkt medvirkende hertil var den nye Århusbisp Tyge, der stod på kongens side i ærkebispestriden og altså, i modsætning til munkene, holdt på den rigtige hest. Det første varsel om hans sindelag fik man, da han i en sag om vold mod en lægbroder tog modpartens parti, og fuld sikkerhed, da han kort efter mødte op i klosteret foregivende at ville holde visitats. Abbed Bos svar var klart og kontant: »Herre, om I har noget andet at fremføre, så sig det, thi disse ting hører ikke under Jer«. Det bedrede naturligvis ikke stemningen, og bispen kom nu frem med sit egentlige ærinde, kravet om gæsteri. Som svar lod abbeden oplæse to pavebreve, der fritog klosteret for sådanne byrder. Efter yderligere mundhuggeri rejste bispen sig med ordene: »Åh hold dog op med jeres skvalder«.

En brevveksling følger om det fatale gæsteri, men abbeden står fast. Bispen truer med vold, og en vinterdag ankommer han til klosteret med væbnede mænd. »Er vor mad rede?«, spørger han, og abbeden svarer: »Ja det er den vel nok, men ikke her«. Vredt peger bispen på »det store hus, der kaldes Bispehuset«, og vil vide, om det måske ikke er hans. Det benægter abbeden, hvorefter bispen går hen til huset og bryder døren op (Fig. 3). Der bliver uro i rækkerne, og i det samme begynder klosterets store klokke at ringe, som den skal efter reglerne på denne tid af dagen. Det opfattes af bispen som et alarmsignal, han føler sig truet og rider edderspændt bort.

Et mæglingsmøde, formidlet af klosterets venner, kommer i stand i selve Århus domkirke. Bisp Tyges beskyldninger har nu antaget en alvorligere karakter, han påstår at være jaget fra klosteret med stokke og knipler, og han hævder, at munkene skjuler kongehusets fjender. Abbed Bo svarer ved at forbande og bandlyse den, der har sagt dette om ham, hvis anklagen er falsk, og sig selv, hvis den er sand. Nu lægger mæglingsmændene sig imellem, men bispen fnyser: »Hører I da ikke, at han bandlyser mig i min egen kirke?«. De svarer: »Han bandlyste jo ikke Jer, men den, der havde løjet ham på«. Stemningen er ikke til videre forhandling, men et nyt møde bliver dog aftalt.

Det finder sted ved Dover kirke nær Øm. Bo har medbragt klosterets fribreve, men bisp Tyge fejer dem til side med ordene: »Alle Jere breve er ikke en bønne værd«. Han bandlyser nu abbeden og hans folk, men Bo rejser sig straks og hæver bandet.

Så let går det dog ikke; de folk, som er i klosterets tjeneste, vover ikke at trodse bispen og søger deres afsked. I sin nød appellerer abbeden - først til paven senere til hans udsending, som er i Danmark for at mægle i ærkebispestriden, men disse kirkeøversters muligheder for at gribe ind er under de givne forhold begrænsede. En slags forlig opnås dog, men overholdes ikke. Der øves vold mod klosterpersonalet. Dronningen selv tilskriver brødrene og truer med alskens ulykker, hvis de ikke bøjer sig. - Vi er nået til året 1267, og netop her, hvor striden er yderligt tilspidset, slutter krøniken. En antydning om, at sagen må være endt ret snart efter og næppe til munkenes fordel, kan måske findes i den kendsgerning, at kong Erik tre år senere, i 1270, nævnes som klosterets beskytter.

(Fig. 4)

Lit: Øm klosters krønike, oversat af Jørgen Olrik. Århus 1968.