Klik

Arméen forberedte sig just da på den krig, der skulle komme tre år senere. Der blev gravet skanser i og ved de gamle volde, og direktøren for De antikvariske Mindesmærker J.J.A.Worsaae fandt lejligheden gunstig til en arkæologisk undersøgelse. Den blev iværksat under ledelse af Hamann, som lod lave flere snit i voldene, og hans beretning dateret 12. august 1861 var bilagt to fotografiske optagelser, hvoraf den ene siden er bortkommet.

På den bevarede og her gengivne ser man to Jens'er, der frilægger med henholdsvis hakke og spade, tilsyneladende uden frygt for, at de skal save den gren over, de selv står på. En tredje er ifærd med at rense murværk med en kost, så Kornerup kan gengive det minutiøst i sin tegning. Det tør dog formodes, at alle agerende har forholdt sig musestille, mens fotografen med kukkassens sorte klæde over hovedet trykkede på sin gummibold.

Tegnerens centrale placering i sceneriet understreger, at fotografiet mere var at betragte som en situationsrapport end som en egentlig fundbeskrivelse. Der gik overhovedet lang tid, før danske arkæologer for alvor gjorde brug af fotografiens kunst, og det var ikke, fordi de ikke kendte den. Allerede samme år - d.v.s. i 1839 - som Daguerre havde solgt sin opfindelse til den franske stat, optrådte de første fotografer i Danmark.

En af de vigtigste grunde til, at arkæologerne ikke straks faldt på maven for dette nye, var nok, at vi i sidste halvdel af forrige århundrede havde en række fremragende, akademiuddannede tegnere, der havde specialiseret sig i afbildninger af oldtidsminder i landskabet og af oldsager til publiceringsbrug. Overalt i ældre arkæologiske værker finder man deres fine arbejder. Jacob Kornerup var en af dem, men også navne som A. P. Madsen, Magnus Petersen og E. Rondahl fortjener at huskes (se Skalk 1965:5).

Vi har dog kendskab til, at man så tidligt som i 1850 afbildede et oldtidsminde ved hjælp af den nye teknik. I et brev til oldsagssamlingens direktør C. J. Thomsen skriver Worsaae den 12. august 1850, at han af proprietær Weis, Aarhus Mølle, har fået foræret »to daguerreotypier af den i Aarhus Mølle fundne runesten«. Det drejede sig om den kendte maskesten som var fundet tidligere på året, og som nu er udstillet på Forhistorisk Museum, Moesgård.

Desværre er de to daguerreotypier forsvundet sporløst, og i det hele taget eksisterer der ikke mange arkæologiske fotos fra forrige århundrede. Så sent som i 1891 skrev arkæologen Vilh. Boye hjem til Nationalmuseet fra sin undersøgelse af egekistegraven i Store Guldhøj: »Jeg ved ikke, om jeg skal bestille et sæt fotografier til museet (35 øre pr styk i opklæbet tilstand)?« Det fik han heldigvis besked på at gøre, og derfor kan vi i P. V. Globs »Højfolket« glæde os over skolebestyrer Hansens to historiske billeder.

En årsag til, at arkæologerne ikke interesserede sig stærkt for de tidlige former for fotografi var også, at disse ikke umiddelbart kunne reproduceres. Et daguerreotypi er en direkte positivoptagelse på en præpareret metalplade. Hamanns Danevirkebilleder var vitrotypier, hvilket vil sige underbelyste negativer på glasplader, som når de sås mod en mørk baggrund, f.eks. fløjl,
fremtrådte som mørke positiver, men spejlvendte. Skulle de gengives i stik eller xylografi, måtte de først omsættes til tegning, og så var det både bedre og nemmere at lade tegneren tegne efter naturen. Også længe efter, at man havde lært at lave papirbilleder og at overføre dem til zink-klicheer, var fotografiske reproduktioner gennemgående så ringe, at de gamle former hævdede sig stolt, og man må være evigt taknemlig for, at ældre tiders arkæologer ikke slækkede på kvaliteten.

Det nu genfundne udgravningsbillede er - ligesom det forsvundne - gengivet i streg i Sophus Müllers publikation om Danevirke fra 1903. Den almægtige direktør for Nationalmuseet har dog her ladet tegneren udradere de tre personer i forgrunden. Det er som med moderne arkitektfotos, der altid synes optaget under luftalarm, på det at levende væsener ikke skal stjæle billedet fra det egentlige.

Men det var også Sophus Müller, der banede vej for en systematisk anvendelse af fotografien i det arkæologiske arbejde. I 1900 kom hans på mange måder skelsættende værk »Affaldsdynger fra Stenalderen i Danmark«, og heri er fotografiske gengivelser for første gang benyttet i større udstrækning og omtalt i forordet som en metode til at beskrive fund.

I dag hører fotografiapparatet til arkæologens faste udstyr, og med vor tids højt udviklede fototeknik er det blevet et helt uundværligt redskab. Også på Danevirke, hvor nye udgravninger er igang, fotograferes der ivrigt i denne sommer.