Kirkesølv
Asmild kloster øst for Viborg blev nedlagt ved reformationen, men længerne, hvor nonnerne gennem århundreder havde drevet deres sysler, kom ikke til at stå tomme, de blev sæde for en række af Nørrejyllands landsdommere. Kirken fulgte med i købet, og deraf kommer det, at meget af dennes inventar - altertavle, alterskranke, prædikestol, fontehimmel, stolegavle - er forsynet med Krag’ernes, Høg’ernes, Juul’ernes og flere andre familiers særlige kendetegn. Også på alterkalk og oblatæske finder man de ædle giveres våbenskjolde og initialer.
Af Jens Vellev
Juni 1986 blev alterkalken stjålet. Gennem pressen iværksattes en efterlysning, og et par dage senere dukkede bægeret op - i en plastikpose ved kirkedøren, hvor den angrende synder havde stillet det. Glæden var stor, men ved nærmere eftersyn viste det sig, at det tilbageleverede ikke var kirkens rette kalk; den skulle ifølge ældre beskrivelser bære årstallet 1691, ikke 1693 som på bægeret i posen. Efter nogen forskning i sagen løstes mysteriet: kalkene i Asmild og nabosognet Tapdrup havde inden tyveriet været byttet om. De to kirker har gennem årene haft samme præst, og da karrene er næsten identiske, har en forveksling været nærliggende. Men lad os benytte lejligheden til at oprulle lidt af det aktuelle kirkesølvs historie.
I 1661 - året efter enevældens indførelse - forlenedes Asmild til Villum Lange, en lærd jurist, der ved siden af sin stilling som landsdommer bestred et professorat ved universitetet i København. 1671 kunne han dels gennem mageskifte, dels på grund af ikke udbetalt løn (statens midler var små efter svenskekrigene) overtage Asmild som ejendom. Samme år skænkede han og hustruen, Anne Resen, en oblatæske til den nyerhvervede kirke. På låget indgraveredes foruden initialer og årstal de to giveres våbenskjolde. Begge familier var borgerlige og våbnerne altså også, men et af dem, det til højre, blev dog ni år senere ophøjet i adelsstanden sammen med Annes bror, historikeren P. H. Resen.
Asmildkirkens kalk - den rigtige - bærer samme våben og initialer som oblatæsken, men altså årstallet 1691. Det år døde Anne Resen efter ni års enkestand. Hun kan have skænket kalken som en af sine sidste handlinger, men det er måske nok så sandsynligt, at sønnen Hans Lange er giveren. Han kan have villet sætte forældrene et minde (fig. 1).
Fig. 1. Alterkalkene fra Asmild og Tapdrup.
Familien Lange besad efter Villum Langes død fortsat Asmild, men først 1694 blev godset tilskødet den omtalte Hans som eneejer. Året før havde han og hans hustru Mette Mariche de Broberg givet en ny alterkalk til Tapdrup kirke, som hørte under Asmild (fig. 2). Den svarer helt til den to år ældre Asmildkalk, men indskrifter og mærker er naturligvis tilpasset de ændrede omstændigheder. Ved siden af Lange’rnes våben finder man nu slægten Brobergs med en hummer, der holder en slange. Dette mærke har hidtil været ukendt i registrene over borgerlige segl.
Fig. 2. Oblatæsken fra Asmild med slægterne Lange og Resens våbenskjolde. Det første med ørn, egestub og som hjelmmærke krone under egekrans, det andet med stjerner og en løve med tre pile samt, på hjelmen, krone og lam mellem laurbærkviste. - Foto: Arne Vindum.
Hustruen døde, men Hans Lange giftede sig igen, denne gang med Griffenfelds brordatter, Charlotte Amalie Gyldensparre. Også hendes våben finder man, sammen med mandens, og denne gang i Asmildkirken. Alterkalk og oblatæske var jo optaget, så de valgte alterskranken til deres fælles manifestation.
Hans Lange døde 1711, Charlotte først 46 år senere. Fra hendes enketid stammer kirkens vindfløj med pelikanen, der nærer sine unger med sit blod, og initialerne CAGS. Kirkerne i Asmild og Tapdrup har således meget at takke denne familie for. De to alterkalke er igen blevet byttet, så alt er på rette plads.
