Kirkens vogtere

Seem-relikvierne har været kendt siden århundredskiftet, da kirkens alterbord blev ommuret og helgengraven fundet af arkitekten H. F. J. Estrup. Også dengang var sagerne en tur i København, hvor de blev undersøgt og beskrevet - desværre ret kortfattet - af direktøren for middelalderafdelingen W. Mollerup. Ved hjemkomsten til Seem blev de nedlagt i det »nye« alterbord, men synligt, under en glasplade. At dette arrangement ikke var heldigt, blev til overmål fastslået af artiklens forfatter, da han efteråret 1971 aflagde besøg på stedet. Der havde været ubudne gæster, og sagerne var i en sørgelig forfatning. Helt har skaden ikke kunnet udbedres, men ved den nu foretagne undersøgelse og behandling er samlingen i hvert fald bragt i sømmelig stand.

(Fig. 1). (Fig. 2).

(Fig. 3).
(Fig. 4)

Helgengraven i Seem var en aftrappet hulning i en af alterkvadrene. I denne har man nedlagt relikvierne indesluttet i blykapsler, som man derefter har indstøbt i gips, før man sluttelig lukkede hullet med en smukt poleret stenplade. Selve kvaderen er af tuf, dækpladen af en slags kalksten; det første hentedes i Rhinegnene og er ofte anvendt i sydjysk kirkebyggeri, det andet kan være aflejring fra en romersk akvædukt, de gamle vandledninger blev på mere end én måde benyttet som stenbrud. Om graven oprindeligt har været synlig i alterbordets overside eller skjult under andre kvadre, er det ikke muligt at afgøre. Det fremgår ikke af den gamle rapport, og der var ingen faste regler på det punkt.

Ifølge Estrups og Mollerups beskrivelser blev der fundet to blykapsler i helgengraven, en større af cylinderform med seks små relikviepakker og en mindre, æskeformet, med kun en enkelt pakke. Ved den nye undersøgelse fandtes alt adsplittet, pakkernes indhold var rodet sammen og blykapslerne bøjet ud af form, men det ser ikke ud til, at der mangler noget. Tværtimod! Så mærkeligt det lyder, var de to blykapsler blevet til tre, og der fandtes materiale til i alt tretten pakker, altså seks flere end nævnt af Mollerup. De overskydende relikvier må vel have ligget i den ekstra kapsel, og denne kan have været skjult i den noget større, cylinderformede, men hvordan den ved den gamle undersøgelse kan have undgået opmærksomheden, er ubegribeligt. At der ikke er tale om fremmed, udefra kommet, indblanding, viser sammenhængen i fundet klart.

Det fremgår af Mollerups rapport, at helgenlevnene var indpakket i tøjstumper og beskrevne pergamentstrimler; dog var der i et tilfælde ofret en lille pose og i et andet et ekstra stykke pergament. Denne sammenhæng er altså nu ødelagt og kan kun i begrænset omfang rekonstrueres. Om relikvierne selv er der ikke meget at sige, de småbitte knoglestumper, som udgør hovedparten, dækker næppe deres pålydende og vil i hvert fald ikke kunne fortælle noget om de pågældende. Tøjresterne, som Else Østergård har undersøgt, består af et par stumper hørlærred og nogle stykker silkestof. (Fig. 5). De sidste er i fire farver (grønblå, rødbrun, lyserød, gul) og i to forskellige væveteknikker, hvoraf den ene peger mod Byzans eller i hvert fald mod landene omkring Middelhavet. Noget gul silketråd må være det, der ifølge Mollerup var bundet om posen. Endelig er der sedlerne med deres påskrifter, og hertil knytter sig naturligvis den største interesse. De er blevet undersøgt og læst af Tue Gad, hvis rapport danner grundlag for det følgende.

De fjorten pergamentstrimler, som samlingen indeholder, er på én nær alle navnesedler med oplysning om, hvilken helgen relikvien tilhører. Teksten, som naturligvis er på latin, meddeles her i oversættelse.

Knogle af den hellige Johannes Døber.
Knogle af den hellige martyr Pancratius.
Knogle af martyren Skt. Agapitus.
Noget af de hellige Cantianere.
Knogle af den hellige biskop Willebrord.
Knogle af den hellige biskop Gotthard.

Disse sedler, som alle er skrevet med samme hånd, efter skriftformen at dømme engang i 1100-årene, fandtes efter Mollerups opgivelse i cylinderkapslen.

(Fig. 6).
(Fig. 7).

Relikvier af Skt. Gereon og hans fæller.

Pakken, som sedlen tilhørte, og som altså må have indeholdt flere knoglestumper, lå - stadig ifølge Mollerup - for sig selv i den æskeformede blykapsel. Skriften peger mod 1000-tallet. Som en ekstra indpakning var benyttet brudstykket af et manuskript, formentlig en kirkelig bog, dog ikke en bibel, snarere en prædikensamling. Det er skrevet med en anden hånd end sedlen og er sikkert ældre - fra 900- eller måske endog 800-tallet, en periode svarende til vor nordiske vikingetids midte eller tidlige del.

Knogle af den salige Bartholomæus.
Hovedhår af den salige Maria Magdalena.
Knogle af Skt. Stefan, den første martyr.
Sten fra Skt. Stefan, den første martyr.
Knogle fra martyren Skt. Georg.
Af tæerne i Skt. Martins højre fod.

Disse seks udgør det formodede indhold af den mystiske tredje blykapsel. Sedlen, som hører til Skt. Stefans-stenen, skiller sig her ud, den er formentlig fra 1000-årene. De øvrige synes alle skrevet med samme hånd, nemlig den, der førte pennen på samtlige sedler fra blycylinderen. At den mærkelige tilvækst, som samlingen har fået med årene, ikke skyldes fremmed indblanding, turde hermed være bevist.

Set fra et relikviemæssigt synspunkt er Seem-kirkens samling ikke usædvanlig; de få prominente helgener, som den mønstrer, er af de meget almindelige, som utallige kirker brystede sig med. Johannes Døberen f.eks. har aldrig vist sig karrig, når nogen ønskede en stump af hans skelet. Bartholomæus var en af de tolv apostle og som sådan attråværdig, men biblen har kun lidt om ham. Sagnet gør ham til Armeniens missionær og ved, at han endte sit liv på en grusom måde, nemlig ved at blive flået levende. Maria Magdalena er jo en af kvinderne i kredsen omkring Jesus. Hun tørrede frelserens fødder i sit lange hovedhår, og det er altså en lok af dette, man har sikret sig i Seem. Skt. Stefan, som blev stenet til døde, og som var den første martyr, hvad samlingens tekstforfattere ikke lader os i tvivl om, er repræsenteret ved to relikvier: en knoglestump og en flis af en af de dræbende sten. Johannes, Bartholomæus, Maria Magdalena og Stefan er alle omtalt i Det ny testamente. Deres relikvier må have været samlingens vigtigste.

(Fig. 8).

Så følger rækken af martyrer fra kristendommens første tid. Pancratius var en romersk dreng, som blev halshugget for sin tros skyld. Over hans grav var bygget en kirke, der søgtes ved edsaflæggelser; det hed sig, at en meneder engang havde lagt sin hånd på graven, hvor den blev hængende fast, så at han døde af skræk. Agapitus - også en drengehelgen - blev pint, halshugget og kastet for løverne. Cantianerne, tre søskende fra Venezia-egnen, blev halshuggede. Gereon og hans kammerater - særligt knyttet til Køln - var kristne romerske soldater, som blev henrettede, fordi de nægtede at kæmpe mod deres trosfæller. Alle disse helgener var kendt i Danmark, deres navne blev nævnt i kirkerne på de særlige mindedage, men egentlig dyrket synes de ikke at have været. Anderledes med Skt. Georg - eller Jørgen, som han hed på dansk. Han nævnes først som en martyr fra Lilleasien, men blev under korstogstiden berømt som ridderhelgenen, der dræber dragen og befrier prinsessen. Han var kendt overalt, og dragekampen ses afbildet i adskillige danske kirker. Spedalskhedshospitalerne, som fandtes ved mange købstæder, fik navn af Skt. Jørgensgårde.

(Fig. 9).
(Fig. 10).

Alle de til nu nævnte helgener er legendariske, nogle af dem har sikkert levet, men deres historie er dunkel, og det må anses for mere end tvivlsomt, om deres relikvier er ægte. Tilbage er tre, om hvis eksistens der ikke kan diskuteres. Martin - på dansk Morten - er Frankrigs store helgen, biskop af Tours efter en fortid som romersk soldat, kendt for sine undergerninger, død 397. I mange danske kirker kan man se, hvordan han skærer sin kappe over for at dele den med en fattig stodder, og skulle nogen endnu tvivle på hans popularitet, kan man blot minde om Mortensgåsen, som endnu i vor tid nydes 10. november om aftenen. Willibrord var en af de missionærer, som før Ansgar forsøgte sig på den danske missionsmark, dog med meget ringe resultat. Han var englænder af fødsel, blev biskop i Utrecht og grundlagde et kloster i Echternach, hvor han blev stedt til hvile år 739. Gotthard endelig, var en nidkær kirkens forkæmper. Han var biskop i Hildesheim, og der begravedes han 1038; først 1131 blev han kanoniseret. De to sidstnævnte var næppe videre kendt i Danmark, men har dog været æret i enkelte kirker.

1191 indviedes Gumløsa kirke i Skåne af Absalon og to andre bisper. Om begivenheden foreligger et dokument, hvoraf det fremgår, at det var kirkens grundlægger, Thrugot Ketilsen, der havde samlet relikvierne - med usædvanlig flid, må man sige, for der var ikke færre end 90. En del var fra selve det hellige land, men der var også franske, tyske og engelske relikvier samt en enkelt dansk. Så omfattende er vor samling langtfra og heller ikke så vidtspændende geografisk. De specielt bibelske relikvier er ikke af en art, som man behøvede at hente langvejsfra, de kunne sikkert fås over hele Vesteuropa, og blandt de øvrige ses ingen, hvis fremskaffelse kan have voldt særlige problemer. Tue Gad mener, med henvisning til indpakningens ensartethed, at alle stykkerne - måske med undtagelse af Gereon-relikvien - kan være fra ét sted, og at dette må søges i Nordtyskland, som den tidlige danske kirke jo var nært forbundet med. Nogle af sagerne peger mod Hildesheim, men Willibrord blev ikke dyrket der, og det er usandsynligt, at man skulle have haft relikvier af ham til uddeling. En række andre byer falder af lignende årsag væk som muligheder. Tilbage bliver Minden, Paderborn, Hamborg og Bremen. I en af de derværende domkirker eller i et nærliggende kloster må man tænke sig Seem-relikvierne hentet. Hvornår? Ikke tidligere end 1131 (Gotthards kanoniseringsår) og næppe senere end år 1200, at dømme efter skriften på sedlerne. Selve nedlæggelsen i alteret og indvielsen af dette har formodentlig fundet sted tidligt i 1200-årene. Bygningsarkæologiske undersøgelser af kirken peger mod dette tidspunkt.

Indgipsningen af blykapslerne viser, at anbringelsen var permanent. Relikvierne har ikke kunnet tages frem til eftersyn, de lå der bare. Skiftende tiders præster, der naturligvis kendte navnene, har kunnet fortælle deres sognebørn om de hellige mænd og kvinder, som vågede over kirken og over dem. Senere, da helgentroen døde, gik det hele i glemme, indtil tilfældet bragte det for lyset og endnu et tilfælde lagde det under lup, så at det gav sin viden fra sig: sit religiøse indhold, sine kulturforbindelser, sin alder og sit hjemsted. Rundt om i kirkerne og på Nationalmuseet ligger - ubehandlet - mængder af lignende fund. Der må være meget at hente for den, der en dag tager emnet op.

Lit: hikuin 1. Årbog udgivet af yngre arkæologer og etnografer. Moesgård, Højbjerg. 1974.

Fotos: Lennart Larsen