Kirkens kryb
Den nordiske dyreornamentik, udviklet til mesterskab gennem et halvt årtusinde, overlevede ikke kristendommens indførelse, allerede i de ældste stenkirker er den afløst af romanerstilens planteslyng, hvis ranker og blade bedre end dyrekroppene harmonerede med ånden i den nye religion. En undtagelse forekommer dog, knyttet til en række sognekirker på Randersegnen, eller nærmere: til disse kirkers portaloverliggere. Portalerne er ellers regulære nok, men op af sidekarmenes søjler vokser slangeagtigt krummede vulster, der bøjer sig mod midten, hvor de bindes sammen af en kringleagtig sløjfe. Præcis det samme ornament forekommer i den sene dyrestil. Hvordan har det sneget sig ind i kirkerne? (fig. 1).
Af Jens Vellev
Fig. 1. Randersegnens kirker med sløjfemotiv: i bevaret portal (rød) på overligger til nu fjernet portal (grøn) på vinduesoverligger (blå). Lem og dimming kirker er bemærkelsesværdige ved, at både nord- og sydportal har sløjfeornament. - Om sløjfeportalerne læs: Romanske stenarbejder I. Forlaget Hikuin. 1981.
Et stort antal, navnlig svenske, runesten har kunstfærdigt slyngede skriftbånd endende i dyrehoveder, som løber sammen og forenes med den omtalte karakteristiske sløjfe. Dyrenes art kan diskuteres, vikingestilens zoologi er et broget kapitel, men umiddelbart må man tænke på slanger, og det er nok også dem, der har foresvævet runemestrene. Heller ikke sløjfen er der enighed om. Nogle har søgt dens oprindelse i vest, andre i øst, men det har nu mindre betydning i denne forbindelse (fig. 2).
Fig. 2. Sløjfemotivet på svensk runesten.
Af en eller anden grund har netop dette motiv tiltrukket 1100-årenes kirkekunstnere – og ikke blot i Danmark, vi finder det gentaget i træskæring på en norsk kirkeportal af omtrent samme alder som de jyske samt på resterne af en svensk, hvor sløjfen dog har en lidt anden udformning. I begge tilfælde er de slangeagtigt krummede karmforlængelser, ligesom runestensbåndene, afsluttet i dyrehoveder, og det rejser spørgsmålet, om ikke også de danske har været det, selv om intet spor af noget sådant er at se i udhugningen. Hovederne kan have været malet på de knopformede fortykkelser, som ender vulsterne. Det kan lyde mærkeligt, men faktisk er der mange beviser for, at stenskulpturerne i vore romanske kirker har været bemalet. På døbefonte for eksempel kan i sjældne tilfælde endnu påvises farvespor (se Skalk 1976:3), og der er næppe tvivl om, at ikke blot de, men også portalerne har strålet i stærke kulører, der har ladet dem fremtræde helt anderledes, end de gør i dag. At forsyne de rundede vulstender under sløjferne med øjne, gab og måske tunger har været en smal sag (fig. 3).
Fig. 3. Sløjfemotivet i norsk stavkirkeportal, fra Hopperstad ved Sognefjorden. - Foto: Universitetets Oldsaksamling.
Hoveder eller ikke hoveder - vi må fastholde, at det er dyrestilens slanger, der er rykket ind i kirkerne, og må igen undre os over, hvad i alverden de har at gøre der. I den hedenske mytologi er »ormene« ikke ukendt. Én gnaver i asken Yggdrasils rod, en anden drypper sin edder over den bundne Loke, og kæmpen blandt dem, Midgårdsormen, slutter hele verden i sit kvælergreb. Kristendommen overtog meget af dette kryb og kravl - det nærmest vrimler med drager, basilisker og lindorme. De sidste har for vane at lægge sig om kirker, hvor de vokser, indtil de kan bide sig selv i halen og effektivt hindre husets brug. Det er fristende at se religionsskiftets brydninger afspejlet i disse ormemyter, der så godt som altid er knyttet til de ældste, de romanske, kirker. Er det her, vi skal søge forklaringen på vore portaler? Lad os nøjes med i al forsigtighed at antyde muligheden af en forbindelse (fig. 4).
Fig. 4. Lem kirkes nu tilmurede nordportal - som den ser ud i dag, og som den kan have set ud i sin oprindelige bemalede tilstand. Ved valget af kulører er skelet til de farvespor, som er iagttaget på døbefonte, på enkelte runesten og på en stavkirkerest fundet i Hørning kirke ikke langt fra Lem. Den malede tovsnoning er naturligvis gætteværk, men motivet kendes både fra fontene og - i udhugget form - fra flere af de andre ormeportaler.
Dyrestilens forsvinden betyder ikke, at dyrene glider ud af kunsten, de er der stadig, men i figurscener, sjældent som fladedækkende ornament. Dragekampe er således et yndet motiv, og det er dragen, ondskabens repræsentant, som må bide i græsset. I ormeportalerne er den svundne tids billedsprog fastholdt. De lede dyr optræder ganske vist i forklædning, men det forhindrer dem ikke i at omklamre døren som lindormen kirken. Mon menigmand var klar over, at det var hedenskabets argeste symbol, han passerede igennem, når han gik ind i gudshuset?
Tegning: J. Kraglund.
