Kirkens kranier

Fremmedartet? Måske alligevel ikke. Sceneskift til Sydfyn.

På Valdemar Sejrs tid slog en flok tiggermunke af franciskanernes orden sig ned i Svendborg. Disse gråbrødre, som de også kaldtes på grund af deres kutters farve, byggede her et kloster, der fungerede i 300 år, frem til reformationen, hvorefter bygningerne overgik til anden brug for efterhånden at forfalde og nedrives. 1828 faldt den prægtige kirke, mens Priorgården, der lå lidt nord for det egentlige klosteranlæg, måtte vige for jernbanen, så sent som 1875.

Centralt i en by foregår til stadighed jordarbejder, og takket være disse samt en energisk indsats fra det lokale museum er det lykkedes at fravriste jorden så mange oplysninger, at klosterets grundplan nu i store træk er klarlagt. Det bestod, som mange tilsvarende anlæg, af fire fløje omkring en lukket gård med buegange langs murene. I en af disse buegange fandtes grave (formodentlig er det munkene selv, der har ladet sig jorde på dette udsøgte sted), men den egentlige, verdslige kirkegård lå uden for klosteret, syd for kirken, der indgik som en fløj i firkantkomplekset. Forrige vinter blev der lejlighed til at undersøge et felt på godt 60 kvadratmeter ud for bygningen.

Kirkegårdsudgravninger i vore gamle byer er af flere årsager spændende, for eksempel kan kister være bevaret på grund af jordlagenes særlige beskaffenhed, der igen hænger sammen med middelalderens ringe renovation (Fig. 2). I byerne var mange mennesker klumpet tæt sammen, og denne trængsel går igen på kirkegården, der som regel lå indeklemt mellem bygninger og derfor vanskeligt kunne udvides. Det er på sin vis uheldigt, for yngre grave har til stadighed ødelagt ældre, men samtidig betyder gravenes griben ind i hinanden, at man forholdsvis let kan bestemme deres indbyrdes alder. Ændringer i gravskikken kan derved belyses og visse sygdomme følges gennem tiderne.

I det ret lille udgravningsfelt fandt vi ikke færre end 144 grave i forskellig forfatning: fra fuldt bevarede til næsten bortgravede med kun lidt af skelettet liggende i orden, f. eks. et sæt underben med fødder, en arm med hånd og skulderblad eller en halveret brystkasse. To tredjedele af ligene er blevet lagt i jorden direkte, blot indhyllet i ligklædet, som vi dog ikke fandt andre spor af end en knappenål i ny og næ, men resten har været i kister; vort håb i så henseende blev altså ikke skuffet. Der var - stort set - to kistetyper, den ene en lukket kasse med låg, bund og sider samlet med trænagler eller søm, den anden en slags tremmekiste: to kantstillede planker forbundet med tværrevler, som liget har ligget på - ikke særlig mageligt, men forbrugeren har næppe klaget (Fig. 3). Den før omtalte indgriben af gravene i hinanden gjorde det muligt at ordne dem tidsmæssigt i lange serier (den længste på hele ti »lag«), og flere sådanne kunne have forbindelse indbyrdes, så at der dannedes store kronologiske net. Ældst er et par grave med liget lagt i en grube, uden kiste, blot dækket af en træplade. Så følger tremmekisterne, der efter nogen tid suppleres med de kisteløse grave. Disse bliver på et tidspunkt enerådende, men afløses senere af de lukkede plankekister. Med kendskab til klosterets anlæggelsestidspunkt kan vi sætte tremmekistefasens begyndelse til omkring 1250, mens plankekisterne med deres avancerede snedkerarbejde og i sjældne tilfælde bærehanke må høre hjemme op mod reformationen eller måske endda på den anden side af den (Fig. 4).

Ved enkelte af ligene var nedlagt hasselkæppe, som det kendes fra flere sydskandinaviske fund, der dog alle er ældre, nemlig fra 10-1100-årene (se Skalk 1965:4). Betydningen af denne skik er omdiskuteret.

I et par tilfælde fandt vi skeletter i tremmekister liggende på en måde, som taler for genbrug; den oprindelige indehaver har måttet vige pladsen. Det rejser et spørgsmål: Hvor mange skeletter er ved senere gravlægninger ødelagt totalt? Det er klart, at de 144 grave, vi påviste - fuldstændige eller som større og mindre rester - kun giver et minimumstal for dem, som er jordet her i området. Knoglerne fra de helt eller delvis splittede skeletter fandt vi overalt i jorden. De udgjorde en betragtelig del af det samlede fundmateriale.

For at få et begreb om ødelæggelsens omfang har man forsøgsvis optalt nogle let genkendelige knogler blandt løsfundene og sammenholdt tallene med, hvad der manglede af tilsvarende knogler i de delvis bortgravede skeletter. Hvis nu slet ingen skeletter var totalødelagt, skulle der være en slags balance mellem mængderne, men det er der ikke, løsfundene har overvægt. Af underkæber for eksempel er der 66 løsrevne, men kun 43 savnes i gravene, så det giver et overskud på 23. Andre knogletyper som overarmsben og lårben har på samme måde flertal i løsfundsgruppen, men - og nu kommer det mærkelige - for kranierne er tendensen modsat og det ganske eftertrykkeligt.

44 skeletter havde mistet kraniet, og da det stemmer godt med tabet af underkæber (43), skulle man vente en lignende overensstemmelse mellem løsfundstallene, med andre ord, at der til de 66 omgravede kæber svarede en omtrent tilsvarende mængde løse hovedskaller. Vi fandt 8 samt brudstykker af flere, men langt fra nok til at nå op på det nævnte antal. Et kirkegårdskranium kan ved hårdhændet behandling af graveren knuses temmelig grundigt - det så vi slående eksempler på - men ved at tælle karakteristiske ansigtsknogler kom man, med tillæg af de otte, op på et løsfundstal mellem 12 og 23, langt under det forventede (Fig. 5).

Altså op mod et halvt hundrede kranier synes at være fjernet fra området. Hvorfor så ikke de otte? Om dem har vor antropolog oplyst, at fem var dårligt bevarede »kalotter« (altså uden ansigt), mens ét betegnes som mindre godt bevaret og kun to som velbevarede. Når disse kranier er efterladt, kan det altså for de flestes vedkommende skyldes, at de var mere eller mindre defekte. Det har været de fine eksemplarer, denne hovedjagt gjaldt.

Intet tyder på, at man har åbnet grave specielt med det formål at få fat i kranier; så vidt gik man ikke i sine bestræbelser. Men graveren må have haft ordre til at indsamle de hjerneskaller, han under sit arbejde tilfældigt stødte på, forudsat de var hele og pæne; de andre knogler, underkæberne inclusive, havde åbenbart ingen interesse. Det ser dog ikke ud til, at man har drevet denne ejendommelige sport med samme intensitet hele perioden igennem, den synes opstået gradvis i tremmekistetid, er kulmineret med de kisteløse grave og gået næsten af brug i plankekistefasen, hvor man i påfaldende grad har respekteret forgængerne. Fænomenet kan med andre ord henføres til den senere middelalder.

Det udgravede areal var som nævnt på 60 kvadratmeter, men kirkegården som helhed har været mindst 1000, så kraniesamlerne har haft en rig arbejdsmark. Det svimler for tanken, når man på grundlag af tallet fra vort udgravningsfelt prøver at forestille sig, hvor mange hovedskaller der kan være hentet i hele området, men da vi ikke kender gravtætheden iøvrigt, er det nok bedst at udelade regnestykket (Fig. 6).

Ved mange - måske de fleste - danske kirker har der tidligere været »benhuse« eller »benkister«, hvor graveren samlede de knogler, han stødte på under arbejdet, for senere, når ophobningen blev for stor, at kule det hele ned i en fællesgrav. De ældste oplysninger, der foreligger om denne skik, går tilbage til middelalderen, så der er ingen tvivl om, det er her, den har sin rod. Det særlige ved Svendborg-munkene var altså ikke, at de samlede på knogler, men at de tilsyneladende kun har interesseret sig for kranierne. Om også disse er endt i en stor fællesgrav, kan vi naturligvis ikke vide, men netop fordi man har holdt sig til hovedskallerne alene, er det måske ikke urimeligt at forestille sig en slags udstilling i lighed med, hvad der blev omtalt i artiklens indledning. Og dog - fra kapucinerne i vore dages Sydeuropa til franciskanerne i middelalderens Svendborg er vel et spring? Ja men ikke helt så stort, som man skulle tro.

Franciskanerne kom til Svendborg 1236, kun ti år efter, at ordenens stifter og åndelige overhoved, den hellige Frans af Assisi, lukkede sine øjne. Hans tilhængere havde med lynets fart bredt sig over hele den romersk-katolske verden og var overalt blevet vel modtaget på grund af deres ydmyge levevis og store indsats som praktiserende læger. De mange klostre, der grundlagdes, fik god tilslutning, og efterhånden viste det sig ikke helt let at fastholde den rette asketiske levevis og dermed sympatien i befolkningen. Det førte til en række interne opgør, hvor de udskejende brødre blev kaldt til orden.

I Danmark gik det hverken værre eller bedre end andetsteds. Stik imod den hellige Frans' lære samlede klostrene gods og guld, og gråbrødrene var nær ved at glemme deres fortid som tiggermunke. Et forsøg på at rette skuden op blev gjort i begyndelsen af 1500-årene, men for sent, befolkningens modvilje mod franciskanerne var blevet for stærk, og lensmanden Mogens Gøie havde let spil, da han satte sig for at uddrive dem af riget. Det var begyndelsen til den landsomfattende reformation, der afsluttedes 1536.

Franciskanerordenen ophørte ikke af den grund. I Sydeuropa levede den videre, og her gjorde man - ligervis som i Danmark og iøvrigt omtrent samtidig - et forsøg på at komme den tiltagende besidderglæde til livs og genoplive den hellige Frans' idealer. Resultatet blev en aflægger: kapucinerne.

Ordet kommer af det latinske caput (hoved), og måske giver det et fingerpeg om, at den mærkelige skeletkult, som idag udmærker ordenen, går tilbage til udspringet, og at kraniet dengang var det centrale. Herom tier desværre de skriftlige kilder.

Svendborg-fundene antyder, at kranieindsamling var et franciskansk anliggende, længe før kapucinerne dannede deres fraktion. Måske er den netop et af de oprindelige elementer, der ved den lejlighed blev trukket frem af glemselen til ære for den hellige Frans.