Kirken og grisene

»Liden Kirsten ganger om kirkerist«, hedder det i en folkevise, og straks vidste tilhørerne, hvor Kirsten færdedes. I vore dage giver ordet ikke genklang, hvorfor det skal forklares, hvad en kirkerist egentlig var. Gennem århundreder havde den sin plads ved indgangen til kirkegården, hvor den, anbragt over en grube, lod mennesker passere, men hindrede løsgående husdyr i at trænge ind og forstyrre gravfreden. Som regel bestod den af kraftige, krydslagte jernstænger lagt i en solid egetræsramme med så store mellemrum, at hove og klove gik igennem, hvis dyrene vovede sig ind på risten, hvad de fornuftigvis sjældent gjorde (Fig. 1). Gruben kunne være muret eller stensat til en dybde af mellem én og to meter. Arrangementet var iøvrigt ikke blot et kirkegårdsanliggende - under navn af svinerist, kreaturrist eller færist har det været brugt mange steder, hvor dyr var uønskede.

Af Ulrik Schrøder