Kirken og grisene
»Liden Kirsten ganger om kirkerist«, hedder det i en folkevise, og straks vidste tilhørerne, hvor Kirsten færdedes. I vore dage giver ordet ikke genklang, hvorfor det skal forklares, hvad en kirkerist egentlig var. Gennem århundreder havde den sin plads ved indgangen til kirkegården, hvor den, anbragt over en grube, lod mennesker passere, men hindrede løsgående husdyr i at trænge ind og forstyrre gravfreden. Som regel bestod den af kraftige, krydslagte jernstænger lagt i en solid egetræsramme med så store mellemrum, at hove og klove gik igennem, hvis dyrene vovede sig ind på risten, hvad de fornuftigvis sjældent gjorde (Fig. 1). Gruben kunne være muret eller stensat til en dybde af mellem én og to meter. Arrangementet var iøvrigt ikke blot et kirkegårdsanliggende - under navn af svinerist, kreaturrist eller færist har det været brugt mange steder, hvor dyr var uønskede.
Af Ulrik Schrøder
Fig. 1. Ved kirkegården i Nr Bork, Vestjylland, ligger hele to riste på plads i indgangene. Den ene ses på billedet.
Kirkeristen synes taget i brug i den senere middelalder. 1467 nævnes en søndre og vestre kirkerist ved Roskilde domkirke, og snart dukker den regelmæssigt op i kirkeregnskaber og beretninger om kirkesyn. Der tales om nyanskaffede eller manglende riste, om reparationer af jernstænger og rammer og om udgifter til smed og murer. Som kirkeristene lå, frit tilgængelige, var de et let bytte for tyveknægte, og mange er forsvundet, ikke mindst i ufredstider. Hvor tropper drog forbi, fulgte risten ofte med - beslaglagt af feltsmeden, der bestandig var på udkig efter råmateriale.
I fortidens syn på kirkens viede område gjorde modstridende følelser sig gældende. Ærbødigheden for det hellige og respekten for de afdøde var naturligvis fremherskende, men det forhindrede ikke, at man havde blikket åbent for de økonomiske muligheder, der lå i en rent verdslig udnyttelse af såvel kirke som kirkegård. Det var ikke ukendt at have kornloft over kirkehvælvinger, ja der fandtes ligefrem købmandskirker, der samtidig fungerede som lagerhuse. Fra senmiddelalderen ved vi, at borgere i Viborg havde stadepladser på Vestervig kirkegård, og en lidt senere bekendtgørelse fra Ribe forbyder opførelse af markedsboder på gaden, så længe der var plads på domkirkegården.
Det saftige græs på kirkegårdene, hvor ligene sjældent var særlig dybt nedgravede, gav specielle problemer. Fra gammel tid tilhørte det præsten, men kirkeejer eller -værge mente også at have rettigheder, og for sognebørnene betød det en fristelse. De mange husdyr, navnlig grisene, der selv i større byer færdedes løse på gader og veje, kunne let forvilde sig ind på kirkegården, hvor de forsynede sig til glæde for ejerne, men til myndighedernes mishag på grund af det roderi, de efterlod. At også præsterne, som havde pligt til at holde græsset i passende højde, lejlighedsvis tog kvæget til hjælp for at spare sig arbejdet med leen, gjorde ikke sagen bedre. Peder Palladius, der i årene lige efter reformationen var biskop for Sjællands stift, gjorde en stor indsats for at komme uvæsenet til livs. I sin visitatsbog forlanger han, at »Kirkegården skal stå slet (slået) og vel renset, det skal være langt fra, at I skulle tilstede, der kommer stundom øg eller fæ på kirkegården at beskide, med orlov at sige, og beklikke det sted«. Ristene nævnes specielt, som en af de ting, det er vigtigt at holde i orden (Fig. 2). De manende ord havde vel især adresse til landsbypræsterne, men forholdene i hovedstaden var ikke meget bedre, derom vidner en befaling fra Frederik 2. om at bringe orden på Nikolaj kirkegård, der blandt andet benyttedes til tømmerplads (Fig. 3, Fig. 4). Den skal indhegnes »og der for gøres nødtørftige riste og porte, så at svin og fæ udelukkes og ingen age- eller ridevej derover bliver -- «.
Fig. 2. Moderne færist af træ ved Issehoved på Samsø.
Fig. 3. En rist ved Skt Bendts kirke i Ringsted ligger nu nedstøbt i cement. Gruben er ganske lav, men har været dybere.
Fig. 4. Bevarede kirkeriste i Danmark. Endnu en - fra Onsbjerg på Samsø - befinder sig på Nationalmuseet.
Kirkeristene var altså et led i de almindelige bestræbelser for at få gravfreden respekteret, men selv om de har gjort deres virkning, viser klagernes strøm, at målet langt fra var nået. I Helsingør, hvor et barnelig 1585 var blevet oprodet af graven og delvis ædt af svin, fik Christen Skarpretter pålæg om at opbringe dyr, han antraf på kirkegården, og da han kunne beholde dem som ejendom, må man formode, han har røgtet sit hverv med nidkærhed. I Ringkøbing indføres der 1611 bødestraf for dem, der sætter får, lam, bukke, gæs eller gæslinger, tøjrede eller løse, på kirkegården, og i Kolding bestemmes det 1666, at svin, der træffes på kirkegården, skal fanges og gives til Skt Jørgens hospital. I det følgende århundrede møder vi skærpede bestemmelser, således i Sønder Tranders, hvor ikke blot dyreejeren må bøde, men også den, der ser dyr på kirkegården uden at anmelde det. Uvæsenet var vanskeligt at komme til livs. I en skrivelse fra Danske Kancelli 1791 hedder det, at »Mange kirkegårde skal mangle porte og låger, ja der skal adskillige steder drives ubillig handel med græs, som vokser på gravene, hvorved disse af kvæg bliver nedtrådte og svin gives adgang til at opæde de dødes legemer«. Stadig er det grisene, der er værst. Så sent som 1806 lyder klagen fra Mors: »Det er et såre modbydeligt syn at se de dødes grave omrodede, nedtrådte og besudlede af svin -«.
At problemet omsider blev løst og netop i begyndelsen af 1800-årene, skyldes vel i første række den ændrede praksis i husdyrholdet, der fulgte med landboreformerne, men andre forhold har været medvirkende. Således den mere sentimentale indstilling til døden, som kom på mode med romantikken, og forbudet mod begravelse inde i selve kirken. Også herremanden fik nu sit hvilested på kirkegården. Den var ikke længere andenrangs.
Det sagdes, at gengangere og fanden selv med bukkefoden havde svært ved at passere kirkeristen, så også dem må det have glædet, da hindringen forsvandt. Kun ganske få riste er bevaret til nutiden, men de murede gruber er fundet ved udgravninger, og mange ligger sikkert tilbage, skjult i jorden under kirkelågerne. Selve navnet »kirkerist« levede videre et stykke tid endnu, det var med årene gået over som betegnelse på selve kirkegårdsindgangen, portbygningen eller portalen - i nogle tilfælde også på vejen eller gaden, som førte derhen. Et enkelt sted - i Fåborg - eksisterer et rist-navn stadig som postadresse.
