Kina-kopper

Fra Asiatisk Kompagni i København sendtes store fregatter på årelange, barske togter til Ostindien og især Kina. Blandt varerne, de bragte med tilbage, var ting, vi ikke tidligere havde kendt ret meget til: te først og fremmest, men også dyre blanke silkestoffer, lakerede møbler og andet lakarbejde, som europæiske kunsthåndværkere forgæves søgte at efterligne, og så naturligvis porcelæn - mængder af hårdt klingert porcelæn, der efter hjemkomsten til København for en stor del solgtes videre ud i Nordeuropa gennem østersøhandelen. Eksempelvis havde »Kongen af Danmark« 1772 som returladning stuvet sikkert og solidt i trækasser nederst i lasten 70.082 par kaffekopper og 89.725 par tekopper. Det var noget, der trak virkelig gode penge hjem til Kompagniet og ejerne af de store københavnske handelshuse, der formidlede videresalget.

Om kinahandelen har der tidligere været skrevet her i bladet (1975:5), så vi kan begrænse os til det for vort emne vigtige porcelæn. Hovedparten blev hjembragt af Kompagniet, men derudover havde de enkelte besætningsmedlemmer på kinafarerne lov at foretage private indkøb - hvor omfattende afhang af den enkeltes placering på bemandingslisten - og dermed muligheden for at skaffe sig et ikke uvæsentligt supplement til den faste hyre. Størsteparten af dette såkaldte »føringsgods« blev indkøbt på bestilling - først og fremmest af det velhavende københavnske borgerskab, men også af adelen, ja sågar af kongehuset. Det var fornemt at spise på familieporcelæn, med slægtsvåben, hvis man havde et sådant, men ellers med tidens yndede spejlmonogrammer omgivet af skibe, bygninger, våben, blomster og andet til symbolisering af ejerens stilling i samfundet. Og da man samtidig sværmede for det kinesiske, var det nærliggende at udstyre en kinarejsende med de fornødne fortegninger og instruktioner og formedelst en passende betaling få ham til at ordne sig med en af anløbshavnen Kantons talrige porcelænsmalere.

Der kan siges en del pænt om føringsgodset, af samlere vurderes det højt, men ellers må dette modelune fra 1700-årene nok nærmest sættes på snurrighedens konto. Selv om flertallet af de kinesiske malere var dygtige, så var der dog også mindre duelige mellem, og dertil kom vanskeligheden med at fatte og følge de fremmede fortegninger; det skete, at skriftlige instruktioner om farver og lignende blev malet med på porcelænet. Den hjemlige begejstring for kineserierne blev da heller ikke delt af alle. Der klages over, at de »keder køberens øje«, og en indkøber taler direkte om »kinesernes slette smag og tegning«.

Den omtalte kedsommelighed i motivvalget skyldes nu næppe alene kineserne, snarere at de europæiske bestillere har lånt flittigt af hinanden. En halv snes stel, hvis spredte enkeltdele nu kan findes på en lang række danske og svenske museer foruden på British Museum og Metropolitan-museet i New York, har således som hovedmotiv en kronet dobbeltkartouche med spejlmonogrammer i de ovale felter. Bogstavkombinationerne skifter, så det er tydeligt, der er tale om flere ejere, og så meget kan siges, at de i hvert fald ikke alle var af kongeligt eller blot adeligt blod. I et tilfælde er kronen dog velmotiveret, her udfyldes den ene oval nemlig af dronning Juliane Maries portræt, den anden af hendes spejlmonogram; Juliane Marie var Frederik 5.s gemalinde. Det forekommer ikke usandsynligt, at vi her står ved det oprindelige stel, som har vundet behag og er blevet kopieret - med krone og det hele. Af efterligningerne har et par kunnet identificeres som tilhørende borgerlige københavnske slægter, og en enkelt har fundet hjemsted i Sverige. Resten er, trods de fine monogrammer, anonyme.

Lad os se lidt nærmere på Esbjerg-koppen, der, som læseren forlængst har gættet, hører til »Juliane Marie-gruppen« (Fig. 1). Dens blanding af rokoko og kineseri kan virke pudsig - det kinesiske kommer især til udtryk i de to figurer, Neptun og Venus, der med henholdsvis en delfin og en samling navigationsinstrumenter ved fødderne flankerer den af overflødighedshorn opbyggede dobbeltkartouche. Spejlmonogrammerne i ovalfelterne skal sandsynligvis læses C L og K L; det omvendte, L C og L K, er dog også muligt, men mindre sandsynligt. Kartouchen optager den ene side af koppen, på den anden ses to fregatter med henholdsvis engelsk handelsflag og dansk splitflag, det sidste henfører skibet enten til den danske orlogsflåde eller til Asiatisk Kompagni. Inden i koppen, langs randen, er anbragt tre billedmotiver: et par korslagte sabler og Venus i to udgaver. På underkoppen er det hele gentaget, her med kartouchen anbragt centralt i bunden (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4).

Dekorationen fortæller en del, således fremstillingstiden, der må ligge omkring 1760-70, og bestillerens profession, som afgjort har haft med søen at gøre. Koppen var, vidste ejeren, bragt ind i familien ca 1870 af en ung pige fra Ho sogn, der angav at have fået den foræret af en dansk søofficer(!), mens hun tjente på Blåvand kro. Det lød jo meget rimeligt og samtidig passende romantisk, nu drejede det sig blot om at finde navnet på den ukendte søofficer, som igen var nøglen til monogramgåden.

Midt i overvejelserne skete så det uventede, at endnu to par kopper af samme stel og altså med de samme motiver og monogrammer dukkede op på Esbjerg Museum. De tilhørte en overlærerfamilie fra Lyngby ved København, der nu har skænket dem til museet, men hvis oprindelige mål med henvendelsen som i det første tilfælde var at skaffe oplysning. Også disse kopper blev nemlig af familietraditionen henvist til denne egn, de havde omkring 1870 tilhørt mølleren i Oksby, det sogn hvor Blåvand kro ligger. Nu er der noget, der går op, for vor unge pige fra Ho har - ifølge hendes bevarede skudsmålsbog - tjent på møllegården. Derimod har hendes forbindelse med kroen - og med søofficeren - ikke kunnet bekræftes (Fig. 5).

Så vidt så godt, men vi mangler stadig at vide, hvem der bestilte kopperne lavet, og at følge deres måske snørklede vej til Oksby. Man kunne naturligvis tænke sig, at de simpelthen var strandingsgods, men den teori kan nok ikke bære, en kinafarers forlis på de kanter har været en så stor sag, at den ville blive husket endnu to hundrede år efter, og det skulle være mærkeligt, om ikke også andre ting fra skibet var bevaret på egnen. Den bedste chance for sagens opklaring var nok at søge i 1700-tallets søetat for om muligt at finde navnene bag vore initialer der. En grundigt ført fortegnelse over danske søofficerer fra 1660 til 1932 findes tilgængelig i bogform, så det skulle ikke være så svært.

Beklageligvis er det ikke lykkedes at finde samhørende navne med begyndelsesbogstaverne C L og K L, som er den sandsynlige læsning af spejlmonogrammerne. Opmærksomheden må dog rettes mod to slægter: Lütken og Lützow, der i 1700-årene var ganske stærkt repræsenteret i marinen, men heller ikke blandt disse findes der en person, hvis initialer sammen med hustruens passer helt til koppernes. Enkelte kombinationer er tæt på, men det er ikke nok; det vil være for billigt at antyde, der simpelthen er kludret med forlæggene. Det fortælles, at en landmilitær gren af Lütken-slægten i slutningen af 1800-årene ferierede på Blåvand kro - men vel næppe medbringende familieporcelænet. Dog hvem ved, måske er der her et spor at følge (Fig. 6, Fig. 7).

Helt tilbunds i sagen kom vi altså ikke, men der er håb endnu - det kan ikke passe, der kun er tre par kopper tilbage af dette stel. Noget kan dukke op - her eller i udlandet - med oplysninger, der røber, hvem der bestilte det, og hvem der fik det fragtet den lange vej fra Kanton til København.