Kilde og kors

Mellem strandens sten springer et lille kildevæld, som er lavet til en brønd ved omsætning med en hul egestamme, ca 80 cm i tværmål ved overkanten, som kun rager lidt op over strandens overflade. Alt efter havets skiftende luner er den omgivet af store rullesten eller af finere grus, og det hænder med mellemrum, at stammen en tid er helt dækket af kystens aflejringer. Brønden ligger en halv snes meter fra den normale strandkant og fem meter fra en lav skrænt, som kan følges over en længere strækning i både nordlig og sydlig retning. Kysten er tydeligvis under langsom, men vedvarende nedbrydning. Ovenfor skrænten er terrænet græsklædt.

Brøndens mærkelige placering kan have været en medvirkende årsag til en række sagn, der har spundet sig om den. Et af dem - nedtegnet sidst i 1800-årene af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen - lyder kort genfortalt således:

Til Samsø kom engang en hellig mand, og han var den første, der forkyndte kristendommen for de på den tid hedenske øboere. Han fik samlet en del tilhørere og kom så vidt, at han fik rejst et kors på en høj øst for landsbyen Pillemark; den blev siden kaldt Korshøj. Hedningene indvilgede også i at lade sig døbe, og det foregik nede ved kilden, men bagefter sagde de, at da han nu havde døbt dem i fersk vand, så ville de til gengæld døbe ham i salt vand, og det gjorde de så grundigt, at han døde af det. Liget lagde de på stranden med et kors på brystet, det han altid førte med sig. Korset kom siden til Onsbjerg kirke.

En anden version af sagnet lader den hellige mand komme sejlende til øen på en stor sten, der ligger i strandkanten noget syd for kilden. Korset, som optræder i historien, er virkeligt nok, det opbevaredes i Onsbjerg kirke, hvor det 1596 blev opsat på en mindetavle med en skriftlig gengivelse af sagnet, dog i en lidt anden form end den, vi netop har hørt: Korset var bundet til et dødt menneske, der drev i land ved llsemade (navnet på den lokalitet, hvor kilden ligger). Da man ville køre liget til kirkegården, kunne fire heste ikke trække det, hverken til Tranebjerg eller Kolby kirke. Først da man vendte vognen mod Onsbjerg, lod det sig gøre, så her fik den døde sin grav og korset sin fremtidige plads; kirken blev fra den tid kaldt Helligkors kirke. Tavlen findes stadig i kirken, men korset er af sikkerhedsgrunde erstattet med en kopi.

Det er et krucifiks, der er tale om, altså et kors med påsiddende Kristusfigur; begge er forgyldte. Både figurens fastgørelsesmåde og det forhold, at den dækker over et rundt billedfelt på korsets midte, viser, at de to dele ikke oprindelig var tænkt samhørende. De synes dog at være fra samme tid, ca år 1200, men mens korset utvivlsomt er et dansk arbejde, kan Kristusfiguren være af sydvesteuropæisk oprindelse. Korsets nedre ende har et gammelt brud, der kunne tyde på, at det har været fæstnet på en stage, med andre ord, at det har været et processionskors. Detaljen passer godt med en mundtlig overlevering, optegnet 1897, om at man gik i procession fra kirken til kilden med det ilanddrevne krucifiks. Sin plads på mindetavlen fik det som nævnt 1596, og det må være sket i forbindelse med en større forandring af kirkens indre. Også altertavlen bærer årstallet 1596. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Sagnene har, deres noget forskellige versioner ufortalt, klare fællestræk med beretninger fra vor måske kendteste helligkilde, Skt Helene kilde ved Tisvilde i Nordsjælland (se Skalk 1965:3). Her var det en død kvinde, der drev i land på en sten. Der kendes flere eksempler på, at man har opfattet kilder ved stranden som udsprunget, hvor et helligt lig var drevet i land. Sagnet er altså, hvad man kalder et vandresagn.

I 1967 foretog J. Troels-Smith fra Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling en oprensning af kilden ved Ilsemade (Helligkorskilden, som den også kaldtes). Det skete med behørig forsigtighed, da det frygtedes, at stammen skulle blive trykket sammen, men man kunne have sparet sig bekymringen, brønden var solid nok. Den viste sig at være ca 90 cm dyb. Det lod sig gøre at få hånden ind under dens nedre kant hele vejen rundt, så den mulighed kan udelukkes, at der er tale om resterne af et hult træ, endnu stående på roden. Fund var der ikke mange af: et par mønter fra midten af vort århundrede, en knoglestump og et stykke drænrør var alt. Brønden har imidlertid tidligere været oprenset. Således skal der omkring århundredskiftet være fundet kraniedele, men de er forlængst gået tabt.

Om brøndens alder fortalte undersøgelsen intet, men en prøve af træet blev udtaget til kulstof 14-datering, og den gav et ganske uventet resultat. Træet har vokset godt et årtusinde før Kristi fødsel, i slutningen af ældre bronzealder. Bestemmelsen synes pålidelig nok, men ret beset er det kun egetræet, den sætter på plads i tidsforløbet, ikke brønden; vi ved ikke, hvornår den blev lavet og sat ned. Troels-Smith hældede til den anskuelse, at det skete i den tidlige middelalder. Man skulle altså, hvis dette er korrekt, have taget en dengang 2000-årig, hul egestamme - formodentlig fundet ved tørvegravning - og anbragt den som brønd i kildevældet.

Denne tolkning forekommer at være lovlig spidsfindig og lidt af en nødløsning, men det er ikke nødvendigt at gribe til en sådan. Stammebrønde er ikke forbeholdt middelalderen, de optræder også i oldtiden, herunder bronzealderen. Bedst kendt er brønden fra Budsene på Møn: en hul ellestamme nedgravet på lavt terræn og med et mærkeligt indhold af knogler og store smykker fra slutningen af bronzealderen (se Skalk 1964:3). Men også andre steder, især i Jylland, er der fundet stammebrønde fra denne tid, derimod endnu ingen fra stenalderen. At man i bronzealderen forstod at håndtere store træstammer, har vi klare beviser for i egekistegravene, i de kraftigt konstruerede langhuse og i svelleveje over moser. Tiden har haft et ret voldsomt træforbrug, og der var endnu skove nok at tage af.

Med den tidlige datering kræver brøndens placering fornyet overvejelse. Ganske tæt bag den nuværende kystlinje har der ligget en halv snes gravhøje, nærmest som perler på en snor. De fleste er i dag afgravet og nedpløjet, men flere fund tilsiger, at de overvejende stammer fra ældre bronzealder. Der var altså samtidig aktivitet i området. Hvor der er grave, er der også bopladser, men her kniber det mere; først for ganske nylig er der dukket noget op, som peger i den retning. Det ligger lige øst for brønden, men fundene - grove flintafslag - tillader ingen sikker datering. Der er dog nu et udgangspunkt for videre undersøgelser.

Havniveauet var i midten af bronzealderen en del højere end nu, skønsmæssigt 1,5-2 meter, men terrænet, hvor kilden ligger, har som nævnt også været højere; det er tydeligt, at der er bortskyllet en del land, vel sagtens en eller flere brede strandvolde, dannet af stenalderhavet med dets skiftende niveauer. Ned gennem dem må brønden være gravet, formodentlig som et tragtformet hul, i hvis bund stammen er anbragt.

Brøndens historie kan da sammenfattes således: Den anlægges omkring midten af bronzealderen, tæt ved havet og i nærheden af gravhøje og - muligvis - boplads. Efter en tid sander den til, og først langt senere dukker den ved havets slid frem igen mellem strandens sten. I middelalderen kommer Onsbjerg kirke i besiddelse af et krucifiks, som sagnet sætter i forbindelse med kilden. Den bliver helligkilde, og som sådan fungerer den til engang i 1800-årene. Flere af de samsinger, Tang Kristensen har talt med, fortæller om besøg ved kilden Valborgs eller Skt Hans aften. Folk vaskede deres børn i vandet, og svagelige personer søgte lægedom. Sikkert er det, at de som således søgte til kilden for deres sundheds skyld, intet har kendt til dens forhistorie og mulige forbindelse med højene oppe på bakken. (Fig. 5, fig. 6)