Karlummerlys

Går man til gammel almueliv i de nordiske lande, vil man se, at der op til den nyeste tid foruden tællelys og tranlamper har eksisteret en tredje belysningsanordning, nemlig lysepinden, en lang tynd fyrrespån, som enhver har kunnet skaffe sig, og som netop ved sin prisbillighed bevarede sin position århundreder igennem. På norsk og på visse danske dialekter kaldes lysepindene for »tyristikker«, men også betegnelser som »tyrrepinde« eller »stikved« forekommer. Fornøjeligt er det jyske »karlummerlys«.

I jyske hedeegne var det ofte børnenes hverv at holde lysepindene, når familiens voksne samledes til aftenens håndarbejde, og i Olaus Magnus´ Skandinavien-skildring fra midten af 1500-tallet findes et billede, hvor man ser to travlt optagne personer, der arbejder med brændende lysepinde i munden. Men almindeligvis var det formålstjenligt at have en særlig indretning til fastgørelse af pinden, og netop her kommer Århus-fundene ind i billedet. Med sin spidse ende har jernstaven kunnet stikkes ind i husets træværk eller i en speciel træfod, og lysepinden blev så klemt fast i det modsatte, tvejede endeparti. Nogen kraftig lyskilde har den ikke været; men når den holdtes skråt og blev antændt i den nederste ende, kunne den dog brænde nogle minutter.

I Nord Skandinavien blev lysepinden fremstillet af fyrretræernes harpiksholdige rødder eller ved; men i Danmark klarede man sig på anden måde. Man gik til tørvemoserne; og det fortælles, at Hørsømosen i Vendsyssel hver sommer blev hjemsøgt af sognets fattige folk, der opgravede oldtidens fyrrestammer, tørrede dem og kløvede dem i smalle pinde, som de derefter om vinteren drog omkring og solgte i landsdelen (Fig. 3).

Nogen værdi har de åbenbart repræsenteret, siden de kunne være bærere af en sådan handel, og vi ved da også, at adelsmanden og historieskriveren Arild Huitfeldt i 1578 købte 300 lysepinde for 3.5 mark og samtidig 1 pund lys for 6 skilling. Hundrede lysepinde svarede altså i pris omtrent til 3 pund lys. Eksemplet viser tillige, at det dengang ikke blot var hos småkårsfolk på landet, man tog til takke med lysepinde. 10 år senere, i december 1588, forærede rigsråden Kristoffer Valkendorf 1000 lysepinde til deling mellem alumnerne på hans kollegium i København. Det blev 90 stykker til hver studenterhybel.

Især i vore nabolande mod nord, hvor fyrretræet er så let tilgængeligt, vedblev lysepindene at være almindeligt brugt lige indtil nyeste tid. En mand, som i forrige århundrede foretog en rejse i Finland, fortæller om anvendelsen, og han er på ingen måde imponeret af pindenes formåen: »Med to eller tre samtidigt tændte lysepinde kan en stue oplyses så meget, at beboerne kan se at bevæge sig uhindret og at udføre deres nødvendige sysler. Men denne belysningsmåde er ikke bekvem og er ved røgen og den stadige ombytning af nye pinde ingenlunde behagelig. Det er derfor ikke underligt, om den snart forsvinder aldeles til fordel for talg, olie eller petroleum -- « (Fig. 4).
Hans Jørgen Madsen