Kapere

På Christian 4.'s tid talte man nu ikke om kapere, derimod om borgerkaptajner og fribyttere, men det betød stort set det samme, og fænomenet fungerede lige godt. Under såvel Kalmarkrigen som Torstenssonkrigen havde man fin orden i kaperiet, under Kejserkrigen derimod var det hele lidt mere svævende. Ifølge et åbent brev udstedt 24. november 1627 kunne nemlig enhver, som havde lyst, udruste skibe, der ville forhindre tilførsler til fjenden og afskibning fra områder, der var besat af ham, men kongens undersåtter, der ville salvere sig, måtte ikke antastes. Efter Wallensteins besættelse af Jylland med alt, hvad den førte med sig af plyndring og beskatning, var der adskillige, der ville salvere sig, og de var til nogen gene for kaperne.

Skønt de danske Vesterhavsøer kun var delvis besat, var det svært for kaperne at finde baser, men ikke desmindre påtog flere sig opgaven i håb om at spinde guld. Således kaperkaptajnen Thomas Lollik, der i august 1628 antraf skipperen Niels Michelsen på gale veje og førte ham til København for at få ham prisedømt. Michelsen havde for at unddrage sig krigen og dens genvordigheder slået sig ned på Fanø, men det var ikke Fanø-gods, han havde i lasten hin skæbnesvangre dag, men korn betemt for Holland, og det var iøvrigt hans - eller rettere hans bagmænds - agt, at skibet skulle tage varer med tilbage til Fanø, hvorfra de senere skulle føres til Ribe og sælges. Med på skibet var også noget garn og forskellige fødevarer, som Ribe-lægen Christen Bording ønskede afleveret til sin kone, der opholdt sig i Nederlandene - formodentlig sammen med ægteparrets søn, den da niårige Anders Bording, der senere blev en anerkendt digter og Danmarks første journalist (Fig. 1). Varerne fik de ikke megen glæde af, for ganske vist bestemte Admiralitetet - efter at have konfiskeret kornlasten - at Bordings gods kunne frigives, men det må have taget år og dag, før det igen kom i de rette hænder, og man kan forestille sig, hvordan en balle smør og tolv lispund kød har lugtet efter lagringen. Men kaperkaptajn Thomas Lollik fik dog altså i dette tilfælde noget ud af fangsten.

Den holstenske adelsmand Friederich von Buchwald og hans navigatør Hans Møller Kock var også normalt heldige med deres kapervirksomhed, men da de i sommeren 1628 opbragte et lille Højer-skib, gik det mindre godt. Skibet var af fogeden på Rømø chartret til at transportere 144 pund rav til Hamborg, men Rømø var ubesat af fjenden og transporten derfor næppe ulovlig, så opbringningen var lidt af en misforståelse. Da sagen kom for i Admiralitetet dukkede imidlertid et helt nyt moment op i skikkelse af en Jacob Hansen Dreier, der ved brev af 27. marts 1627 havde fået eneret på at opkøbe og lade indsamle rav fra kronens grunde i bl.a. Riberhus len mod en årlig afgift på 20 rigsdaler in specie. Han havde fået nys om sagen og protesterede: ravet var hans, eftersom det var indsamlet på den kongelige del af Rømø. Herimod protesterede nu til gengæld von Buchwald, men det hjalp ikke. Ravet blev tilkendt Dreier, mod at han til von Buchwald betalte det, der normalt ville være givet for indsamling af rav på Rømø.

Den anvendte bestemmelse om tilbagelevering af tyvegods stammer fra Jyske lov. Den blev senere oplaget i Danske lov og gælder den dag i dag.