Kampen om bronzen

Om arten af det samfund, som beherskede landet i denne lange tid, har forskerne ikke været helt enige. Nogle talte om en aristokratisk overklasse, der organiserede handelstogter, hvor ravet - Nordens guld - udveksledes med bronze og guld sydfra, mens andre har ment at se et jævnt bondesamfund uden særlige standsforskelle. Den første opfattelse har dog nok haft de fleste tilhængere, og ikke mindst de senere års undersøgelser har fået vægtskålen til at synke i dens favør. Storhøje er som nævnt almindelige i denne tid, men det er ikke des mindre klart, at de her begravede kun kan være et ganske lille udsnit af datidens samlede befolkning. Det har krævet mange undergivnes medvirken at rejse et sådant mindesmærke, og eftersom højene er bygget af muld, der må være fremskaffet ved at skrælle overjorden af måske 3-5 ha omliggende land, kan man vanskeligt forestille sig, arbejdet var særligt populært; det var jo selve livsgrundlaget, man på denne måde tog fra befolkningen. Rigdom og ødselhed kommer også til udtryk i de eksklusivt og fornemt forarbejdede gravgaver. Et billede tegner sig af et samfund med en magtfuld overklasse og de deraf følgende problemer: krig og skærmydsler mellem over- og underordnede grupper og vel ikke mindst mellem sideordnede. Og måske ikke al for megen stabilitet i egne rækker. Om bronzens betydning i dette spil er der næppe tvivl, den har været magthavernes bedste kort, om end ikke noget særlig pålideligt. Krigshandlinger gavnede sjældent forsyningerne, mangel på byttevarer kunne opstå, og ikke alle ekspeditioner over Østersøen eller ned langs den jyske hærvej forløb vel lige vellykket. I en af vore berømte egekistegrave, fra Borum Eshøj ved Århus, blev fundet liget af en ung mand med en prægtig sværdskede, men intet sværd. Det var erstattet med en ussel lille dolk.

Vi vil prøve at trænge lidt dybere ind i disse forhold ad en hidtil lidet benyttet vej, nemlig ved at studere bronzens brugsspor. Dem er der mange af - det var bestemt ikke fabriksnye våben og smykker, der blev lagt i gravene eller ofret i moser. Det kostbare metal var ikke noget, man sløsede med. De forholdsvis få grave, der indeholder helt nye og ubrugte stykker, er normalt også de allerrigeste. Her hviler sandsynligvis de høvdinge, som stod for importen og kontrollerede varernes fordeling indenlands (fig. 1).

Omkring bronzealderens midte trænger ligbrændingen frem, gravene reduceres til små beholdere og gravgodset til en samling nips, men da netop gravgaverne spiller hovedrollen i vor undersøgelse, har vi måttet koncentrere os om ældre bronzealder. Denne inddeles almindeligvis i tre underperioder, og ved at sammenligne fundene fra disse får man et indtryk af, hvilke vanskeligheder, der kunne opstå for brugerne af det sjældne metal. Man kan se, hvordan sliddet bliver mere og mere udtalt i visse egne af landet, åbenbart fordi der er opstået mangel - ja det hænder, at bronzen helt forsvinder fra gravene. Det var for eksempel, hvad der skete i Thy og på Mors, som ellers i ældre bronzealder hørte til de allerrigeste områder. Se blot på de mængder af gravhøje, som findes på disse kanter (fig. 2).

I bronzealderens anden periode, tiden ca. 1500-1200 før Kristus, oplevede dette område sin storhedstid. Tager vi for eksempel sværdene og inddeler dem i tre grupper: nystøbte/ubrugte, moderat slidte og stærkt slidte, ser vi en nogenlunde ligelig fordeling. I tredje periode, ca. 1200 – ca. 1000, har dette ændret sig. Nye ubrugte sværd hører nu til sjældenhederne, de eksemplarer, der kommer i gravene har næsten alle været meget længe i cirkulation. Det er helt åbenbart, at der er opstået knaphed på bronze. I den efterfølgende periode, efter år 1000, forsvinder bronzen helt fra gravene (fig. 3).

Om årsagerne til mangelsituationen kan vi kun gisne, men det er nærliggende, at man her i det nordvestjyske, tilskyndet af naturforholdene, har drevet rovdrift på jorden og dermed ødelagt det økonomiske grundlag for erhvervelsen af bronze. Heden bredte sig, overskuddet forsvandt og med det metallet. Handelsvejene blev lagt østpå, til Sjælland, Bornholm og Skåne, som nu blomstrede op, mens den gamle rute langs vestkysten til Norge mistede sin betydning (fig. 4).

Efter dette eksempel på bronzealderens skiftende handelsmæssige og økonomiske konjunkturer vender vi tilbage til spørgsmålet om samfundets sociale organisation - prøver om det er muligt at trænge ind bag de standsforskelle, som sikkert fandtes mellem storhøjenes høvdingeslægter. Det vigtigste statussymbol i mandsgravene var sværdet. Dette magtens kendetegn bør kunne give visse oplysninger. Lad os til en begyndelse se på, hvordan det blev brugt (fig. 5).

Vi har foretaget en undersøgelse af alle sværdklinger fra ældre bronzealder på de danske øer for om muligt at finde spor efter deres anvendelse i kamp. Det er lykkedes over al forventning, ja faktisk bærer hovedparten ikke blot almindelige slidspor, men tydelige tegn på at have været brugt efter deres hensigt med deraf følgende skader og reparation - hvad man egentlig ikke skulle tro, når man ser de pragtstykker, som er udstillet i museernes montrer. Opskærpning er almindelig og kan være så kraftig, at klingens oprindelige proportioner er helt forandrede. Den er både blevet smallere og kortere, og hvor der var smukt støbte profileringer, er disse slidt ned eller helt forsvundet. Vigtige oplysninger om tidens kampteknik kan udledes heraf. I periode 2 smalskærpede man klingerne, det vil sige, man søgte at bibeholde den oprindelige tykkelse på bekostning af bredden. Det man ønskede, var åbenbart en smal kraftig klinge, velegnet til stik. I den efterfølgende periode 3 ændres dette, nu fladskærper man, fastholder så vidt muligt bredden, men tager det ikke så nøje med tykkelsen, hvilket giver et sværd, der er tjenligt til hug. På samme tid kan man da også iagttage, at sværdfæsterne bliver længere og stærkere, så at hånden kan få bedre fat. Tilsvarende ændringer kan iagttages over hele Europa. De internationale påvirkninger omfattede også kampteknikken (fig. 6).

Ved nærmere eftersyn af opskærpningen ser man, at den næsten altid er kraftigst på den øvre del af klingen, under hæftet, og på spidsen. Det var også de mest udsatte steder, nemlig ved parering og stik. Af de godt 300 sværd, som undersøgelsen omfatter, er langt de fleste fra grave, og det er karakteristisk, at alle kampskader her er repareret gennem opskærpning. Vil man se friske beskadigelser, må man ty til de få eksemplarer, der er fundet ofret i moserne. Her optræder bøjede spidser, formodentlig fremkommet ved stød mod skjold, og hak i klingens øvre æg, hvor modstanderens sværd traf ved parering. Det er typisk for mange af de udbedrede klinger, at den ene side er kraftigere opskærpet end den anden; huggene fordelte sig jo sjældent regelmæssigt. I nogle tilfælde kan man også se, at spidsen er brækket af og en ny slebet til (fig. 7).

Undersøgelsen viser altså med al tydelighed, at sværdene ikke blot var paradevåben, men at de virkelig har været brugt. De ledende slægter har vel bekriget hinanden, og den almindelige bonde har måske også fået kærligheden at føle; i spillet om bronzen var han ikke nogen uvigtig person. De lange handelsrejser er vel heller ikke altid forløbet fredeligt.

Lad os vende tilbage til vort hovedproblem: rangfølgen i datidens mandsverden. Ældre bronzealder nøjedes ikke med en enkelt sværdtype, man havde et skønsomt udvalg. Prægtigst er det nordiske fuldgrebssværd - tungt og massivt har det repræsenteret en betydelig formue, og med sin indpunslede ornamentik hævder det sig på det smukkeste i nordisk kunsthåndværk. Heroverfor står det såkaldte grebtungesværd af fremmed, vistnok centraleuropæisk, oprindelse. Det har haft fæste af organisk materiale og er i det hele taget lettere, mere prunkløst, men næppe mindre brugbart end fuldgrebssværdet. De to sværdtyper repræsenterer yderpunkterne, men derudover findes en lang række nordiske sværd, som ikke har haft fuldgreb, men et pånittet fæste af træ. Ikke alle fuldgrebssværdene svarer i øvrigt helt til navnet, også her kan pålagte stykker af træ eller horn erstatte dele af grebet. Den bronze, man derved sparede, var værd at tage i betragtning.

Hvis vi nu overfører vore opskærpningsundersøgelser på disse typer, viser der sig en markant forskel mellem på den ene side fuldgrebssværdene, på den anden grebtungesværdene og de andre med pånittet fæste. Mens de sidstnævnte - altså sværdene med greb af organisk materiale - alle viser spor efter kamp, mange endda i udpræget grad, ses noget sådant sjældent ved fuldgrebssværdene. De mangler den karakteristiske opskærpning, og i mange tilfælde er æggen endda stump. Det er helt klart, at vi her har et våben af større symbolsk end praktisk betydning. Det var ikke fuldgrebssværdenes ejere, der bar kampens byrde, den overlod de til undergivne med knap så kostbare, men sikkert nok så effektive våben (fig. 8).

Den omtalte forskel kan iagttages gennem en stor del af ældre bronzealder, fra ca. 1500 til ca. 1000, og der er næppe tvivl om, at den betegner to forskellige »lag« i datidens overklasse: høvdingens og krigerens. Ser vi nærmere til, opdager vi, at forskellen afspejler sig ikke blot i sværdene, men også på andre områder. Grave med fuldgrebssværd er ofte de rigest udstyrede, og hvad mere er, de indeholder sager, som tyder på, at den gravlagte har haft særlige funktioner inden for datidens samfund. Det er her, man finder de såkaldte troldmandstasker (jfr. Skalk 1966:5), solskiver af guld (som solvognens) og processionsøkser (fig. 9).

Vi må heraf slutte, at fuldgrebssværdenes ejere ikke blot har været militære øverster, men tillige samfundets religiøse ledere. Det er nærliggende at tænke sig dem i spidsen for de optog og mytespil, der ses gengivet på mange helleristninger og i figurgrupper som den fra Grevensvænge (se Skalk 1975:1). At det drejer sig om betydningsfulde personer, viser også de øvrige gravgaver, for eksempel kropsplejens rekvisitter: ragekniv, pincet, syl og farvesten, den sidste formodentlig til sminkning. Klapstolen - lediggangens symbol - er fundet bevaret i en enkelt egekiste. Redskaber til træskæring forekommer. Helt fremmede for praktisk arbejde var disse mennesker altså ikke, men det var på et kunstnerisk plan (fig. 10).

Over for høvdingen står så krigeren. Han har sjældent eller aldrig et følgeudstyr, der vidner om særlige sociale eller rituelle beføjelser, ofte kun sværdet. Eventuelt dog tillige toiletsager eller dragtpynt - også han har jo hørt til de ledende slægter, blot i en lavere rangklasse. Kunne han måske i kamp gøre sig fortjent til senere at rykke op, eller var høvdingeværdigheden arvelig? (fig. 11).

At sværd kan give oplysninger om krig og kampteknik, er måske ikke så overraskende, mere bemærkelsesværdigt er det, at de tillige kan fortælle om rangfølgen mellem de styrende slægter. Grundlaget for disses magt var en overskudsproduktion, der gennem politiske og ægteskabelige alliancer kunne investeres i den efterspurgte bronze. Af denne støbtes så de våben, som betingede overklassens fortsatte eksistens. Men konstante forsyninger var ikke nogen selvfølge, udpining af jorden kunne medføre faldende produktivitet, mindre overskud og dermed mindre andel i tilførslerne - benhårde økonomiske og økologiske realiteter, som også senere tider har stiftet bekendtskab med. Kampen om bronzen må være foregået på flere leder. Indbyrdes stredes de mægtige om gode alliancer og handelsforbindelser, nedad har man skullet styre en måske til tider noget vrangvillig underklasse. Den skabte grundlaget for vareudvekslingen, og det var måske ikke altid, den lod sig stille tilfreds med religiøse optog og mytespil.

For mange står den nordiske bronzealder som en mild og solrig tid, hvor let påklædte og sorgløse Egtvedpiger plukkede rølliker på overdrevene blandt fredeligt græssende får, mens høvdingene af guld og bronze hjembragt fra handelsekspeditioner skabte de mesterværker, som nu fylder os med beundring. Realiteterne var, som det her er søgt vist, noget mindre idylliske. Kampen om bronzen med indbyrdes konkurrence, krig og undertrykkelse måtte i det lange løb føre til nedgang og katastrofe. Den indtraf endeligt omkring 500 før Kristus, hvor tilførslerne definitivt ophørte, og jernet tog bronzens plads.

Til slut et par ord om selve undersøgelsen: Den bygger ikke på nye fund, men på det materiale, der gennem 200 års arkæologisk virke har hobet sig op i museernes samlinger. Set under friske synsvinkler og behandlet efter moderne metoder kan det stadig have meget at fortælle (fig. 12).