Kammageren

Vikingetidens byer var få og størrelsen ikke imponerende, men Ribe hørte til de betydeligste i datidens Danmark. Hvor det ældste Ribe lå, var længe en gåde, men den blev da omsider løst, og læserne har allerede haft lejlighed til at stifte bekendtskab med nogle af resultaterne fra den arkæologiske virksomhed i byens fugtige undergrund (se Skalk 1974:2). Overalt, hvor der blev gravet, stødte man på kammagerens karakteristiske spor, og det er et træk, denne lokalitet har fælles med andre af tidens byer og markedspladser, som vi kender gennem udgravninger.

Materialet var hjortetak; i alt blev der fundet omkring 3000 stykker af dette stof: råvarer, halvfabrikata og affald. Kronhjortens horn kunne bruges til fremstilling af mange ting, således knivskafter og spillebrikker, som er fundet i hel- og halvfærdige eksemplarer, men kammene udgør langt hovedparten. En vikingekam var sammensat af flere stykker, som alle blev skåret ud af takkens ydre, faste del - den indre, svampede var ikke anvendelig. Et antal planslebne tandplader blev lagt mellem to langsgående skinner og samlet med jern- eller bronzenitter. De øvre, udragende dele blev derefter skåret væk og tænderne savet ud. Skinnerne, der fungerede som håndtag, var ofte smukt ornamenterede. Af alle disse enkeltdele er der i Ribe fundet talrige stumper og stykker, men dertil kommer afsavede takspidser, bortskårne svampede dele, »rosenkranse« og litervis af spåner.

Rosenkransene fortæller, at man fortrinsvis anvendte hjortenes fældede takker til produktionen, det vil sige, at man skaffede materialet ved systematisk indsamling i de områder, hvor dyrene færdedes i fældningstiden (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). Hver mellemstor tak rakte til tre-fire kamme, men af det tiloversblevne har yderligere kunnet fremstilles en del spillebrikker, skafter og andet lignende. Ved at tælle de kasserede rosenkranse får man tallet på takker, som er medgået, og kan derudfra nogenlunde beregne antallet af fremstillede kamme: ca 300 - og her må man huske, at de udgravninger, som endnu er foretaget, kun omfatter en ringe del af den oprindelige by. Den største affaldskoncentration, som blev påvist, må efter antallet af rosenkranse repræsentere ca 30 kamme, åbenbart en samlet produktion. Hvor lang tids arbejde ligger der mon bag den?

For at belyse dette spørgsmål fremstillede jeg med hjælp fra min far en sammensat kam af vikingetidstype. Det tog for os uøvede kammagere det meste af en dag. En erfaren håndværker havde sikkert gjort det dobbelt så hurtigt, men da vi holdt inde, var endnu det mest tidkrævende tilbage, nemlig at slibe og polere tænderne. Man går næppe meget fejl, hvis man antager, at det har taget en enkelt kammager en hel dag at fremstille en sammensat, ornamenteret kam. De ca 30 kamme, der er repræsenteret i koncentrationen på Ribepladsen, kunne altså være fremstillet af én kammager i løbet af en månedstid.

Lad os, mens vi er ved det tekniske, se lidt nærmere på de fundne spillebrikker. De er fremstillet af afsavede takender, som kammageriet efterlod, og til behandlingen tjente et redskab, som også optræder i fundet: en lille plade med en stift, hvor den vordende brik kunne fæstnes. Man trykkede takstykket med det bløde indre ned over stiften for at få bedre hold på genstanden under arbejdet. Hullet i bunden ses endnu på mange spillebrikker fundet rundt om i Norden. Særlig oplysende er 17 eksemplarer fra en grav på Björkö i Mälaren, vikingetidens Birka. Ti af dem er forarbejder på forskellige stadier, mens resten er polerede og ornamenterede; kun disse sidste har hullet i bunden, så fæstningen på stiften har altså hørt til den afsluttende behandling. Disse brikker er nærmest kegleformede, men skive-spillebrikkerne, som også forekommer, har sikkert været behandlet på samme måde, blot har man her til slut skåret det svampede indre ud, så at brikken fik form af en ring.

Et spørgsmål trænger sig på: Var kammageren en professionel håndværker med eget værksted, eller er der tale om husflid (Fig. 4)? Hvis det første var tilfældet, ville man vente at finde takmaterialet i dynger eller affaldskuler, samlet nogenlunde på et sted, men, som vi har hørt, optræder det spredt - så at sige hvor man sætter spaden i jorden - og kun med enkelte lidt større koncentrationer. Det taler for husfliden, men ser man på de færdige kamme, bliver man betænkelig; de virker slet ikke, som om de var blevet til ved arnen i de lange vinteraftener. Der er intet amatøragtigt over dem, tværtimod vidner de om stor professionel kunnen. Dertil kommer deres ensartethed. Over hele det område, hvor vikingerne færdedes - fra Dublin i vest til Staraja Ladoga i øst - viser kammene helt den samme udvikling i form og ornamentik. Man får næsten det indtryk, at de er udgået fra samme værksted. Et sådant helhedsbillede forekommer utænkeligt, hvis tilvirkningen var sket i hjemmene (Fig. 5). Ribekammene afviger ikke fra dette mønster. Det er også her de kendte former.

Vi må anerkende, at kammageren var professionel, men har fremstillingen af en så beskeden artikel alene kunnet skaffe ham levebrødet? Var han måske kammager på halvtid og smed eller noget andet for resten? Går vi til gravene, hvor hans fordums kunder hviler, får vi fornemmelsen af en betydelig efterspørgsel, men indtrykket er ganske vist lidt ensidigt, fordi det kun er i brandgrave, man kan vente at finde erkendelige kamrester. I Mälardalen for eksempel synes billedet klart: hver mand og kvinde har ejet en kam eller i det mindste fået en med sig i graven. Om brugen af kamme taler også de skriftlige kilder, således araberen Ibn Fadlans kendte beskrivelse af vikingernes morgentoilette (som han i øvrigt fandt temmelig svinsk): »Hver morgen kommer en slavinde med et fad vand. Hun rækker det til sin herre, og han vasker hænderne, ansigtet og håret og reder sig med en kam ned i fadet«. En engelsk kilde fortæller, at danskerne kæmmede sig daglig, badede hver lørdag og ofte skiftede klæder, idet de ved disse midler besejrede de gifte kvinders dyd og overtalte endog stormænds døtre til at blive deres elskerinder.

Men selv om kammen var vidt udbredt og måske endda blev brugt til hverdag, var den ikke en ting, man uden videre smed væk, når den gik i stykker; det viser reparerede eksemplarer fra bopladser og grave.

(Fig. 6)

Alt taget i betragtning er det nok et stort spørgsmål, om selv en by som Ribe med sit sikkert yderst beskedne indbyggertal har kunnet give fuldtids beskæftigelse til en kammager. Det billede, vi møder i den sydjyske by, er kendt fra flere lignende lokaliteter. Blandt dem, der har analyseret fundene, har der da også været nogenlunde enighed om, at kammageren må have haft flere beskæftigelser.

Der er imidlertid også en anden mulighed, nemlig at kammageren var omrejsende, en fast gæst på byernes markeder. Det vil forklare både den spredte forekomst af affaldet og kammenes ensartethed over hele det vældige område, hvor vikingerne færdedes. Tanken forudsætter et etableret markedssystem med faste mødetider for købere og sælgere - som vel til dels var de samme; den, der købte, havde sikkert i mange tilfælde også noget at sælge. Andre håndværkere, for eksempel bronzestøbere, kan jo i øvrigt lige så vel som kammagerne have rejst rundt og udøvet deres erhverv på markeder. For sådanne rejsende mestre var der arbejde nok. De behøvede ingen bibeskæftigelse.

Råstoffet, som kammageren benyttede, var sandsynligvis lokalt. Hvis, som antaget, fremstillingstiden for en kam var en dag, ville han - når bortses fra rejsedage - behøve ca 100 normalt store kronhjortetakker til et års produktion, og det ville han meget vanskeligt kunne samle i hjemstavnens skove inden for den begrænsede tid, hvor dyrene fælder deres horn. Han var nemlig ikke den eneste, der var ude efter slige sager; skovens smågnavere er hurtige til at tage sig af nyfældet tak. Nej kammageren har sikkert blot rejst rundt med sit værktøj og sin viden samt vel et lille håndlager til at starte med. Hvad han i øvrigt behøvede af materiale er efter forudgående aftale samlet og oplagret af lokalbefolkningen.

I Sydskandinavien var det kronhjorten, der leverede materialet, længere nordpå derimod elgen; det har jo sin naturlige forklaring i disse dyrearters udbredelse. Når der i Hedeby og Ribe er fundet nogle stykker elgtak og i Birka lidt kronhjortetak, skyldes det næppe, som foreslået, at man har handlet med disse produkter. Det er dele af de rejsende kammageres håndlager.

Hvornår på året, markederne blev afholdt, afhang vel af de stedlige naturforhold - i Ribe har man formodentlig foretrukket den lyse årstid, i Birka sandsynligvis vinteren. Da lå isen omkring den lille Mälarø, så der var god plads at røre sig, og de tunge transporter fra jernværkerne i Midtsverige kunne let føres frem på slæde. På den tid fældede elgen sine takker, og egernets pels var tykkest; taksamleren og egernjægeren var formodentlig en og samme person. Så mødtes man på Birkas is. Kammageren købte elgtakker og fremstillede kamme af dem - og måske også i mindre omfang af hjortetakker, han selv havde medbragt fra Sydskandinavien. Når markedet sluttede, og han igen drog sydpå, havde han med sig i bagagen et lille lager af elsdyrtak. Det dukkede siden op i Ribe.

Kammagerne i Ribe var altså de samme, som virkede i Hedeby, i Birka og i Staraja Ladoga. Der har ikke været tale om en egentlig håndværkerstand, som vi kender det fra senere tider, men om en lille omrejsende klan. At nyheder og ideer spredtes hurtigt i vikingetiden, skyldes nok ikke alene de vidtfarende krigsfolk, men vel nok så meget de rejsende håndværkere. På markederne traf de lokalbefolkningen og kunne berette vidt og bredt om nyheder andetsteds. Et markedsbesøg var som et nyhedsprogram i TV.

Vikingetiden igennem voksede byerne, de gav et bedre forretningsmæssigt grundlag, og det ser ud til, at kammageren hen mod periodens slutning er blevet bofast. Vanskeligheden med at skaffe den nødvendige mængde hjortetak fra omegnens skove bestod imidlertid stadig, og man ser da også - i Ribe som i mange andre byer - at man netop på denne tid går over til at fremstille kamme af ben og horn (Fig. 7, Fig. 8). Garverne, som nu etablerede sig i byerne, fik sædvanligvis deres huder af ko og ged leveret med vedhængende klove og horn, så der kunne kammagerne hente sig materiale uden stort besvær. Affald af gedehorn optræder i Ribe fra sen vikingetid, og dette materiale kom til at spille en stedse større rolle.

Det blev hornkammen, der gik af med sejren. Den stod sig godt gennem tiderne - helt op til vore dage, hvor syntetiske materialer slog den ud.

Lit: K. Ambrosiani: Viking Age Combs. Stockholm Studies in Archaeology 2. 1981. - I. Ulbricht: Die Geweihverarbeitung in Haithabu. Die Ausgrabungen in Haithabu 7. 1978.