Kærlighedsknuder

En middelalderlig fingerring - for nu at begrænse emnet - var ikke blot til pryd, den blev almindeligvis båret af en ganske bestemt årsag. Det kunne være en kærlighedsgave, en trolovelses- eller fæstering, en bispe- eller nonnering, en religiøs amulet- eller pilgrimsring, eller det kunne være en signetring. Af udseendet kan vi ofte aflæse ringens formål. Symbolik spillede i middelalderen en meget stor rolle. Fra kalkmalerier og skulpturer er vi bekendt med, at kunstnerne gjorde brug af billed- og tegnsprog, som den kreds af mennesker, de henvendte sig til, var fortrolig med. I dag kan middelalderlige symboler volde os hovedbrud, ikke alene når det gælder egentlige kunstværker, men også når der er tale om brugskunst som fingerringe og andre smykker. Kristus-, Maria- og helgenbilleder, hjerter og sammenknyttede hænder viser klart, at en religiøs eller følelsesmæssig hensigt ligger bag. Andre udsmykninger synes at være rent ornamentale, hvad dog sjældent er tilfældet. De er blot ikke så umiddelbare at fortolke. Dette gælder for de knuder, der binder de i det følgende omtalte fingerringe sammen.

To guldfingerringe blev for at par år siden næsten samtidigt indleveret til Nationalmuseet. De er dog fundet langt fra hinanden, og aldersmæssigt er der nok også stor afstand imellem dem, men de har det til fælles, at de er konstrueret på samme måde: begge har to yderskinner, hvorimellem der løber en midterstreng beviklet med en tynd guldsnor. Disse beviklinger er arrangeret i fire knudelignende partier, og imellem dem er ringenes hovedornamenter symmetrisk anbragt. (Fig. 2)

Den ene ring, der er fundet på Hjemdalsgårdens mark, ved Topshøj syd for Sorø, har mellem knuderne såkaldte firpas i gennembrudt arbejde med små bladkors indeni. Dette ornament leder tanken hen på de firpassige skjolde med kvindenavne, der forekommer i en skjoldefrise fra 1200-årenes slutning i Sorø kirke. I betragtning af ringens findested ville det ikke være mærkværdigt, om guldsmeden hørte hjemme i Sorø kloster.

Den anden ring kom frem under arkitekt Hertz's udgravning i renæssancehuset ved Solvig i Hostrup sogn, Sønderjylland (se Skalk 1967:1). Den bærer - loddet på mellem knudepartierne – bogstaverne (Fig. 3)

Små særpræg som M'ernes skrævende ben og bøjlen på H'ets tværstreg daterer til tiden omkring 1500. Initialerne er på ringen anbragt med lige store mellemrum og kan derfor læses i vilkårlig rækkefølge. Det mangedobler mulighederne for, hvilke ejernavne eller ordsprog de kan være begyndelsesbogstaver til. Da ringen er fundet på Solvig, er det imidlertid fristende at tænke sig, at den har tilhørt den Henrik Gjordsen, der blev født her i begyndelsen af 1400-årene. Hvor længe han levede, eller med hvem han var gift, vides dog ikke. Hvis H G skulle stå for hans navn, kunne de to M'er være hans eventuelle hustrus initialer, eller de kunne betyde M(emento) M(ori): husk du skal dø!

For en del år siden fik Nationalmuseet fra Roskilde en guldfingerring med en rund plade, hvori der er indgraveret et Kristus-hoved. Også denne ring er bygget op af et par yderskinner og en midterstreng beviklet med en tynd knudesnor, og pladen er tillige indfattet af en ramme med knuder. Selve Kristus-pladen er nittet fast på en bagplade, der går ud i eet med ringskinnens »bagklædning«. Der er fra sidste halvdel af 1300-tallet og fra 1400-årene bevaret en del fingerringe med Kristus-hoveder. De små plader med Frelserens ansigt, der som på Veronikas svededug er fortrukket i smerte, solgtes antagelig i Rom som pilgrimstegn. Hjemvendt fra den evige stad kunne pilgrimmene hos de stedlige guldsmede få indfattet disse vidnesbyrd om opnået aflad i ringe, der tillige har været betragtet som amuletter. Mens sådanne Kristus-ringe er ret almindelige, er kombinationen med snor- og knudestrengen usædvanlig. (Fig. 4)

Hvad betyder da disse knuder? For at finde svaret må vi dykke længere ned i Nationalmuseets samlinger, hvor vi finder et par meget prægtige guldringe med en knudevariant, der benævnes »Herakles-knuden«. Pa den ene ring, fra Kimmerslev sogn i Ramsø herred, er knuden knyttet af en tynd guldsnor, anbragt imellem et fint støbt og graveret bladværk. Den anden, en spinkel ring, der stammer fra Ålborg, har to knuder med et hjerte imellem og er iøvrigt dannet af et par slanke menneskeskikkelser, der tydeligt - omend på en lidt akavet måde - kærtegner hinanden. Her lades vi ikke i tvivl om, at der er tale om en kærlighedsgave, sandsynligvis en trolovelsesring, og vi forstår, at knuderne er kærlighedssymboler, der uløseligt og fast knytter de elskende sammen. Herakles-knuden er egentlig råbåndsknobet, der fra andet årtusind før Kristus blev anvendt som symbol i Ægypten. I hellenistisk tid (fra omkring 300 før Kristus) var den et yndet ornament i den græske smykkekunst, og den beholdt sin popularitet langt ned i romertiden. Den egner sig da også meget godt for kunstfærdigt udførte filigransmykker, som man kan se på græske diademer i museernes samlinger. Når den græske sagnhelt Herakles (eller Herkules som romerne kaldte ham) forbindes med denne knude, skyldes det vel, at han i en dødbringende kamp mod amazonernes dronning tiltvang sig et bælte, hun havde fået af krigsguden Ares, for at skænke det til sin elskede, som brændende havde ønsket sig denne gave. Det må være dette bælte, knuderne skal minde om.

(Fig. 5-6)

Nu er der ganske vist langt fra de herkuliske råbåndsknob til knudestrengene på de tre først omtalte ringe. Men der er et mellemled: en fornem gotisk ring med en rødviolet almandin i stærkt fremspringende indfatning, fundet på Voer færgested ved Randers fjord. Ser man nærmere efter, opdager man, at denne ring ligesom de tre fra Topshøj, Solvig og Roskilde er bygget op af to yderskinner med en knudebelagt midterstreng. Desværre er der kun to knuder levnet - resten er brækket af - men de omgiver et firpas med et lille e, gennemboret af en pil. Det tyder på, at ringen er en trolovelsesring til en dame, som har heddet Elisabeth, Else eller lignende. Her har vi altså en ring med knudestreng, der ved hjælp af det andet symbol, pilen, der gennemborer et navnebogstav, utvetydigt tilkendegiver sig som et kærlighedspant. Mon ikke den har tilhørt en af Randers- egnens rige adelsdamer? (Fig. 7)

Fem af ringene er fra nogenlunde samme tid, 1300-årene, Solvig-ringen et par hundrede år yngre. Vi ved ikke meget om, hvor vidt de har vandret, disse gyldne kærlighedspanter; nok er de fundet i Danmark, men de kunne let være transporteret hertil fra udlandet. Det er dog ikke usandsynligt, at de fire med knuder på midterstrengen er hjemligt arbejde. I hvert fald er det endnu ikke lykkedes at finde lignende blandt udenlandske fingerringe. Bladværket på Kimmerslev-ringen med den store Herakles-knude ligner derimod lybske guldsmedearbejder, og måske er også Ålborg-ringen med det raffinerede par blevet til i hansestaden, hvis mange guldsmedeværksteder netop i 1300-årene havde en blomstringstid og var leveringsdygtige eksportører til hele Norden.

Guldsmedene havde deres faste repertoire af motiver og heri indgik kærlighedsknudeme, der passede såre vel til trolovelses- og fæsteringe. På Kristus-ringen ser vi, at de også kunne anvendes i forbindelse med den himmelske kærlighed.

Fra 1600-årenes Frisland kendes en særlig type småskrin af sølv med fint graverede kærligheds- eller bryllupsscener. Nationalmuseet har to sådanne, det ene med Corfitz Ulfeldts navn indgraveret. De kaldes »knottekistjer«, de var nemlig en slags afløsere for det tørklæde, som brudgommen tidligere - i middelalderen - havde lagt mønter i for derefter at slå knude på det og lægge det i brudens hånd. Her havde knuden både praktisk og symbolsk betydning. Den sidste overførtes på trolovelsesgaven, det lille skrin. (Fig. 8)

I sin Christian den Fjerdes historie, 1749, nævner Niels Slange, at den russiske czar sendte gesandter til den danske konge, fordi han ønskede at slutte et forbund med Danmark, »hvilket med så fast en knude skulle knyttes«, at czaren tilbød kongens broder, den unge hertug Hans, ægteskab med sin datter, Axinia Borisovia. Citatet forekommer særdeles malende.

Knuden var således helt fra antikken, i middelalderen og også senere hen symbolet på kærlighed, troskab og det lovformelige ægteskab. Hvordan det til »knude« svarende verbum »knytte« kunne bruges i religiøs betydning, hører vi i en salme af Kingo, der selv var fortrolig med både den jordiske og den himmelske kærlighed:

Lad mig, o Gud, i denne dag,
i tanker, ord og al min sag,
dig hjerte-knyttet være.

(Fig. 9)