Kærlighedshaven

Ja for læderlappen er nemlig et lille kunstværk med prægede figurer på en baggrund, som er gjort nopret ved indhugning af små bueslag, for at billederne kunne træde bedre frem. Åbenbart er der tale om genbrug, billedfladen har været større, men ved lappens tilskæring er noget gået tabt. En indskrift øverst er på denne måde blevet ufuldstændig og ulæselig, hvad man meget må beklage. Vi kender altså ikke hele den historie, kunstneren har fortalt, men nok til at se, det drejer sig om et mægtigt gilde.

Så vidt er man nået i festlighederne, at flere af deltagerne har smidt tøjet. Nederst til venstre står således en lille mand med hue, men ellers nøgen. På samme måde forholder det sig med herren midt i billedet. Han har grebet fat i et af tre ben, som stikker vandret ind fra højre - beskæringen har forholdt os resten, men mon vi tager meget fejl, hvis vi gætter på, at det drejer sig om et elskende par? Erotiske scener som disse var ikke ualmindelige i den sene middelalder og kendes i mange variationer. Ofte kaldes de med romantiske navne som Den store Kærlighedshave eller lignende.

Dansen hører hjemme i kærlighedshaven og savnes heller ikke på vor læderlap, hvor den udfolder sig nederst i billedfeltet. Det er kædedans, man træder; den var middelalderens foretrukne form blandt høje såvel som lave - selv inden for kirkens enemærker kastede man sig ud i den. I spidsen af kæden gik fordanseren, ham der kunne trinene bedst. Til dansen hørte sang og musik; harpe og fedel nævnes, og på læderlappen ser man en mand med en lang basun, men også mere ydmyge instrumenter som benfløjte eller jødeharpe kunne komme på tale - af dem er der fundet flere i læderstykkets nærhed. Som sangtekster fungerede tidens populære viser med handlinger fra samfundets højeste kredse, men kendt af hvermand og derfor med rette benævnt folkeviser. Der var mange vers at komme igennem, men selv om man måske ikke var helt stiv i teksten, kunne man altid synge med på omkvædet. I visen om »Ridder Stigs bryllup« er selve dansen beskrevet:

Der ganger en dans i Stig hans stue, der danser så mangen stolt jomfrue. Jomfruer, I giver os orlov.

For ganger ridder Stig, smal som en vånd, han haver et guldkar i hver sin hånd. Jomfruer, I giver os orlov.

Ridder Stig drikker sin unge brud til, både skov og mark de blomstres derved. Jomfruer, I giver os orlov.

Jo der blev drukket bravt i middelalderen og ikke mindst ved festlige lejligheder. Ved siden af manden med basunen står en person med en stor skænkekande, måske støbt i malm eller tin; typen var på mode allerede tidligt i 1400-årene, men har haft mange variationer frem gennem tiden. Øl var det, der blev drukket mest af, men dagligøllet var ganske tyndt, så til fest gjorde man meget ud af at fremskaffe bedre kvaliteter. I Aalborg var der i 1400-årene et købmandsgilde, som bar navnet Guds Legems Lav. Dets love rummede mange gode og fornuftige straffebestemmelser mod dem, der forbrød sig, for eksempel brugte ukvemsord, trak kniven, rev nogen i håret eller - og det får man indtryk af, var det allerværste - med vilje spildte øl. Synderne blev idømt bøder, som regel levering til lavet af én eller to tønder tysk øl. Det understreges altid på det omhyggeligste, at øllet skal være tysk. Kun en enkelt gang nævnes godt dansk øl som en mulighed. (Fig. 1, fig. 2)

De fleste af personerne på læderstykket bærer en form for hovedtøj; det gælder også de ellers afklædte. Den største af deltagerne i kædedansen har således et hætteslag på, en praktisk beskyttelse af hoved og skuldre under vejrets omskiftelser. Hætten har vistnok strud (nakkeforlængelse), som det kom på mode i høj- og senmiddelalderen; den kunne være meget lang og om nødvendigt bruges som halstørklæde. På kroppen har han en knælang vams, der er knappet ned foran og holdt sammen med et bælte. I bæltet er stukket en dolk og foran denne hænger noget, der - når man sammenligner med andre billeder fra datiden - vist kun kan være en pung.

Middelalderens pung havde flere former. Den kunne være en simpel pose (en prangerpung), men også bredere, mere taskeagtig, med en nedhængende forklap; det er en pung af den art, vor dansende ven bærer på maven. Faktisk er det en mulighed, at selve læderstykket med billederne er klappen til en sådan taskepung; de to sæt hjørnehuller er da til fastgørelsen i bæltet. Også af denne type fandtes varianter, en af dem var særlig fin med læderet syet fast på et metalstativ. Et sådant kendes fra Aalborgs affaldslag (se billedet). (Fig. 3, fig. 4)

Så længe man ikke havde egentlige bukselommer til sine småting, var bæltepungen nok det sikreste sted at opbevare dem. Den eksisterede i oldtiden (se Skalk 1991:6), genopstod i middelalderen og levede videre et godt stykke efter reformationen.