Kære Worsaae

Således skrev for nøjagtigt 100 år siden museumsmanden A. Strunk til sin ven og foresatte, arkæologen J. J. A. Worsaae, der - som det fremgår - netop var hjemkommet fra en rejse. Brevet, der venligt er overladt Skalk til offentliggørelse af Frederik Raben-Levetzau, oldebarn til Worsaae, er af privat natur, det indeholder smånyt fra datidens museumsverden, men gengives her for sin pudsighed og sit aktuelle indslag. Den store afdøde, som omtales, var åbenbart ikke agtet på Oldnordisk Museum, men hans minde tåler vel denne afsløring. Brevet fortsætter:

Museet har stadig været godt besøgt og vedbliver at være det. Da jeg sidst talte med dig, befandt jeg mig ikke vel, men gik i stadig uro frygtende for, at jeg skulle blive nødt til at holde mig inde i nogen tid, hvilket desværre også blev resultatet, efter at jeg i 14 dage havde stridt imod. -- Se det var nu noget kedeligt at underholde dig med.

Vor gode ven justitsråd Bang bragte mig forleden et musikalsk instrument (en hobo) af elfenben, som han ville forære til museet; senere har han også sendt mig en viola da gamba, som er fra begyndelsen af det 16. århundrede, altså virkelig en raritet. Du vil nok engang erindre at takke ham for hans velvilje.

Den Vartov kællingepræst er da endelig rejst af og begravet under frygtelig ståhej. Han var dog i grunden en hæslig gammel karl, en rigtig ufredsmand, såvel i kirken som i staten. Han blev da højlagt på Køgegård, der i fremtiden rimeligvis bliver et valfartssted for Vorherres egne børn. Aldrig har jeg set en så uordentlig procession, som da de grundtvigianske præster drog forbi palæet. De hellige mænd gik imellem hverandre ligervis som en flok stude. Den Guds mand Birkedal tog en anden præst om halsen, idet han gik forbi, og en anden præst klappede en »kvinde« på skulderen. Det var formodentlig hans kone eller datter, men det stod intetsteds skrevet. Gud må vide, hvem der nu skal være pave, og hvem der bliver præst i Vartov.

Iblandt dagens nyheder inden døre må jeg dog nævne Madsen juniors forlovelse, der har vakt megen munterhed i portstuen, hvor den skønne har givet møde flere aftener. Partiet synes at være lavet af gamle Mads, i det mindste værner han om familiens ære ved at meddele, iblandt andre til Herbst, at hans broders forlovede er enke efter en brændevinsbrænder. Brudgommen selv fremstiller hende derimod som jomfru Nielsen, der i 22 år har ført hus for en brændevinsbrænder i Kalundborg, som har efterladt hende 7000 rigsdaler og alt sit bohave, syv opredte senge, linned, sølvtøj etc etc, og »som nu altsammen kommer mig tilgode«. Derpå tilføjer han rigtignok: hvad fanden rager det mig, om hun har levet i 20 eller 30 år med brændevinsmanden, det er pinedød lige meget, nu er hun min, og jeg skal faen æde mig nok sørge for etc. Damen møder med mange ringe på fingrene, et højrøstet mundlæder, der spår allehånde for »sølle Madsens« ro, og et stort guldur på en vom, der ville være selve brændevinsmanden værdig. Fik han endda en tønde Cadovius i medgift! - Lev vel og vær tilligemed din kære kone hjerteligst hilset fra din hengivne.