Kælderlejlighed

Det normale billede af en oldtidsboplads fra oven er et mønster af pletter og linjer - mørke farvninger i vegetationen, hvor der engang har været gravet pælerækker og vægrender. I de omtalte særtilfælde fremtrådte husene på en anden måde, nemlig ikke blot som omrids, men som massive rektangulære felter uden spor af stolpekonstruktionen. Fænomenet kunne forklares ved, at husene havde været forsænket i undergrunden, men mere end en formodning kunne det ikke blive til i første omgang.

For at klarlægge forholdene er der det sidste par år foretaget udgravninger på en af de bopladser, hvor iagttagelserne blev gjort, nemlig ved Overbygård under landsbyen Stae i det sydøstlige Vendsyssel. Den bestod - det viser allerede luftbilledet - af mindst ti huse beliggende på en lav bakke og omgivet af marker med let sandmuld, som har været nem at dyrke med oldtidens redskaber. Lige nord for husene findes et nu afvandet område, hvor der må have været fine muligheder for jagt og fiskeri, og hvis man ønskede mere af den art, havde man jo den nærliggende Limfjord. I bakkens vestside, ca 300 meter fra husene, fandtes kildevæld, hvoraf ét stadig er virksomt; godt drikkevand skortede det altså heller ikke på. Alt i alt et yderst velvalgt bosted. (Fig. 1, fig. 2)

Vor udgravning har foreløbig koncentreret sig om den sydlige halvdel af landsbyen, hvor seks sikre hustomter er blevet undersøgt. De ligger i to »rækker«, hvorimellem er påvist dele af et vejforløb med hjulspor. Vejen har retning direkte mod kildevældet i vest.

Landsbyen er fra den ældre jernalder, og netop den tids bondehus skulle ikke være ukendt for læsere af dette blad. I sin karakteristiske udformning er det en rektangulær bygning med taget hvilende på to stolperækker og med indvendig opdeling i stue og stald. Husene her er også af denne type, men, som luftbilledet antydede, skiller de sig ud på et væsentligt punkt: Gulvene er forsænket i undergrunden. I gennemsnit ligger de trekvart meter under vor afskrabningsflade, og dertil skal lægges et betydeligt muldlag, som bringer den samlede dybde op omkring én meter, ja i visse tilfælde en del mere. Det er et alvorligt brud på vore tilvante forestillinger om jernalderens byggeskik, og endnu ét kan tilføjes: Flere af husene har sidebygninger.

Med en enkelt undtagelse ses alle de udgravede huse at have været sløjfet og atter genopført, og dette har gentaget sig én gang senere. Bebyggelsen falder altså i tre stadier, og da det øverste og yngste er stærkt ødelagt ved dybdepløjning, er det hovedsageligt de to ældre, vi må støtte os til, hvad angår oplysninger om konstruktion og funktion. Tykke jordlag mellem de tre niveauer antyder pauser i bebyggelsen, men som det nedenfor skal begrundes, behøver de ikke at have været af lang varighed. Såvel lagfølgen som de ændringer, bygningerne har undergået, virker så ensartet fra hus til hus, at vi må tro, fornyelserne har fundet sted samtidig og efter en samlet plan. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Det ser ud til, at landsbyen er grundlagt lige omkring Kristi fødsel og med huse, der næsten udelukkende tjente til beboelse, kun i et enkelt er påvist stald. Størrelsen er ret ensartet, ca seksten meter i længden, fem meter i bredden. I almindelige jernalderhuse plejer der at være døre i begge langsider, her er der kun én, nemlig i sydsiden, hvilket er meget forståeligt, da rummene er nedgravet i en sydvendt bakkeskråning. Indgangen har en ejendommelig, men af omstændighederne dikteret, udformning, nemlig som en slags gang eller slidsk, der fra det forsænkede husgulv fører, let skrånende, ud til overfladen; den kan være op mod syv meter lang og kantet med render og stolpehuller, som antyder en form for overbygning. Inderst i indgangsrenden, helt inde ved den egentlige dør, er der - noget upraktisk, skulle man synes - gravet et dybt hul, som nødvendigvis må have været overdækket, for at man kunne færdes ud og ind; en kantning med store sten, som nu og da forekommer, kan have tjent til støtte for låget. De omtalte tilbygninger, der er konstateret i tre tilfælde, ligger i vinklen mellem hus og indgangsrende med dør til sidstnævnte. Også de er forsænkede, og taget har, som i hovedhuset, hvilet på indvendige stolper. Ildsteder og lergulve forekommer.

Hvor længe de ældste huse har fungeret kan vi ikke afgøre, men dog gætte på: da de ikke er nedbrændt, synes det rimeligt at antage, at de har stået, indtil det ikke længere kunne betale sig at reparere, det vil sige en 20-30 år. Da beslutningen om at rydde dem er truffet, er alt brugeligt tømmer rykket op; det kan vi slutte af det allesteds nærværende flyvesand, som har fyldt de åbentstående huller - hvad det for resten ikke nøjedes med, det danner et solidt, op til 35 cm tykt, lag over de ældste husgulve. Når man har oplevet en sandstorm her på stedet, undres man ikke over dette, et sådant lag kan aflejres på ganske kort tid. Beboerne, som så deres husgruber delvis udfyldt, har sandsynligvis ærgret sig, men de opgav at tømme ud og anlagde nye gulve og ildsteder oven på sandet. De nye huse, som rejstes over gruberne, blev gjort fire-fem meter længere og en smule bredere end de gamle, som de iøvrigt var temmelig nøjagtige kopier af. Annekser og indgange beholdt deres plads, de ret komplicerede indretninger lod sig vanskeligt ændre, og det er vel forklaringen på, at hovedhusets udvidelse i bredden altid fandt sted mod nord, skønt denne løsning på grund af terrænets skrånen ikke var den nemmeste. De nye huse har i modsætning til de gamle næsten alle haft stald, hvad de bevarede spor af båseskillerummene viser. Skønt stadig særpræget har landsbyen dog altså ændret sig lidt i retning af det normale. (Fig. 6, fig. 7)

Men heller ikke denne fase af landsbyen levede evigt, på et tidspunkt opgav man den, og under omstændigheder, der svarede temmelig nøje til forgængerens. De jordlag på helt op til 45 centimeters tykkelse, som dækker fase 2's gulve, er dog ikke fygesand, men almindelig mørk fyld, som må antages at være forsætligt tilført. Åbenbart har den nye generation af beboere været mere traditionelt indstillet end de tidligere. Ikke alene fyldte man gruberne op, men de nye huse, som rejstes over de gamle tomter, blev uden sidebygninger, kort sagt i god overensstemmelse med tidens byggeskik, som man kender den andetstedsfra. Tilsyneladende blev landsbyen nu gjort større; i hvert fald er der uden for de gamle hushuller påvist flere kraftige ildsteder, der formentlig har hørt til huse, som er ødelagt ved dybdepløjning. Alle de yngste huse er brandtomter. Katastrofen har altså ramt det lille samfund, og derefter synes landsbyen at være fraflyttet. Dens samlede levetid kan sættes til 1-200 år. (Fig. 8)

Den huskonstruktion, vi her har stiftet bekendtskab med, er - i hvert fald for de to ældste fasers vedkommende - så ejendommelig, så afvigende fra, hvad vi ellers kender, at der er grund til at gå lidt mere i detaljer. Ikke at normale træk savnes. Det er der altsammen: de tagbærende stolper, væggene, der har været i en slags stavkonstruktion, hvis spor ses som render i bunden af husgruberne. Det sædvanlige lergulv findes, omend sparsomt; ler er en sjælden vare her på egnen. Stolpehuller på tværs af husene antyder en slags skillevæg mellem menneskenes område og dyrenes. Alt dette er, som det skal være. Det unormale ligger i nedgravningen, og hvad den førte med sig.

De mærkelige indgangsrender - eller tunneler skal man måske snarere sige - er endnu ikke klarlagt i alle enkeltheder, men deres funktion er let at forstå: de var en slags huler ind til de neddybede rum. Hvad de overdækkede gruber inderst i gangene, lige før man kom ind i det egentlige hus, kan have tjent til, er foreløbig en gåde. Man kommer til at tænke på senere tiders »fægrave« (tremmeoverdækkede indgangsgruber, der skulle forhindre husdyrene i at løbe ind på tidspunkter, hvor man ikke ønskede deres nærværelse), men disse huller synes helt unødvendigt dybe til dette formål; et af dem nåede ikke mindre end 1,20 meter under gulvet i hovedhuset. At gruberne - i hvert fald en tid - har stået åbne, viser flyvesandsaflejringer i dem.

Annekserne, som man kom ind i fra gangen, er, hvad konstruktionen angår, små udgaver af de egentlige huse. Deres funktion er vanskelig at bestemme, men måske er der tale om værkstedsrum. Til stalde kan de ikke have tjent, eftersom der er lergulve og arner.

Landbruget, der var jernalderens bærende erhverv, har som nævnt i indledningen haft udmærkede betingelser her på stedet og kan direkte påvises i pløjespor klos op ad landsbyen. Forkullet frø fra hustomterne røber, hvilke planter man dyrkede: byg og olieholdige vækster som hør og sæddodder. Om husdyrholdets art fortæller brændte knogler og tænder af ko, får og hest, og båsene viser dets størrelse: der var plads til 8-12 dyr pr hus.

Jagt og fiskeri har utvivlsomt været drevet som bierhverv, om det sidste vidner smådynger af muslingeskaller, som må stamme fra den nærliggende Limfjord. Af håndværk blev, foruden pottemageriet, smedning praktiseret; såvel færdige jernting som halvfabrikata er fundet i husene, og dertil kommer slagger, som tyder på, at man også har givet sig af med jernudvinding. Ved snit i et par mindre mosehuller nogle hundrede meter fra landsbyen er set tynde lag af sandet myremalm, så råmaterialet har altså været for hånden.

Landsbyens udvikling, som må ses i lyset af dens erhverv, er præget af en mærkelig regelmæssighed, som også er med til at give dette fund dets særpræg. De huse, som byggedes ved indledningen til fase 1, var næsten lige store, og da de ved begyndelsen af fase 2 udvidedes, var det på næsten samme måde og igen til næsten samme størrelse. Som man vil huske, er der kun i et enkelt af de ældste huse påvist stald, mens de fleste af fase 2-husene har ydet dyrene husrum. Forklaringen på udvidelsen af husene kan være, at man har øget husdyrholdet, så det blev mere pladskrævende. I fase 3 normaliseres alt, særpræget udviskes, og man går over til den almindelige form, samtidig med at selve landsbyen udvides. Nu forholder det sig sådan, at jernudvinding og smedning kun er påvist i fase 3, så man kan næsten få den tanke, at det er disse nye erhverv, der giver basis for den ændrede struktur. Her må man dog huske, at fase 3-husene er ødelagt ved brand, hvorfor man i dem kan finde langt flere oldsager end i de ældre stadier, der blev forladt i ro og orden, ikke over hals og hoved. (Fig. 9, fig. 10)

Et afgørende spørgsmål er i det foregående blevet omgået, nu trænger det sig på: Hvorfor i alverden har man her gravet husene i jorden, når man ellers i alle andre egne har holdt sig til overfladen? Der er dog tale om betragtelige jordarbejder, idet man ved hvert hus har skullet fjerne mellem 50 og 80 m3 sand, inden selve byggeriet kunne sættes i værk. Ganske vist har jorden dannet vægge, men vægge af træ blev dog ligefuldt rejst i bunden af hullerne - hvilket iøvrigt var nødvendigt for at undgå sammenskridning. Nogen rimelig forklaring kan ikke gives, vi må - i hvert fald indtil videre - opfatte fænomenet som en lokal særhed, en specialitet for denne egn. Ikke langt borte, omend på den anden side Limfjorden, er - ligeledes pr luftfoto - påvist mindst én lignende boplads, men undersøgelsen her er endnu på begyndelsesstadiet.

Tilbage er kun at meddele, at udgravningen af Overbygård-landsbyen fortsætter. Årets kampagne ventes afsluttet ca 20. september.