Kælder på hjul
Et bygningsværk af overordentlig kvalitet, et hvælvet kælderrum fra et middelalderligt borgerhus, har for nylig svævet i største fare. Den pinlige situation vil være kendt af Skalks læsere fra artiklen »Mens Odense overvejer« i denne årgangs første nummer. Odense overvejede, i løbet af foråret traf byen sin beslutning og skred til handling.
Af Finn Grandt-Nielsen
Kælderen, der lå i vejen for en gadeomlægning, blev simpelthen sat på hjul og trillet femten meter, hvilket bragte den uden for farezonen. At det krævede store forarbejder af teknisk art, behøver næppe siges, men også arkæologisk blev der nok at gøre. Århundreders opfyldning havde hævet kældergulvet betydeligt, nu blev der ryddet ud, lag for lag, helt ned til undergrunden. Af det ældste gulv, som må være lagt samtidig med husets opførelse - formodentlig kort efter branden i 1420 - fandtes intet, det var ved en ombygning efter reformationen blevet bortgravet og erstattet med et nyt af stampet ler over et sandlag. Dette gulv fra en tid, hvor kælderen har tjent som lager for rige købmænd, som beboede huset, var til gengæld meget velbevaret. Det var neden for trappen forstærket med en stenbrolægning, og aftryk i leret viste, at der har været lagt brædder som en slags gangbroer ud fra indgangen. Der fandtes rester af tønder og stolper efter hylder og reoler. I selve fyldlaget lå et par ølhaner.
Ved udgravningen af den dybe rende, hvor transporten skulle foregå, blev der også fundet sager, men nu kom det mest spændende, nemlig selve flytningen. Den frigravede murklods blev indspændt i jembånd på alle leder, styltet op og underskåret. Jernskinner blev skudt ind og et rullende underlag etableret. 8. juni fandt køreturen sted med den for kældre svimlende hastighed af to meter i timen. Det knagede i fugerne, på et tidspunkt svævede rummets midterpille frit i luften, men murværket holdt, og nu står klodsen frelst på sin nye plads.
Hvor slaget har stået, er der endnu mulighed for at gøre fund, og denne chance vil blive udnyttet til det yderste. At regnskabet som helhed viser et tab, kan ikke overses: en udmærket, men dog knap så værdifuld, nabokælder måtte prisgives, og det reddede rum har jo heller ikke ligefrem vundet i værdi, men flytningen var trods alt en lykkelig løsning - for kulturhistorien og ikke mindst for Odense, som har reddet sig en virkelig attraktion. Hvordan den så skal udnyttes, er et spørgsmål, der endnu ikke er taget endelig stilling til (fig. 1).
Fig. 1: Stylter under murværket. Når benene fjernes, hviler kælderen alene på det bevægelige underlag.
I farvefoto Søren Frandsen