Jylland som er så stort

Bogtrykkerkunstens opfindelse i midten af 1400-årene satte gang i papirproduktionen, først og fremmest i Tyskland, som længe forsynede også det danske marked. Den første, som herhjemme gav sig i kast med den vanskelige opgave at fremstille papir, var den skånske adelsmand Sten Bille, men andre fulgte hurtigt efter, således Tyge Brahe, og kongerne Frederik 2. og Christian 4. viste sagen stor opmærksomhed (se Skalk 1981:3). Mange var interesserede, men forsøgene løb som regel ud i sandet, så antallet af danske papirfabrikker forblev utilstrækkeligt til at dække landets behov. Især i Jylland kneb det. En papirmølle ved Århus, anlagt 1635, virkede kun en snes år, og der gik det meste af et århundrede, før den fik en effektiv efterfølger, nemlig den omtalte fabrik ved Engelsholm, der til gengæld udviklede sig til et ganske stort foretagende. Det er på denne baggrund, forsøget i Lem får interesse. Lad os se, hvordan det gik den lille fabrik på heden.

Peder Christensen hed ideens ophavsmand, men lokalt lød han navnet Pæ Møl. Han var fæster på Nymølle, en af sognets vandmøller, men må have klaret sig godt, for 1795 købte han møllen og blev derved i stand til at realisere sine fabriksplaner (Fig. 1). At omdanne en almindelig kornmølle til papirfabrik, var naturligvis ikke så lige en sag, dertil behøvedes faglig assistance, og den var næsten kun at få fra Tyskland. Hvordan han kom i forbindelse med papirmagersvend Friderich Carl Steiner, ved vi ikke, men måske har det været med Engelsholm som mellemled. Det skulle vise sig at være et uheldigt valg.

Den kendte museumsmand H. P. Hansen fra Herning kom 1916 i besiddelse af en regnskabsbog fra fabrikkens første tid. Den indeholder mange interessante oplysninger om møllens drift og bagest et kapitel med overskriften »Specifikation over de virkelige skader, jeg har lidt ved Steiners tilværelse, siden han kom her ved majdagstid 1806«. Her har Peder Christensen givet luft for sine indestængte følelser. Allerede ved møllens ombygning til papirfabrik var det galt, Steiner »kunne næsten intet udrette, ikke heller var han som mester af begreb til at indrette noget på egen hånd, og hvad han selv udrettede, måtte omgøres«. Sit tab herved opgør Peder Christensen til 600 rigsdaler, mange penge i årene før statsbankerotten. Og bedre blev det ikke, da selve papirproduktionen kom i gang: »Ved begyndelsen opløst i vand seks-syv pund Berlin løb bort uden nytte«; Berlinblå er et farvestof, som bruges til optisk blegning af papirmasse. »Borttaget uden mit vidende nogle styk pæle fra vanddammen på halvanden alens længde«. Og »1809, den 25. juni, fordærvet mig de fineste klude--, og da jeg ville tale med ham om et og andet, var svaret, Du forstår det ikke«. Hvor langt synderegisteret egentlig var, forbliver uopklaret, for der mangler blade i bogen, men sikkert er det, at forholdet mellem ejer og mestersvend lod meget tilbage at ønske, og man kan undres over, at den sidste ikke hurtigt fik løbepas. Det kan imidlertid hænge sammen med de tyske papirmageres meget stærke organisation; en efter forbundets mening urimelig arbejdsgiver kunne få sin virksomhed »geschimpft« (pålagt blokade), hvilket i Nymølles tilfælde antagelig ville have været ensbetydende med fabrikkens lukning. Altså blev Steiner tålt på Nymølle, men dog ikke i al evighed. Efter ca tolv års tjeneste synes han at være forsvundet fra fabrikken og formodentlig fra egnen. Hans familie måtte fattigvæsenet tage sig af.

Måske var Steiner ikke helt så uduelig som fremstillet i regnskabsbogen (vort kendskab til sagen er jo noget ensidigt), for Peder Christensen klarede sig jo; det er bemærkelsesværdigt, at han slap helskindet gennem begyndervanskeligheder og statsbankerot, hvor mange lignende virksomheder bukkede under. Efterhånden kom der flere »papirsvende« til fabrikken, og de var i hvert fald ikke alle af tysk oprindelse. En såre vigtig medarbejdergruppe var indsamlerne af de for papirproduktionen så nødvendige klude. De kunne være velsituerede købmænd, folk, der tog kludehandelen med, da den nu bød sig, men størsteparten var ubemidlede, som til afveksling fra tiggeriet opretholdt livet ved at vandre fra dør til dør med kludeposen og et lille lager af byttevarer: nåle, syringe, hægter, tråd, bændler og lignende - småting, som fabrikken leverede (Fig. 2). Nogen anset befolkningsgruppe udgjorde disse »pjaltekræmmere« ikke, men den var uundværlig. Det viser blandt andet de mange forbud, som helt tilbage fra 1500-årene udsendtes af kongerne og deres embedsmænd mod udførsel af det vigtige råstof.

Nogen guldgrube blev papirfabrikationen vist aldrig for Peder Christensen, men da han døde i 1830, var han i hvert fald ingen fattig mand; hans enke kunne efter salget af møllen leve uden økonomiske sorger. Den nye ejer, Søren Christensen, drev fabrikken ved bestyrer, men det blev en kortvarig affære, han døde allerede 1838, og derefter blev Nymølle igen solgt, denne gang til Peder Smith, en ung mand fra Holstebroegnen, der var begyndt fra bunden, men havde arbejdet sig op ved forskellig handelsvirksomhed. Det kneb for ham at udrede det store beløb ved overtagelsen, men da han først var etableret, kom der hurtigt vind i sejlene (Fig. 3). Fabrikken blev moderniseret, der blev indlagt dampkraft, papirmaskine anskaffedes, og staben af medarbejdere øgedes støt. Måske har det ansporet Smith, at han havde fået konkurrence: Familien Drewsen, der gennem generationer havde drevet Strandmøllen nord for København, indså ligesom i sin tid pastor Wedel, at »Jylland, som er så stort«, kunne egne sig til anlæggelse af en papirfabrik. Stedet, man valgte i 1844, hed Silkeborg, og her voksede som bekendt en by frem omkring fabrikken. Omtrent samtidig blev imidlertid Engelsholm-virksomheden nedlagt, og et par nyopdukkende konkurrenter (Rindum, Haraldskær) fik ingen lang levetid.

Peder Smith blev en meget velstående mand, der nød stor anseelse og havde mange tillidshverv. 1887 trak han sig tilbage, sønnen Janus overtog fabrikken, men 1893 brændte den, og man valgte at flytte produktionen, først til Clasonsborg i Skarrild, siden til Bruunshåb ved Viborg. Her drejer hjulene den dag i dag, nu som arbejdende museum. Blandt produkterne, som fremstilles, er det fiberpap, der indgår i Skalks samlebind (Fig. 4).

Lit: H. P. Hansen i »Bøger og Byer«, Ringkøbing 1949.