Jorvik

Byplanlægning var ikke den kunst, de danske vikinger var bedst bevandrede i, da de i 860'erne og -70'erne slog sig ned i det rige engelske kongedømme Northumbrien. De byer, de kendte fra deres hjemland, var få og små - måske med undtagelse af Hedeby - og ingen af dem var særlig gamle. Ikke desto mindre forvandlede nybyggerne en af Englands allerede ærværdige stæder til en betydelig international handelsby, blandt de største og mest blomstrende i Nordeuropa. Hvordan det gik for sig, er en af de ting, vi måske nu får svar på gennem de omfattende udgravninger, der i en årrække har stået på i York, vikingernes Jorvik.

Det store udgravningsområde ligger nær den moderne bymidte i en gade, hvis navn, Coppergate, er af skandinavisk oprindelse og betyder træskærernes gade. Et nyt butikscenter skal opføres, men York Archaeological Trust fik forinden lejlighed til at muntre sig i en flerårig kampagne, der håbes afsluttet 1980. Denne del af byen ligger lavt, ikke langt fra sammenløbet af floderne Foss og Ouse. De jordbundsforhold, der er skabt af fugtigheden i forbindelse med store mængder organisk materiale, har bevaret betydelige rester af træhuse foruden en lang række genstande: metalarbejder, læder, tekstiler, træredskaber, musikinstrumenter - fundtyper, man ikke hidtil har truffet på engelske vikingepladser (Fig. 1). Takket være alt dette kan man nu rekonstruere den gamle bymidtes plan og karakter samt øvrige vilkår, der næppe var særlig misundelsesværdige. Rester af insekter, frø og pollen viser, at Jorviks indbyggere levede under klamme og ildelugtende forhold.

Skønt byer som sagt ikke var vikingernes sag, ser de alligevel ud til at have spillet en vigtig rolle for de danske kolonister, der slog sig ned i Østengland efter vikingetogenes erobringer. De mange hundrede landsbyer, der blev grundlagt eller overtaget og omdøbt med navne, der stadig klinger hjemligt i danske øren, domineredes alle af befæstede byer. En stor del af Midtengland beherskedes ganske af de »Fem danske stæder«, nemlig Lincoln, Stamford, Derby, Nottingham og Leicester, men nord for Humber-floden var der i et stort, vel hundrede kilometer bredt, landområde kun én by, York. Som hovedstad i kongeriget Northumbrien var den dettes selvfølgelige handelscentrum, og da den første generation af kolonister sammen med deres ledere antog kristendommen, blev byen - med en 250 år gammel kirke og et ærkebispesæde grundlagt 735 - ganske naturligt også det kirkelige centrum. En stærk befæstning understregede denne status.

York var altså af moden alder, da danskerne overtog den. Sin opkomst i første århundrede efter vor tidsregning skylder den romerne, der i over tre hundrede år holdt byen som en militær base. Et lille århundrede før vikingerne satte sig fast, beskrives den endnu som en romersk stad (skønt romerne forlængst var væk) »med mur og spir... rigets stolthed og fjendernes skræk«, men også »... en sikker ankerplads for skibe fra fjerne havne, hvor sømanden iler med at fortøje og gå i land«. Ordene er Alkuins, Yorks berømte og lærde søn, der endte ved Karl den Stores hof i Aachen, og de er ganske vist en lovprisning af fødebyen, men arkæologiske fund bekræfter, at denne virkelig umiddelbart før vikingernes angreb var af betydelig størrelse og - viser møntdepoter - velstand. Adskillige bygninger mindede endnu på det tidspunkt om den længst overståede romertid. Det var lokale stridigheder, der gav danskerne deres chance, de angreb og erobrede byen 867. Senere kom den på norske hænder, og eventyret sluttede med Erik Blodøkses fordrivelse 954. Vikingeokkupationen kom således til at vare mindre end et århundrede, men den ændrede byen fuldstændig.

Efter alt at dømme erstattedes den gamle romerske bro over Ouse netop i denne periode med en anden længere nede ad floden. De vigtigste gader blev ledet over den ny bro, og bycentret flyttede med, det vil sige nærmere til det smalle stykke mellem de to floder. Det er her, de fleste vikingetidsfund i årenes løb er gjort, som regel når grunden gravedes ud til nye fundamenter. Af undersøgelser i 1950'erne og -60'erne fremgik, at en stor del af området har været befæstet: de gamle romerske forsvarsanlæg var gjort højere og kronet med palisader, og hvor byens udvidelser krævede det, var nye jordvolde opkastet. Det var helt klart af største betydning for forskningen at få lejlighed til at grave her i hjertet af vikingebyen, inden de store byggeprojekter, der kom på tale i begyndelsen af 1970'erne, forseglede stedet - om ikke for altid så dog for lang tid fremover (Fig. 2).

Den første større udgravning fandt sted 1972 og gav særdeles gode resultater. Under Lloyds Banks fornemme ejendom fra det 18. århundrede lige midt i det moderne forretningskvarter gravede man sig gennem ni meter tykke arkæologiske lag. I det trods alt ret begrænsede udgravningsfelt afdækkedes rester af ti huse, hvoraf nogle har afløst andre, hvilket viste sig ved, at de greb ind over hinanden. Bygningerne var enten tømrede eller af stolper med lerklinet fletværk, og de har, viser efterladenskaberne, været brugt af garvere, læderarbejdere og skoflikkere: vi er i håndværkerkvarteret.

Snart blev i det nærliggende Coppergate et langt større areal tilgængeligt for arkæologien. Umiddelbart under kældergulve fra vor tid stødte man på betydelige rester af træbyggede værksteder, hvis tømmer ifølge dendrokronologiske bestemmelser var fældet omkring 950, altså kort før okkupationens ophør. Af det affald, der lå strøet hen over deres gulve, kan man slutte, at drejere har fremstillet skåle og bægre af asketræ i et af husene, mens naboen fabrikerede perler og hængesmykker af importeret rav og andre småting af jet. De kors, terninger og perler af jet, som er fundet andetsteds på pladsen, stammer måske herfra. Nogle mønter blandt fundene viser, at værkstederne har været i brug indtil 980'erne (Fig. 3).

Efter den vellykkede indledning besluttedes det at udvide felterne; man bekostede en afstivning med stålplader for at sikre arbejdspladsen mod vand og jordskred, og i ly af denne er hovedparten af de fire lange, smalle grundstykker, der udgør arealet, blevet undersøgt (Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6). På mange steder har man måttet grave sig gennem lag fra middelalderen eller endda fra nyere tid, men nu er man næsten overalt nået ned til det, der i 950'erne var jordoverfladen. På den tid skrånede grunden stejlt fra hovedgaden, Coppergate, ned mod den nærliggende flod, og gærder af risfletning mellem to pælerækker delte stykket i lange, smalle lodder. Ud mod gaden har der været træhuse, alle af samme type og fra nogenlunde samme tid. Væggene var af vandrette planker, indvendig fastgjort på firkantede stolper. Bagved, gavl mod gavl, lå de værksteder, som det første års udgravninger havde bragt for dagen. Bag dem igen fandtes mindre bygninger og fletværksforede afløb til regnvand og spildevand. Her og der havde beboerne gravet dybe gruber, også de omhyggeligt foret med fletværk, cisterner måske, eller beholdere til opmagasinering af længst forsvundne varer. Derefter fladede landet ud mod flodbredden, et endnu ukendt område, hvor vel sagtens vikingebyens kajer befinder sig.

Efterhånden som de efter arkæologiske begreber særdeles velbevarede plankehuse er fjernet og anbragt i vandtanke til opbevaring før konservering og udstilling, begynder andre bygninger at dukke op under dem: beboelser eller værksteder af spinkle stolper med tætte risfletninger, en byggeskik, der meget minder om den samtidige i Dublin, vikingernes andet hovedsæde på De britiske Øer. Hermed er vi tilbage i første halvdel af 900-tallet, da Jorvik og dens engelsk-danske befolkning kom under norske herskere. Den første, Ragnvald, overtog styret 919, efter at en voldsom engelsk kampagne for at generobre Danelagen havde svækket den danske magtposition.

Men bunden er endnu ikke nået. Under de risflettede boder venter vi at finde andre huse fra sidste del af 800-tallet, altså tiden lige efter den danske erobring. Hvis det holder stik, og hvis vi også her kan følge de lang-smalle lodder, så har vi svaret på, hvem der har planlagt ikke alene Coppergate-området, men en stor del af det, der nu er handelscentret i York. Der er nemlig mange grundstykker af samme karakteristiske form i denne del af byen. Gang på gang har man under nødudgravninger kunnet iagttage, hvordan de nuværende skel nøje følger underliggende af samme slags som dem i Coppergate; også husene er lagt i samme retning. Byplanen i dette kvarter er tydeligt nok et levn fra vikingetiden og bryder fuldstændig med den romerske, hvis bygninger har en ganske anden orientering.

Grundlaget for Jorviks velstand og trivsel var de talrige håndværk, der var repræsenteret i byen. Vi har allerede mødt læderarbejdere, drejere og smykkefabrikanter, men adskillige andre har sat deres spor. Metalarbejdere har efterladt smeltedigler og støbeforme til barrer og brocher, møntmestre har præget pengestykker, der cirkulerede i hele England, ja over store dele af vikingernes verden, og fundet af en prøveprægning i bly bringer et stempelværksted ind i billedet. Hverdagens små fornødenheder som nåle og kamme af ben og hjortetak foruden de mange specialredskaber i jern til de forskellige håndværk blev uden tvivl fremstillet lokalt. Takket være al denne industri var der råd til import. Keramikken for eksempel, der er fundet i store mængder, er for størsteparten fremstillet i Lincolnshire og må være nået frem ad floderne Trent og Ouse. Andre varer kom over havet fra endnu fjernere steder: Klæbersten til gryder og støbeforme fra Shetland, hvæssesten af glimmerholdig skifer fra Eidsborg i det norske Telemarken, møllesten af lava og vin i lerkrukker fra Rhinlandet. Livet på kajerne har været lige så broget under vikingerne som på Alkuins tid.

Og nu Jorvik som kulturcenter. Da York-katedralens tårn i 1960'erne fik nye fundamenter, blev der fundet mange stenkors og andre gravsten ornamenteret i den karakteristiske Yorkstil, der er en version af Jellingstilen med dens slyngede dyrekroppe. Coppergate har bidraget med et typisk eksempel på denne ornamentik, en gravsten fra midten af 900-årene, åbenbart kasseret og smidt væk, før den var færdig (Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9). En del læderskeder har ligeledes dyreslyng, og en sadelbue af træ, et ryglæn, er dekoreret på samme måde og iøvrigt prydet med hornindlæg og tinsøm (Fig. 10, Fig. 11). Stenkors som de ovennævnte finder vi også i omegnens kirker fra vikingetiden, men ornamentikken her er grovere, dog ikke mere end at inspiration og motiver ofte kan spores til modeller i York. Oplandets afhængighed af staden strakte sig til kunsten.

Jorvik var en anselig by for sin tid: ca 80 ha med vel omkring 10.000 indbyggere, tætpakket i træhuse langs krogede gader, som vi stadig kender de fleste af. For befolkningens åndelige velfærd sørgede et stort antal kirker, og der kom stadig nye til, for eksempel en St Olavs-kirke mindre end tyve år efter helgenkongens død. De mere verdslige fornødenheder hentedes i den frugtbare omegn: korn, husdyrprodukter og vildt. Affaldsgrubernes indhold viser, at man havde skandinavernes forkærlighed for havets goder som sild, torsk og ål; de må i store mængder være transporteret de 70 kilometer fra Nordsøen. Foretagsomhed kan man ikke frakende indbyggerne, men nok renlighedssans - man nærmest vadede i sit eget affald. Overalt i lagene optræder rester af biller og andre insekter, den slags man nu til dags møder i rådnende havekompost.

Som Coppergate-udgravningen skrider frem, får vi et stadig klarere billede af den usædvanlig rige og mangfoldige kultur, der blev resultatet af nordiske vikingers møde med den engelske domkirkeby. Man spørger sig, om de melodier, der spilledes på små panfløjter blandt fundene mon var danske, norske eller engelske? Svaret er vel: lidt af hvert (Fig. 12).

Interesserede i York-arkæologien henvises til Interim, et lille Skalk-lignende tidsskrift udgivet af York Archaeological Trust (adr: 47, Aldwark, York). Det udkommer fire gange årligt og fortæller instruktivt og underholdende om udgravningerne i byen. Prisen er overkommelig.