Jordovne

Størrelsen af gruberne kan variere en del, men ellers er de ret ensartede: bunden pakket med ildsprængte sten, hvorover kan ligge måltidsrester, og ellers almindelig affaldsblandet fyldjord, som man kan møde den overalt på bopladsen. I nogle få gruber danner stenene flere lag, mens et andet mindretal har striber af sod og trækul. Bortset herfra er der ingen direkte spor efter anvendelse af ild i gruberne (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). Den kraftige opvarmning af stenene må være foregået andetsteds, formodentlig i nærliggende store bål, hvis rester forlængst er bortpløjet.

Efter at have undersøgt et stort antal velbevarede gruber fik vi lyst til at eksperimentere, en forsøgsrække blev gennemført, og vi kan herefter give følgende opskrift på brugen af jordovne: Man samler en mængde sten, 10 -20 cm i diameter og helst af granit, sandsten eller lignende; flint bør undgås, fordi den ved stærk ophedning eksploderer i skarpe spåner. Et udvalg af stenene lægges op i en flade, og herpå antændes et bål, der holdes igang én til to timer, hvor man skiftevis kommer brænde og sten på ilden. Mens dette foregår, graves en grube, der på alle leder skal være mindst 40-50 cm større end det stykke kød, der skal steges. Når bålet er brændt til gløder, rages de hede sten ned i gruben, til denne er halvt fyldt, og herpå anbringes stegen enten indpakket i let sandmagret ler (rester af sådanne »kokotter« er fundet i bronzealdergruberne) eller omsvøbt med blade. I mangel af store blade har vi forsøgt med knipper af brændenælder iblandet lidt røllike, det giver en pragtfuld krydring af stegen, men beskytter ikke mod sand og småsten. Herefter fyldes gruben op med resten af stenene, og der dækkes efter med sand og græstørv for at mindske varmetabet.

Stenene afgiver deres varme langsomt og meget jævnt, så stegetiden vil være nøjagtig som i en moderne termostatovn indstillet på 200 grader. Man kan derfor regne med ca én times stegetid pr kilo kød, dog således at tiden ved ganske små stege forlænges lidt, hvis de ønskes gennemstegt, og ved store, men flade stykker afkortes, så kødet ikke bliver tørt. Altså mindst fem kvarter til en steg på ét kilo, men kun ca fire timer til en skinke på fem kilo. Når tiden er udløbet, graves der ned til kødet, og så er der klar til servering.

For at kunne sammenligne en moderne jordovn direkte med de forhistoriske dækkede vi en af vore udtjente gruber til med jord fra bopladsens kulturlag og lod den ligge tre måneder, før vi udgravede den påny. Stegens plads havde vi markeret med et lag små plastickugler, men ser man bort fra dem og fra den lidt kantede form, som skyldes brugen af moderne graveredskaber, lignede den ganske bronzealdergruberne. Ved samme lejlighed fik vi forklaringen på det store antal gruber, pladsen kunne opvise. Det er meget svært selv med moderne redskaber at tømme en grube for ildskørnede sten, de er smuldrede, ja kan være som ral at grave i, så det er betydeligt nemmere at flytte et andet sted hen. I nogle tilfælde har man i bronzealderen klaret problemet ved at grave så dybt, at bundlaget kunne blive liggende urørt ved næste stegning, blot dækket af et sandlag, inden de nye sten kom ned. En anden grund til at opgive en ovn kan være de skimmel- og mugangreb, der udvikles hæmningsløst i det afsmeltede fedt, og som sammen med lugt og flueplage gør en åbentstående grube til en ulækker affære. Når der på bopladsen fandtes flest måltidsrester i de gruber, der lå nærmest husene, kan det skyldes, at disse huller efter brugen skyndsomst er blevet dækket til.

Det skete under et af vore stegeforsøg, at det blev regnvejr. For at tørre den våde grube og undgå varmetab og dampudvikling fandt vi på at afbrænde lidt kvas i bunden, hvorefter stegningen foregik normalt. Ved en senere gennemgravning af gruben fandt vi sod- og trækulslag nøjagtig som dem, der undtagelsesvis kan forekomme i bronzealdergruberne.

Til slut en advarsel og en supplerende oplysning, hvis nogen skulle få lyst at eksperimentere. Pas på fingrene, man kan brænde sig voldsomt på stenene selv efter stegetidens udløb. Glem heller ikke brandfaren; med god grund har bronzealderens madsvende søgt at holde jordovnene, og specielt de store af dem, i forsvarlig afstand fra husene. - Og tro ikke, at der kommer sprød svær på flæskestegen (med mindre man snyder og pakker den i aluminiumsfolie), dertil er der alt for megen damp indelukket i gruben. Det har givetvis ikke været noget problem i et samfund, hvor man havde andet at bruge svineskindet til (Fig. 4, Fig. 5).

FORSLAG TIL BRONZEALDERMIDDAG

Som forret, om sådan ønskes, kan laves en suppe kogt på blåmusling eller andre af havets skaldyr (hvis rester er fundet i gruberne).

Hovedretten giver sig selv: okse- eller svinekød stegt i jordovn. Hvis man da ikke foretrækker fisk som torsk eller kuller (også deres knogler kender vi). Til stegen kan man spise brød bagt i gløderne fra bålet.

Endelig er der drikkevarerne, som jo helst også skulle være »rigtige«. Vand eller mælk er naturligvis en mulighed, men de fleste vil vel foretrække noget stærkere. Bundfaldsanalyser fra beholdere i bronze- og ældre jernaldersfund viser, at man har kendt til mjød og vin. Her en opskrift til vinfremstilling beregnet på 25 liter:

Ca ét kilo trane- og/eller tyttebær bringes til gæring i svagt lunkent vand. Processen starter af sig selv, hvis man bruger friske bær. Når den er godt igang, tilsættes lidt honning, mere lunkent vand og ca 600 gram opblødte knuste kerner af hvede eller byg (det første kendes fra Egtvedgraven, det sidste fra jernalderfund) (Fig. 6, Fig. 7). Husk rækkefølgen; de syrlige bær hjælper med til at omdanne kornets stivelse til sukkerstof, som ved gæringen laves til alkohol. Når stormgæringen er overstået, fyldes næsten op med vand, og mere honning kommes i. Vinen kan ved tilsætning af mindre eller større mængder honning (indtil fem kilo) ende med at have en alkoholstyrke som en bordvin eller hedvin. Smagen er nærmest som en mellemting af en syrlig hvidvin og en sherry, men har iøvrigt sine egne karakteristiske elementer. Vi synes, den smager godt, men pas på, at den er ordentligt afgæret. Ellers kan den give nogle gevaldige tømmermænd.