Jordbordet

Et jordstykke på nogle få kvadratmeter indhegnet med en tilgroet rende af rektangulær eller kredsrund form, ofte med en afbrydelse i østsiden, det var i al enkelhed, hvad man så. Undertiden kunne der uden for renden være en lav jordvold, åbenbart dannet af den opgravede jord. Det hele kan minde om en hustomt, ganske vist meget lille, men den forklaring dur ikke. det er tydeligt, at renden er efterladt åbentstående. Hvad kan det da være? Ja for engangs skyld behøver vi ikke at gætte. Brugen er kendt fra overleveringen, men det var rigtignok i sidste øjeblik, den blev nedtegnet. Mænd som Evald Tang Kristensen og H. P. Hansen har, også på dette felt, indlagt sig uvisnelig fortjeneste. (Fig. 1)

»En gammel mand i Lørslev (ved Hjørring) lavede gildehus til børnene pinse-eftermiddag. Det var på Lørslev mark sønden for byen. Der gravedes en grøft i firkant omkring et stykke grønjord, der skulle forestille et bord, og vi sad med fødderne nede i gruben og på den kant, der var udenfor. Rundt om gruben, så meget som en alen derfra, stak han grønne grene ned i jorden, så der dannedes som en løvhytte om os. Alle børn og hyrder fra Lørslev samledes så der. og så blev vi beværtede. - Så spiste vi og dansede bagefter rundt om gildehuset, til det blev aften, og så gik hver til sit«. Sådan fortæller en af de gamle meddelere, og en anden - fra Vedersø, Vestjylland - supplerer: » - de gravede en rundkreds i jorden, omtrent en fod dyb og en fod bred, og inden for denne fordybning var der så en rund forhøjning med grønsvær på, det var deres bord. Uden om fordybningen var en græsbænk, og der uden om var jorden lagt op i et dige. Derpå var plantet grene og hvad som helst, de kunne få stillet op, der kunne beskytte. - Der var også en indgangsdør, og der var så en smal strimmel jord fra døren og hen til bordet, hvor der ingen fordybning var. - De holdt så gilde med mjød og kage, og hvad de havde bragt med hjemme fra - «. Eller, fra Utoft i Grindsted sogn: »Forhen har de haft pinseboder - . Til sådan højtid gik de unge i forvejen og tiggede smør, ost, æg og kyllinger, og hvad de kunne få fat i. - Så havde de også en pinsebrudgom og en pinsebrud, og de to holdt bryllup. Der var en, som viede dem med de særeste formularer. Hele stadsen var stillet an i en grøn flod (et lavt sted med græsvækst) langt ude i udmarken. Der var afsat en firkant med et lille dige om, og på det kunne folkene sidde, for det var lige som en bænk, og grønsværen havde de vendt opad. Nu sad de der og spiste deres mad, og i midten var en grøn plads, hvor deres suppefade og kødsager stod på. Efter spisningen dansede de i den grønne flod, og lystigheden blev så ved til op på tredje pinsedag«.

(Fig. 2-3)

Sådan kunne man blive ved, men det er typisk, at mange af meddelerne nok kender »pinseboderne« og ved, hvad det er, men ikke selv har deltaget i festerne. Det drejer sig jo om skikke, der er gået af brug omkring midten af forrige århundrede. Pinseboderne var, som navnet siger, et forårsfænomen, rammen om en fest foranstaltet af eller for hyrdedrengene: i den sidste af de citerede beretninger antydes dog, at også de lidt ældre kunne være med. De medbragte mad- og drikkevarer anrettedes på friluftsbordet, som der var let adgang til gennem den luftige dør, og så bænkede man sig, med fødderne nede i renden og ryggen mod jorddiget udenom. Et ildsted, til stegning af æg og lignende, kunne være anlagt uden for kredsen. De voksne kendte skikken fra deres egen barndom og vidste hvad der hørte sig til, så maden var bedre end til daglig og drikkevarerne stærkere; øl og brændevin forekom, og det hændte, at en og anden af festdeltagerne måtte bæres hjem. Efter spisningen morede man sig. Ritualer som den omtalte vielse kunne forekomme, men ellers legede man og dansede. Det ensomme liv på heden havde sine lyspunkter.

Pinseboder, hvor de er registreret, optræder gerne i grupper. Det enkelte anlæg har vel fungeret en årrække, indtil forfaldet slog igennem, så udskiftede man, hvilket ikke var vanskeligt, man gravede blot et nyt ved siden af. Fænomenet kendes kun fra Jylland. På øerne har man ingen erindring om det.

(Fig. 4)

Hvordan skal nu dette anskues? Er der tale om en lokal skik, noget spontant og kortlivet, eller går rødderne dybere? Kai Uldall, som har taget emnet op (Fortid og Nutid 1929-30), mener det sidste. Han indsætter hyrdernes pinsegilder i en sammenhæng af udendørs vårfester, som han sporer tilbage i middelalderen - ja han udelukker end ikke en oprindelse før kristendommens indførelse. Til disse sammenkomster hørte naturligvis festpladser, men man ved kun lidt om deres indretning; for så simple sager greb fortidens lærde sjældent til gåsefjeren. Det, der kommer pinseboderne nærmest, er vist gildesvoldene: kredsrunde diger bygget af græs- eller lyngtørv. De kunne, som boderne, være kronet med grønne grene og tjente dels som ramme om festpladsen, dels som bænke for de festende. Gildesvolde kendes ikke blot fra Jylland, men også fra Nordsjælland.

Det er ikke ualmindeligt, at skikke fra de voksnes verden i deres sidste stadium overtages af børnene; sådan er det formodentlig gået pinseboderne. Også af en anden grund har man svært ved at opfatte disse anlæg som et kortvarigt lokalt intermezzo: de løser på en let, næsten elegant, måde et problem, som i ældre tider ofte har trængt sig på, det nemlig at skaffe siddeplads til en forsamling i fri luft. Sammenkomster af større omfang eller med et lidt officielt præg foregik ofte udendørs, således tingmøder, bystævner og de omtalte vårfester; det klarede ethvert pladsproblem, og var vejret blot føjeligt, var løsningen ideel. Man kan sidde på den flade jord, f.eks. med korslagte ben eller knælende, med enden på hælene, men selv hærdede kroppe finder hurtigt ud af, at det kan gøres mere afslappet på en sten, træstub eller med benene i en fordybning; det må være en meget gammel erfaring, og det er klart, at man har udnyttet den ved aftalte sammenkomster. Hvor permanent, man indrettede sig, afhang vel af mødets karakter. Rets- og bystævner var offentlige anliggender, en kreds af mænd samledes til forhandling, altid på samme plads, som derfor var udstyret varigt med sæder af store sten. Ved mindre stedbundne forsamlinger kunne græsbænke og gravede render klare sagen, ja var vel nærmest at foretrække; renden havde således det fortrin, at man fik rygstødet foræret og i tilgift et bord anvendeligt til for eksempel spisning. Siddehullet med jordbordet foran er for resten ikke forbeholdt møder, det kan også bruges som arbejdsplads, hvad man kan overbevise sig om ved at rette blikket udad, mod andre egne af verden (se Skalk 1959:2). Arrangementet med jordbænk og jordbord er vel i virkeligheden så nærliggende, at det er uafhængigt af tid og sted.

Vi ved, at friluftsforsamlinger var almindelige i historisk tid og har ingen grund til at tro, det var anderledes i oldtiden, snarere tværtimod. Meget tyder på, at de hedenske kulthandlinger for en stor del foregik udendørs. Germanerne spærrede, som Tacitus skriver, ikke deres guder inde mellem vægge.

Overpløjede anlæg af pinsebodtypen må eksistere i tusindvis, og det kan ikke fejle, at de nu og da dukker op ved arkæologiske udgravninger, det er simpelthen utænkeligt andet. Hvad forestiller nu udgraveren, der aldrig har hørt om jordbordet, sig, når han står over for sådan et jordværk, reduceret til et fyldskifte i undergrunden? At den rigtige løsning skulle falde ham ind, er vist temmelig usandsynligt, og skulle det alligevel ske, er det nok muligt, hans kolleger vil trække lidt på smilebåndet over et så særpræget udslag af en livlig fantasi. Nej der er andre mere nærliggende forklaringer. Er bordet af den aflange type med afbrudt rende, synes én tolkning næsten uundgåelig: et hus med vægrille og dør i gavlen. Måske vil størrelsen undre lidt og også det manglende kulturlag, men det betyder vel blot, at bygningen var et udhus, et opbevaringssted for sager, som ikke satte sig spor og ikke var af større omfang. Cirkeltypen, må vi tro, vil snarest lede tankerne i retning af en grav, men her støder man rigtignok på den vanskelighed, at urnen eller brandpletten i kredsens midte mangler. Vor højt fortjente jernalderforsker Gudmund Hatt udgravede i 1946 på Holmsland et antal midtpunktstomme ringgrøfter og tolkede dem efter mange overvejelser som symbolske grave. Jordbordet kom end ikke på tale. Den mulighed har han næppe skænket en tanke.

Eksemplet viser, hvor ilde arkæologiens dyrkere er stedt, når de stilles over for anlæg lidt ud over det almindelige - for slet ikke at tale om det helt specielle, der naturligvis kunne forekomme i oldtiden såvel som nu. Denne videnskab har visselig sin begrænsning. Hvad nu jordbordene angår, så kan der være udgravet hundreder af dem, uden at betydningen er blevet erkendt. Lad os kigge i de gamle rapporter.

I det sydfynske øhav, nær Strynø, ligger den lille ubeboede Bredholm. Her udgravedes 1919 på øens højeste sted en syv-otte meter bred grøftring uden midteranlæg, bortset fra nogle spredte stolpehuller. Hvad der især gjorde anlægget bemærkelsesværdigt, var et utal af hesteknogler, som fandtes spredt over området; mindst fjorten dyr var repræsenteret, gamle og unge - helt ned til føl. Nogle af benene lå i rigtig indbyrdes orden, men der syntes ikke at være tale om hele skeletter. Forstyrrede stenlægninger over knoglelaget må formodes at høre med til anlægget. En slags tildækning, da værket var fuldbragt? (Fig. 5)

Der lå knogler på bunden af grøften, men også oppe i fylden og hen over den, så slagtningerne kan ikke alle være samtidige; de har fundet sted gennem en periode, hvorunder renden er blevet udjævnet eller med forsæt tilfyldt. De få genstande, der blev påtruffet, gav ingen sikker datering, men udgraveren, Thomas Thomsen, afviser, at anlægget skulle være fra historisk tid. Sin formodning støtter han dels på fundets almindelige karakter dels på hestene, der er af en race, som kendes fra jernalderens store moseofferfund. På øen er iøvrigt fundet grave - også udaterede, men i hvert fald fra oldtiden.

Trods den tvivlsomme tidsfæstelse finder vi det interessant at møde så megen dejlig kødmad i forbindelse med et anlæg, der efter sin form udmærket kan være det til spisning velegnede jordbord. Hvad anledningen til det mægtige gilde kan have været, vil vi lade ligge, men man har jo lov at gøre sig sine tanker. Strynø, som Bredholm hører under, har for resten engang haft heste som specialitet. I hvert fald nævnes de særskilt i kong Valdemars jordebog.

Den næste lokalitet, vi beærer med vort besøg, hører til de mere kendte: Trelleborg ved Slagelse. Beskyttede næs i ågafler har altid draget menneskene til sig, således også her: der er fundet bebyggelsesspor fra flere oldtidsperioder, og da borgen opførtes, skete det på bekostning af en ældre vikingebosættelse. Til denne henregner udgravningslederen, Poul Nørlund, fire ringgrøfter, alle med åbninger mod sydvest, samt fem brønde, hvoraf tre, placeret så tæt ved tre af ringgrøfterne, at han mente at måtte antage en forbindelse. På Trelleborg med dens mængder af hustomter var man vant til vægriller, så for Nørlund var der ingen tvivl: i ringgrøfterne har stået lodret tømmer. Om bygværkerne er egentlige huse eller blot indhegninger, lader han dog være et åbent spørgsmål; den lidt uregelmæssige kredsform kunne, siger han, nærmest tyde på det sidste. Til brøndene knytter sig en mærkværdighed: i flere af dem blev fundet knogler i et antal, som udelukker, at de kan være kommet der tilfældigt. Særlig tydeligt kom dette til udtryk i en af ringgrøftbrøndene, den indeholdt rester af fire heste, fem svin, to får samt hele skeletter af en lille ko, en hund og to børn i fireårsalderen. I en anden brønd fandtes ligeledes skeletter af to børn samt lemmer og kranium af en ung gedebuk med knust pandeskal.

(Fig. 6)

Nørlund forklarer dette som følger: På Trelleborgnæsset har, før borgen byggedes, været en offerplads. Offerhandlingerne har fundet sted i de runde indhegninger eller huse, og de ofrede mennesker og dyr er bagefter kastet i de dertil bestemte offerbrønde. Dette er, som Nørlund fremhæver, kun teori, men den lyder ikke urimelig - dog vil vi erstatte hans rundhuse med jordborde. På bænken rundt om bordet kan deltagerne i ceremonien have siddet. De spredte dyreknogler, som brøndene indeholdt ved siden af de hele skeletter, kan være rester fra offermåltider. Uanset om denne forklaring godtages, må man anerkende en vis lighed mellem Trelleborgringgrøfterne og anlægget på Bredholm.

Ved to af Trelleborgbrøndene fandtes ingen ringgrøft; det kan, mener Nørlund, skyldes, at muldlaget her var tykkere, så tykt, at en grøft ville skjule sig i det. Omvendt fandtes der ved en af grøfterne ingen brønd, men netop dette anlæg virker anderledes, mere sammenstykket og uregelmæssigt, end de andre, så det er måske et spørgsmål, om det har samme bestemmelse.

(Fig. 7)

Det runde jordbord kan, som ovenfor påpeget, let forveksles med gravanlæg, men måske er det ikke tilfældigt, måske har de grave, forvekslingen angår, simpelthen optaget jordbordet i sig. Gravmåltider så vel som ofring ved grave er både arkæologisk og etnologisk velkendte fænomener, og begge krævede - eller havde i hvert fald god brug for - en form for bord. Blandt de ikke helt få muligheder, som øjnes, vil vi fremdrage tuegravene med deres ringgrøfter. Disse anlæg har flere gange været behandlet her i bladet (1971:2 og 1975:1).

(Fig. 8)

Tuegravskikken, som kom i brug ved bronzealderens ophør og levede nogle århundreder frem, er et sydvestjysk anliggende. De beskedne mindesmærker, der, som navnet antyder, består af lave jordhøjninger, viser sig ved udgravning ofte omgivet af en ringgrøft med to eller flere afbrydelser, hvis formål vel, som i pinseboderne, må være at give let og ubesværet adgang til det indre rum. I kanten af tuen, tæt inden for ringgrøften, kan være anbragt stolpe- eller stenhegn. Selve graven finder man naturligvis i kredsens midte, den består af en urne eller brandplet, ofte nedgravet i den oprindelige markflade.

Om de enkelte elementers funktion og om rækkefølgen, hvori de blev til, kan der herske nogen tvivl, men følgende foreslås: Ringgrøften graves, hvorved gravstedet markeres; jorden fra den er måske, som i pinseboderne, lagt op udvendig for at tjene som rygstød. Urnen (eller hvad det nu har været) med den dødes aske bringes på plads, og gravritualet afvikles på det runde bord med følget bænket udenom. Derefter bygges tuen, med eller uden hegn. - En anden mulighed er vel, at tuen kan være opført, helt eller delvis, før ceremonien fandt sted. Den lave højning har næppe gjort større forskel.

Man kan indvende, at nogle af anlæggene - barnegravene - er for små til denne brug, men det er nu næppe så afgørende. En skabelsesproces som den beskrevne kan meget let gro fast, så at den gentager enkelthederne mekanisk - altså også i tilfælde, hvor de er uden praktisk betydning.

(Fig. 9-11)

Jordbordet - eller, skal vi sige, en variant af det - kan måske også findes i de jyske stendyngegrave, der nu kendes i stort tal, skønt de først blev opdaget for en snes år siden. Disse anlæg, der hører til de mest særprægede af vor bondestenalders mange gravformer, optræder på gravpladserne ordnede i lange lige rækker, som er anlagt med påfaldende systematik: to grave optræder parallelt, derefter en stenlægning, så atter to grave, derefter en stenlægning o.s.v.; det er tydeligt, at der til hvert gravpar hører en stenlægning. Gravene er stenfyldte - deraf navnet stendyngegrave - men iøvrigt tomme, uden gravgods og desværre også uden skelet, som ikke har kunnet bevares i den sandede jyske jord. Stenlægningerne viser sig, når de fjernes, at dække over brede gruber af ringe dybde, men med to parallelle render i bunden. Og nu kommer det mærkeligste: På bunden af gruben, mellem renderne, ligger genstande - økser, mejsler, eller hvad det nu kan være, kort sagt: det savnede gravgods. Den almindelige regel, som gælder for praktisk talt alle andre oldtidsgrave, at gravgaverne ligger sammen med liget, er altså her fraveget. Sagerne er anbragt uden for graven, på jordbordet under stentæppet. (Fig. 12)

Det ejendommelige arrangement har selvsagt vakt diskussion. I begyndelsen opfattede man renderne som vægriller, fundamentgrøfter for et »dødehus« eller i hvert fald en form for overbygning, men nyere undersøgelser (se Skalk 1973:4) har ikke kunnet støtte denne tanke; der blev ikke - trods ihærdig leden - fundet sikre stolpespor i renderne. Spørgsmålet om deres anvendelse står altså åbent, og vi benytter lejligheden til at anbefale dem som siddegrøfter, bænke omkring bordet med oldsagerne. Helt efter reglerne er dette jordbord nu ikke, det ligger forsænket under overfladen - måske for at give plads for stentæppet, der senere, som en slags forsegling, skulle lægges hen over det. Som ved tuegravene forestiller vi os de sørgende efterladte forsamlede om den afdøde - her selve liget, før det lagdes i den nærliggende grav. I flere tilfælde har man fundet de to render forenet ved en tværgrøft for den ene ende. Anlægget får da U-form, og ligheden med pinseboderne forstærkes.

Utvivlsomt kunne der hentes mange flere eksempler frem af arkiverne, men dette må være nok i denne omgang. Og lad det være klart, at det ikke er meningen, alle jordfundne grøftanlæg nu skal være jordborde; de tidligere forklaringer gælder stadig på rette sted, og der kan være andre muligheder, som endnu slet ikke er taget i betragtning. Det kan heller ikke noksom understreges, at de ovenfor fremførte teorier ikke er teorier i egentlig forstand - lad os kalde dem forslag, muligheder til overvejelse for dem, som har arbejdet med disse anlæg, eller som kommer til det i fremtiden. Bekræftelse eller det modsatte kan hentes på flere måder: I grøfterne kan findes ting eller jordlag, som sandsynliggør, at de en tid har stået åbne, eller - omvendt - forhold, som viser, at de straks er kastet til. Vigtigt vil det være, om der kan påvises spor af det, som er foregået ved bordene - spisning, ofring, eller hvad andet der er sket. Måske vil nogle af vore borde få en hurtig død. Kan hænde, nye vil dukke op.

Er jordbordet en af fortidens kuriositeter? Eller er det noget alment, en hurtig planlagt og let fremstillet samlingsplads, der kan optræde næsten hvor som helst? Det sidste er i hvert fald en mulighed. Vi anbefaler udgravere at have den i erindring. (Fig. 13)

Lit. om pinseboder: Fortid og Nutid 1929-30. - H.P.Hansen: Hyrdeliv på Heden. 1941.