Jødefejden

I tider, hvor tolerancen var ringe, især på religiøse områder, kan det ikke undre, at jøderne i deres udlændighed havde svært ved at finde blivende sted. De var ildesete, ofte forfulgte, og alene deres dygtighed, specielt på forretningsmæssige områder, gjorde, at de dog undertiden blev accepteret, ja at somme af dem nåede frem til betydende stillinger. Christian 4. gav dem adgang til Holsten, men først under hans sønnesøn, Christian 5., fik de opholdsret i det egentlige Danmark, som gennem dem fik tilført kapital og nye industrier. I løbet af 1700-årene steg deres antal støt, og selv om de var lidet agtede af den danske befolkning, blev de dog bedre behandlet end i de fleste andre lande. Et forsøg, som i 1728 blev gjort på at omvende dem til den rette, kristne tro, fik en brat ende gennem Københavns brand. Man fik andet at tænke på.

Under de forholdsvis trygge forhold, regeringen gav dem at leve under, opnåede de danske jøder betydelig indflydelse på landets økonomi, men netop dette blev en anstødssten, og i begyndelsen af 1800-årene opstod nye vanskeligheder. Nu som tidligere havde man brug for en syndebuk, og hvad var mere nærliggende end at give jøderne skylden for landets pekuniære nødsituation, som 1813 kom til udtryk i statsbankerotten? Det gjorde ikke sagen bedre, at et tysk skrift af antijødisk karakter netop det år udkom i dansk oversættelse ved digteren og teaterdirektøren Thomas Thaarup, der ellers på andre områder har givet udtryk for en fordomsfri indstilling til sine medmennesker. Det rejste en storm, den såkaldte litterære jødefejde. Adskillige var på Thaarups side, mens andre, således Jens Baggesen og den unge Steen Steensen Blicher, tog de angrebnes parti. Til forsvarerne, som var i flertallet, kan regnes kongen, Frederik 6., der var venligt stemt mod sine jødiske undersåtter. Året efter, 1814, kom en forordning, som på væsentlige punkter ligestillede dem med danske borgere og anerkendte det mosaiske trossamfund. (Fig. 1).

Den litterære jødefejde fik et korporligt efterspil fem år senere, og inspirationen kom som sædvanlig fra Tyskland. Balladen startede i København 4. september 1819 med antijødiske opslag, rudeknusninger og andet lignende - hvilket var slemt nok, men hvad der især vakte myndighedernes mishag, var ordet »jødekonge«, som sås skrevet med kridt her og der på byens mure.

En sådan forhånelse af den enevældige monark var naturligvis utilstedelig, og politi og militær sattes ind med betydelig hårdhed. Demonstranterne, som i stor mængde huserede i de jødiske kvarterer, blev bragt til tavshed, og nu fulgte retsopgøret.

Der blev nedsat en særlig kommission til at undersøge fejden og domfælde de skyldige. Ialt 160 sager blev pådømt, og der faldt en del strenge straffe, således også legemsstraf. Dertil kan imidlertid lægges et antal mere perifere sager, som ikke kom for kommissionen, men enten blev afvist eller behandlet ved politiretten. Her skal fremdrages en af dem, som giver et godt indtryk af stemningen parterne imellem.

Den anklagede var i dette tilfælde en jøde, den 40-årige købmand Abraham Meyer. Han var blevet anmeldt til politiet af en person, der hævdede at have set ham stå i vinduet til sin bolig, Vognmagergade nr 91, og spytte ned på de forbipasserende, som han titulerede »kristne hunde«. Påstanden blev bekræftet fra flere sider, og politidirektør Hvidberg lod på dette grundlag Meyer arrestere. Et vidne kunne meddele, at Meyer ikke blot havde spyttet, men også rakt tunge ad de forbipasserende, og et andet vidne, hvis børn havde været udsat for Meyers spytten, og som derfor var gået op for at klage, havde fået samme tunge præsenteret og var blevet tilråbt: »Kom væk din kristne hund, eller jeg skal knække din hals«. Meyer, der nu blev kaldt i skranken, benægtede pure at have anvendt sådanne udtryk, tværtimod var han selv blevet generet af beboere fra gaden, som var kommet hen til hans vinduer og havde kaldt ham og hans familie for jødesmovser. (Fig. 2). Denne side af sagen blev under et følgende retsmøde nærmere belyst af et vidne, bogtrykker Holm, der havde hørt en pige råbe op til Meyer: »Din jøderad, spytter du på folk? I aften skal dine vinduer slås ind«. I fjerde møde kom et nyt moment ind i sagen, en enkefru Richter kunne fortælle, at da hun passerede arrestantens bolig, var nogen grøn farve faldet ned på hende, og da hun så op, opdagede hun et gammelt »jødefruentimmer«. Støtte fik Meyer kun fra sin husvært og hustruen Marie. Sidstnævnte måtte dog indrømme, at manden kunne være noget kolerisk.

Hvordan det er gået med Meyers hosekræmmerhandel i den måned, han sad i arrest, meldes der intet om, men 20. oktober - efter otte retsmøder - faldt dommen: »Arrestanten bør på egen bekostning hensættes i fængsel på vand og brød i 2x5 dage og nætter samt skadesløst udrede de på hans arrest indgåede omkostninger«. Det fremhævedes, at Meyer ikke havde rimelig grund til at opføre sig, som han gjorde, og at hans handlemåde let, under de foreliggende omstændigheder, kunne have fået alvorlige følger for den offentlige ro og orden. Udtrykket »kristne hunde« kendtes ubeføjet.

Så hårdt blev der faret frem mod en enkelt, der valgte at give igen i stedet for fromt at finde sig i forfølgelsen, men det må rigtignok tilføjes, at der blev taget betydeligt hårdere på de danske ballademagere. Hadet kunne vel ikke udryddes, men dog bremses i sine værste udskejelser. Med grundloven 1849 fik jøderne fuld politisk ligestilling.

6. september 1819, mens uroen var på sit højeste, holdt en ung mand, den femtenårige Hans Christian Andersen fra Odense, sit indtog i København. Han bemærkede naturligvis optøjerne, men efter eget sigende foruroligede de ham ikke særligt. Han troede, det var den almindelige omgangsform i hovedstaden. (Fig. 3).