Jelling – fortid og fremtid
Et gammelt hus i Jelling blev for fem år siden åbnet som museum. God ide! Oldtidskongesædet med dets enestående samling af mindesmærker tiltrækker jo tusinder af turister med rimeligt krav på information om det, de ser. Det kunne have været så godt.
Af Karen Løkkegaard Poulsen og Ulla Fraes Rasmussen
Resultatet blev, som påpeget i en tidligere artikel (Skalk 1969:4), i enhver henseende skidt. En rodet omgang uden hoved og hale. Værst er det, at smagløsheden her har holdt sit indtog i dansk museumsverden. De ledsagende tekster med deres mylder af grove stavefejl må være en pædagogisk lækkerbisken for Jellings lærerstuderende. En helt usædvanlig bundrekord.
Den umiddelbare reaktion måtte være at fjerne den uheldige udstilling til fordel for en bedre, men det er ikke sket; ingen har tilsyneladende ansvaret, og ingen har følt sig kaldede til at bøde på fadæsen. Nu tales der om at nedrive den dog egentlig ret sagesløse museumsbygning (nylig istandsat for et sekscifret beløb), og fra forskellig side hæver sig røster om indretning af museet andetsteds i byen. I nedenstående artikel fremlægges et af disse forslag. Næppe alle vil være enige med forfatterne, men det kan være nyttigt at flere stemmer høres i denne desværre noget forkludrede sag.
Jelling-mindesmærkemes centrale stilling i Danmarks tidligste historie har skaffet dem en fyldig plads i litteraturen, men der er andre problemer end de videnskabelige knyttet til disse fortidsminder. Deres bevaring og ydre fremtræden har i de senere år givet anledning til megen aktivitet, og også den direkte betjening af det hastigt voksende publikum har kaldt på en indsats. Lad os for en gangs skyld anskue Jelling fra denne synsvinkel. De fremførte forslag er ikke forfatternes alene, men resultat af et holdarbejde udført af yngre museumsfolk og -studerende på Brandbjerg højskole sommeren 1973.
For blot 25 år siden frembød Jellingminderne et helt andet billede, end tilfældet er i dag. De to store høje, runestenene og kirken lå - dengang som nu - midt i byen, men indeklemt med flere-etagers huse ganske tæt op ad sig, især på vestsiden langs hovedvejen. Byen var med andre ord blevet for nærgående. På grund af anlæggenes historiske og nationale værdi besluttede man i begyndelsen af 1950'erne at frilægge dem, så at der blev mulighed for et samlet overblik. Initiativet, der mærkelig nok vandt almen tilslutning, var påskønnelsesværdigt, og næppe nogen vil savne den skæmmende bebyggelse, der indtil nu som en del af frilæggelsesplanen er nedrevet i Jellings centrum.
I øjeblikket synes man at arbejde efter mere moderate planer, og også det kan man kun være tilfreds med. Målet var jo, at mindes mærkerne skulle fremtræde som en helhed, og det, mener vi, er nået med den rydning af bebyggelsen, som nu har fundet sted. En fortsat frilæggelse, hvor man tvangsforflytter byens liv og handelsvirksomhed til mere profane områder, vil dræbe det levende miljø og skabe et goldt, friseret område, hvor de historiske mindesmærker troner i ensom majestæt.
En standsning af frilæggelsen ville blandt andet medføre, at den gamle kønne øvelsesskole øst for højene blev sparet - og her nærmer vi os det, som er hovedformålet med denne artikel. (Fig. 1). (Fig. 2). Ikke blot er bygningen bevaringsværdig, men den er - ved sin beliggenhed, sit interiør og sin størrelse - som skabt til museum. Uden væsentlige ændringer og dermed forbundne udgifter kunne den rumme udstillinger og andre faciliteter, som Jellings mange besøgende med rette kan forvente, og som ikke tilgodeses tilstrækkeligt med den nuværende museumskiosk.
Fig. 1: Nuværende museumsbygning.
Fig. 2: Øvelsesskolen.
Så vidt vides foreligger der planer om at rejse en helt ny museumsbygning nord for højene, men hvorfor dette, når den gamle skole fuldt ud dækker formålet. Den er betydeligt større end den nuværende museumsbygning og vil, rigtigt udnyttet, på langt bedre måde kunne belyse Jellingmindesmærkernes historie. Om museet skal være stort eller lille er dog ikke afgørende. Begge muligheder foreligger i det omfangsrige hus.
Indretningen af skolen som museum kan forsøgsvis skitseres således:
I stueetagen fortælles om anlæggene (som man kan se fra vinduerne) og om deres baggrund i vikingetidens kultur. Her er også plads for aktivitetsrum, cafeteria med forbindelse til haven samt turistinformation.
(Fig. 3).
Fig. 3: Så indeklemt lå Jelling-højene endnu for en snes år siden. Husklyngen mellem gaden og kirkegården (ved pilen) er senere blevet fjernet, så at der er kommet rimelig luft i bykernen. En enkelt bygning, det lave stråtækte hus yderst til venstre i billedet, fik lov at blive liggende. Det er det, der nu på uheldig måde er indrettet til museum.
På førstesalen belyses glimtvis den rolle mindesmærkerne har spillet i byens nyere historie, for eksempel gennem Frederik 7.'s interesse for byen. En skolestue kan her bibeholdes som arbejdsrum for lejrskoler og andre interessegrupper.
(Fig. 4).
Fig. 4: Modellen viser Jelling-frilæggelsen ført ud i sin yderste konsekvens efter foreliggende plan: byen rykket væk fra fortidsminderne, der ligger tilbage ensomt og sterilt. Men Jelling hører med. Den er lige så vel som kirken en del af anlægget og bør ikke forvises fra sin historiske plads.
I kælderen indrettes som et særligt raffinement en kopi af nordhøjens gravkammer i fuld størrelse.
Det forlyder, at den gamle øvelsesskole står umiddelbart foran nedrivning, så sagen presser sig på. Vi vil med dette opfordre Jellings autoriteter til endnu engang at tænke sig om. Frilæggelsen har nået sit mål, og den bør nu ophøre. Kunne man som en sidste indsats føre trafikstrømmen udenom byen, kan ingen forlange mere. Jelling ville da ligge som en naturlig og fredelig ramme om mindesmærkerne med sit gamle præg i behold.
