Jeg vil blive hos Eders Nåde

Da kong Hans døde i 1513 var Christian 32 år gammel og stadig ugift. Han elskede den dejlige Dyveke, men dette forhold kunne naturligvis ikke give landet en tronarving, så han måtte bide i det sure æble og straks efter tronbestigelsen begynde at se sig om i Europa efter en passende brud. Intet viser tydeligere Christian 2.s politiske ambitioner end netop hans valg af ægtefælle. Der er format over kongens beslutning. Han vælger at bejle til en prinsesse fra den rigeste og mest magtfulde fyrsteslægt i tiden, det kejserlige habsburgske hus, hvis magt netop kulminerede på denne tid med besiddelsen af Spanien med det nyopdagede Amerika samt fra 1477 de rige Nederlande, hvorfra Christian agtede at hente inspirationen til en gennemgribende forandring af sine rigers indre forhold.

Arvingen til det kæmpestore habsburgske imperium var den fjorten år gamle Karl 5. Han havde flere smukke og begavede søstre. Christian bejlede til den ældste, Eleonora, men måtte tage til takke med den næstældste, Elisabeth, der var født i Gent år 1501. Christian 2. havde dermed indgået det fineste ægteskab, nogen dansk konge nogensinde har præsteret. Medgiften alene lå på værdier, der svarede til mellem én og halvanden million tønder rug, men de politiske fordele kunne ikke gøres op i penge. Ægteskabskontrakten blev underskrevet i april 1514, og Elisabeth kom til Danmark i sommeren 1515, kun fjorten år gammel, ledsaget af Christians gode ven Erik Valkendorf, der begejstret skriver til kongen: »Eders Nåde fanger en dydig og skøn fyrstinde, hun ynder Eders Nåde vel af al sit hjerte, hun tager aldrig øjnene væk fra Eders kontrafej ... hun er ædel, vis, dydig og findes dejlig og yndig af alle Eders Nådes folk, der har set hende. Men Hendes Nådes klædebon behager eller befalder mig ikke vel«.

Erik Valkendorf var ærkebiskop i Trondhjem, og det har nok været de dristige, dybe udskæringer i kjolernes øvre del, som var på mode i denne tid, der har forarget den gode bisp!

Valkendorf er dybt bekymret for, at modtagelsen af de fine bryllupsgæster i København ikke skal blive standsmæssig nok: »Jeg beder Eders Nåde, at I sparer nu ingen penge. I får vel penge igen. Her kommer fornemme folk af mange kongeriger. Ære er mere end penge og guld, og lader nu straks Eders Nådes skæg rage af for mange sagers skyld«. Christians ellers flotte fuldskæg har åbenbart ikke vakt begejstring hos den fine svigerfamilie!

Forventningerne til de politiske fordele ved ægteskabet var store i Danmark. Man havde koblet sig på det europæiske lokomotiv Spanien-Amerika-Nederlandene. Elisabeth var gidslet, og der er ikke meget, der tyder på, at kong Christian på dette tidspunkt virkelig elskede hende. Dertil fyldte Dyveke og moderen Sigbrit givetvis alt for meget i kongens hjerte. At Elisabeth derimod efterhånden kom til at elske og ære sin foretagsomme ægtemand, fremgår af mange breve fra hende til kongen. De er ofte fulde af ømhed og kærlighed: »Jeg længes mig ihjel, med mindre Eders Nåde snart skikker bud efter mig«, skriver hun et sted, og et andet sted: »Jeg vil fast hellere blive hos Eders Nåde og lide, hvad jeg kan, end jeg vil være fra Eder og have alt det, jeg har, thi jeg kan ikke blive glad, thi jeg er altid i frygt for, at Eders Nåde skal komme noget til«. Hun havde hurtigt lært sig at tale og skrive dansk, og hun synes stedse at have ofret sig fuldt og helt for Christians sag, ikke mindst i de svære år der fulgte, efter at kongeparret i april 1523 måtte flygte fra Danmark, fordi Christian 2.s politik havde lidt skibbrud. De slog sig ned i Nederlandene i byen Lier tæt på Antwerpen og lod sig forsørge af Elisabeths familie.

Christian 2. ønskede Karl 5.s hjælp til en generobring af sine riger, men da kejseren og den øvrige habsburgske familie ikke kunne døje den besværlige og uberegnelige svoger, blev Elisabeth sat til at bestorme familien med anmodninger om penge og våben. Hendes trofasthed mod Christian er enestående (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). Et øjenvidne beretter om hendes optræden på Rigsdagen i Nürnberg 1524, hvor hun ivrigt talte gemalens sag: »Dronningens fremtrædelse var beklagelsesværdig og vakte hver mands medlidenhed. Jeg har i sandhed set få råder, hvis øjne ikke stod fulde af tårer, men skønt hun omtalte sin mand med megen troskab, så talte dog de omkringstående meget ilde om kongen. Var hun ikke, så blev der sandelig ingen hest sadlet!«

Citatet viser tydeligt, i hvor høj grad Christian 2. var blevet afhængig af sin dronning. De fleste af kongens og dronningens breve fra denne tid er bevaret til nutiden. De blev fundet i begyndelsen af forrige århundrede i Bayern og befinder sig i dag på Rigsarkivet i København. Vi lærer i disse breve dronning Elisabeth at kende, navnlig som den altopofrende hustru, der ikke vil svigte sin ægtefælle i ulykkens dage, skønt hun bliver kraftigt opfordret dertil af sin egen slægt. Hun viser i gerning, at det ikke er mundsvejr, når hun skriver, at hun er dybt ulykkelig, når hun er borte fra kongen. Christian havde pålagt Elisabeth at skaffe et lån på 20.000 gylden af familien i Nürnberg, men hendes broder Ferdinand, der ledede Rigsdagen i Karl 5.s sted, afslog med den begrundelse, at Elisabeth nærede lutherske sympatier! Beskyldningerne var aldeles korrekte og vakte betydelig skandale i kejserhoffet. Den katolske kirkes verdslige sværd, den tyske kejsers søster, var blevet lutheraner! Beviserne var tydelige nok, og Elisabeth nægtede da heller ikke forholdet overfor broderen Ferdinand og Rigsdagen i Nürnberg. Hun og Christian havde i længere tid opholdt sig i Wittenberg, hos Christians morbroder, kurfyrst Frederik den Vise, Luthers beskytter, og kongeparret var faldet for den nye teologi. Luther prædikede ofte for parret i Slotskirken i Wittenberg og skriver i et brev til en ven: »Gud vil måske have et sjældent stykke vildt, nemlig en konge og en dronning, ind i himmelen, og det en konge, om hvem man allermindst kunne håbe det. Så vidunderlig er Gud i at skuffe menneskenes tanker«.

I Wittenberg satte Christian 2. arbejdet i gang med at oversætte Det nye Testamente til dansk, og vi kan af brevene se, at dronningen omhyggeligt blev holdt løbende orienteret om, hvordan det skred frem. Kongens sekretær, dr. Christian Winther, skriver således til hende 20. februar 1524, mens hun opholder sig i Nürnberg: »Kæreste Nådige Frue. Den trykker, som skal trykke vort nye testamente, er i Leipzig. Straks han kommer hid, skal han trykke mere, så vil jeg efterhånden sende Eders Nåde så meget, som vi trykker, lige til vi er færdige, så vil jeg lade binde Eders Nåde en hel bog og sende Eder«. Om Elisabeths omvendelse var udtryk for en personlig religiøs overbevisning, eller det var endnu et offer på hustrutroskabens alter, kan vel aldrig helt opklares, men mange ting tyder faktisk på, at hun mente det alvorligt. Således deltog hun på selve slottet i Nürnberg, hvor hun boede dør om dør med broder Ferdinand, i en luthersk gudstjeneste, hvor hun sammen med andre nød nadveren i begge skikkelser, det vil sige såvel brødet som vinen. Ferdinand blev naturligvis rasende, da han hørte derom, og han skal have sagt til hende, at han ville ønske, hun ikke var hans søster. Hertil skal Elisabeth have svaret, at ville han fornægte hende som sin søster, måtte hun finde sig deri og befale Gud sin sag. I breve til Christian i Wittenberg lægger hun ikke skjul på skænderiet med Ferdinand: »Man er blevet så græsselig vrede, fordi jeg har haft den prædikant hos mig, og desligeste har de gjort min broder halvt vred på mig, og har min broder talt til mig om, at I har været hos Luther, og sagde han mig, at han ville give 100.000 gylden til, at I ikke havde gjort det. Dog har jeg givet ham tilbørlig svar derpå, som jeg vil sige Eder, når Gud vil, jeg kommer Eder til ords«.

Man kan beundre det personlige mod, Elisabeth viste i denne sag overfor sin egen familie, men hendes handlinger i Nürnberg var ikke særlig politisk kloge. Christian 2. blev da også urolig og skrev tilbage til hende: »I ved vel, at jeg gerne ville have Eder hos mig, men I ved min lejlighed, at jeg for ingen del tør rejse igennem landet med Eder, thi det gælder min hals. Kære Frue, I må skrive Eders broder klogelig til, at han ikke nu må forlade Eder, og dersom han ikke nu vil hjælpe os, da må vi gange om brødet!« Det må til alle tider stå som en gåde, hvorfor Christian 2. i sin landflygtighed, hvor han er totalt afhængig af sin katolske families hjælp, så åbenlyst stiller sin sympati for Luthers reformation til skue. At han skulle være blevet personlig omvendt, svarer dårligt til billedet af den hårde magtkyniker, vi ser i så mange andre sammenhænge, men det passer i grunden ganske godt til tanken om, at han havde tvende hjerter i sit bryst.

Den mægtige habsburgske familie slog trods alt ikke hånden af det landflygtige danske kongepar, men udelukkende på grund af Elisabeth. En af Christian 2.s stærkeste kritikere, statholderinden i Nederlandene, Elisabeths faster Margrethe, skriver i september 1524 til kejser Karl: »Jeg ser kun ringe sandsynlighed for, at de nogensinde vender tilbage til deres riger, hvis ikke Gud og I kommer dem til hjælp, hvorom jeg ydmygt beder Eder (Fig. 6). Den stakkels dronning er dog Eders søster og hendes små børn Eders søsterbørn. Så meget mere er I forpligtet til at hjælpe dem i deres modgang«. Margrethe udpeger slottet i Lier som parrets faste eksilhof og fastsætter en ret så beskeden månedlig underholdssum, som kejseren dog i sit svar til hende finder for lille »i betragtning af, at nævnte dronning er min søster«. Man hjælper dem, men tydeligvis udelukkende fordi Elisabeth er kejserens søster, og fordi parrets ældste søn, prins Hans, indgik i kejser Karls planer for generobringen af habsburgsk indflydelse i Norden.

Og så ramte ulykken igen den hårdt prøvede Christian 2. Den 19. januar 1526 døde dronning Elisabeth uventet, endnu ikke 25 år gammel! Hendes pludselige død var en politisk såvel som en personlig katastrofe for kongen. Alligevel havde han politisk tæft nok til at lade affatte to vidt forskellige dødsberetninger. Den ene skrev han selv i et personligt brev til Martin Luther. Han fik at vide, at Elisabeth døde på en evangelisk måde, idet hun nød nadveren i begge skikkelser på dødslejet, og da papisterne ville give hende den sidste olie, lod Gud hende miste mælet og »befriede hende derved for papisternes plagerier«. Luther blev glad for brevet og skrev senere: »En ægte kongedatter var tilvisse det ædle blod, fru Elisabeth. Hun greb evangeliet med stor alvor og bekendte det frit, hvorfor hun også måtte dø i elendighed. Thi ville hun have fornægtet det, havde hun måske mødt mere hjælp og bistand i verden«. Den anden beretning lod kongen forfatte af den katolske præst Thomas Blanckaert, der havde været til stede ved dødslejet. I denne ordrige skrivelse, der i øvrigt blev nedlagt i dronningens kiste på pergament, læser man, at »dronningen tilkendegav snart med ord og snart ved tegn, at hun sørgede over sin synd, og at hun ville forblive i den kristne tro og leve og dø i vor moders, den hellige kirkes skød. Onsdag den 17. januar modtog hun den sidste olie, ved hvilken lejlighed hun med begge hænder tog først det indviede lys og så krucifikset, hvilket hun længe så på« (Fig. 7). Den sidste beretning sendtes til kejserfamilien, og meningen med den er tydelig nok. Christian 2. måtte for alt i verden sørge for ikke at støde svigerfamilien fra sig. Han gik endog med til, at de tre børn blev taget fra ham og opdraget hos faster Margrethe i Brüssel. Atter engang demonstrerede kongen, at han havde tvende hjerter i sit bryst.

Dronning Elisabeths begravelse foregik med pomp og pragt i Skt Peters klosterkirke uden for Gent. I et højtideligt optog blev kisten båret ind i kirken og stillet midt i koret. 100 fakkelbærere, kongelige og kejserlige herolder i kostbare våbenkjortler, en stor mængde adelsmænd, munke og gejstlige herrer omgav kisten og den kejserlige familie. I årene efter lod Christian den berømte kunstner Jan Gossaert (kaldet Mabuse) rejse et pragtfuldt og uhyre kostbart gravmæle over hende, en prægtig marmorsarkofag med en legemsstor alabasterfigur af dronningen iført kongeligt skrud, kåbe og krone. På væggen bag sarkofagen ophængtes et stort epitafium med dronningens livshistorie skrevet på en messingplade indsat i en ramme »af den allerbedste og skønneste alabasternen, som man kan få uden årer og ulige farver«, som der står i kontrakten. I 1532 åbnede man graven for at begrave den kun 14-årige prins Hans ved moderens side. Det år tømte Christian 2. smertens bæger til bunds. Just i de dage, da hans ældste søn og Danmarks tronarving døde, blev Christian indsat på Sønderborg slot til et livslangt fængselsophold. Generobringen af Danmark var slået fejl. Nu måtte han betale prisen.

Desværre eksisterer det pragtfulde gravmæle i Gent ikke mere. Intetsteds i Europa var reformationstidens billedstorme voldsommere end i Nederlandene, hvor calvinister i to omgange, 1566 og 1578, totalt ødelagde sarkofagen (Fig. 8). Den besøgende kan i dag i Skt Peters klosterkirke se de sørgelige rester af den nye barokke sarkofag, dronningen og prins Hans blev lagt i 1652 i forbindelse med kirkens totale ombygning. At den heller ikke er intakt, skyldes de revolutionære franskmænd, der 1797 plyndrede de flamske kirker. De bortførte det store messingepitafium og omstøbte det til fysiske instrumenter. En munk reddede de kongelige ben, der efter franskmændenes nederlag atter lagdes i graven 1814. Her lå de så i fred til 1883, hvor det lykkedes at få dem til Danmark.

Netop på grund af dronning Elisabeths meget tidlige og stærke lutherske omvendelse blev hendes minde i Danmark holdt smukt i live. Da adjunkt ved Odense Katedralskole Christian Andreas Kalkar i 1842 med kongelig understøttelse foretog en studierejse til blandt andet Nederlandene for at samle materiale til en dansk reformationshistorie, var det oplagt, at han måtte besøge dronningens grav i Gent. Han fortæller selv, at han nær aldrig havde fundet den, men med hjælp fra kirkens gejstlige nåede han dog frem til den i en afkrog af kirken, gemt væk under stole og megen ragelse (Fig. 9). Han besluttede på stedet at arbejde for »at skaffe de jordiske levninger af en af sin tids ædleste personligheder en værdigere begravelse«. Han forlod Odense 1843 for at blive sognepræst i Gladsaxe, og mange andre interesser satte i lang tid sagen i baggrunden. Da Gladsaxe præstegård brændte ned til grunden i 1849, mistede Kalkar alle sine samlinger. Han kastede sig nu i stedet over missionshistorien, udgav et teologisk tidsskrift og deltog ivrigt i internationalt luthersk kirkearbejde.

Den omfattende restaurering af Skt Knuds kirke i Odense i årene 1868-75, hvorunder den middelalderlige krypt blev genfundet og genopbygget, bragte på ny sagen frem hos den nu gamle Kalkar. Krypten blev nemlig indrettet til begravelse for kong Hans og dronning Christine samt for deres sønner prins Frans og Christian 2. Alle var de oprindeligt blevet begravet i Gråbrødrenes kirke i Odense, men da den blev revet ned, overførtes de i 1805 til Skt Knuds kirke sammen med Claus Bergs store ligsten. Da krypten i Skt Knud blev genskabt, opstod den naturlige tanke at begrave de kongelige her, hvilket skete samtidig med, at man genåbnede den nyrestaurerede kirke 18. juli 1875. Fire nye gravsten blev lagt i gulvet over de kongelige ben, der i forvejen var blevet grundigt undersøgt af videnskabsmænd og i øvrigt tegnet op af Magnus Petersen (se side 16). Undersøgelsen og omflytningen af kongegravene i Odense gav ny næring til Kalkars gamle drøm om at få Elisabeth hjem til Odense, men det var først, da han i 1880 fik den geniale ide at kontakte den gamle Odensedreng, finansfyrsten C. F. Tietgen, at der kom skred i sagen. Tietgen skriver i sine erindringer: »I årene 1880-83 havde dr.theol. Kalkar flere gange opfordret mig til gennem mine forbindelser i Belgien at søge at få Elisabeth og hendes søns lig flyttet fra kirken i Gent til Skt Knuds kirke i Odense, for at hun der kunne hvile ved sin kongelige gemals side«.

C. F. Tietgen (1829-1901) er kendt i dansk historie som den store igangsætter, manden der med dygtighed, kynisme og vovemod skabte det ene store erhvervsforetagende efter det andet - D.F.D.S., Spritfabrikkerne, Sukkerfabrikkerne, De forenede Bryggerier, Privatbanken og meget mere. Købet af dronning Elisabeth og prins Hans hører vel ikke til Tietgens mest kendte initiativer, men som med alt, hvad Tietgen foretog sig, viser han i denne sag sit store og sjældne talent for at opnå resultater på den mest vanskelige baggrund (Fig. 10). Egentlig burde det have været umuligt at købe kejser Karls søster, en habsburgsk prinsesse, tilmed begravet i sin fødeby Gent, men ordet umuligt fandtes vistnok ikke i Tietgens ordforråd. Vejen gik, som altid hos Tietgen, gennem gode forbindelser. Hvert år tilbragte han nogle uger på kurbadstedet Ems i Belgien. Her havde han stiftet bekendtskab med en forhenværende belgisk minister Rolin, en såre indflydelsesrig person, hvis søn Rolin-Jaquemyns var indenrigsminister i den siddende belgiske regering. I Tietgens arkiv kan man i detaljer følge korrespondancen mellem Tietgen i København og Rolin i Gent, en brevveksling der tydeligt viser, at Tietgen havde et stort talent for bestikkelsens fine kunst. Rolin takker den ene gang efter den anden for tilsendte checks, ofte på 1000 kr, der tilflød de rette personer i Belgien, for eksempel sognepræsten i Skt Peterskirken i Gent.

Tietgen havde tillige det held, at den indenrigspolitiske situation i Belgien fremmede hans vanskelige sag. Lige fra Belgiens fødsel i 1830 havde de liberale og katolikkerne stået skarpt overfor hinanden i belgisk politik. I 1878 vandt de liberale valget og dannede en regering, der sad til 1884. Det var her Rolins søn var indenrigsminister. Regeringen gennemførte 1879 en radikal skolelov, hvorved folkeskolen blev gjort verdslig og unddraget gejstlighedens kontrol. Al religionsundervisning blev forbudt i skolen. Den katolske gejstlighed mødte naturligvis loven med den stærkeste modstand og nægtede blandt andet at give syndsforladelse til lærerne i disse »skoler uden Gud«, som de kaldte dem. Paven blev involveret, og i 1880 blev de diplomatiske forbindelser mellem Belgien og Vatikanet afbrudt. Regeringen planlagde en inddragelse af alt kirkegods i Belgien, og det lykkedes indenrigsminister Rolin at få den til at bruge udleveringen af dronning Elisabeths lig som en prøveklud i slaget mellem katolikker og liberale. Man kunne genere katolikkerne groft ved at udlevere den katolske kejser Karls søster til det protestantiske Danmark, og så kunne man i ro og mag måle kirkens reaktion, før man tog fat på det ulig mere følsomme jordspørgsmål (Fig. 11). Tietgen havde med sin lobby-taktik formået at gøre dronning Elisabeth til et brandvarmt emne i den belgiske indenrigspolitik. Kun ved at gøre udleveringen til en provokation kunne den gennemføres, og det var præcis, hvad Tietgen opnåede. Det var den uofficielle kontakt til Rolinfamilien, der gjorde udleveringen mulig. Ingen officiel dansk henvendelse kunne have opnået dette resultat. Da nu den belgiske side af sagen var i orden, henvendte Tietgen sig til kirkeinspektionen for Skt Knuds kirke, der 14. januar 1883 skriver til Odense byråd, at man »har bragt i erfaring, at dronning Elisabeths kiste vil kunne fås udleveret fra Gent til kirken i Odense«. Man beder byrådet gå højere op med sagen, og 25. januar når den Ministeriet for Undervisning- og Kirkevæsen. I dettes journal ser man, at det er ministeriets største enkeltsag det år. Utallige breve er gået ud og ind, og sagsakterne, nu i Rigsarkivet, rummer alt fra breve til regninger, der for det meste blev betalt af C. F. Tietgen. I arkivet findes også mange spændende tegninger af Elisabeths oprindelige grav skabt af Mabuse, alt sammen rekvireret fra Gent.

Den 18. maj 1883 blev Elisabeths og prins Hans' kiste gravet op i Skt Peter i Gent. Der var mange vidner, blandt andre den danske konsul i Antwerpen, der leverede en fyldig rapport herom til ministeriet. »Benene lagdes i bomuld i en zinkkiste, som er omgivet af en egetræskiste, som igen er omgivet af en fyrretræskiste«. Denne førtes med jernbanen i en speciel waggon til Antwerpen (togbilletten findes i arkivet!), hvor Tietgens skib »Moskau« hentede den og bragte den til København. Her gennemgik skeletterne en større undersøgelse på Anatomisk Institut. Man var tydeligvis en del nervøs for, om det nu virkelig var Elisabeth og Hans, man havde fået fat i, på grund af de mange overgreb på graven i tidens løb. Undersøgelsen var lagt i hænderne på den senere professor i anatomi J. H. Chievitz, som i et brev til den berømte arkæolog og direktør for Det oldnordiske Museum J. J. A. Worsaae den 1. juni 1883 kunne fastslå »visse hovedresultater« og fremlægge følgende konklusion: »Der er ikke fremkommet noget, som kunne tale imod, at de to skeletter have tilhørt dronning Elisabeth og hendes søn Hans« (Fig. 12, Fig. 13). Samtidig med de anatomiske undersøgelser blev tegneren Magnus Petersen sat til at afbilde skeletterne. Hans regning for arbejdet findes i arkivet, og vi kan se, at han foruden »seks colorerede billeder i fuld størrelse af dronningens og prins Hans' kranier« lavede »ni portrættegninger af dronningen, prins Hans, Christian 2. og hans slægt, som findes på altertavlen i Frue kirke i Odense«. Med rejse til Odense blev det til et beløb på ialt 420 kr. Det kan af de samlede udgiftsbilag ses, at der også blev taget fotografier af kranierne (i øvrigt dyrere end Magnus Petersens håndtegnede billeder!), samt at der til gipser Orlandi i København blev betalt 42 kr for afstøbninger af kranierne.

Efter denne grundige behandling var skeletterne klar til aflevering. Den 13. juni mødte den nedsatte kommission med kammerherre Worsaae i spidsen op i Det kongelige Chirurgiske Akademis lokaler, hvor det til protokollen konstateredes, at »forskellige omstændigheder taler for, men ingen imod, at de omtalte levninger virkelig kunne hidrøre fra Elisabeth og hendes søn«. Således beroliget indsvøbte man skeletterne hver for sig i bomuld og lagde dem tilbage i den kiste, de var kommet i fra Gent. Samme dag afgik kanonbåden »Hauch« til Odense med de kongelige skeletter.

Vel ankommet blev kisten foreløbig hensat i Skt Knuds krypt, hvor kommissionen straks indkaldte stiftsøvrigheden og kirkeinspektionen til rådslagning om den endelige anbringelse af ligene i murede grave. Der var nemlig et problem. Man ville blive nødt til at flytte Christian 2.s grav. Ifølge Worsaaes rapport til ministeriet blev flere muligheder bragt i forslag, men man enedes til sidst om, »at Christian 2.s hosliggende grav måtte flyttes fra den nordre gang længere mod syd ind i krypten, dog i samme linie ... så han kommer til at ligge under den sydligste hvælving, at dronning Elisabeth får sit hvilested under hvælvingen nærmest den nordre gang, og at prins Hans' grav anbringes midt imellem dem«. Worsaae tilføjer det håb, at ministeriet vil handle hurtigt i denne sag, »for at ikke den egentlige gravlægning af de kongelige lig skulle trække alt for langt ud på efteråret«. Der kom dog til at gå hele fire måneder med at få de nye gravsten, kisterne og alt det praktiske gravearbejde tilendebragt, men den 10. oktober 1883 kunne man endelig skride til den officielle gravlæggelse af Elisabeth og prins Hans. Efter protokollen mødtes man kl 9 morgen i krypten i Skt Knuds kirke med kammerherre Worsaae i spidsen. Man åbnede nu kisten og »udtog dronning Elisabeths ben, som af hr lektor Chievitz omhyggelig ordnedes og lagdes tilrette i den nye for hende bestemte blykiste, som derefter nedsattes og tilloddedes i en muret grav under den nordre hvælving i krypten. Over graven lagdes en ny ligsten med indskrift. På lignende måde udtoges og ordnedes prins Hans' ben i en ny bly kiste, som nedsattes i en muret grav i krypten midt imellem kong Christian og dronning Elisabeths grave. Også over denne grav lagdes en ny ligsten med indskrift. Under forretningen kom til stede hr etatsråd Tietgen, hvem det i en så væsentlig grad skyldes, at den nye og smukke ordning af kongegravene ved hidførsel af dronning Elisabeth og prins Hans' sidste rester har kunnet lade sig udføre. Mødet hævedes kl 12«. Protokollen er underskrevet af alle de tilstedeværende. Nederst på siden og tydelig adskilt fra de andre har Tietgen sat sin underskrift, sikkert ikke så lidt stolt over denne velgerning over for sin fødeby. Bagefter var 110 indbudte gæster til festmåltid på rådhuset, hvor der ifølge referatet i Fyens Stiftstidende blev holdt ikke mindre end 30 taler! Kammerherre Worsaae benyttede lejligheden til at foreslå byrådet at flytte Claus Bergs gamle altertavle, der oprindeligt hørte til kongegravene i Gråbrødrekirken, men for tiden var anbragt i Vor Frue kirke i Odense, til Skt Knuds kirke. Denne åbenlys rigtige ide blev faktisk gennemført i 1885-86 takket være penge fra et par rige Odenseborgere, borgmester Koch og brygger Schjøtz.

Således lykkedes det for lidt over hundrede år siden, så godt som det nu lod sig gøre, at genskabe den i 1805 opløste ramme omkring kongegravene i Odense, og takket være Tietgen kom de ord, Elisabeth i sine gode dage havde skrevet til sin gemal kong Christian, på mærkelig vis til at gå i opfyldelse: »Jeg vil fast hellere blive hos Eders Nåde og lide, hvad jeg kan, end jeg vil være fra Eder« (Fig. 14).