Jeg er havren
Havregrød er blevet et nationalt anliggende. Af de mange grødtyper, der endnu ved begyndelsen af århundredet var almindelige, blev det den, der tog sejren hjem, og mange af os har med større eller mindre begejstring om morgenen indtaget den grå klistrede masse, der efter sigende skulle være så sund. (Fig. 1)
Af Bi Skaarup
Fig. 1. Fot: Nationalmuseet.
Det er en udbredt opfattelse blandt fagfolk, at havregrøden ikke blev almindelig som menneskeføde før industrialismen, hvor det blev muligt at valse grynene, så de kunne koges på kort tid. I middelalderen nævnes havre oftest som dyrefoder, men det udelukker jo ikke, at man har udnyttet den nærende kornsort i den daglige kost til mennesker. Helt uden vidnesbyrd om noget sådant er vi da heller ikke. Havrevælling nævnes 1557 af lægen Henrik Smith som et udmærket middel mod pest. Madopskrifter fra middelalderen og renæssancen er sjældent bevaret, og findes de endelig, er der som regel tale om fin mad. Dagligdagens kost har det ikke været nødvendigt at skrive om, den kunne man udenad, men ingen regel er uden undtagelse.
I rigshofmester Esge Billes arkiv, som er et af 1500-årenes mest velbevarede, findes en opskrift på en havregrød, formentlig nedskrevet i 1540’erne - ikke af ham selv, men af en af hans skrivere. Den er interessant, for den viser, at grød kunne være andet end gryn, vand, salt og sukker, som vi normalt forbinder med denne spise, og den er et godt eksempel på, at madlavning på Christian 3.s tid, selv når det gjaldt en så almindelig og dagligdags ret, kunne være nok så raffineret og flot. En afprøvning af opskriften har da også vist, at retten faktisk smager godt. Selv inkarnerede havregrødshadere har måttet overgive sig.
Til retten skal bruges salvie, persille og isop. Mens de to første stadig er ganske almindelige, er der få, som kender isop. Denne aromatiske, let bitre krydderplante, som er egnet til fedt kød og fede fisk, anvendtes en del i middelalderen og renæssancen til såvel mad som medicin. Den berømte læge Henrik Harpestreng nævner allerede i 1200-årene, at den er god mod hoste, hæshed og sygdomme i lungerne. Isop kan i dag købes i velassorterede apoteker, materialhandler eller delikatesseforretninger. Salvie skulle blandt andet være godt for leveren og persille for nyrer og vandvejene. Og da også havrens rygte er pletfrit, ses der ingen grund til, at man ikke skulle prøve. Man dør i hvert fald ikke af det.
I 1500-årene har man brugt hele havregryn til denne ret. Det kan man også, men så skal grøden koge meget længe. Det anbefales derfor at bruge de valsede. Opskriften er til én person.
Havregrød med urter
3 dl vand
1 dusk persille
1 dusk salvie
1 dusk isop (hvis tørret ½ tsk)
1 dl havregryn
1 stor spsk rosiner
1 spsk kandissukker eller andet brunt sukker
1 spsk smør
evt. lidt salt
Vand og krydderurter koges under låg i 10 minutter. Krydderurterne sies fra, og væsken kommes tilbage i gryden. Havregryn og rosiner kommes i, og der koges videre ved lav varme og omrøring i yderligere 10 minutter. Tag gryden fra varmen og rør sukker og smør i. Smages evt. til med lidt salt. Serveres varm.
