Jammerminde
Den af Absalon byggede borg, som dannede kernen i det ældste København, blev under Valdemar Atter- dag indtaget af hanseater- ne, som rev den ned til grunden; de forudså vel, at den senere kunne blive dem til besvær. Det nye Københavns slot, som rejste sig på ruinen, og som må have stået færdigt i begyndelsen af 1400-årene, blev kongeslot og fungerede som sådant indtil 1730'erne, da det måtte vige pladsen for det første Christiansborg. Det undergik mange ombygninger i sin 300-årige levetid, men dets dominerende element var gennem hele perioden det store firkantede hovedtårn, som - formentlig på grund af sit blytag - gik under navnet Blåtårn.
Af Harald Andersen
Blåtårn er vel oprindelig bygget i forsvarsøjemed, men fandt hurtigt anvendelse som statsfængsel. Her, i sit eget hus, anbragte kongen sine og rigets fjender; så vidste han, hvor han havde dem. Blandt de mange, som tårnet har huset, er adskillige kendte navne: Didrek Slagheck, Torben Oxe, Knud Gyldenstjerne, Joachim Rønnow og - naturligvis - kongedatteren, hvis lange fængselsophold satte sig spor i vor litteratur. Det er dog ikke det »jammersminde«, der her skal tales om. (Fig. 1)
Fig. 1. Københavns slot indlagt i det moderne gadebillede. Blåtårn er fremhævet.
En ung islænding, Gudmund Andresson, blev sommeren 1649 indsat i tårnet. Han var bondesøn, men havde gået i skole og vist boglige anlæg, hvilket under heldige omstændigheder ville have været nok til at afstikke hans livsbane: teologisk studium i København med påfølgende præstekald på Island. Det tillod familiens økonomi dog ikke, Gudmund måtte vende tilbage til bondegerningen, men senere fik han ansættelse som degn og huslærer, hvad der gav ham tid til privat at sysle med videnskabelige (d.v.s. teologiske) arbejder. Det var et af disse, som bragte ham i ulykke. Han påstod senere, at det kun var skrevet som en slags penneprøve, men så let lod det sig ikke gøre at løbe fra sine meninger, da de først var sluppet ud. Sagen kom biskoppen, Thorlak Skulason for øre, og ham havde den polemisk anlagte Gudmund forlængst lagt sig ud med. Ved den påfølgende rettergang lyttede den danske statholder Henrik Bjelke villigt til bispens anklager. Resultatet blev, at Gudmund førtes til København, for at sagen kunne blive nærmere undersøgt. Således kom han til sine ønskers mål, den danske hovedstad.
I Blåtårn fik Gudmund Andresson god tid til at overveje sin stilling. Det famøse afsnit i hans »Discursus polemicus« drejer sig, så vidt man forstår, om mandens ret til at tage sig medhustruer. Det mente Gudmund nok, man kunne tillade sig, eftersom det ikke udtrykkelig var forbudt i bibelen, men hans overvejelser var rent teoretiske, og selv drømte han vist ikke om at holde to koner, »da han kunne have bryderi nok med én«. - For at fremme sin sag skrev han en række breve: til statholderen (intet svar), til biskoppen Jesper Brochmand (intet svar) og til lægen og oldforskeren Ole Worm, hvis interesse for Island og islændinge var velkendt. Ordlyden af det sidste brev er bevaret. Det er alenlangt og med alle krævede omsvøb, men bag fagter og falbelader finder man ægte varer, som man ikke så let gør sig færdig med. Man fornemmer fangens afmagt over for de stupide myndighedspersoner, som nærmest har dømt ham på forhånd. Man mærker håbløsheden og skrækken for at være glemt. Og man kan ikke andet end røres over hans afsluttende knæfald for Worm, hvem han trygler om et svar, om ikke andet, så blot et tegn på, at brevet er modtaget. (Fig. 2)
Fig. 2. Københavns slot 1698. Maleri af ukendt kunstner, på bymuseet.
Om hvordan Gudmund Andresson omsider fik sin sag for, går der en historie. Den siger, at han en aften, da han betragtede stjernehimlen fra sit fængselsvindue, ved et uheld faldt ud af samme. Han havnede nede i slotsgården, men uden at komme noget til. Fortumlet gik han ind ad en dør, lige ind i det kongelige barnekammer, hvor hans tilsynekomst afstedkom stor opstandelse. - Hvordan det nu end forholder sig, så må kongen, Frederik den 3., være blevet opmærksom på ham, for på hans foranledning bliver sagen forelagt de teologiske professorer. Skønt deres dom går Gudmund imod, frigives han.
Worm havde lagt sit lod i vægtskålen. Brevet virkede, men måske var det alligevel et andet brev - et psykologisk mesterværk sendt til Worm af en af Gudmunds islandske venner - som gjorde udslaget. Det omtaler Gudmunds uheldige situation og bagatelliserer hans forbrydelse, men beder ikke om hjælp - anmoder blot Worm om at overbringe fangen en pakke håndskrifter og gør ham iøvrigt opmærksom på, at den højt begavede Andresson vil kunne blive oldforskningen til stor nytte. - Når man ved, med hvilken iver Worm udnyttede de sprogkyndige islændinge i sin forskning, forstår man, at han er gået lige på krogen.
Det forbødes den frigivne islænding at rejse hjem til fødeøen, men han blev indskrevet ved universitetet og fik bolig på Regensen. Et par litterære arbejder fra hans hånd må vist opfattes som afbetaling på gælden til Worm. Fremtiden tegnede sig lyst, men fire år efter frigivelsen kom pesten til København, og blandt dens ofre var Gudmund. Han døde samme år som sin velgører. Det var i 1654.
