Jagten på Ribe

Nu er det jo i sig selv mindre væsentligt, om man er bedst, størst eller ældst, men uomgængeligt er det, at begivenhederne i det ældste Ribe spiller en stor rolle for forståelsen af Danmarks historie i den periode, hvor landet blev samlet og danerne døbt. Når arkæologien nu endelig kan begynde at tale med om Ribes vikingetid, må det nødvendigvis medføre, at de historiske kilder tages op til fornyet vurdering. Inden vi går videre, vil en kort gennemgang af disse kilder og af de tidligere arkæologiske undersøgelser være på sin plads.

Ribe omtales første gang omkring midten af 800-årene, da kong Hårik forærede Ansgar en byggegrund i byen med tilladelse til at opføre en kirke og stationere en præst. Ribe blev hermed, efter Birka i Sverige og Hedeby, den tredje by i Skandinavien, hvor en missionsstation blev oprettet, hvilket gør det rimeligt at tro, at den allerede på det tidspunkt var et vigtigt mødested for mange mennesker - både danskere og udlændinge. Handelen har været den faktor, der gav byen sin betydning. Lige som Hedeby blev også Ribe omtalt med det romerske ord for en handelsplads, vicus.

Hundrede år senere, i 948, erfarer vi gennem en rapport fra et kirkemøde, at Ribe, sammen med Slesvig og Århus, er blevet bispestad. Kristendommen var på det tidspunkt endnu ikke ophøjet til statsreligion, så Leofdag, som den første Ribebisp hed, har haft vanskelige kår. Dog modtog han støtte sydfra, således fra kejser Otto I, der i et brev 965 tilstår ham og hans to danske kolleger skattefrihed for deres ejendomme. Omkring midten af 900-årene finder vi altså Ribe sikkert etableret som en by med et bispesæde.

Hos Adam af Bremen, hvis bog om danernes gerninger er vor vigtigste information om overgangstiden mellem vikingetid og middelalder, omtales i alt 19 byer i Skandinavien. Blandt disse optræder Ribe lige så ofte som Birka, og kun Hedeby forekommer hyppigere. Byen ligger, skriver Adam, omflydt af vand, som går ind fra oceanet, ad hvilket man kan sejle til Friesland, England og Tyskland. Beskrivelsen stemmer udmærket med den beliggenhed vi kender i dag, hvilket vil sige, at Ribe har ligget på sin nuværende plads i hvert fald fra slutningen af 1000-årene. De af Adam nævnte handelsruter er velkendte fra såvel historiske som arkæologiske kilder i middelalderen, og man har grund til at tro, at de også kan have haft betydning i vikingetiden, ja endog tilbage til Ansgars tid.

De ældre udgravninger i Ribe har som i alle andre byer koncentreret sig om monumenter - nemlig slotte og kirker - og har derfor ikke bragt oplysninger, som kunne føre byens historie længere tilbage end i 1100-årene. Blandt de talrige genstande, som Den antikvariske Samling i årenes løb har indsamlet fra gravninger i byen, findes kun én, nemlig en stempelornamenteret kuglepotte, som med sikkerhed kan henføres til vikingetid. Den opgives at stamme fra den nordre bydel, fra »Tangevej mellem Vejrmøllehuset og Jernbanen«. Dens indhold af brændte ben er omhyggeligt tømt ud, inden den blev afleveret på museet.

Alligevel forekom problemstillingen klar, da den første egentlige bygravning i Ribe - og dermed i Danmark - begyndte 1955: Man måtte grave sig igennem lagene fra middelalder og vikingetid for at finde ud af, om byens historie kunne føres længere tilbage end til Ansgars tid. De første undersøgelser blev foretaget af arkæologerne P. V. Glob og Viggo Nielsen, og disse blev fulgt op af Nationalmuseet med en større udgravning under ledelse af Hans Stiesdal i samarbejde med nærværende artikels forfatter. Med afbrydelser tog det omtrent et år at grave sig igennem de ca. fem meter tykke kulturlag, men til almindelig overraskelse viste det sig, at de nederste lag ikke kunne dateres tidligere end til den ældste middelalder: ca. 1100.

(Fig. 1).
(Fig. 2).

Siden har Den antikvariske Samling gravet sig igennem disse lag i den middelalderlige bykerne, så snart det var muligt, men selv om resultaterne, hvad angår middelalderen, har været vigtige, så er det ingen steder lykkedes at komme den oprindelige problemstilling nærmere. De forventede spor af oldtidsbebyggelse udeblev til stadighed. Et fund i museets magasiner - dér gør museumsfolk tit gode opdagelser! - gav os på et vist tidspunkt håb om bedre resultater; det drejede sig om en samling bopladskeramik fra 5- eller 600-årene, som sammen med andet materiale var indbragt i 1888, og som stammede fra grundudgravninger til en del af Bispegades skole. For at følge dette spor foretog vi flere udgravninger i området, men de bragte hverken vikingetidige eller ældre fund for dagen. Heller ikke her kunne de ældste lag dateres til før 1100.

Samtidig med at undersøgelserne i bykernen blev fortsat, begyndte vi at interessere os for omegnen. Muligheden for at byen - i lighed med andre byer i Nordeuropa - var blevet flyttet, kunne nemlig ikke overses. Det var pastor K. Høgsbro Østergård, som gav inspirationen til dette. Han pegede på det påfaldende stednavn Dankirke i Vester Vedsted sogn og fremførte den ikke urimelige tanke, at navnet kunne tolkes som: danernes kirke. På den mark, som bærer navnet, har Nationalmuseet under ledelse af Elise Thorvildsen fremgravet en boplads af helt usædvanlig rigdom med talrige fund af ædle metaller, bronze, mønter, glas, keramik og meget andet. (Fig. 3). De ældste huse på stedet kan dateres til førromersk jernalder, og de yngste fund - til hvilke man endnu ikke har kunnet knytte nogen bebyggelse - består af i alt 13 sjældne mønter fra 700-årene. »Dankirke« kan således ikke bringes i tidsmæssig sammenhæng med Ansgar og vikingetid.

Høgsbro Østergård indbragte også oplysninger om, at man vest for Okholm ikke langt fra kysten kunne finde keramik og bopladsspor. På dette sted udgravede Forhistorisk Museum, Århus, og Den antikvariske Samling en boplads, som desværre viste sig stærkt ødelagt ved vinderosion, men som dog afslørede i hvert fald ét langhus og adskillige grubehuse. Importfund og mønter i fyldlagene daterede bebyggelsen til perioden 800-1200. Selv om dette passede bedre i tid end Dankirke, havde Okholm-bopladsen dog ikke et omfang, der gjorde det rimeligt at tro, at den kunne være Ribes forgænger.

Også andre lokaliteter i oplandet - således Sdr. Farup hede og Hviding - har været inddraget i diskussionen, men der er endnu ikke foretaget nærmere undersøgelser. Der begyndte nemlig at ske noget i selve Ribe, som tiltrak sig al opmærksomhed.

Som naturligt er, har man ved de tidligere udgravninger koncentreret sig om bykernen, området omkring domkirken, hvis smalle gader og mange gamle huse tydeligt fremhæver sig som den ældste del af det nuværende Ribe. For en vikingeby med handelsmæssige interesser synes dette sted velegnet - lidt tilbagetrukket fra den barske vestkyst, men dog med udmærkede sejlmuligheder ad den brede Ribeå ud til vadehavet. Umiddelbart nordvest for byen modtager åen to tilløb, fra nord Tvedåen og fra syd den mindre Hovlund bæk. Den har altså form af en trefork med to mellemliggende naturbeskyttede næs, og man må gå ud fra, at det også har spillet en rolle for bydannelsen. Domkirkekvarteret optager det ene af disse næs. Når nu vikingebyen ikke ville vise sig dér, var det måske rimeligt at se på det andet.

Her, på den flade bakke mellem hovedåen og Tvedåen, ligger nu nyere bykvarterer, men navne som Skt. Pedersgade, Skt. Nicolajgade og Skt. Jørgensvej vidner om ældre aktivitet. Den første antydning om, hvor det bar hen, fik vi i 1970 gennem en udgravning nær ved jernbanestationen. (Fig. 4). Formålet var at lokalisere Skt. Nicolaj Kirke, som var en af byens sognekirker i middelalderen, og som var tilknyttet byens nonnekloster. Søgegrøften stødte ikke ind i kirken, men dog i kirkegården. Der blev fundet 13 grave, der alle synes at stamme fra middelalderen. Men dertil kom endnu én, som med en håndledsring af bronze kunne dateres tidligt i 700-årene. Hvis man holdt dette sammen med, at den tidligere omtalte kuglepotte, som jo var en urne, er fundet i samme område, så rejste der sig unægtelig interessante perspektiver. Hvor lå den tilhørende bebyggelse? Kunne den være det ældste Ribe?

De fortsatte undersøgelser i 1972 gav i hvert fald en del af svaret. De grave, som blev fundet i det nu udvidede udgravningsfelt, var ganske vist alle fra middelalder, men i den omgravede jord i og mellem dem lå ældre sager: skår, kogesten, væve- og tenvægte samt jernslagger og en stump af en smeltedigel. Dateringen fremgik af skårene: vikingetid, snarest dens senere del. For første gang var betydelige spor fra denne periode fundet inden for Ribes byområde. Det var klart, at vi i højere grad end tidligere måtte koncentrere opmærksomheden om området nord for Ribeåen.

Vinteren 1972-73 stod Ribe Kunstmuseum, der ligger i Nicolajgade med have ned til åen, over for en større restaurering; dets mure havde slået store revner og måtte understøttes ned til fast bund. Vort ønske om at være med ved disse arbejder mødte stor forståelse fra alle sider; vi fik mulighed for at gøre iagttagelser og foretage indsamlinger i den opgravede jord. (Fig 5). (Fig. 6). Det konstateredes, at bygningen stod på ca. to meter tykke kulturlag, der øverst indeholdt sager fra middelalder og nyere tid, men længere nede mange genstande, som klart kunne dateres til vikingetid. Keramikmaterialet var både talrigt og meget varieret, hvilket i sig selv er sjældent fra denne periode, der ellers ikke udmærker sig ved godt lertøj, snarere tværtimod. Nogle af skårene stammer fra drejede lerkar, som må være importerede; det hurtiggående pottemagerhjul eksisterede ikke i Danmark på den tid. Forskellige bronzegenstande - igen en usædvanlig ting - blev også fremdraget, således en forgyldt nål og et skålformet spænde, som efter sin form og størrelse må dateres til 700-årene. Vævevægte af ler, store hvæsse- og polersten samt mange afsavede knogler og hjortetakker vidnede om håndværkeraktivitet på stedet. Bevaringsforholdene var udmærkede, hvad bl.a. knoglematerialets tilstedeværelse er udtryk for.

Nu var opmærksomheden for alvor vakt, og sommeren 1973 blev brugt til omfattende rekognosceringer. Elskværdige villaejere stillede deres haver til rådighed for vore undersøgelser, i parker og anlæg blev der gravet, ja selv i Kunstmuseets kælder - med velvillig tilladelse af bestyrelsen. (Fig. 7). (Fig. 8). Resultatet af i alt elleve stikprøver var højst varieret. Nogle steder fandt vi intet eller næsten intet. Andre steder var fylden omrodet, så at vikingesager kunne findes over middelaldersager, ganske imod naturens orden. Men atter andre steder lå lagene intakt og af betydelig tykkelse - ja helt enestående tykke, når man sammenligner med, hvad vi ellers kender fra danske oldtidsbyer. I udgravningerne ved Kunstmuseet konstaterede vi, at åen har gået en del nærmere bygningen, end tilfældet er i dag, men selve huset hviler, som allerede omtalt, på vikingefyld. Udgravningsfelterne blev her gjort lidt større, og der blev fundet spor af byggeri. De virkelig store fladeafdækninger, der kan give et egentligt indtryk af oldtidsbyen, har vi dog stadig til gode.

De bedste resultater opnåedes under gulvet i Kunstmuseets kælder; lagene var her uforrådnede, hvilket mærkelig nok ikke var tilfældet uden for huset. Det øverste af kulturlaget er utvivlsomt bortgravet ved bygningens opførelse, men trods alt var der 80 cm tilbage. Blandt fundenes ret store mængder af bearbejdet og ubearbejdet træ mærker man sig en dobbelt stolperække på langs gennem hele feltet samt to lignende rækker anbragt vinkelret på den første. Mellem stolperne stod uafbarkede vidjer lodret nedstukket i jorden; en af dem var ombøjet med påbegyndt fletning ind mellem stolperne. Fundet må tolkes som rester af et eller flere huse med fletværks vægge. Gulvlag blev ikke fundet, de må have ligget i et nu bortgravet niveau. En lignende husvæg blev påvist i udgravningen uden for bygningen, men her var intet træværk bevaret, kun sporene, hvor det har stået.

De skriftlige kilders omtale af det ældste Ribe som en handelsby finder rig bekræftelse i genstandsfundene, hvoraf mange må være importgods, men også håndværkene er stærkt repræsenteret. (Fig. 9). Til de mere sjældne sager hører en læderlap udskåret i nøgleform samt et med runer beskrevet stykke af en menneskelig hjerneskal. En særlig omtale fortjener ni sølvmønter opsamlet forskellige steder i fyldlaget og sikkert tilfældigt tabt. De er alle såkaldte »sceattas« og bærer på den ene side et maskeagtigt ansigt, på den anden et stiliseret dyr med hovedet vendt bagud over ryggen. (Fig. 10). Typen, som er meget sjælden i Danmark (den kendes kun i fem eksemplarer, alle fra Dankirke), anses for frisisk og har været gangbar fra ca. 725 til omkring 800, snarest sidst i perioden. Det må være et godt indicium for, at laget skal dateres til den senere del af 700-årene og vel lidt op i det følgende århundrede. De øvrige fund bekræfter denne tidlige placering.

Er dette så det gamle Ribe? Uden tvivl ja. Fundene mere end opfylder de forventninger, vi på grundlag af de historiske kilder kunne stille til dem. Trods udgravningens begrænsede omfang er de forbavsende rige og forbavsende entydige. De mange importsager viser, at bebyggelsen har været en »vicus«, en handelsplads, og vi kan med mønternes hjælp fastslå, at den må have eksisteret op mod 100 år før Ansgar fik tilladelse til at oprette sin missionsstation, hvilket fører den tilbage til sengermansk jernalder, hvor Danmark endnu ikke er dukket frem af historiens tusmørke. At vi - bortset fra de få fund på Skt. Nicolaj kirkegård - endnu ikke har fået fat i vikingetidens senere århundreder, er næppe så stort et problem, at fremtidige udgravninger ikke vil kunne løse det. Sådanne vil, hvis bevillinger opnås, blive iværksat allerede i den kommende sommer.

Dette, at det gamle Ribe nu har taget form, og at det er ældre end vi på forhånd kunne regne med, gør det rimeligt igen at tage de historiske kilder frem til vurdering. De er alle udenlandske og vedrører - naturligvis - den ældste kristne mission til Skandinavien, men de skrivende har ikke haft primært kendskab til danske forhold og udtrykker sig derfor ofte noget uklart. Den første missionsrejse, som omtales, fandt sted i begyndelsen af 700-årene ved den frisiske missionær Willibrord. Han fik ikke, som han håbede, held til at omvende kong »Ongendus« (Angantyr?), men han fik dog 30 unge mennesker med sig hjem, som han kunne prøve at opdrage i den kristne tro og gøre til missionærer i deres fædreland. (Fig. 11). Vi ved, at hans hjemrejse foregik ad søvejen, så det er værd at overveje, om det var i Ribe han besøgte den konge, der var »grummere end noget vildt dyr og hårdere end nogen sten«. Lædernøglen, som er fundet ved udgravningerne, kan være et Skt. Pedersymbol og i så fald et vidnesbyrd om tidlig kristen indflydelse. Hermed være ikke sagt, at den har tilhørt Willibrord; snarere vel en af de kristne handelsmænd, som uden tvivl har været jævnlige gæster i byen.

Det næste fremstød, vi hører om, blev iværksat af ærkebisp Ebo af Reims, men vi ved ikke meget om det og kan kun gætte på, hvilke byer han besøgte, da han 823 kom »til danernes grænser«. Få år senere gik Ansgar i hans spor; om hans rejse herop sammen med kongsemnet Harald Klak kan der læses på bladets midtersider. Målet nævnes ikke i teksten, det antages almindeligt at have været Hedeby, som dog måske, med sit nære forhold til Godfred og Godfreds sønnerne, ikke var det bedst tænkelige tilflugtssted for en tronkræver. Hvis Ribe, hvad udgravningerne antyder, var et klart alternativ, undgår man ikke at tage den i betragtning. Man kan indvende, at sidste del af rejsen foregik over land, men det kan skyldes kong Haralds ønske om at bese det len, som kejser Ludvig havde givet ham i venskabsgave.

Det får nu stå hen og er i øvrigt mindre væsentligt. Sikkert er det, at Ansgar senere fik forbindelse med Ribe, nemlig da kong Hårik, en af Haralds efterfølgere, gav ham tilladelse til at bygge en kirke i byen på en til formålet udvalgt grund. Hvor lå den? Er det urimeligt at pege på pladsen, hvor nu domkirken ligger? Ganske vist var man, af forretningsmæssige grunde, tolerant over for den nye tro, men der var vel grænser for frisindet, og det måtte virke som en grov provokation at anbringe et kristent gudshus midt i det af hedningerne dominerede samfund. Byen fik med denne placering to centrer, et handelsmæssigt nord for åen og et kirkeligt syd for den. Også i Århus finder vi den ældste domkirke uden for byen.

Med kristendommens ophøjelse til statsreligion måtte denne tvedeling forekomme upraktisk. I Århus flyttede domkirken til byen, i Ribe byen til kirken. Det skete næppe på en gang, men gradvis, gennem århundreder. I senmiddelalderen var skiftet fuldbyrdet; den gamle bydel omtales da ofte som »forstaden«.

I Ribe bispekrønike, som ganske vist er fra en langt senere tid, finder vi beretningen om Leofdag, byens første bisp, »hvem den vantro hob forfulgte under hans prædiken og dræbte med et spyd, da han satte over en å«. Man ser det for sig: Under et besøg i handelscentret på åens nordside er bispen kommet i klammeri med stadens hedenske befolkning. Han har forsøgt at trække sig tilbage i sikkerhed til sin kirke, men er blevet indhentet og dræbt i vadestedet.

(Fig. 12).

Lit: Skalk 1962:3 (Artiklen »Ribes lod«). - Mark og montre 1973.
Tegninger: J. Kraglund