Istidsmandens redskaber

Der er gået sport i denne søgen efter det ældste. Den drives af læg og lærd og nyder selvsagt offentlighedens bevågenhed. Papiret er tålmodigt - ikke mindst dagspressens -, og det er langt fra altid, overskrifternes glade budskaber har kunnet stå for nøgtern, videnskabelig kritik. Jagten på istidsmanden er således et anliggende, hvor mange lys har måttet slukkes, men nye vil utvivlsomt tændes, for vi ved med sikkerhed, at han har været her og altså ikke blot er et videnskabeligt fantom. I ét tilfælde har der vist sig at være realiteter bag formodning. Det er nu ca. 15 år siden, zoologen Ulrik Møhi påviste, at nogle dådyrknogler fundet ved Hollerup i nærheden af Randers var sønderslået på en karakteristisk måde, som utvivlsomt må tilskrives mennesker, der har villet sætte tænder i den lækre marv. Sådanne marvspaltede knogler er meget velkendte; de optræder talrigt i fund fra den senere oldtid, men dådyrknoglerne stammer fra et lag, som med sikkerhed kan siges at være dannet i den lange varmetid mellem sidste og næstsidste istid, og de leverer altså et uigendriveligt, omend indirekte, bevis for, at menneskene har været her. Hollerup jægerne, som efter de seneste undersøgelser kan siges at have levet for ca. 80.000 år siden, har færdedes ved en sø, i denne er deres måltidsrester havnet, og det bløde dynd har bevaret knoglerne fint. Skade at der ikke kom andet med! Et enkelt flintredskab, ja blot et stykke affald fra tilhugningen, havde været særdeles velkomment. Så meget er nemlig sikkert: har der levet mennesker i Danmark under den sidste mellemistid, så har de også haft værktøj eller våben. De må kunne findes.

Fra de fleste europæiske lande kendes talrige fund af stensager, der er lige så gamle som Hollerup-knoglerne eller måske langt, langt ældre, så egentlig kan man vende sagen på hovedet og sige, at det er mærkeligt, at vort land med dets bekendte rigdom på fortidslevninger ikke for længst har ydet sikre oldsagsfund fra de tider. Forklaringen har vi allerede berørt: isen har lavet ravage; gennem fire (eller fem) hovedfremstød og utallige mindre frem- og tilbagerykninger pløjede den landskabet op, og hver gang, det skete, udjævnedes ældre aflejringer, så kun et fåtal blev tilbage. Redskaberne er her utvivlsomt, men blandet op i jordmasserne på en måde, som gør det til en meget vanskelig sag at finde dem.

Skulle endelig et stykke dukke op, hvordan så kende det? Hvordan skal man af flintsagernes mængde udskille disse fund, som ifølge sagens natur må optræde spredt og for flertallets vedkommende løsrevet af deres naturlige sammenhæng? Skal man være kritisk - og det er sandelig nødvendigt, når man vover sig ind på et område som dette - så er der kun to veje, ad hvilke man med rimelig sikkerhed kan finde frem til istidsmandens redskaber (fig. 1).

Den første foreligger, når laget, hvor fundet er gjort, kan tidsfæstes - som regel ved geologiske og botaniske metoder, eftersom den velkendte og meget benyttede kulstof 14-datering »kun« rækker ca. 35.000 år tilbage og altså er uanvendelig her. Den anden mulighed indtræder, når fundene selv er af sikre istidsformer, typer kendt fra udlandet og med klar tilknytning til en af de fjerne perioder - og vel at mærke kun til den. Det er vanskeligt at opfylde de to krav eller blot et af dem. I særdeleshed det sidste er et område, som kræver omfattende specialviden, og selv øvede fagfolk vil ofte have svært ved at blive enige.

I en artikel i Skalk 1957:2 omtaltes syv små flintstykker (en regulær flække og seks afslag) indsamlet af politiassessor Erik Westerby i en grusgrav i Seest ved Kolding (fig. 2). Overskriften var »Istidsmandens redskaber?«. Man bemærker det forsigtige spørgsmålstegn og opdager ved nærmere eftersyn, at det stadig står ved magt. Den lovede dokumentation er aldrig kommet, og det kan foreløbig ikke afgøres, om fundet »kun« er 15-20.000 år gammelt, altså samtidig med det seneste fremstød af indlandsisen på de kanter, eller om det er langt ældre. Begge muligheder er tilstede. Ud fra deres former kan stykkerne ikke dateres, så kun en geologisk vurdering vil kunne afgøre spørgsmålet.

Jeg skal ikke trætte læserne med at opregne alle de meddelelser om fund af istids mandens redskaber, som er bragt gennem de sidste tyve år - med og uden forbehold. De bedste af disse fund bør efter min mening fortsat regnes for muligheder, men de fleste må afskrives. I det følgende skal imidlertid omtales to flintredskaber, der utvivlsomt må være fra istiden. Som en provokerende understregning af fundets sikkerhed har vi ladet nærværende artikel låne den gamle overskrift, men uden spørgsmålstegnet (fig. 3)(Fig. 4). Gennem nogle af vore store dagblade blev det for otte år siden kendt af offentligheden, at amatørforskeren, konsul Eli Jepsen, Herning, i sin samling havde en række stenoldsager, som han antog stammende fra tiden før sidste istid. Meddelelsen fremkaldte kraftige reaktioner fra nogle fagfolk, men lad det være glemt, og lad os iøvrigt med det samme slå fast, at hovedparten af sagerne er af former, som i hvert fald er diskutable - de kan med lidt god vilje anses for at være fra istiden (palæolitiske, hvis man foretrækker den faglige betegnelse), men de fleste arkæologer vil nok tilskrive dem anden og yngre oprindelse. Under gennemgangen af de omstridte fund standsede jeg imidlertid ved et af stykkerne; det lod sig ikke uden videre affeje, dertil lignede det for slående »håndkilen«, et universalredskab, som var uhyre almindeligt i ældre og mellemste palæolitikum, men som ikke hidtil var fundet nordligere end omkring Hannover i Nordtyskland. En svale gør ingen sommer, og helt kan man vel ikke se bort fra den mulighed, at stykket kan være kommet til landet i nyere tid for så på gådefuld vis at havne på den mark ved Villestrup i Himmerland, hvor en pige i 1931 samlede det op under sit arbejde i kartoflerne.

Senere har imidlertid endnu en håndkile - fra stranden på Fænø i Lillebælt - fundet vej til Eli Jepsens samling, og yderligere er der sket det, at de to stykker sammen med andre sager har været forelagt og er blevet godkendt af en række eksperter i udlandet - og de har nu engang bedre forstand på disse gamle redskaber end nogen dansk arkæolog. Professor Francois Bordes fra universitetet i Bordeaux, vel nok den bedste nulevende kender af gammel-palæolitiske redskaber i Europa, har således uden tøven betegnet de to fund som redskaber af Acheul-type og dermed placeret dem i en af de kendte istidsperioder. Mundtligt har professor Bordes meddelt mig, at selve flinten ikke er fransk; det er således ikke sandsynligt, at det drejer sig om »turist-stykker« bragt til Danmark fra håndkilernes hovedland. Min erfaring på det palæolitiske område er beskeden i forhold til hans, men hvad danske oldsager angår har jeg et fortrin, og jeg tror at kunne bidrage til sagens opklaring ved en afvisning af den alternative mulighed, at stykkerne skulle være »unge« stenaldertyper i ufærdig form, f.eks. forarbejder til dolke eller spydspidser, som jo kendes i tusindvis netop fra Danmark. Jeg mener med andre ord at turde fastslå, at der nu i Danmark er fundet mindst to redskaber, som efter deres type må stamme senest fra den lange varme- periode før sidste istid.

Hundredtusindårige redskaber fundet på dansk jord - det er dog en begivenhed, men helt bag på os kommer den altså ikke. Vi måtte vente dem - ikke mindst efter Hollerupfundet, der netop stammer fra en tid, da håndkiler som de nu fundne var almindelig brugt over størstedelen af Europa, ja videre omkring. Når man herhjemme forestiller sig istidsmennesket, er det vist i reglen Neanderthalmanden med den uudviklede hage og vigende pande, der tænkes på, men det er ikke ham, vi her er kommet i berøring med. Håndkilernes fremstillere tilhørte en anden, ældre menneskerace.

Mellem de nye fund og dem, der hidtil har gået for at være landets ældste, ligger et tidsmæssigt svælg - så vældigt er det, at hele vor efteristidshistorie kan være i det fire -fem gange. Efter så langt et skridt gælder det at finde balancen, og man ser meget gerne det her fremførte yderligere underbygget. Der kan komme flere fund, og der kan komme ældre - de findes jo ude i Europa. At nitterne fremdeles vil være i overtal, er der desværre ingen tvivl om; de ufærdige redskaber fra yngre stenalder, som er fejltagelsernes hovedkilde, er jo så langt talrigere end de ægte palæolitiske fund. Jeg er da også forberedt på, at min stillingtagen i denne sag vil blive mødt med hovedrysten af mere forsigtige og nøgterne kolleger, som fortsat vil mene, at de to sten er ufuldførte redskaber, hvis rette plads er i yngre stenalders brokkasse. Det skal de have lov til.