Intet skib til Trankebar

Da de to skibe »Christianshavn« og »Den gyldne Sol« i november 1639 lagde ud fra København og satte kursen mod Trankebar, har man næppe forestillet sig, at der skulle gå 29 år, før en ny udsendelse fandt sted. Sådan gik det imidlertid; næste gang en Trankebarfarer stod op gennem Sundet var den 20. oktober 1668. Det var fregatten »Færø« ført af kaptajn Sivert Adeler, en søn af søhelten Cort Adeler.

Færø fik en hurtig og heldig rejse ad den sædvanlige rute. Først op gennem Kattegat og Skagerak, norden om Skotland og ud i Atlanterhavet. Derefter det lange stræk sydpå over ækvator til den hollandske koloni Kapstaden på Afrikas sydspids, hvor de besætningsmedlemmer, der viste tegn på skørbug, blev bragt til hægterne med frisk frugt og anden vitaminholdig kost. Herfra styrede kaptajn Adeler ret østover på 35 graders sydlig bredde, hvor man kunne regne med stabil vestenvind, indtil udkiggen sigtede de øde småøer Sankt Paul og Amsterdam. Herfra gik så turen mod nord, og i slutningen af maj - efter en rejse på syv måneder - fik man Ceylon i sigte. Færø stod nu op langs den frodigtgrønne Coromandelkyst, og den 31. maj 1669 nåedes målet. Langt ude fra søen kunne man se Dansborgs hvide mure mellem palmerne, og efterhånden som skibet kom nærmere ind under kysten, skimtedes flagstangen over kommandantboligen med en anelse af noget rødt. Der var ingen tvivl: det danske flag vajede fortsat over kolonien. Både kaptajn Adeler og Dansborgs kommandant, Eskild Andersen Kongsbakke, kunne drage et lettelsens suk, da kongens fregat lod ankeret gå på Trankebars red, og skibets kanoner rumlende begyndte at salutere fæstningen og flaget.

Historien om, hvordan Trankebar blev ladt i stikken, men alligevel overlevede, lyder som en romanforfatters påhit, men den er sandfærdig og har sin egen forklaring. Vi vil i det følgende prøve at udrede trådene og samtidig give et billede af de danskes beskedne medvirken i en tidlig fase af imperialismen.

Helt tilbage i 1616 havde Christian 4. udstedt privilegierne til et Ostindisk Kompagni; ved dets hjælp håbede han at gøre hollænderne kunsten efter og få del i de rigdomme, der fra Østen blev sejlet til Europa ad Vasco da Gamas gamle rute syd om Afrika. To år senere, november 1618, har kongen noteret i sin kalender: »Sejlede vor indianske flåde ud af Sundet. Den almægtigste Gud give dem lykke«. Den omtalte flåde bestod af fire store skibe under kommando af den kun 23-årige adelsmand Ove Giedde. Målet var Ceylon, og det var der gode grunde til. Samme forår havde Christian 4. nemlig - gennem en hollandsk udsending - indgået en højtidelig traktat med denne øs »kejser«, rajah Senarat: danskerne skulle hjælpe ham med at bekæmpe portugiserne mod til gengæld at få visse begunstigelser, således eneret på Ceylons handel med Europa. Rejsen gik syd om Afrika - som kaptajn Adelers præcis 50 år senere - og efter 535 dages sejlads fik ekspeditionen Ceylon i sigte, men i den lange ventetid havde rajahen måttet slutte fred med portugiserne, og nu nægtede han pure at anerkende den traktat, hans udsending havde indgået i hans navn.

Ceylon-projektet måtte derfor opgives. I stedet vendte Ove Giedde sig mod Indien, og allerede den 19. november 1620 kunne han i sin konges navn afslutte en traktat med nayak Ragunatha af Tanjore. Fyrsten overlod danskerne byen Tarangambadi (byen ved brændingen) med ret til at handle og til at opføre en fæstning mod at svare en årlig afgift. Ove Giedde, der havde lært befæstningskunst i Holland, udstak selv planen til fæstningen: et muret firesidet anlæg med kraftige hjørnebastioner og adgang ad en vindebro over voldgraven og gennem en lang s-slynget porthvælving.

Fæstningen var kongens, og Christian 4. ville utvivlsomt have opkaldt den efter sig selv, som han gjorde det med sine talrige andre by- og fæstningsanlæg: Christiania, Christiansstad, Christianopel, Christianshavn, Christianssand og Christianspris. Man kunne vente, at Ove Giedde som kongens admiral og gesandt ville føje endnu et Christian-navn til de øvrige, men han var tillige dansk adelsmand med tilknytning til rigsrådsaristokratiet, så hans valg faldt på »Dansborg« - også nationalt, men uden inddragelse af kongehuset (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4).

Ove Giedde havde nået et resultat og kunne med god samvittighed vende hjem, hvad han derfor gjorde. I København blev han modtaget med hæder, gik fra den ene indbringende lensmandspost til den anden og endte som rigsråd og rigsadmiral. Hverken Christian 4. eller Ostindisk Kompagnis aktionærer opnåede derimod det resultat, de havde ventet og håbet. Handelen på Østen blev ingen guldgrube, Danmark evnede ikke at tage konkurrencen op med hollænderne og englænderne. Af de 18 skibe, der blev sendt ud til Tarangambadi (eller Trankebar, som danskerne kaldte den) returnerede kun de syv, og deres ladninger af peber og fine krydderier kunne langtfra dække udlæggene og betale omkostningerne. I realiteten erkendte Christian 4. fiaskoen og indstillede udsendelsen af skibe, men han ville ikke offentlig indrømme sit nederlag. Trods aktionærernes bønner nægtede han at nedlægge det kompagni, han som ung havde startet med så store forhåbninger.

Livet i Trankebar den første snes år efter koloniens oprettelse blev altså ikke præget af handelen med Europa. Det økonomiske grundlag for den danske besiddelse var den handel og søfart i asiatiske farvande, som vi kender fra Marco Polos og Sindbad Søfarerens beretninger, og som allerede var gammel, da de blev skrevet. Det var dette historiske handelsmønster over vældige afstande, portugiserne var gået ind i, efter at have skaffet sig kontrol med handelens hovedruter - Malaccastrædet, Hormuzstrædet og strædet ved Aden - og opbygget Goa som centret i deres edderkoppespind, der strakte sig over hele det maritime Asien (Fig. 5). Hundrede år senere - omkring 1600 - var hollænderne og englænderne trængt ind i dette ældgamle handelsnet, og nu var altså danskerne fulgt efter. På landjorden havde europæerne ingen magt at udøve, de handlede med hatten i hånden og inden for de lokale love og sædvaners ramme; den militære og økonomiske ekspansion på land tilhører en langt senere periode. Til havs kunne de derimod bruge vold med deres armerede skibes små kanoner og musketter over for værgeløse asiatiske handels- og pilgrimsskibe. De forulempedes mulighed for at øve gengæld lå i at ramme voldsmændenes støttepunkter, magasiner og varelagre på land.

Over det danske Ostindiske Kompagni var der fra starten et markant hollandsk præg. De første skibe havde haft erfarne hollandske navigatører om bord, og Trankebars tre første kommandanter var hollændere. Først i 1648 fik Dansborg en dansk kommandant, og det skyldtes karakteristisk nok et mytteri i garnisonen. Dette hollandske tilsnit er utvivlsomt en af grundene til, at den danske handel langs Indiens kyst og i det vældige indonesiske ørige blev så hurtigt indarbejdet. Danskerne i Trankebar gjorde værdifulde erfaringer og fik et net af vigtige kontakter, som kom dem til gode, da udsendelsen af skibe fra København ophørte. Et vigtigt kort, der kunne spilles på, var den kendsgerning, at Trankebar ikke tilhørte det danske kompagni, men den danske konge. Det vil sige, at overgreb mod kolonien og mod skibe under dansk flag ikke blot var rettet mod en gruppe aktionærer og købmænd, men var en krænkelse af en anset europæisk monark. Den danske konge var en faktor i europæisk politik, og hans fæstning Kronborg bevogtede en af den internationale handels hovedruter, vejen ind og ud af Østersøen. Det var med til at sætte danskerne i respekt over for deres europæiske konkurrenter, hollænderne, englænderne og portugiserne.

Trankebars isolation begyndte dramatisk. På det tidspunkt, da de to danske skibe »Christianshavn« og »Den gyldne Sol« stævnede mod kolonien som de sidste for en periode af 29 år, befandt dennes kommandant Berent Pessart sig i en ganske alvorlig klemme (Fig. 6). Han havde drevet en livlig handel mellem Coromandelkysten, Bantam og Macassar, men skibsforlis og overlegen hollandsk konkurrence havde ført ham ud i fallit, og efterhånden vovede han ikke længere at vise sig i Masulipatam, handelens hovedsæde på Coromandelkysten, af frygt for at blive kastet i gældsfængsel. Det var situationen, da »Christianshavn« i 1643, efter i flere år at være holdt tilbage af spanierne på Tenerifa, omsider nåede ud til Trankebar medbringende en ny kommandant, Willem Leiel, der skulle afløse Pessart. Modtagelsen var ikke særlig hjertelig, Pessarts folk havde forskanset sig bag Dansborgs mure, og Leiel måtte indlede en regulær belejring, før de gav op og åbnede fæstningen for kongens kommandant. Pessart selv var på det tidspunkt på flugt i et lille fartøj med kurs mod Java. Hans plan var at starte en handelsekspedition til Japan, men det forhindrede hollænderne, som havde sikret sig eneretten på at gøre forretninger med det lukkede rige. De pressede i stedet den magtesløse Pessart til at foretage en kombineret handels- og spionekspedition til det spanske Manila under dække af det danske flag. Det endte i en katastrofe, Pessart blev dræbt og de danske søfolk slaver på spanske galejer.

Hjemme i Trankebar var Willem Leiel med stor energi gået i gang med at genoprette den ødelagte danske kredit langs handelens hovedruter, men herunder kom han i misforhold til Dansborgs garnison, som afsatte ham. Lederen af mytteriet, Poul Hansen Korsør, fulgte efter som kommandant, men døde pludselig 1655 uden at have udpeget en efterfølger. Garnisonen måtte derfor selv finde en kommandant, og valget faldt på fæstningens konstabel, Eskild Andersen Kongsbakke. Han var født i Kungsbacka i Halland og var nu i begyndelsen af fyrrerne. At vælge en underofficer til kommandant på kongens fæstning, var at gå meget langt ned ad tidens rangstige, men det skulle vise sig at være en lykkelig beslutning. Eskild Andersen sad som chef på Dansborg i tyve år, og det var frem for alt hans fortjeneste, at fæstningen og byen forblev på danske hænder, og at der eksisterede et dansk handelsstøttepunkt i Indien, da man efter svenskekrigene og statskuppet i 1660 hjemme i København besluttede sig til at genoptage handelen med Asien.

Breve hjemmefra nåede med flere års mellemrum ud til Trankebar. Garnisonen vidste derfor, at kong Frederik havde opløst gamle kong Christians kompagni, og man havde også hørt om de ødelæggende svenskekrige, og at kongen havde gjort sig enevældig. Brevene havde indeholdt kongelige løfter om snarlig hjælp og ordrer om at holde fæstningen, men hvad de ikke fortalte, var, at man gjorde sig alle mulige anstrengelser for at sælge Trankebar. I 1651 lykkedes det faktisk at afhænde Dansborg med Trankebar og to tilhørende landsbyer til kurfyrsten af Brandenburg, men da det kom til stykket, kunne han ikke betale de aftalte 120.000 rigsdaler, så handelen måtte gå tilbage. Planer om at sælge kolonien til hollænderne eller englænderne løb også ud i sandet, men så sent som i 1669 - mens fregatten Færø var på vej mod Trankebar med mandskab, materiel og penge - forhandlede man med Ludvig 14.s finansminister Colbert om en fransk overtagelse.

Men alt dette var kommandanterne på Dansborg altså lykkeligt uvidende om. De gjorde, hvad de kunne for at holde fæstningen til kongens hånd. I 1646 gennemførte Willem Leiel en omfattende istandsættelse af Dansborg og udbyggede to af de fire hjørnebastioner kraftigt. Poul Hansen Korsør fortsatte dette arbejde ved kort før sin død at forstærke bastionerne i nord og øst, hvor de truede med at skride i voldgraven, og omkring 1660 drog Eskild Andersen konsekvensen af en truende udvikling. Nayaken af Tanjore havde i de foregående år flere gange lagt sig med sin hær uden for Trankebar for at afpresse danskerne penge. Byens indiske indbyggere søgte ly bag fæstningens mure, og kanonerne oppe på murkronen holdt nayakens tropper på behørig afstand, så der var ikke sket større skade, men man vidste, han ville komme igen. Eskild Andersen lod derfor opføre en solid mur med fire kraftige kanontårne rundt om hele byen og omdannede dermed Trankebar fra en åben by til en fæstningsby.

Når den danske koloni således i den lange periode, hvor den var uden støtte fra hjemlandet, formåede at holde sig i live, skyldes det altså ikke omgivelsernes velvilje; der var kræfter nok, som ønskede den udslettet. Forklaringen skal søges i andre forhold. Navnlig fire må fremhæves: handel, neutralitet, sørøveri og politik.

Handelen og søfarten var det væsentligste. Det var derfra pengene kom til at betale de europæiske og indiske soldaters sold og til at vedligeholde og udbedre fæstningsværkerne. Fra gammel tid havde Trankebar været en af Coromandelkystens vigtige havne. Til handelen sydpå langs kysten og til Ceylon benyttedes mindre fartøjer, men når det gjaldt det indonesiske ørige, måtte der større skibe til, lokale såvel som europæiske. Den vigtigste eksportvare var de indiske bomuldstøjer, udført med henblik på smagen hos aftagerne i de forskellige byer, for eksempel Bantam ved Sundastrædet, Japara på Java og Macassar på Celebes. Afstandene var store - fra Trankebar til Macassar således 7.000 kilometer, svarende til afstanden fra Danmark til Grønland; et skib kunne gøre en eller to rejser om året ved at udnytte monsunerne. Nogle af varerne, de danske skibe fragtede, var ejet af danskerne selv eller andre europæere, men hovedparten tilhørte indiske købmænd, som enten selv sejlede med skibet og afsatte sagerne eller sendte deres slægtninge (Fig. 7). I god tid før afsejlingen var trommen blevet rørt i Trankebars gader og stræder: det bekendtgjordes, at man kunne tegne sig for fragtrum i det danske skib. For de indiske købmænd var den sikkerhed, som det danske flag og de danske kanoner kunne tilbyde, ikke uden betydning, og danskerne på deres side gjorde, hvad de kunne for at bevare handelsfolkets tillid; hele Trankebars eksistens stod og faldt jo med den. Tilbage fra Indonesien bragtes så andre varer, de vigtigste var nelliker og fine krydderier samt mindre partier af tin, kobber og guld. En væsentlig rolle i dette spil havde de udstationerede danske handelsassistenter, men man forstår, de kunne føle sig lidt ensomme, når der gennem længere tid ikke var kommet skib fra kolonien. I 1653 skrev en hollænder i Macassar sarkastisk om den derværende danske assistent, at han i to år ikke havde modtaget det mindste fra Trankebar, og at han levede fra hånden i munden, men alligevel førte sig tappert frem som storkøbmand.

Neutraliteten var et andet af de kort, danskerne kunne spille med. Når portugiserne og hollænderne lå i krig med hinanden, var begge parter villige til at betale for, at deres handel kunne fortsætte under dansk flag og med fiktive danske ejere. Under krigene mellem de indiske fyrster på Coromandelkysten så hollænderne deres fordel i at indkøbe og samle deres tøjer i ly af Dansborgs kanoner, og de betalte gerne én procent af varernes værdi for denne beskyttelse. Og da de portugisiske besiddelser på Coromandelkysten måtte overgive sig til hollænderne, søgte en del af indbyggerne til det neutrale Trankebar, hvor de blev modtaget med åbne arme som et værdifuldt tilskud til stedets handelsliv. I Danmark blev katolikker ikke tålt på det tidspunkt, men i Trankebar fik de tilladelse til at danne en menighed og endda opføre en kirke. Leiel omtaler den i en rapport hjem og tilføjer med stolthed, at den er lige så stor som Holmens kirke på Bremerholm.

Også andre benyttede sig af den danske neutralitet i snævre vendinger. Det var skik og brug, at desertører fra garnisoner og skibe samt folk, der var gået fallit eller af andre grunde følte jorden brænde under fødderne, søgte tilflugt i en anden europæisk koloni end den, de selv tilhørte. Alle havde brug for mere personel, og det var en stiltiende aftale, at man ikke udleverede disse mennesker. Men det er interessant at se, at også indere søgte beskyttelse mod andre indere under danskernes vinger. Da nayaken i 1650’erne belejrede Trankebar, sluttede byens indiske indbyggere sig til danskerne, og da en af stormogulens hære nærmede sig kolonien, og det blev nødvendigt at hverve indiske og portugisiske soldater langs kysten, blev pengene skaffet til veje af Trankebars indiske indvånere og af nogle rige købmænd med interesser i området og brug for et handelsstøttepunkt under dansk flag (Fig. 8. Fig. 9)

Knap så flatterende for danskerne virker det, at en af deres vigtigste indtægtskilder - ja i enkelte år måske ligefrem den vigtigste - var sørøveri. Omkring 1640 var nogle danske skibe strandet ud for Pipli på Bengalens kyst nær Ganges’ udløb. De lokale myndigheder havde ikke blot afvist at yde hjælp, men også nægtet at udlevere det bjærgede gods. Danskerne valgte at fortolke dette som røveri og anså sig for berettiget til at svare igen med samme mønt. Følgen var, at i en periode på mere end 30 år krydsede armerede danske skibe i Den bengalske Bugt og opbragte bengalske skibe og deres ladninger - en aktivitet, der ikke blot skaffede midler til at vedligeholde og udbygge Trankebars befæstning, men også forsynede danskerne med nye skibe til at fortsætte krigen mod bengalerne. Disse var heftigt indignerede, men da deres fyrste ikke selv rådede over armerede skibe, og da danskerne ikke havde handelsstationer eller varelagre i Bengalen, som kunne beslaglægges, var det et magtesløst raseri.

Nawaben, det bengalske styres øverste, forsøgte derfor en anden mulighed: han lagde pres på hollænderne og englænderne, der begge havde støttepunkter i området, og forlangte, at de skulle sætte en stopper for de danske udskejelser. Over for hollænderne antydede man, at de og danskerne i virkeligheden var to alen af et stykke, og truede med at fratage dem deres handelsrettigheder. Det blev hollænderne naturligvis dybt forargede over, og englænderne blev ikke mindre oprørte ved nawabens påstand om, at eftersom englændere og danskere begge var kristne, måtte de første svare for de sidstes overgreb. Både hollænderne og englænderne indskrænkede sig i øvrigt til gennem deres guvernører at tilkendegive deres misbilligelse over for kommandanten på Dansborg; det var alt, hvad der kom ud af den sag. Begge vidste kun alt for godt, at deres overordnede i Europa aldrig ville sanktionere, at de brugte magt over for den danske konges repræsentanter (Fig. 10). Det samme vidste danskerne, så de gjorde præcis, som det passede dem. Først i 1674 blev den bengalske trediveårskrig afsluttet med, at begge parter frasagde sig deres krav.

Også selve de politiske magtforhold i Indien gav kommandanten på Dansborg muligheder, som kunne udnyttes. Sammenlignet med andre europæiske anlæg på Coromandelkysten - hollændernes Fort Geldria og englændernes Fort Saint George i henholdsvis Pulicat og Madras - var Dansborg en stærk fæstning, og de rivaliserende portugisere, hollændere og englændere havde klare interesser i, at den ikke kom på forkerte hænder. Specielt hollænderne nærede til stadighed planer om at købe eller i hvert fald leje fæstningen, som kunne være et hensigtsmæssigt supplement til Fort Geldria.

For at stemme danskerne venligt lånte den hollandske generalguvernør i 1650’erne garnisonen på Dansborg, der på det tidspunkt led af mandskabsmangel, soldater. Man følte sig frem, men selve købet skulle naturligvis ordnes hjemme i Europa, så kompagniet i Amsterdam blev af samme generalguvernør tilrådet at træde i aktion. Englænderne var alvorligt bekymrede, mens danskerne vel stort set var uvidende om, hvad der foregik. Så meget er sikkert: hverken Poul Hansen Korsør eller Eskild Andersen Kongsbakke var indstillet på at afgive fæstningen, før de fik direkte ordrer fra kong Frederik 3., og sådanne indløb aldrig.

Derfor vajede kongens flag over fæstningen, da fregatten Færø lod ankeret gå på Trankebars red den 31. maj 1669. Det har været en stor dag for kolonien og ikke mindst for Eskild Andersen, der med stolthed kunne aflægge regnskab for de fjorten år, han havde været kongens kommandant. Han havde udholdt krige med nayaken af Tanjore og med mogulens nawab i Bengalen. Han stod på en god fod med de europæiske magter i Indien og med sultanen på den vigtige handelsplads Bantam på Java. Han rådede over veludrustede skibe, fyldte pakhuse og en betydelig beholdning af rede penge. Han havde forstærket Dansborg og gjort Trankebar til en fæstningsby. Han havde forsynet disse forsvarsværker med kanoner, heriblandt fjorten malmkanoner støbt i stormogulens kanonstøberi.

At Trankebar i 29 år forblev på danske hænder uden støtte hjemmefra, kan umiddelbart virke som en fabel, men »de største fabler er sandhedens« har kunsthistorikeren Christian Elling sagt, og det kan næppe udtrykkes mere rammende. Det Asien, hvor europæerne opererede i midten af 1600-årene, var barsk og nådeløst, men det rummede trods alt overlevelsesmuligheder, hvis man ellers forstod at finde dem. Som vi har set, havde Willem Leiel, Poul Hansen Korsør og Eskild Andersen Kongsbakke en række kort at spille med, og de håndterede dem bemærkelsesværdigt godt.

Da Færø blev sendt af sted fra København, var det uden sikkerhed for, at Trankebar fortsat var på danske hænder, og man vidste ikke, om Eskild Andersen endnu levede. Med skibet fulgte derfor en ny kommandant, der efter kongens instruks skulle afløse den nu aldrende hallænder, hvis han ønskede at rejse hjem med fregatten. I dette, at man overlod ham selv valget, ligger en anerkendelse, som ikke må undervurderes. Eskild Andersen kunne, hvis han ville, forblive kongens kommandant i Trankebar til sine dages ende.

Og det var, hvad han valgte. Hvad skulle han og hans portugisiske hustru i et Kungsbacka, som siden Brømsebrofreden havde været på svenske hænder, og hvor alle, han havde kendt, for længst var borte? Han ville dø, hvor han havde levet, som kommandant på den fæstning, han så trofast havde holdt til kongens hånd. Sådan gik det, han døde fem år senere, i 1674, og blev stedt til hvile med alle de æresbevisninger, hans stilling krævede, på kirkegården neden for det Dansborg, han havde forstærket, og inden for den bymur, der var hans værk (Fig. 11).