Ild

Moderne naturfolk laver ild på forskellig måde, men to grundprincipper går igen: ildgnidning, med to træstykker, der bringes i hurtig bevægelse mod hinanden, så at gnidningsvarmen tænder ild, og ildslagning, hvor der slås gnister ved sammenstødning af forskellige mineraler, for eksempel flint eller kvartsit og stål eller svovlkis (et metalagtigt naturprodukt, der findes i kridt eller som klumper frit på marken). Til begge processer kræves tønder: letfængeligt materiale såsom trøsket træ eller fyrsvamp.

Det almindeligst anvendte ildgnidningsinstrument er ildboret, en træstok, der drejes hurtigt rundt mod et andet stykke træ. Det kan gøres med de flade hænder, men effekten øges ved brug af trækrem eller drilbue. Da alt ved ildboret er forgængeligt, sætter det sig kun få arkæologiske spor. I en jugoslavisk hule, som neandertalerne har beboet under sidste istid, er fundet en birketræsstok med forkulning i den ene ende; den er antaget for et ildbor, men med et så simpelt redskab kan man ikke være sikker på, at tolkningen er korrekt. Fra Danmark kendes ingen sådanne fund, men det udelukker langtfra, at ildboret eller et lignende redskab har været brugt.

Ildslagningens rekvisitter - under ét betegnet »fyrtøj« - er anderledes hårdføre, men ikke altid bestemmelige. De optræder i fundene, mere eller mindre sikkert, gennem hele stenalderen, men klarest mod dennes slutning. Dolktid kalder vi stenalderens sidste større afsnit, og det siger jo lidt om, hvad der dengang var det foretrukne våben. Ejendommeligt ved flintdolkenes hæfter er et karakteristisk slid, sikkert fremkommet ved at rive et stykke svovlkis langs kanter og ujævnheder, så at gnisterne føg. Det er tydeligt, at ildslagning har været en af dolkens opgaver og måske ikke den mindst vigtige (Fig. 3). I den følgende periode, ældre bronzealder, lever flintdolken med ildslagningsfunktion videre, men i særtilfælde er den i miniformat (har altså aldrig været brugt som dolk), og samtidig optræder der ildslagningssten, som helt har forladt dolkformen. På Hvidegårds mark ved Kongens Lyngby blev der for mange år siden fundet en bronzealdergrav med en af de små dolkildsten. At det var skaftet, det kom an på, fremgår klart; det lille flintblad er nemlig syet ind i tarmskind, og beklædningen er tydeligvis ment at skulle være permanent, der er ikke tale om en skede, som har kunnet tages af og på. Denne særlige type er dog i afgjort mindretal, men mange af de ikke-dolkformede ildslagningssten har - tilstræbt eller tilfældigt - lighed med afbrækkede dolkskafter (Fig. 4, Fig. 5). Når de optræder i grave, hvilket ofte sker, er disse altid mandlige - at slå ild med flint har åbenbart været mændenes privilegium. Man skulle ellers synes, at kvinderne, der vel dengang som senere stod for madlavningen, var nærmest til det, men måske har ildboret været deres særlige optændingsinstrument. De to metoder kan i hvert fald meget vel have eksisteret samtidig.

Som nævnt hører der svovlkis til ildslagningen, og stumper af dette stof findes da også jævnligt sammen med flintesten i veludstyrede grave. Et komplet og usædvanlig godt bevaret fyrtøj dukkede sidste år op af Nationalmuseets magasiner. Det stammer fra en bronzealdergrav i Thyregod sogn, Midtjylland, og er fremdraget 1906, men åbenbart uden at vække særlig opmærksomhed, siden det er havnet på det omtalte, lidet påagtede sted.

Fundet omfatter en ildslagningssten af simpel form, en klump svovlkis, en porøs masse (antagelig fyrsvamp) og en samling småpinde - alt bevaret af de metalsalte, der er opstået ved svovlkisens nedbrydning. Uden på svovlkisklumpen er der aftryk af uldstof - det kan være en pose, fyrtøjet har ligget i, eller simpelthen den dødes tøj; det var almindeligt på denne tid, at ligene lagdes fuldt påklædt i graven. Til fundet hører også et sværd og andre sager, som viser, at den her begravede ikke var nogen helt ubetydelig person, hvilket dog i denne forbindelse er mindre væsentligt - et fyrtøj var en ganske almindelig brugsting for høj så vel som for lav. Over selve processen, det at trække ild ud af flint, er der imidlertid et skær af mystik, noget hemmelighedsfuldt, som måske kan forklare, at det var manden, familiens overhoved, der rådede for dette anliggende. I de lædertasker, man undertiden finder i gravene, og hvor fyrtøjet er fast inventar, kan være mange mærkelige ting, som må tilhøre magiens verden. For eksempel rovfuglekløer, snogehaler og indtørrede insektdele.

Med udløbet af bronzealderen synes fyrtøjet at forsvinde - måske har det midlertidigt måttet vige for ildboret - men i romertiden dukker det op igen, sikkert under påvirkning fra storriget i syd, og i den efterfølgende germanertid er det sikkert dokumenteret. Svovlkis optræder stadig, men i stedet for flint anvendes nu kvarts eller kvartsit, omhyggeligt formet til anbringelse i bæltet. Ildstålet, der ligeledes kommer til, og som betyder en væsentlig forbedring, antager i vikingetiden en karakteristisk form med bagudbøjede, spiraloprullede ender; det optræder af og til i kvindegrave, men er almindeligst hos mændene. Mystikken må på det tidspunkt have haft et solidt tag i fyrtøjet. Småbitte amuletagtige ildstål er fundet sammen med - blandt andet - små afbildninger af Mjølner, guden Thors berømte hammer (se Skalk 1971:3). Som tordengud rådede Thor for lynet (Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8). Manden, som slog ild, lånte lidt af hans kraft.

Endnu i 1800-årene blev der falbudt fyrtøjsflint på gaderne i København, men tændstikken var på vej - H. C. Andersen kunne skrive både om »Fyrtøjet« og om »Den lille pige med svovlstikkerne«. Det blev tændstikken (som virker ved gnidning og må betragtes som ildborets efterkommer), der gik af med sejren, men fyrtøjet er dog langtfra slået ud (Fig. 9).