Ikke blot en spade

Spaden, det drejer sig om, har et meget kort skaft, men ligner ellers et almindeligt haveredskab. Bladet er af stål, rektangulært med afrundede nedrehjørner og ombukket overkant, så det kan trædes i jorden med foden, men den ene sidekant er savtakket og den anden slebet skarp. Der er altså tale om et universalredskab. Det er først og fremmest til at grave med og især under snævre pladsforhold, men har også kunnet erstatte andre redskaber eller endda våben.

Patent på denne spadetype blev udtaget 1867. I Rigsarkivet, hvor den tids patentsager findes, ligger en indgående beskrivelse af redskabet sammen med en farvelagt tegning. Ansøgningen om eneret til fremstillingen er sendt til indenrigsministeriet, som derefter har indhentet udtalelser fra krigsministeriet og bestyrelsen for Den polytekniske Læreanstalt. Det sidste sted mente man, at opfindelsen var original og vel gennemtænkt. Resultatet blev, at kongen, som det hedder i patentbrevet, kunne »bevilge og tillade, at Os elskelig hr Johan Buch Linnemann, R. af D., premierlieutenant i Vort infanteri« i ti år fik eneret på fremstillingen af denne infanterispade overalt i Danmark med undtagelse af Færøerne og kolonierne.

Mads Johan Buch Linnemann, i daglig tale Johan Linnemann, var proprietærsøn fra Vejleegnen og kom som ung til handelen i Ålborg. Han hørte tydeligt nok til dem, der blev grebet af »ånden fra -48«, for straks efter krigsudbruddet meldte han sig, atten år gammel, som frivillig til hæren. Han blev hurtigt sekondløjtnant i krigsreserven, og efter krigen forblev han i hæren som officer i linjen. Også krigen 1864 kom han med i og blev taget til fange, da han efter Dybbøls fald fungerede som kompagnichef under kampene på Als. Kaptajn blev han ellers først 1867, samme år som han søgte patentet.

Det var altså en mand med praktiske krigserfaringer, der havde udtænkt infanterispaden, og den var ikke hans eneste indsats for militæret og forsvarets sag. Allerede i årene mellem krigene havde han skrevet i Tidsskrift for Krigsvæsen om uddannelsen af soldater og bedre udnyttelse af tjenestetiden. Efter den sidste krig var det især forsvarsspørgsmål, der optog ham. Han prøvede at blive valgt til Folketinget, men det mislykkedes. (Fig. 1, fig. 2., fig. 3.)

Større held havde han med spaden. Efter grundig afprøvning og endda offentlig debat blev den fra 1870 en fast del af det danske fodfolks udrustning. Herefter skulle hver bataljon have 256 eksemplarer af redskabet, hvilket nogenlunde svarer til en spade for hver tredje mand. 1873 udsendtes en anvisning om brugen af fodfolksspaden; her blev der givet nøjagtig vejledning i anlæg af skyttegrave og skyttehuller. Der står ikke noget om, hvad den også kunne bruges til, men endnu i hærens »Instruktion i Håndgemæng« fra 1947 hedder det om spaden, at »brugt på rette måde er den de øvrige korte nærkampvåben som kniv, bajonet eller lignende overlegen«. Denne formulering var grundlaget for en med fast stemme fremført overbevisning hos den sergent, der kort tid efter lærte mig og andre værnepligtige brugen af en fodfolksspade.

Nu kunne man forestille sig, at en dansk officer fra -64 først og fremmest var interesseret i sit fædrelands militære udrustning og prøvede at gøre den så god som muligt. Hvilke tanker Linnemann end har gjort sig, så forhindrede de ham i hvert fald ikke i også at udnytte andre muligheder, da de bød sig. 1868 modtog han østrigsk patent på spaden, og to år efter kom kejserlig tilladelse til afprøvning af opfindelsen hos infanteriet i den kejserlig-kongelige hær. I krigsarkivet, som er en del af det østrigske statsarkiv, ligger oplysninger om, at der til denne afprøvning blev fremstillet 200 eksemplarer af spaden på et hammerværk i Steiermark. Forsøget faldt åbenbart godt ud, for 1871 indgik Linnemann aftale med krigsministeriet om levering af 47.636 spader det følgende år. De er sandsynligvis blevet fremstillet i Wien på den fabrik, Linnemann oprettede her. Der har været orden i sagerne, for infanterispaden »efter system Linnemann« blev straks optaget i »Adjustierungs- und Ausrüstungs-Vorschrift für das k. k. Heer«, og der udarbejdedes en instruks i brugen af den. Ikke længe efter kom spaden i alvorlig anvendelse, nemlig i krigen 1877-78 mellem Rusland og Tyrkiet, hvor den virkede til russernes fordel, formodentlig indkøbt i Østrig. De stridende parter lå her for en stor del låst fast i skyttegrave, så der var god brug for spader. Det var i denne krig, russerne gennem lang tid vedblev at melde »alt roligt i Shipka-passet«.

Hvad russere og tyrkere foretog sig med spaden, har næppe interesseret danskerne så meget, derimod kunne en og anden måske nok finde det forargeligt, at Linnemann solgte krigsmateriel til østrigerne, som han selv havde kæmpet mod i 1864, hvor de gjorde fælles sag med preusserne. Var han ikke lidt af en landsforræder, når han således gik over til fjenden? Sådan er det i hvert fald ikke blevet opfattet, og en af grundene kan være, at østrigerne i 1866 selv havde lidt nederlag mod Preussen. Linnemann var tydeligt nok godkendt i sit hjemland, også efter sin indsats i det fremmede. Han havde været uden for nummer nogle år, men indtrådte igen i hæren. Ridder af Dannebrog var han blevet efter krigen 1864, nu fik han yderligere fortjenstmedaljen i guld. Det skete i forbindelse med, at der skulle produceres flere spader efter patentets udløb.

Det er velkendt, at militærpersoner hører til ordensvæsenets bedste aftagere. Med tanke på Linnemanns aktiviteter er det derfor ikke så mærkeligt, at han en halv snes år efter -64 blev ridder af den østrigske jernkroneorden, af den preussiske kroneorden og efter krigen på Balkan også officer af den rumænske stjerneorden. Det lyder operetteagtigt, men har nok været taget alvorligt. At hans spade er blevet værdsat, er der i hvert fald ingen tvivl om. Ganske vist blev patentet ikke respekteret i Tyskland og Frankrig, men russerne betalte Linnemann 30.000 rubler samtidig med, at de bestilte 60.000 spader. Og da boet blev gjort op efter hans død 1889, var der stadig østrigske og ungarske værdipapirer blandt de betydelige midler, han efterlod. En af grundene til, at man ved ret god besked med Linnemanns økonomi, er hans testamente; her bestemtes det nemlig, at pengene skulle gå til et legat. I Rigsarkivet gemmes justitsministeriets håndskrevne eksemplar af fundatsen og en opgørelse over de midler, der blev afsat. Vi får at vide, hvem der skyldte Linnemann penge - det var især nogle svenske storgårdsbesiddere - og vi hører, hvem der forlods skulle nyde godt af legatet, nemlig nogle kvinder, heriblandt et par søstre til legatstifteren. (Fig. 4., fig. 5.)

I det hele taget må man konstatere, at - selv ugift - rettede Linnemann sin omsorg først og fremmest mod personer af det modsatte køn. Legatets formål er »at understøtte og fremhjælpe såvel ældre som yngre kvinder - herunder også skolesøgende pigebørn - af afdødes slægt, som er ugifte eller enker, i efter deres sociale stilling trange kår, når de opfører sig anstændigt og fører og har ført en hæderlig vandel«. Det tilføjes, at hvis der mangler ansøgninger fra slægtninge, skal »ugifte døtre af eller enker efter officerer, der har tjent med hæder i det danske fodfolk eller i ingeniørkorpset, være særdeles kvalificerede, når de er trængende og værdige dertil«.

Fundatsen indeholder nøjagtige angivelser af legatportionernes størrelse, dog med et forudseende forbehold: »Så længe penge skønnes at have omtrent samme købeevne, som de har for nærværende tid«. Ganske tidstypisk bestemmes det, at de større andele bør tilfalde »de kvinder af slægten, der hører til den dannede klasse -«, mens de mindre portioner gives til »kvinder af slægten, der ifølge deres opdragelse og hele sociale stilling kan henregnes til almuen eller denne stand nærstående personer«. Større social forståelse mærker man i bestemmelsen om, at »til enker henregnes forladte, separerede og fraskilte hustruer«.

Legatet eksisterer stadig, men det kan være svært at administrere efter bestemmelser, der er over hundrede år gamle. Pengenes synkende værdi blev der taget højde for i fundatsen, men inflationen med hensyn til anstændighed og ændringer i familiemønsteret står der ikke noget om.

Selv om både min mor, søster og datter har nydt godt af familielegatet, ved jeg ikke ret meget om modtagerne i almindelighed. Mon nogen har følt sig generet af måden, legatstifteren havde tjent sine penge på? Næppe særlig mange, men måske er det heller ikke alle, der har vidst det. Det var for resten ikke nogen militær hemmelighed, det stod i avisen, da han døde og siden i Biografisk Leksikon. I øvrigt var redskabet jo, selv om det kunne bruges som våben, først og fremmest et defensivt hjælpemiddel. Med spaden kunne man grave sig ned og ligge i dækning for fjendens kugler, og da den også var anvendelig som stegepande, kunne man såmænd have det helt hyggeligt med den. Fodfolksspaden er, ligesom feltflasken af aluminium, et af de få danske bidrag til den militære teknologi. Det vil nogle måske finde beskæmmende, men andre glæder sig over, at vi ikke har drevet det videre. (Fig. 6)