Idrisis verden

I første halvdel af 1000-årene slog en flok normanner sig ned i Syditalien, og senere erobrede de Sicilien, hvor de oprettede et kongerige med hovedstaden Palermo. (Fig 1) Her udfoldede sig, især under kong Roger 2.s regering (1130-54), et broget hofliv med kunstnere og lærde fra alle Middelhavsområdets kulturer og religioner. Baggrunden var en indbringende handelsvirksomhed, som den frodige ø med sin gunstige beliggenhed midt i Middelhavet havde alle betingelser for. Det affødte en blandingskultur, bemærkelsesværdig ved sin tolerance og den interesse for hinandens udvikling og viden, indbyggere og tilrejsende viste. Til dette samfund ankom i 1130'erne en araber ved navn al-Idrisi som flygtning og fandt ly ved den kristne normannerkonges hof.

Idrisi var født 1099 i en fornem arabisk slægt, der kunne godtgøre, at den nedstammede fra selve profeten Muhamed. Familien havde hjemme i det nuværende Marokko og i Spanien, men på grund af politiske stridigheder måtte blandt andre Idrisi gå i eksil. Ved ankomsten til Palermo var han en skolet geograf, der havde rejst i mange af landene omkring Middelhavet, og valget af opholdssted har næppe været tilfældigt, for kong Rogers interesser gik i samme retning som hans egne. Sammen fattede de en storstilet plan om at udarbejde en ny og pålidelig geografi over den kendte verden, ledsaget af kort. Oplysningerne hentedes blandt andet hos de mange rejsende og søfolk, der kom til Sicilien, men skaffedes også gennem udsendte ekspeditioner og ved at gennemgå ældre litteratur om emnet.

Arbejdet strakte sig over adskillige år, men kongen nåede dog få måneder før sin død 1154 at blive præsenteret for en latinsk og en arabisk udgave af værket. Desuden var alle kort indgraveret på en mægtig sølvplade, opstillet i paladset, hvor den senere gik tabt under en plyndring.

Idrisis værk dannede skole og brugtes flittigt i de følgende århundreder. 1592 kom den arabiske tekst på tryk og nogle år senere også en oversættelse til latin. I dag kendes Idrisis geografi i to redaktioner, hvoraf den ene er et manuskript, som måske går helt tilbage til hans egen tid. Kortmaterialet er derimod altsammen af yngre dato og har været udsat for mange ændringer og forsøg på forbedringer. Danmark for eksempel er stærkt forvansket, og vil vi derfor vide, hvad man i 1100-årenes Palermo kendte til vort land, må vi gå til Idrisis tekst.

Idrisi har delt sin verden op i syv »klimaer«, og i tredje del af det syvende omtales »halvøen Danmark«. Oplysningerne er få, men rummer dog en række navne og visse oplysninger om de anførte steder; Vi føres fra det sydvestlige hjørne af Jylland op langs Vestkysten, rundt om Skagen og ned langs Østkysten. Det kunne tyde på, at Idrisi har sine meddelelser fra en søfarende. (Fig 2) Først nævnes Tønder, »en havn, som ligger i læ for al slags vind, og ved den er der en bebyggelse«. (Fig. 3) (Fig. 4) Det er den tidligste omtale, der overhovedet kendes af byen, som i kraft af sin beliggenhed ved Vidåen menes at have fungeret som en slags havneby for Møgeltønder, og som da også bærer et skib i byseglet. Helt udelukke, at den korte bemærkning er kommet til ved en senere revision kan man vel ikke, men det er nu næppe sandsynligt, at man har indføjet netop denne by. Snarere kunne man tænke sig Ribe, men den er slet ikke med i beskrivelsen. Under alle omstændigheder var det måske værd at se, om en arkæologisk undersøgelse kunne bekræfte Tønders eksistens på Idrisis tid.

Adskilligt flere byer end Ribe er udeladt, skønt vi ved, de eksisterede allerede dengang. Det kan skyldes, at Idrisis hjemmelsmand simpelthen er sejlet forbi uden anelse om, at de lå der. Øjensynlig søgte han især havn for at få frisk vand eller læ mod ondt vejr. Det er vel forklaringen på, at næste station efter alt at dømme må identificeres med Hover å, »en havn, som ligger i læ for al slags vejr, og hvor der er godt ferskvand at få«. Det nærliggende Ringkøbing nævnes ikke med et ord, men det er altså ingen garanti for, at byen ikke fandtes.

»Wandilasqada«, der nu følger, er en velbebygget havn, hvorfra man kan komme til halvøen »Nurbaga«, altså Norge, over et sund, som det tager en halv dag at krydse. Endelsen sqada er en ret præcis gengivelse af det oldnordiske skaghi (en odde), det ord, der i bestemt form er blevet til Skagen. Idrisi kender således stedet under den benævnelse, man også finder brugt i islandske sagaer. Wandila er det gamle navn for Vendsyssel. Adam af Bremen, hvis Nordensbeskrivelse er fra 1060 'erne, fortæller ligeledes, at man kan sætte over til Norge fra spidsen af Jylland, men han omtaler ikke nogen havn. Det er dog ikke umuligt, at der netop omkring 1100 er opstået et samfund her, baseret på Norgeshandelen. I dag kendes ingen spor af det, men de kan være slettet af hav og sand.

»Fra denne havn (Skagen) til byen Hurs (Horsens) er der 100 mil. Det er en smuk lille by. Fra den til borgen Land Fiuna er der 80 mil«. Hvorfor Fyn kaldes en borg, må stå ubesvaret, men vi noterer os den ældste egentlige omtale af Horsens. Hidtil er ikke påvist sikre fund af 1100- årenes by, men der kendes to mønter slået her i nævnte århundrede af henholdsvis Svend Grathe og hans efterfølger Valdemar den Store.

Idrisis sidste oplysninger er ikke umiddelbart forståelige. Han taler om en by Silisabuli, måske Slesvig, og om »Land Sunan«, der er »en stor og velbebygget by«. Kan det dreje sig om Lund, der på Idrisis tid var i fuld gang med at etablere sig som Nordens ærkebispesæde?

Hermed er Idrisis viden om Danmark udtømt, hans læsere på Sicilien fik ikke just megen indsigt i det for dem så fjerne land. Også vi havde gerne hørt mere, men trods den manglende fylde får vi vigtige underretninger. - Og hvem ved? Måske er man i datiden blevet knap så forbløffet som vi over at finde Tønder, Skagen og Horsens nævnt i en verdensbeskrivelse.

Lit: H. Birkeland: Nordens historie i middelalderen etter arabiske kilder. Oslo 1954.