I mangel af bedre

De varer, vi modtog, var for størstedelen af glas eller bronze, sjældent af ler, hvilket nok hænger sammen med, at det danske pottemageri på det tidspunkt indtog et meget højt stade; romerne kunne ikke byde os noget bedre. Dog med én undtagelse: en vare betegnet terra sigillata (segller). Karrene kunne være drejede (en teknik, vi endnu ikke mestrede heroppe) og da enten glatte eller med pålagte ornamenter, men ofte var de presset i en form, som selv bar udsmykningen i sig - en for os helt fremmed dekoration, der blandt andet kunne indeholde prøver på klassisk reliefkunst, som nordboerne ikke var forvænt med. Fremstillingen af disse kar var i begyndelsen knyttet til bestemte byer i selve Italien, men efter Galliens erobring flyttedes en stor del af produktionen derhen - de nye indbyggere i storriget har været gode kunder - og som tiden gik, rykkede man længere og længere mod nord for at ende i Rhinlandet på grænsen til det frie Germanien. Det sidste var nok ingen tilfældighed, for også germanerne var jo, som vi har set, interesseret i de romerske produkter, og terra sigillatavaren fandt hurtigt rig afsætning i de områder, der nu kaldes Holland og Tyskland - ja helt til Polen nåede den. Også danskerne var aftagere om end langtfra af de største; fundene er i virkeligheden ret fåtallige. Det lidt, man erhvervede, har imidlertid været højt værdsat, vi finder terra sigillata-skår anvendt som hængesmykker eller perler, ja endda givet med i gravene. Disse kar var så dyrebare, at selv stumper af dem havde værdi.

Den lange og risikable transport gjorde ikke de romerske varer billigere, så man kan vist gå ud fra, det kun var overklassen, der havde råd til at købe dem. De mindre velhavende for slet ikke at tale om det store flertal af helt ubemidlede har måttet nøjes med at beundre herlighederne på frastand, og mange har nok gjort det med fatning, erkendende at dette lå uden for deres rækkevidde (Fig. 1, Fig. 2). En mulighed stod dog åben, nemlig at skaffe sig en slags erstatning af hjemligt materiale. De romerske glas er blevet genskabt i ler, og det er sket, at man i bunden af en sådan efterligning har indsat skåret af et ægte glasbæger, vel sagtens for at give kopien lidt af originalens sjæl (se Skalk 1962:3). Også terra sigillata-karrene er blevet eftergjort, som vi skal se et eksempel på.

I baglandet til den omtalte Lundeborghandelsplads lå den rige Gudmebygd, der sikkert skyldte naboen sin velstand. På en nyfundet gravplads i dette område dukkede et lerbæger op, som vakte udgravernes opmærksomhed. Selve karformen er velkendt i yngre romertid, men udsmykningen er udansk og peger tydeligt mod de romerske produkter. Menneske- og dyrefigurer mangler ganske vist - så vidt rakte evnerne ikke - men et bånd af små buer anbragt på karrets øvredel er meget karakteristisk for terra sigillata og taler sit klare sprog. Om pottemageren har haft et originalt romerkar foran sig, da han dekorerede sit værk, eller om han alene har støttet sig på hukommelsen, er uvist, men buernes lidt afvigende form taler nærmest for det sidste. Viljen har i hvert fald været til stede.

Den pressede romerske keramik er helt anderledes end den danske, og det må have undret vore hjemlige pottemagere, hvordan den egentlig blev til. Hvis de har forstået det, kommer det i hvert fald ikke til udtryk i kopierne. Disse må ligesom glasefterligningerne opfattes som surrogater, forsøg på at nærme sig det uopnåelige (Fig. 3).