I ledte om sølv og guld

I ledte om sølv og guld,
men nu sidder kisten i Jebjerg fuld«.

Sagnet om skatten i Jebjerg er fortalt af en mand i Øster Brønderslev til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, og det er kun en enkelt af mange historier om fund af skjulte skatte, som denne og andre ligesindede reddede fra glemsel i slutningen af forrige århundrede. Det er ikke få lokaliteter, der har måttet lægge navn til disse skrøner, som i øvrigt ikke selv er særlig varierede. Ofte drejer det sig om gravhøje, hvor nattevandrere har set lys brænde og måske hørt klirren af penge. Dristige folk tager sig på at hæve skatten, men tit går det som i Jebjerg-sagnet: i sidste øjeblik glider byttet dem af hænde. Mange skatte skal også, ifølge folketroen, befinde sig på bunden af søer, og de er om muligt endnu vanskeligere at få fingre i. Det er alt sammen meget fantasifuldt, men der er en anden slags, mere nøgterne, skattesagn, som kort og godt fortæller, at denne eller hin - som regel navngivne - person engang har fundet en skat på et nærmere angivet sted.

Ammestuehistorier af den art er ikke kendt for deres troværdighed, men helt forkaste skattesagnene tør man næppe; de mere jordbundne af dem kan godt være rigtige, og selv de meget fantasifulde kan have en kerne af sandhed, selv om der er langt ind til den. Folk i gamle dage har nu og da haft brug for at skjule deres penge og andre værdisager, og ikke alle fik lejlighed til at hente dem igen. Som gemmested valgtes ofte et markant punkt i landskabet, for eksempel en gravhøj. Om den største af Brokhøjene ved Gjerrild Klint nord for Grenå fortaltes, at man på visse tider kunne se dværge bære bylter ind i højen, og det kan vel ikke helt udelukkes, at der er en forbindelse mellem sagnet og den skat på 74 mønter og forskellige andre sager fra 900-årene, som folk fra Djurslands Museum i 1986 fandt i den nu næsten bortpløjede langdysse (se Skalk 1988:3). Et lignende tilfælde kendes fra Svendborg, her fandtes 1885 ved udgravning til et hus i Møllergade en malmgryde med i alt 3779 sølvmønter og 51 guldmønter, nedlagt ca 1420. De var på en måde ventet, for efter traditionen skulle der her være begravet en skat, og ejeren, der lod det nye hus opføre, havde da også været så forudseende i kontrakten med entreprenøren at forbeholde sig, »hvad der af penges værdi eller ellers af interesse fandtes i grunden«. Det viste sig at være en fornuftig disposition.

Mange af vore bevarede oldtidshøje bærer spor af skattesøgernes spader, men man kan roligt gå ud fra, at kun få har opnået klingende resultater - det er med god grund, sagnene lader skattekisterne forsvinde, netop som man har fået tag i dem. Når skatte findes, og det sker som bekendt, er det næsten altid af folk, som ikke leder efter dem, men bare er heldige; skatte er jo stadig skatte i den forstand, at de er penge værd. Heldige er også historikerne, for skattenes betydning rækker ud over metalværdien: de er et vigtigt kildemateriale, der fortæller om krig og fred, vold, sygdom og død, om velstand og driftighed, om handel og samfundsøkonomien i bred almindelighed og ikke mindst om den enkelte ejers private pengeforhold. At vi har kendskab til så mange skattefund, skyldes lovbestemmelsen om danefæ, »død mands gods«; den optræder første gang i Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241 og har siden været gældende i Danmark. Hvad man finder i jorden af - blandt andet - mønter tilhører kongen, hvilket i praksis vil sige Nationalmuseet, dog mod en passende erstatning til finderen. (Fig. 2)

Dette Nationalmuseum, som altså er stedet, hvor alle møntfund mødes, udsendte sidste år et stort tobindsværk om samtlige kendte skattefund fra middelalderen, det vil sige perioden ca 1050-1550. Meningen var at samle og tilgængeliggøre al den viden, som tidligere måtte hentes ud af protokoller, arkiver og samlinger. Det var et langt større arbejde end forudset, men nu er det altså fuldført: 327 skattefund med flere hundrede tusinde mønter er fremlagt og beskrevet. Og hvad kan så de fortælle om forholdene i middelalderen?

De fleste af middelalderens skatte indeholder kun mønter, men i en del er der også andre sager, for eksempel barrer eller smykker, og enkelte består udelukkende af sådanne. For dateringen er mønterne altafgørende; man ved omtrent, hvornår de er slået, ja kender ofte det nøjagtige prægeår, og skattenedlæggelsen kan jo ikke være sket, før den yngste mønt i fundet havde forladt værkstedet. Nu ved vi ikke, hvor længe denne »slutmønt« har været i omløb, før den havnede i jorden, så en helt præcis datering af skattenedlæggelsen kan sjældent gives, men usikkerheden er mindre end ellers inden for arkæologien.

Ved en møntskat forstås et antal mønter - få eller mange - som er tabt eller hengemt sammen. Det giver et vidt spillerum: fra nogle få pengestykker i en fattig bondes tabte pung til storkøbmandens nedgravede formue på mange tusinde mønter. Det er to helt forskellige former for skatte, og der er flere endnu, så det vil være på sin plads at opregne nogle hovedtyper. Vi begynder med de ofrede skatte, som er henlagt uden tanke om at skulle hentes frem igen. I middelalderen som også senere var det ikke ualmindeligt, at man gav en afdød større eller mindre pengesummer med i graven for at sikre sig hans velvilje og undgå gengangeri. På Svinninge kirkegård, Nordvestsjælland, fandtes således 1883 resterne af en læderpung med hele 218 mønter på brystet af et skelet, antagelig gravlagt i 1540’erne, men det var ikke et tilfældigt udsnit af periodens mønter; man havde omhyggeligt valgt »korshviden«, med det ondtafværgende korstegn på den ene side. Et lignende fund blev for en halv snes år siden gjort ved et skelet på Rømø kirkegård; her lå tre engelske guldmønter fra slutningen af 1300-årene ud for venstre hånds fingre (se Skalk 1982:5). Offerskatte kan også findes nedlagt i bygningsfundamenter eller, som det var tilfældet i Vindinge kirke ved Roskilde, i et alterbords relikviegemme; alteret må at dømme efter de otte fundne mønter være indviet i begyndelsen af 1320’erne. En helt anden type er den tilfældigt mistede skat, for eksempel den læderpung med elleve danske og fire udenlandske mønter, som omkring 1050 blev tabt ved Næsbyholm i Midtsjælland. Man bemærker, at udenlandske penge stadig - her på overgangen mellem oldtid og middelalder - kunne bruges på lige fod med danske; senere i århundredet var det ikke tilfældet, kongemagten gennemførte da et fuldstændigt forbud mod brug af udenlandske mønter. En stor guldmøntskat fundet ved Vejby Strand (se Skalk 1976:6) hører også til de tilfældigt mistede. Et tysk handelsskib, en såkaldt kogge, på vej nord om Sjælland med retning mod Østersøen, vel sagtens for at købe sild, korn, træ eller pelsværk, søndersloges i storm, men 1976, næsten 600 år senere, blev vraget fundet af en svømmedykkende skoledreng, og det viste sig at indeholde den omtalte skat, nemlig 110 hele, halve og kvarte nobler (engelsk guldmønt). Pengesummen, der vel har tilhørt en rig købmand, som skulle bruge den til at betale for skibslasten i Østersøen, giver os et usædvanligt indblik i 1300-tallets internationale storhandel.

Der fandtes ingen banker i middelalderen, så ville man lægge lidt til side, var man nødt til at benytte jorden eller et andet godt gemmested, for eksempel hulrummet bag skorstenen. Af sådanne opsparede skatte er der ikke så få i vort materiale, de indeholder typisk de bedste (mest lødige eller vægtige) mønter, som skatteskjuleren har kunnet få fingre i - ofte indsamlet over en længere periode, så at der er stor spredning i mønternes alder. Skatten fra Thorupled i Nordjylland, antagelig nedlagt i 1280’erne, indeholder i alt 701 mønter, og af disse har en bemærkelsesværdig stor del været gamle på nedlæggelsestiden, hvilket sandsynliggør, at der er tale om sparepenge. Det største danske middelalder-guldfund, fra Smedegade i Slagelse, synes også at høre til denne gruppe; det består af 186 guldmønter, 269 sølvmønter, nogle sølvbarrer og en række smykker af enestående kvalitet. De fleste af mønterne var mellem 20 og 100 år gamle, da skatten blev skjult, antagelig i 1370’erne, mens der kun var ganske få yngre mønter repræsenteret. Også mange af smykkerne viste tegn på at være af ældre dato. Måske har denne usædvanlige opsparingsskat udgjort en del af en pantelåners sikkerhed. (Fig. 3, fig. 4)

Den sidste og største gruppe er de akut nedlagte skatte, det vil sige skatte skjult i en presset situation, for eksempel i krigstid eller under nærliggende fare for tyveri eller overfald. I disse skatte er mønterne ikke specielt udvalgt, det er simpelthen, hvad man havde, da omstændighederne gjorde, at det måtte skaffes af vejen. En sådan skat afspejler i langt højere grad end den opsparede pengesituationen på et bestemt tidspunkt. Danmarks største skattefund, fra Kirial på Djursland (se Skalk 1968:1), må opfattes som akut nedlagt. Flertallet af de i alt 81.422 mønter består af små ensidet prægede nordtyske »hulpenninge«, der på nedgravningstidspunktet, omkring 1365, har været forholdsvis nye og almindelige i møntcirkulationen. At skatteskjuleren har haft fart på, viser også valget af beholdere, han har i huj og hast taget to malmgryder fra køkkenildstedet og fyldt dem med de mange penge. Det bliver straks sværere at svare på, hvorfor de blev gravet ned og af hvem. Af ejeren på den nærliggende Kirial-gård? Næppe, man kan ikke forestille sig, at han skulle have haft adgang til så stor en formue - 160 mark sølv. Måske var det en skatteopkræver, der af en eller anden grund måtte gemme det indsamlede og ikke senere fik mulighed for at hente det igen. Som ved de fleste andre møntskatte kan der desværre ikke siges meget mere om den sag. (Fig. 5)

At der er en sammenhæng mellem ufredstiderne og de nedgravede værdier, vil ingen benægte, men ligefrem at ville aflæse Danmarks krigshistorie af skattefundene er nok at gå lidt for vidt. Krigen var ikke den eneste tilskyndelse til at sikre sin ejendom, faren for tyveri og brand virkede i samme retning, og tider med inflation eller hårde skattebyrder kan have ansvaret for mange skattenedlæggelser - i sådanne situationer har folk utvivlsomt reageret ved at usynliggøre en del af deres formue. Markante krigssituationer med et iøjnefaldende slæb af skattenedlæggelser finder man ikke mange af i middelalderen, men des flere i tiden efter, nemlig i 1600-tallet med dets svenskekrige. Alene fra 1650’erne kendes 64 skatte med sølvtøj, smykker og klingende mønt. De fordeler sig, så at man næsten kan følge svenskekongen Karl Gustavs marchrute op gennem Jylland 1658.

Selv en overfladisk gennemgang af hele det omfattende middelaldermateriale tillader pladsen ikke, vi må nøjes med et par stikprøver. Fra Svend Estridsens regeringstid (1047-74) kendes godt 20 skattefund, og af dem stammer flertallet fra de første urolige år, hvor han kæmpede en indædt kamp mod den norske Harald Hårdråde, hvis flåde hærgede langs de danske kyster. (Fig. 6, fig. 7, fig. 8)

126 skattefund, ca 38% af det samlede middelalderlige materiale, tilhører det urolige 1300-tal, og af disse stammer halvdelen fra periodens første tredjedel, årene under Erik Menved, Christoffer 2. og den lille marionetkonge Valdemar 3., hvor det danske rige var på hastig vej mod opløsning og til sidst - i 1330’erne - helt kom i de holstenske panthaveres magt. Et af sygdomstegnene var en forrygende inflation; de i forvejen ikke særligt lødige sølvpenninge blev i løbet af få årtier reduceret til næsten rene kobbermønter, blot med et sølvindhold på mellem 10 og 1%. Den gradvise forringelse og den omstændighed, at det danske samfund nu omsider var nået et stadium, hvor man byggede på en mere udbredt pengeøkonomi, bevirkede, at der måtte præges stadig flere mønter. Der kom meget store pengemængder i omløb, det viser ikke blot skattefundenes størrelse og mængde, men også de mange enkeltfundne »borgerkrigsmønter«; de dukker op overalt: under kirke- og klosterbygninger, i voldsteder og ruiner og ved praktisk talt alle byarkæologiske udgravninger. Selv i den brede befolkning synes der ikke, trods den voldsomme krisetid, at have været pengemangel. Men man har passet godt på det, man havde, det viser skattefundene, af hvilke vi kort vil opregne de fire største:

1. Den fynske Vejstrupskat: 15.964 penninge i en grå lerkrukke, nedgravet engang i 1320’erne.

2. Assensskatten: 16.960 penninge fordelt på tre lerkrukker. De må være skjult efter 1325.

3. Systofteskatten fra Falster: ikke mindre end 30.258 mønter, skjult ca 1330.

4. Stjærskatten fra Østjylland: ca 19.000 mønter, formentlig skjult før 1320. - På det tidspunkt, hvor denne skat kom for dagen, 1802, var det endnu almindeligt, at fundne mønter byttedes bort eller gik til indsmeltning i Den kongelige Mønt. I dette tilfælde blev kun sølle 103 stykker udtaget til Møntcabinettet, dengang på Rosenborg.

I 1330’erne brød det danske møntsystem helt sammen. Landet var uden konge og dermed uden mulighed for at håndhæve en egen møntenhed; der skulle faktisk gå ca 70 år, før der atter kom rigtig gang i den danske møntfremstilling. I den mellemliggende tid klarede man sig med udenlandske mønter - og det endda rigtig godt. De nordtyske hulpenninge og senere witten, de engelske Sterlinge og franske turnoser cirkulerede i stort tal, og man begyndte også at benytte guldmønter ved større handler. Skattefund fra disse årtier viser, at Danmark ikke var et fattigt og kriseramt land - tværtimod synes landet inde i en økonomisk opgangstid, hvor man ikke havde spor besvær med at trække rigeligt med guld- og sølvmønter hertil fra udlandet. Men skal man ikke også tolke de mange skattefund i denne periode som et udtryk for krig og ufred? Vi ved fra skriftlige kilder, at der bestemt var tilbagevendende problemer og kriser i sidste halv del af 1300-tallet. Pesten rasede, og Valdemar Atterdag måtte arbejde hårdt og længe, før han igen fik samlet kongeriget. Der var altså nok af gode grunde til at skjule sine værdier, problemet er blot, at de bevarede møntskatte ikke umiddelbart kan kædes sammen med bestemte historiske hændelser. Jeg vil hævde, at skattene i denne periode mere afspejler handel og velstand end vold og død. (Fig. 9, fig. 10, fig. 11)

Vold og død var der derimod nok af i Danmarks sidste borgerkrig, Grevens Fejde (1534-36). Udenlandske lejetropper drog hærgende rundt i landet, ekstraskatter blev udskrevet i en uendelighed, og i kølvandet på krigen gennemførtes reformationen, hvorved kirkens gods blev konfiskeret. Alt dette burde have resulteret i en stor koncentration af skattefund, men hvad ser vi? Af de 20 fund, som kendes fra perioden ca 1523-40, er der kun tre, som kan sættes i direkte forbindelse med tidens kampe. Det skal ikke her forsøges at forklare årsagerne til de »manglende« skatte, men blot noteres, at de, der søger en direkte sammenhæng mellem krig og skattefund, i hvert fald ikke kan påberåbe sig Grevefejden.

Det er altid fristende at sætte en skattenedlæggelse i forbindelse med en bestemt historisk begivenhed, men det er et område, hvor der bør udvises en del forsigtighed. Da man så godt som aldrig kender det præcise tidspunkt for nedlæggelsen, men kun ved, at den har fundet sted efter dette eller hint år, må enhver sammenkædning af den art være behæftet med tvivl - større eller mindre; kun i sjældne tilfælde kan man nærme sig noget, der ligner sikkerhed. I Haraldsborg slotsbanke ved Roskilde (den er desværre nu helt ødelagt) er fundet en skat bestående af mere end 600 mønter og forskellige andre sager, heriblandt det ældste bevarede danske altersæt. Skatten selv peger mod nedlæggelse i begyndelsen af 1130’erne, og da vi hos Saxo kan læse, at Erik Emune i 1132-33 erobrede og nedbrændte broderen Harald Kesjas borg, er det ingen urimelig antagelse, at bortgemningen har fundet sted i forbindelse med denne begivenhed. På samme måde kan et skattefund fra Ribe med omkring 1440 engelske Sterlinge samt forskellige sølvsager knyttes til en konkret begivenhed, nemlig kampen om Ribe 1247 mellem kongen Erik Plovpenning og hans bror hertug Abel. Vi ved fra skriftlig kilde, at byen blev erobret af Abel 28. april, men generobret af kongen 3. juni. En købmand, fremmed eller dansk, har skjult sin formue under disse bevægede forhold, som måske senere kostede ham livet; i hvert fald fik han ikke lejlighed til at hæve skatten igen. Dens internationale karakter vidner om, at Ribe på det tidspunkt var en vigtig handelsby, Danmarks port mod vest. Disse eksempler er som nævnt undtagelser, skepsis er fremdeles tilrådelig. Man må huske, at det ikke nødvendigvis er de episoder, som tilfældigt er overleveret til i dag, der har haft størst betydning i fortiden. (Fig. 12)

Vi glæder os over de spændende skattefund, men bør samtidig erindre, at der bag langt de fleste skjuler sig en tragedie. De, der gravede skattene ned, har jo regnet med, at det kun var midlertidigt - når faren var drevet over, skulle herlighederne hentes frem igen, men noget er kommet i vejen, vel i reglen pludselig død. Ejeren kan være faldet i krig, myrdet af røvere, bukket under for en af middelalderens hyppige sygdomsepidemier. Eller han kan være død på en pilgrimsrejse langt fra hjemmet, uden at have nået at give sin viden videre. Det skete vel også - men dog nok sjældnere - at skatteskjuleren ikke kunne finde sit gemmested igen. Stenen, træet, eller hvad han nu havde brugt som kendemærke, var måske forsvundet, eller huset, hvor skatten var skjult, brændt ned til grunden. (Fig. 13)

Nu er den enes død jo den andens brød og i dette tilfælde endda næsten bogstaveligt. For de fleste nutidsmennesker står det at finde en skjult skat som opfyldelsen af den hedeste barndomsdrøm. Det er en fantastisk begivenhed, som den heldige vil huske til sin dødsdag og hans efterslægt mindes længe. Ikke så sjældent får vi på Nationalmuseets Møntsamling besøg af folk, som gerne vil se, hvad det var, oldefar fandt. De fleste findere er »ganske almindelige mennesker«, der under udførelsen af deres daglige dont pludselig oplever det eventyrlige. Eventyrligt må det i hvert fald have været for de tre skolebørn, som 1777 »i deres frie timer havde gravet i en liden åbning, som fandtes i en ved Hvidøre skole liggende høj« og deri fundet mere end 1500 mønter samt resterne af et træskrin, de havde været i. Og Aage Knudsen fra Vorre var vist ikke upåvirket af situationen, da han 1930 sammen med tjenestekarl Martin Borg stødte på et lerkar med 5739 borgerkrigsmønter under gravning i en skråning nær en nybygget kostald. Fundet vakte - som skattefund ofte gør - stor interesse i lokalsamfundet, og avisen bragte et smukt billede af de stolte findere. Gartnerne Helge Hansen, Vejstrup, og Hans Rasmussen, Oure, har nok heller aldrig glemt den dag i december 1948, hvor de gjorde deres fund, igen en krukke med middelaldermønter, mens de var i gang med en så lidet ophidsende beskæftigelse som at plante solbærbuske. Og sådan kunne vi blive ved - bag hver generhvervet skat gemmer der sig en lille spændende fundhistorie.

Kun meget få af de middelalderlige skatte er kommet for dagen i forbindelse med egentlig arkæologisk udgravning, så fundoplysningerne er ofte noget mangelfulde. Man kunne have ønsket sig flere detaljer: Var der rester af emballage, var der tegn på, at stedet har været afmærket, fandtes der spor af fortidig bebyggelse? - sådanne oplysninger mangler hyppigt, især ved de ældre fund. Selve fremdragelsesmåden kan dog være ret oplysende, og den savnes der sjældent underretning om: fundet ved pløjning, ved grøftegravning, ved gravning af grav på kirkegården, ved opbrydning af fundamentet til et gammelt hus osv. En 1500-tals skat fra Hyllede ved Fakse skal ifølge en lokal tradition være fundet af en ræv, men det er en anden historie. I de fleste tilfælde optræder Finderne roligt og ansvarsbevidst, så at fundet ender, hvor det skal, nemlig på Nationalmuseet, men det sker, at skattejægerinstinktet tager overhånd. I 1959 udviklede fundet af en møntskat på torvet i en syddansk by sig til det rene anarki, hvor agtværdige borgere kappedes om at sikre sig del i byttet. Det lykkedes senere Nationalmuseets lokale tillidsmand at indsamle mønter fra 13 af disse jægere, men det er givet, at ikke alt kom med. (Fig. 14, fig. 15)

Omkring fire femtedele af de middelalderlige skatte er fundet på landet, de fleste i åben mark ved pløjning, en snes stykker i moser og enge, en mindre gruppe - 11 stykker - ved eller i gravhøje. I 24 tilfælde kan det med sikkerhed fastslås, at pengene har været skjult ved en middelalderlig landbebyggelse, og dette tal kunne sikkert øges, hvis man foretog arkæologiske efterundersøgelser på skattenes findesteder. Fra Gotland ved vi, at det i vikingetiden var almindeligt at skjule skatte tæt ved boligen, hvis ikke direkte under stuegulvet. Måske har det samme været tilfældet i middelalderens Danmark.

33 middelalderskatte er fundet på kirkegårde (de fleste må henregnes til offergruppen) og et lignende antal i forbindelse med kirker og klostre - mængden kan synes stor, men hænger nok sammen med, at disse bygninger bedre end de verdslige har klaret sig igennem til i dag. Af de danske middelalderbyer har 33 leveret i alt 58 skatte. København, Viborg og Stege således hver fire, Grenå, Odense, Assens, Horsens, Nykøbing F og Dragør hver tre, de øvrige to eller én. Spørgsmålet er så, hvor meget man skal lægge i denne ulige fordeling. Afspejler den reelle historiske forskelle mellem driftige handelsbyer og mere økonomisk tilbagestående, eller skyldes den slet og ret tilfældighed? Det sidste er i høj grad tænkeligt. Man må gøre sig klart, at det skattefundsmateriale, vi i dag har i hænde, er præget af udviklingen i det danske kulturlandskab. I anden halvdel af 1800-tallet begyndte en mere intensiv dyrkning af landbrugsjorden, man inddrog overdrevene, ryddede gravhøje, opdyrkede hede, foretog systematisk dræning af enge og moser, og da samtidig anlægs- og byggeaktiviteterne i de danske købstæder øgedes, blev resultatet - eller skal vi kalde det sidegevinsten - at skattefundene væltede frem.

Efter århundredskiftet faldt antallet af skattefund igen gradvis, og vi har nu nået niveauet fra første halvdel af 1800-tallet, det vil sige gennemsnitlig én middelalderskat om året. Skeptikere hævder, at antallet vil falde yderligere i de kommende årtier, da vi i dag skulle have fundet hovedparten af det engang gemte og glemte. Denne pessimisme deles ikke af undertegnede.

De 327 middelalderskatte, det nye møntværk omfatter, er så vist ikke noget dårligt resultat, men det er kun et skridt på vejen. Jeg er eksempelvis nu i gang med at finbe- stemme en møntskat fundet i Skafterup, Fyrendal sogn, Sydsjælland, efter at redaktionen af værket var afsluttet. Den synes nedlagt omkring 1290 og indeholder godt 4400 danske borgerkrigsmønter foruden 322 engelske og vesteuropæiske Sterlinge. Lad os altså ikke miste modet. De kommende år vil sikkert føje nye kapitler til skattefundenes lange og dramatiske historie. Kisten sidder stadig »i Jebjerg fuld«. (Fig. 16)

Lit: Danmarks middelalderlige skattefund, bd 1-2. Det kongelige nordiske Oldskriftselskab. København 1992.