I inkvisitionens net

Med reformationen i 1536 så situationen pludselig anderledes ud. Fra nu af var vi i katolicismens øjne en hel nation af kættere. I de mellemeuropæiske lande var inkvisitionen på dette tidspunkt afskaffet, så her kunne man rejse uden fare, men syd for Alperne og Pyrenæerne måtte man passe på, hvad man gjorde og sagde. Her i katolicismens højborg var kætterdomstolen blevet reorganiseret på national basis, og her var den virksom helt op til begyndelsen af forrige århundrede: i Spanien og Portugal blev den afskaffet 1820, mens den i Italien ophørte omkring midten af 1700-tallet.

Hvor mange danskere, der på deres færd under Middelhavets blå himmel havnede i inkvisitionens net, ved vi ikke endnu, men inden længe vil vi kunne få svar på spørgsmålet. Der foregår i disse år en intens udforskning af dens arkiver. I Lissabon er man i gang med at registrere 40.000 processer fra den portugisiske inkvisition. I Rom opbygges et register over alle, der blev forfulgt af den »romerske« inkvisition, men man er endnu ikke i stand til at sige, hvor mange tusinde processer, man har bevaret, for der dukker stadig nye arkiver op. I Madrid er man ved at have overblik over aktiviteten i hele det gamle spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest, men her har man også kunnet skyde genvej ved benyttelse af det, som jeg i anden sammenhæng har kaldt den spanske inkvisitions »databank«. Den består af en stor samling indberetninger, som de 21 kætterdomstole (tribunaler) i Spanien og de gamle spanske besiddelser sendte til storinkvisitoren i Madrid. Gennem 160 år (1540-1700) sad inkvisitorerne ved deres respektive »terminaler« og fodrede centralregisteret i Madrid med resumeer af alle de kætterprocesser, man havde afsluttet »på autodafe« eller »uden for autodafe« i årets løb. I Madrid-arkivet blev disse to typer af indberetninger samlet i kronologiske serier og indbundet tribunal for tribunal (Fig. 1).

I dag opbevares storinkvisitorens dokumenter i Spaniens nationalarkiv i Madrid, og den omstændighed, at de originale processer ofte er gået tabt, fordi tribunalarkiverne med få undtagelser er blevet ødelagt, har gjort resumésamlingen endnu mere værdifuld. Inkvisitionsarkivet på Mallorca blev således tilintetgjort af folket i den revolutionære periode, som fulgte efter Napoleonskrigen, men indberetningerne fra dette tribunal, som fylder syv tykke manuskriptbind på tilsammen syv tusind sider, viser os, at der på øen blev afsagt ialt 1.260 kætterdomme i den nævnte periode. Heraf var 205 for jødedom, 323 for muhamedanisme, 43 for lutheranisme, mens 689 gjaldt andre former for kætteri, således 180 hekseri og trolddom. Af alle disse anklagede blev 37 brændt, og dette relativt lave antal dødsdomme var ikke noget specielt for Mallorca; en statistik omfattende 50.000 inkvisitionssager fra det vidtstrakte spanske imperium i samme periode viser, at mindre end to procent af de anklagede kættere blev dømt til bålet. Det nøjagtige tal på dem, der måtte lide denne grusomme død, er 776 mennesker, færre end vi herhjemme i Danmark i dette tidsrum lod brænde alene for hekseri.

Tallene i det foregående er hentet fra en undersøgelse, som jeg foretager sammen med den spanske historiker Jaime Contreras, og hvor vi for første gang gennemfører en systematisk analyse af den fantastiske databank, som inkvisitorerne har efterladt sig. Projektet har et bredere internationalt sigte, hvor vi blandt andet vil overføre procesresumeerne til EDB. I nærværende sammenhæng skal jeg imidlertid begrænse mig til, hvad der er kommet for dagen af sager mod danskere. Som det kunne forventes, har høsten været beskeden; tager vi alle dem med, som til inkvisitionen oplyste at være »vasaller af kongen af Dinamarca«, er der til dato fundet tyve sager: 5 danskere, 4 nordmænd og 11 slesvigholstenere (inklusive nogle hamburgensere, idet fristaden Hamburg til langt op i 1600-tallet anerkendte den danske konge som sin overhøjhed). Jeg skal i det følgende give eksempler på, hvilke oplysninger man kan finde i dette kildemateriale. Undervejs vil læseren af og til støde på mærkværdigt lydende sted- og personnavne, men det skyldes, at jeg har valgt at bibeholde den spanske form i alle tilfælde, hvor navnene ikke var klart gennemskuelige.

Den 15. oktober 1664 blev en ung sømand fra København sat ind i inkvisitionens »hemmelige fængsel« i Barcelona - sådan hed det, fordi det bestod af isolationsceller, hvor fangerne sad, så længe processen stod på. Han haltede noget på den ene fod, som han havde forstuvet. Det var sket, da han prøvede at springe ud fra et tårn, hvor nogle spaniere havde indespærret ham, mens han var i en salig brandert. Inkvisitionens fængsel var renere og lysere, og kosten, som han hver dag fik udleveret i proviantrummet, var i hvert fald bedre end den om bord. Snart begyndte det dog at gå den unge sømand på nerverne, at han ikke kunne få at vide, hvad han var fængslet for. Det var nemlig inkvisitorisk praksis at holde anklagen hemmelig til langt hen i processen (Fig. 2). Først da der var gået fjorten dage, blev han kaldt op til forhør. Man har måske haft svært ved at finde en tolk til sagen mod den 21-årige dansker, som stod anklaget for crimen bestialis, det vil sige sexuel omgang med dyr. To vidner havde set ham på en teltplads sammen med et lille hunæsel. Det ene vidne havde set sømanden alene med æslet, kort før han forgreb sig på det. Det andet vidne erklærede at have set ham under selve akten. Juan Antonio de Erbeza (Hans Anton - med et uigennemskueligt efternavn) forklarede inkvisitorerne, at han havde været fuld og blot havde forsøgt at bestige det lille æsel for at ride tilbage til sit skib på det. Men man troede ham ikke, så efter en langvarig proces, og efter at man havde rådført sig med inkvisitionsrådet i Madrid, dømtes han den 15. maj 1665 til tre år i den spanske armadas galejer. Tre år som galejslave var en hård straf, men var han blevet fundet skyldig i den samme forbrydelse hjemme i Danmark, ville han have stået til bål og brand, så på dette punkt var inkvisitionen altså noget mildere. Det er også bemærkelsesværdigt, at den unge københavner ud over affæren med æslet ikke blev anklaget for at være lutheraner. Men dette har sin forklaring i, at han var dansker. I 1640, hvor Danmark og Spanien var på venskabelig fod og forhandlede om en handelstraktat, som blev underskrevet året efter, havde Spaniens storinkvisitor udstedt et dekret om, at vasaller af den danske konge ikke måtte udsættes for forfølgelse, når de indfandt sig for at drive handel med Spanien. Så længe de ikke skiltede med deres kætterske tro eller på anden måde vakte skandale, skulle de lades i fred. Protestanter af andre nationaliteter, som ikke nød disse privilegier, kunne fortsat risikere at blive brændt, hvis de faldt i inkvisitionens kløer.

Før dekretet 1640 var vi i samme situation, men der kendes dog foreløbig kun ét eksempel på, at en dansker er blevet brændt af inkvisitionen. Han var fra Kalundborg og blev dømt til bålet på en autodafe i Sevilla, som afholdtes med pomp og pragt på Simon og Judas dag, den 28. oktober 1562. Vi ved kun, at han hed Rasmus og var skibskok på »Englen«, et handelsskib af ukendt nationalitet, hvis besætning var taget af inkvisitionen. En række af hans tyske, engelske og polske skibskammerater blev benådet, fordi de opgav deres lutherske tro og antog katolicismen. Men Rasmus fra Kalundborg og to af hans kammerater, tømmermanden, som var fra England, og en af matroserne fra Østpreussen, valgte at gå i døden for deres overbevisning. De blev sammen med fem spanske protestanter dømt til bålet, fordi de, som inkvisitorerne udtrykte det, var »uforbederlige lutherske kættere«.

Der kendes endnu tre sager fra denne for danskere farlige tid før 1640, men da to af de anklagede var katolikker, og den tredie villig til at lade sig omvende, nøjedes kætterdomstolen i alle tre tilfælde med at pålægge milde bodsstraffe og undervisning i den katolske tro. Sagerne rummer interessante biografiske oplysninger om de anklagede, fordi forhørslederne med sædvanlig grundighed spurgte ud om hver enkelts levnedsløb. Den 24-årige Simon Ase Vbardo (von Barden?), som 1634 blev arresteret af inkvisitionen i Llerena, Extremadura, fortalte således, at han var ud af en adelig familie i Hamburg. Han var døbt katolsk, for faderen og hele dennes familie var katolikker. Moderen var derimod lutheraner, og da faderen døde tidligt, opdrog hun børnene i den lutherske tro. Men den unge Simon fortsatte uden familiens vidende med at gå til messe i en hemmelig katolsk kirke, som fandtes i et privat hjem, og som 18-årig drog han på pilgrimsfærd til Guadalupe, Salamanca og Sevilla. Hvad han lavede i Spanien i de seks år, indtil han blev taget af inkvisitionen, er ikke oplyst. Men udvandringen til kolonierne og guldstrømmen, der gik den anden vej, gjorde, at landet dengang var et eldorado for fremmedarbejdere, og almisserne fra de fromme flød så rigeligt, at det for den sags skyld også kan tænkes, at han har ernæret sig som pilgrim.

I det ovenfor omtalte dekret fra storinkvisitoren stod der også, at danskere skulle behandles med venlighed og uden nogen form for straf, hvis de selv henvendte sig til inkvisitionen for at konvertere til katolicismen. En af de første, der meldte sig frivilligt, var en 33-årig sømand fra Hornbæk ved navn Vilhelm Pedro (Pedersen?) (Fig. 3). Han indfandt sig 1643 hos kætterdomstolen i Murcia, fordi en jesuiterpater i Alicante havde rådet ham til det. Under forhørene, som foregik rent rutinemæssigt, fortalte Vilhelm Pedersen, at han var opdraget i den lutherske tro, fordi alle hjemme i hans landsby var lutheranere. Fjorten år gammel var han »taget ud i den vide verden«, og fra sit 25. år havde han sejlet på Middelhavet, indtil han for et par år siden havde slået sig ned i Alicante, hvor han havde fået arbejde hos nogle hollandske calvinister (Fig. 4). På spørgsmålet om, hvorfor han ønskede at antage den katolske tro, svarede Vilhelm Pedersen, at han havde sejlet en tid sammen med nogle italienere, med hvem han havde ført lange diskussioner »om religionerne i England, Flandern, Frankrig og andre steder og også om den romersk-katolske religion, hvorved han havde fået lyst til at konvertere, men han havde længe ikke kunnet bestemme sig«. Først da han var kommet til Alicante, havde han besluttet sig og var begyndt at tage undervisning hos den før omtalte jesuit. Adspurgt, om han også havde diskuteret religion med de calvinister, han var ansat hos, svarede Vilhelm Pedersen nej, »han havde bare passet sit arbejde til fire reales om dagen«.

Procesresuméerne bliver fyldigere og fyldigere, jo længere vi kommer op i tiden. Undersøgelserne på Mallorca 1645 mod to norske søfolk og deres hollandske skibskaptajn, som var født i Hamburg, fylder således 75 sider tilsammen. Gennem disse sager får vi et indblik i dagliglivet om bord på det hollandske skib, og der er tilmed en spændende beretning om kaptajnens flugt fra fængslet, men vi vil begrænse os til, hvad der under forhørene kom frem om den hemmelige katolicisme i Hamburg og, hvad der er mere overraskende, i Bergen. De var alle tre katolikker, og den hollandske kaptajn, Klas Henrik Crap, fortalte, at han som barn hjemme i Hamburg gik med sine forældre »til katolikkernes kirker, som findes i private hjem, hvor de holder messe og prædiker, nogle gange om dagen, andre gange om natten, for de (katolikkerne) har ikke så stor frihed som her (i Spanien)«. Den 25-årige bådsmand, Hans Rumas, og den 28-årige kanonér Hans Baca (Back eller måske Kuehe, da vaca betyder ko på spansk), var fra Bergen. Under forhørene oplyste de, at deres forældre og slægtninge hjemme i Norge alle var katolikker. De var begge døbt, men ikke konfirmeret, »da der ikke var nogen katolsk biskop«. De fortalte videre, at der fandtes to »katolske kirker« i private hjem i Bergen, hvor en jesuiterpater ved navn Domenech holdt messe og tog katolikkerne i skrifte (Fig. 5). For at sikre sig, at de nu talte sandt, eksaminerede inkvisitorerne dem i Fadervor, Avemaria og andre bønner og bad dem også korse sig på den katolske måde, hvilket de altsammen gjorde »på flamsk« - står der - men det har nok været på norsk.

Vi kender endnu fem spanske kætterprocesser mod danske søfolk. Deres sager fortæller os, hvor tidligt unge danskere stak til søs, hvor vidt de kom om i verden, og hvor internationalt sømandslivet var blevet allerede på denne tid. Men materialet giver, som det vil fremgå af det følgende, også indblik i andre sider af tilværelsen; stadigvæk med historien set »nedefra« - fra det almindelige menneskes synspunkt.

Lejesoldaten Jørgen Wagner fra Hamburg var 23 år, da han 1651 meldte sig til inkvisitionen i Zaragoza for at blive katolik. Han var kommet til Spanien med et regiment, som var hvervet i Hamburg og havde de sidste tre måneder under kaptajn Gabriel Vasquez' kommando været med i krigen mod Katalonien. Inkvisitorerne bad ham som sædvanligt fortælle om sit liv, og det blev til en udførlig beskrivelse af hans deltagelse i trediveårskrigen. 13 år gammel var han blevet oppasser for en officer i den svenske hær og deltog i slaget ved Lübeck under general Torstensson. Men efter et år blev hans herre dræbt, og han gik nu over til fjenden, hvor han fik tjeneste hos en adjudant ved de kejserlige tropper. I slaget ved Wien faldt adjudanten, og han blev selv taget til fange af svenskerne. De næste tre år gjorde han så tjeneste i den svenske hær, indtil han blev taget til fange af »Prinsen af Darmstadts soldater«. Han var nu med kejsertropperne i Saxen og Vestfalen og deltog i slaget ved Münster. Men da trediveårskrigen sluttede 1648 blev han hjemsendt og vendte tilbage til Hamburg, hvor han et par år efter sammen med en slægtning lod sig hverve til Gabriel Vazquez’ regiment og drog ned for at slås i Spanien.

Den 29-årige stenhugger Christian Huldrich de Lima havde også ført en omskiftelig tilværelse, da han 1695 meldte sig til kætterdomstolen på Mallorca for at blive katolik (Fig. 6). Han var født i Hamburg af jødiske forældre, som havde opdraget ham i den mosaiske tro. Fra sit fjortende til sit treogtyvende år drog han på valsen til England, Holland og Tyskland og fattede efterhånden stærke protestantiske sympatier. En anglikansk præst i Hamburg gav ham et brev til Christian 5.s hofkapellan, og med dette i hånden rejste han til København, hvor han modtog undervisning i den lutherske lære. Det var lidt af en sensation, når evangeliets sande lys gik op for en af hans slags, så man undlod ikke at fejre hans omvendelse med en højtidelig jødedåb, hvor, som han fortalte sine dommere, »kongen og dennes broder var hans faddere«. Den unge Christian synes dog stadig at have været en søgende sjæl. I København traf han en spansk skibskaptajn, der ansatte ham som sin tolk. Han var flere gange til messe med denne i den franske ambassades kapel, og til sidst bestemte Christian Huldrich sig for at blive katolik. Kaptajnen tog ham med på sit skib og underviste ham i den katolske tro på deres lange rejse via Amsterdam, Cadiz og Sevilla, indtil de endte på Mallorca, hvor kaptajnen havde sit hjem.

Mest eventyrlig er dog den levnedsberetning, som en oldenborgsk skomager og sømand fyrre år tidligere var kommet med til den samme domstol. Han var 31 år, da han 1648 meldte sig for at blive genoptaget i den katolske kirke, fordi han under tvang var blevet gjort til muhamedaner. Han hed nu Abrahin Reniga, forklarede han ved tolkens hjælp, men hans gode kristne navn var Peter Christiansen (eller Christianas, som det blev til på spansk) (Fig. 7). Han fortalte videre, at han var »Kongen af Danmarks undersåt« og fra byen »Breste« i Nedertyskland, hvor han var opdraget af katolske forældre. Tolv år gammel kom han i skomagerlære i Holland, og senere var han stukket til søs. Som nittenårig var han blevet taget til fange af algirske sørøvere, da han sejlede med et skib på Middelhavet. I Algeriet blev han solgt som slave, og sammen med nogle andre af besætningen kom han til at gøre tjeneste i huset hos en velhavende muhamedaner. Hans herre, som var analfabet, sendte ham i skole, for at han kunne lære arabisk, og efter nogle års undervisning var Peter Christiansen blevet så dygtig, at han kunne læse højt af Koranen for sin herre, når denne hvilede sig i middagsstunden. Men dette var kun begyndelsen (Fig. 8). Efterhånden lagde hans herre pres på ham, for at han skulle blive muhamedaner, og da Peter Christiansen ikke ville opgive sin kristne tro, fik han prygl hver dag med stokkeslag under fodsålerne. Til sidst kunne han ikke holde det ud længere og indvilgede i at blive muhamedaner. Nu blev han snart »forfremmet«. Hans herre gav ham en pistol og en pung med krudt og kugler og lod ham gøre tjeneste på et skib, som drev slavejagt på de kristne kyster. Over for inkvisitorerne indrømmede Peter Christiansen, at han alt i alt havde været med til at tage 150 kristne til fange. På det sidste togt var de gået i land på Formentera for at skaffe brændsel til skibet, og han havde da set sit snit til at komme bort fra de andre. Han løb og løb og nåede om på den anden side af øen. Her traf han tre spaniere, som havde lagt ind til øen med et skib, og da han så dem, ville han fyre en glædessalut ud over havet. Men skuddet gik ikke af, hvorefter han resolut tog pistol, krudt og kugler og smed det hele i vandet. Spanierne behandlede ham venligt og sejlede ham til Ibiza, hvor den lokale inkvisitionsagent dog snart sørgede for at få ham sendt til Palma på Mallorca, for at han kunne blive forhørt af inkvisitorerne.

Sagen mod Peter Christiansen er imidlertid ikke bare en forrygende livshistorie, den er også et spændende religionshistorisk dokument. Man fik ham indtil mindste detalje til at beskrive, hvordan han blev muhamedaner: hvilke ceremonier der foregik, hvilket tøj han fik på, og hvad farve de enkelte klædningsstykker havde, hvordan han blev raget, sådan at han kun havde en hårtot tilbage på toppen af issen, hvordan han blev omskåret, og hvilke riter han havde fulgt. Han måtte også citere et langt stykke fra begyndelsen af Koranen, som han havde lært udenad, og det blev omhyggeligt ført til protokols på arabisk med en slags spansk lydskrift. Peter Christiansen forsikrede imidlertid, at han kun i det ydre havde antaget muhamedanismen og hele tiden i sit indre havde holdt fast ved kristendommen. Som bevis herfor trak han et papir frem, som han havde gemt på sin krop. Det var et certifikat fra nogle spanske katolske præster, som han havde været sammen med under fangenskabet, og disse bevidnede, at han var blevet tvunget til at afsværge sin kristne tro. Danskeren fortalte endvidere, at det havde været meget farligt for præsterne at give ham dette dokument, for var det blevet fundet, ville både han og præsterne være blevet brændt.

Hvordan oplevede spanierne nu disse danskere, som kom rejsende fra det kolde nord? Det kan vi få at vide gennem en række sager mod spaniere for at have fraterniseret med udenlandske kættere. I begyndelsen af 1640rne opholdt den danske rigsråd Hannibal Sehested sig med et større følge i Madrid for at forhandle med Spanien om den tidligere nævnte handelskontrakt. I deres logi kom daglig en spansk præst for at give dem sprogundervisning. Han hed Francisco de Vivanco og var en mand i begyndelsen af fyrrerne, meget belæst og levende interesseret i at høre om den protestantiske religion. Mellem ham og danskerne udviklede der sig snart et venskab, og de inviterede ham flere gange til at spise med sig, tilmed engang i fasten, hvor præsten forbrød sig mod de katolske fasteregler og spiste kød med de andre. Efter hjemrejsen korresponderede de en tid sammen. Men bekendtskabet med danskerne kom ham dyrt at stå. 1645 dømte inkvisitionen ham til livsvarigt fængsel. Nogle af hans sognebørn havde meldt ham for at udsprede de lutherske kætterier, som han havde fået i hovedet af at omgås danskerne. Under processen forhørte man sig om alt, hvad han havde diskuteret med danskerne, og om, hvilke kætterske bøger han havde set i deres logi. Blandt andet havde han læst i Niels Hemmingsens katekismus. Han beskrev, hvordan danskerne gjorde grin med skærsilden og sagde, at det var et sted, der lå lige over helvedet, og at gulvet var af papir, så når det brændte, faldt alle sjælene lige lukt ned i helvede. Under forhørene kom det også frem, at han plejede at fortælle sine landsmænd følgende anekdote, når han skulle karakterisere dette fjerne land i det kætterske nord: »Med en munk, et æsel og en jøde kunne man tjene mange penge ved at rejse op med dem til Danmark og vise dem frem på alle markeder. For det er noget, som er fuldstændig ukendt deroppe«.

Intet er så slemt, at det ikke er godt for noget. De steder, hvor man har haft inkvisitionen og bevaret dens arkiver, er historikerne lykkelige, for her kan de komme tættere ind på livet af højmiddelalderens og renæssancens mennesker, end det er muligt med noget andet kildemateriale (Fig. 9). Her er en rig arbejdsmark for den »tavshedens arkæologi«, som i disse år søger at give »de anonyme masser« den historie, som de ikke hidtil har haft. Det er repræsentanter for disse store og ellers tavse befolkningslag, som kommer til orde gennem kætterprocesserne og fortæller os om deres tanker, følelser og hele livshistorie. Inkvisitorerne var nemlig ofte fremragende »interviewere«, og forhørsreferaterne er så nøjagtige, at vi både fornemmer stilen og ordvalget i datidens talesprog.

Havde inkvisitionen vundet indpas heroppe, ville vi idag have vidst noget om de samfundskritiske røster, der måtte have lydt blandt menigmand i århundredet forud for reformationen 1536, men til held for vore forfædre - og til uheld for os - synes broder Niels Jon i Odense mere at have været inkvisitor af navn end af gavn. Vi kan næppe vente, at der i Sydens arkiver vil dukke ret mange inkvisitionssager frem mod danskere, men skulle der en dag komme originale processer for dagen, vil de give os betydeligt mere end resumeerne, som vi helt og holdent har måttet bygge på i det foregående.

Inkvisitionsarkiverne har været kendt i mange år af kirke- og kætterhistorikere, men det var først i 1970erne, det blev klart, at dette materiale også kunne bruges til mentalitets- og bevidsthedshistorie, til dagliglivets historie og mange andre spændende ting. Herhjemme har digteren Ebbe Reich Kløvedal allerede ladet sig inspirere af denne retning. I sin nyeste historiske roman lægger han ikke skjul på, at det er en bog om kætterprocesser mod beboerne i den pyrenæiske landsby Montaillou omkring år 1300, der har ført ham frem til en nytolkning af kilderne om kongemordet i Finderup (1286) og til hans brud med den nationalromantiske opfattelse af middelaldermennesket. Man skal nok være digter for at være så tidligt ude, men det er et varsko om, hvad vi kan vente os af denne nye forskning i inkvisitionens arkiver. Uanset at den foregår fjernt fra Danmark, kan den meget vel også herhjemme blive en genvej til forståelse af det historiske menneske.

Lit: Jordens folk 1976.