I en trykket situation

Som meddelt for nylig her i bladet har arkæologien fået en fjende. Dens navn er grubberen eller undergrundsløsneren. Den er for tiden ved at vinde indpas inden for dansk landbrug, hvor dens funktion er at opbryde det hårde, sammenpressede og for afgrøden skadelige lag, der dannes under pløjelaget som følge af traktorers og andre tunge landbrugsmaskiners vægt. Grubberen er en slags plov, der rækker ca en halv meter ned under nuværende pløjedybde, den ødelægger »trafiksålen«, som det sammenpressede lag kaldes, men desværre også alt, hvad jorden måtte indeholde af arkæologisk værdi. Dette er en meget beklagelig bivirkning, som gør, at man bør tænke sig godt om, før man sætter grubberen i jorden. Er den nødvendig, når alt kommer til alt?

Trafiksålen opstår som nævnt på grund af maskinernes vægt. Jo tungere de er, jo mere trykkes jorden sammen, men sammenpresningen er naturligvis størst lige under hjulene, nedefter aftager den jævnt, som billedet viser. Når marken næste gang pløjes, bliver de stærkt pressede øvre lag atter løsnet, og derved afbødes hjultrykkets værste virkninger (Fig. 1). Tilbage bliver en svag sammentrykning af jorden under pløjelaget, og denne kan ved fornyet kørsel på marken blive forstærket. En trafiksål er med andre ord under dannelse, men heldigvis er der gode kræfter, som modvirker den skadelige udvikling. Frosten løsner jorden, og regnormene arbejder i samme retning; de sidstnævntes antal er desværre noget på retur, formodentlig som følge af de kemiske midler, som nu anvendes i landbruget.

Det ser altsammen ikke så farligt ud, men nu kommer vi til det, som formentlig er sagens kerne. Under pløjningen kører man med traktorens ene hjulpar nede i furen. Maskinen ligger altså skråt under kørslen, hvad den næppe har særlig godt af; det er sandsynligt, at den vedvarende skæve belastning forkorter dens levetid (Fig. 2). Værre er det dog, at det nu ikke er pløjelaget, som får det kraftige tryk, men undergrunden, hvor ploven ikke når ned, og hvor den stærke sammenpresning derfor ikke automatisk bliver fjernet igen. Det er sikkert her, den egentlige årsag til trafiksålsproblemet ligger.

I stærkt mekaniseret udenlandsk landbrug, hvor man anvender større plovtyper, pløjes der med alle traktorens hjul på »fast land«, hvilket skulle nedsætte risikoen for trafiksålsdannelse betydeligt (Fig. 3). Så vidt er vi endnu ikke kommet i Danmark, her synes regnestykket at se sådan ud:
Man anvender en pløjemetode, der
1) gør trafiksålsproblemet urimeligt stort - så stort, at det kræver en bekostelig særbehandling.
2) nedsætter traktorernes levetid.
3) ødelægger oldtidsminder.
Konklusionen må være, at alle kræfter bør sættes ind på at finde frem til en pløjemetode, hvor man undgår at køre i furen. Når den ikke allerede er fundet, skyldes det vel, at problemet ikke har været erkendt.

Det skal beredvilligt indrømmes, at ovenstående endnu er teori. Den trænger til belysning gennem forsøg, og de bør foretages snarest - for landbrugets skyld og for arkæologiens. Først og fremmest må man have opklaret, om det nu også er rigtigt, at der er sammenhæng mellem pløjemetode og trafiksålsdannelse, og dernæst - hvis det er tilfældet - om pløjemåden kan ændres og i så fald hvordan. Trafiksålens dannelse bør studeres på alle leder; i laboratorierne kan man, så mærkeligt det lyder, sætte ekstra fart på tiden og vise, hvordan kalamiteten vil udvikle sig gennem f.eks. 20 år. Det bør også undersøges, om det er muligt at fjerne en allerede opstået trafiksål ved andre midler end grubning.

Det forekommer en smule parodisk, at dansk arkæologis kildemateriale skal ofres for en metode, hvis landbrugsmæssige betimelighed der kan sættes så store spørgsmålstegn ved. Trafiksålsproblemet kan sikkert løses på en for landbruget langt billigere måde end ved grubning. Mon ikke landmænd og arkæologer kunne finde sammen i bestræbelser på at få en undersøgelse startet - snart.