I en kælder…

Vi skal til Vendsyssel, men ikke meget nord for Limfjorden. Fra en tidligere Skalk-artikel (1976:4) vil man huske Overbygård-landsbyen med de mærkeligt neddybede huse; den måtte, mente vi dengang, være anlagt omkring Kristi fødsel og opgivet et par hundrede år senere. Ved den fortsatte undersøgelse er fundet adskilligt flere husgrunde, deriblandt nogle med væggrøfter, som uheldigvis har lidt en del under dybdepløjning. Denne hustype var i brug gennem hele den keltiske jernalder og peger altså mod en lidt ældre oprindelse, end vi hidtil havde regnet med. Rester af en indhegning kan med lidt god vilje tolkes i samme retning. Blandt fundene var også en kælder - ikke blot et neddybet hus, men et regulært underjordisk rum med stolpebåret loft. Desværre var den uden indhold. Nogle små ukarakteristiske skår gav intet sikkert grundlag for datering.

Da sidste efterårs kampagne led mod afslutningen, dukkede endnu en kælder op; der er næsten tradition for, at de bedste fund gøres på dette lidt ubelejlige tidspunkt. I modsætning til den tidligere kælder var denne brændt, hvad vi beklagede mindre, end man sikkert har gjort dengang. Chancerne for gode fund blev jo dermed langt større. Der var intet at betænke sig på, hvad der var begyndt, måtte føres til ende trods den dårlige årstid (Fig. 1). Dog nøjedes vi med at udgrave to tredjedele af bundlaget på selve stedet, resten blev, som en kæmpestor jordblok, ført til Forhistorisk Museum, hvor undersøgelsen kunne fortsætte under mere betryggende former og med let adgang til eksperthjælp.

Museumsudgravningen er endnu uafsluttet, og på selve findestedet venter efterundersøgelser. Konserverings- og rekonstruktionsarbejdet forestår. Frø- og vedbestemmelser skal foretages og træet undersøges dendrokronologisk for om muligt ad den vej at nå frem til en præcis datering. Der er således lang vej hjem, før fundet er klarlagt i alle detaljer, men dets værdi er så betydelig, at det fortjener en hurtig fremlæggelse - også selv om den kun kan blive kort og foreløbig.

Den nye kælder ligger et halvt hundrede meter fra den gamle, på skrånende terræn i landsbyens østlige del. Det var nærliggende at tænke sig det underjordiske rum forbundet med en bygning over jorden, men der er ingen tegn til dette. I nærheden ligger ganske vist to af de neddybede huse, men de er efter al sandsynlighed en smule yngre og må være opført efter kælderbranden.

Det godt fire meter lange kælderrum er gravet et par meter ned i bakken. Fra begge langsider udgår gange, og skønt de endnu ikke er færdigundersøgt, kan så meget dog siges, at vestgangen, som er bredest, må være den egentlige indgang; den er kantet med svære egestolper og kan følges over ca fire meter, skrånende op mod overfladen (Fig. 2). Den anden gang har karakter af en smal stensat passage, som er uegnet til færdsel og sikkert har været overdækket i 30-40 centimeters højde. Den har retning ned mod bakkens fod, og det er naturligt at opfatte den som en afløbskanal. Også den kan følges over fire-fem meter, hvilket bringer den i betænkelig nærhed af et af de ovenomtalte huse, som kan have skåret noget af renden.

Væggene har bestået af tætstillede, 10-15 cm brede planker, som har stået lodret, muligvis på fodtømmer. De var ved branden styrtet ind i rummet, hvor længden uden videre kunne måles; den har været mindst to meter, så man har altså med lethed kunnet gå oprejst i rummet. Uden for væggene, mellem disse og siden i det gravede jordhul, fandtes nederst en bræmme af sten i to-tre skifter og oven på den en rødlig, let fedtet substans, der kan minde om tørveaske. Mon man tager meget fejl, hvis man antager, at stenene har dannet fundament for en græstørvsfyldning?

Græstørvene kan have fortsat hen over kælderen - vi ved det ikke, men dækket må i hvert fald have været tungt, for til at bære det har man haft otte svære stolper fordelt på to rækker hen gennem rummet. Tagbærende stolper i jernalderhuse er normalt plantet direkte i jorden, men ikke disse; de har støttet på store flade sten, som ligger forsænkede under lergulvet, og foregriber dermed en byggeskik, som først blev almindelig langt senere. Det samme træk fandtes ved den anden, ubrændte, kælder, så der kan ikke være tvivl om de tos samtidighed.

Meget tyder på, at branden er foregået langsomt, med ringe tilgang af ilt. Indvæltede græstørv fra vægge og loft kan have lagt sig over bålet, så at kældergruben er blevet til en slags mile. Det ville i hvert fald forklare, at træværket i sin forkullede tilstand er usædvanlig velbevaret, og at der ved siden af brandresterne fandtes uskadt organisk materiale. Og hermed er vi fremme ved det væsentlige: kælderens indhold, der lå som et 30-35 cm tykt lag forseglet under de indstyrtede plankevægge (Fig. 3).

At kælderrummet på brandtidspunktet har været godt fyldt, fremgår af planen, hvor hver prik betegner et fund - ikke blot et brudstykke, men en genstand, som er hel eller i hvert fald kan blive det. Af lerkar fandtes mere end 60, deraf henved en fjerdedel fuldstændig ubeskadigede. Nogle er meget store, men de er - naturligvis kan man næsten sige - alle knust, og vi må vente med at studere dem, til de er sat sammen. Almindelige er nogle 30-40 cm høje, tohankede krukker, der i adskillige tilfælde er fundet stående på gulvet, men den form, som tiest optræder, er et lille urtepottelignende, énhanket kar; det er meget velgjort, af tyndt sort gods med glinsende overflade og afglattet rand og hank (Fig. 4, Fig. 5). Det samlede lerkarmateriale er, størrelsen taget i betragtning, lidet varieret. Fem-seks hovedtyper dominerer.

Lerkarrene er bemærkelsesværdige i kraft af deres mængde og velbevarethed, men som typer er de ikke sjældne - det er derimod trækarrene, der normalt er bortrådnet i fundene, og som det derfor var en særlig glæde at møde. Der er optalt tolv-femten stykker, alle forkullede og sønderbrudte, men dog så vidt bevarede, at rekonstruktion i flere tilfælde skulle være mulig. Nogle er halvkugleformede og skåret ud af ét træstykke, mens andre er sat sammen af stave. Nogle tynde træflager med småhuller viser, at man har anvendt syning; formodentlig er der tale om cylindriske spånæsker som dem, vi kender fra bronzealderens egekistegrave. En kredsrund træskive med en dobbeltrække af huller langs randen kan være bunden til en flettet kurv. Alt dette vil blive studeret med den grundighed, man skylder en næsten ukendt side af fortidens kultur.

De store lerkrukker - i hvert fald de fleste af dem - har sikkert stået på gulvet, men de mindre lerkar og trækarrene, der ofte fandtes nær væggene, kan have været anbragt på hylder, hvor de var mindre udsat for fugtighed og indholdet for angreb af mus. Indholdet! Ja hvad har der været i de mange beholdere? Det spørgsmål har tit været stillet i forbindelse med arkæologiske fund, og som regel er man henvist til gætteri, men ikke her - indholdet er nemlig bevaret. Det består hovedsageligt af korn: forkullede kerner, men også velbevarede, ubrændte, hvor ilden ikke har evnet at æde sig ned. Allerede inden vi nåede bræddelaget fra det indstyrtede vægtømmer, begyndte kornet at dukke op, og længere nede blev mængden overvældende - langt over 100 liter er foreløbig taget frem, og kornfundet placerer sig dermed uden sammenligning som det største, der kendes fra Danmarks oldtid. Det fyldte de hele krukker til randen og lå i dynger omkring de knuste; de meget store lerkar må med dette indhold simpelthen have været uflyttelige. Ved en af de største korndynger med et indhold på mere end 50 liter fandtes mange forkullede træstave, så der er vist ingen tvivl om, hvad beholderen her har været. I et par af »urtepotterne« lå små portioner af ukrudtsfrø (Fig. 6, Fig. 7).

At analysere alt dette plantemateriale vil tage lang tid, og arbejdet er knap nok påbegyndt. En løselig gennemgang viser dog, at byggen er den almindeligst forekommende kornsort, men også hveden indtager en solid plads, og som nummer tre kommer havren. Rug er slet ikke tilstede, den blev først almindelig et tusinde år senere. I mindst én af korndyngerne ses det, at byg og hvede er blandet sammen, men om de har vokset sammen i ageren, eller blandingen er sket efter tærskningen, kan ikke afgøres. Nu indeholder vort kornlager også urenset materiale, som nok har været under plejlen, men hvor stumper af avner og aks endnu ikke er skilt fra (det er vist første gang i Danmark, noget sådant er fundet), så her åbner sig en mulighed for at se, hvordan jernalderens kornmark egentlig var beskaffen, hvordan sorterne evt var blandet, og hvilket ukrudt, der voksede imellem. Foreløbig kan vi nyde det sjældne syn af et totusindårigt bygaks med kerner siddende på plads og stumper af stakken bevaret. Det var ikke så lidt af en oplevelse at holde det i hånden (Fig. 8).

De små portioner af ukrudtsfrø har vel skullet blandes i brødet for at drøje på det, som man endnu i forrige århundrede gjorde i fattige jyske hedeegne. Det samlede lager kan have udgjort en families vinterforråd - dog nok med en del reserveret til såsæd det kommende år. Lige inden for indgangen stod en række af de små urtepottekar stablet to og to med bunden i vejret. Man kan forestille sig, at de efter brugen er gjort rene og stillet hen til næste høst.

Kornet og karrene optog langt den største plads i kælderen, men der var også andre ting. Nogle, desværre ubestemmelige, knoglestumper kan stamme fra skinker, som har hængt ned fra loftet; det ville i hvert fald være en meget naturlig tanke. Af træ fandtes - foruden karrene - stykker af skafter og et lille profileret håndtag. Også metalsager forekom, stumper af jernbeslag, men så indkapslede i rust, at en nærmere bestemmelse må vente til bedre tider. Omtrent ud for indgangen, nær en af de tagbærende stolper, stødte vi på en stor aflang jerngenstand. Et sværd? Udgraverne turde næppe tro det, men et par timer efter var der ingen tvivl. Ikke ét, men to sværd lå side om side på gulvet. Da de måtte formodes at være meget skrøbelige, stærkt angrebne af rust som de var, valgte vi at tage dem op i en jordblok. Mens arbejdet hermed stod på, afdækkedes en jerncylinder op mod sværdene, og da de sidste bundbrædder skulle skydes på plads under præparatet, begyndte genstanden at rokke. Ved forsigtig gravning opklaredes mysteriet: cylinderen var skaftdøllen til en stor og yderst velbevaret økse (Fig. 9). Den og sværdene har formodentlig været ophængt på tagstolpen og er ved branden faldet ned på gulvet. Sværdene befinder sig stadig i jordblokken, men et røntgenbillede har vist, hvad vi kan vente os. De er af tidens enæggede type, i træskede med beslag og ophængningsøskener - vi kender formen fra samtidens gravfund, men det er første gang, vi møder den på en boplads. Det samlede antal jernting i kælderen nåede op på tolv-femten stykker. Var jern måske ikke helt så sjældent i keltisk jernalder, som vi troede?

På forbavsende mange områder hæver dette fund sig over gennemsnittet, og der er slet ingen tvivl om, at det til sin tid, efter grundigt studium, vil bidrage væsentligt til vor forståelse af periodens levevilkår. Lerpotterne, trækarrene, kornet, ukrudtsfrøet, jernet, selve kælderen - alt har nyt at melde. Tager vi lerkarrene for eksempel, så er de i og for sig almindelige nok - de kendes talrigt fra bopladser og grave - men her ser vi både, hvordan de blev brugt, og med hvilken vægt de enkelte former indgik i husholdningen. Vigtigt er trækarrenes bidrag. De har sikkert været ganske almindelige dengang, men kun enkelte heldige mosefund har hidtil kunnet fortælle os om dem. Det er næsten som en åbenbaring at møde disse vidt forskellige former i brugsmæssig samspil med lervarerne.

At kælderen - eller kældrene, for vi kan roligt tage den ubrændte med - er ældre end de neddybede huse på pladsen, viser keramikken med sikkerhed, men forskellen er næppe stor, en generation måske (Fig. 10). Som antydet i indledningen mener vi at have fundet visse spor af den bebyggelse, kældrene tilhørte, men det er et punkt, som må grundigt efterforskes senere. De rummelige og velbyggede kældre kan dog måske med en vis ret opfattes som en slags forløbere for de senere »kælderhuse«. Det hænder, vi i de sidstnævnte finder helt udtjente kværnsten anvendt i selve bygningskonstruktionen. De kan meget vel stamme fra den ældste bosættelse.

Underjordiske kælderrum er et mærkeligt fænomen i dansk oldtid. Fra sten- og bronzealder kendes de slet ikke, men i tidligste jernalder dukker de op, hovedsagelig i Vendsyssel, for derefter igen at forsvinde. Både kronologisk og geografisk falder Overbygård-kældrene altså i centrum, men det må ganske vist tilføjes, at de adskiller sig en del fra deres nordjyske samtidige, som er betydeligt mindre, af oval form og med stensatte vægge og døre; til ligheden kan regnes, at der ofte, foruden indgangen, findes en lang stensat »kanal« (se Skalk 1959:3 og 4). I nogle af disse kældre er fundet lerkar, som gør bestemmelsen forrådsrum rimelig, mens andre synes indrettet med henblik på en eller anden sæsonbetonet aktivitet. Karakteristisk for stenkældrene er, at de ofte ligger isoleret, uden tilknytning til boplads. En lidt yngre kælder, udgravet ved Esbjerg (se Skalk 1958:1), hører netop til en boplads. Skønt lille og med risflettede vægge er den ikke ulig Overbygård-kældrene og har da efter alt at dømme også haft samme bestemmelse. Nu kræver kældre af en størrelse som denyfundne helt naturligt en særlig konstruktion, så egentlig må man vist sige, de passer ganske godt ind i det samlede fundbillede. Et litterært supplement til dette finder vi hos romeren Tacitus, der i sin bog om germanerne, skrevet omkring år 100 efter Kristi fødsel, fortæller: »De plejer også at grave huler under jorden, som de dynger til med en stor mængde gødning. Disse tjener som tilflugtssted for vinteren og gemmested for afgrøden, for sådanne rum mildner den strenge vinterkulde. Og hvis en dag fjenden kommer, plyndrer han kun det, som ligger åbent fremme, medens det, som er bortgemt og nedgravet, enten forbliver ubemærket eller unddrager sig hans opmærksomhed, netop fordi han må søge efter det«.

Hvordan opkom ilden? Var det et hændeligt uheld, eller har fjender afbrændt landsbyen? - vi hører jo hos Tacitus, at sådant forekom, og at kældrene netop ved den slags lejligheder havde en mission. Her kommer sværdene ind i diskussionen. Vi noterer os, at de fik lov at hænge ubrugt på deres stolpe, men må samtidig undre os over, at der ikke efter branden blev gjort forsøg på at bjærge disse sikkert meget kostbare våben. Det kan næsten kun betyde, at de personer, der vidste om dem, er sat voldeligt ud af spillet. En mulighed er vel, at de oprindelige beboere simpelthen blev jaget bort, og at det er angriberne, der har genopbygget og videreført landsbyen, men der er ingen fremmed indflydelse at spore, beboerne var og blev nordjyder, og man har ondt ved at forestille sig en blodig borgerkrig med drastiske resultater mellem nære småsamfund. Det synes vanskeligt at finde et hændelsesforløb, som tilfredsstillende forklarer de foreliggende kendsgerninger, men tilfældigheder, som vi ikke aner, kan naturligvis meget let have spillet ind.

Et sidste spørgsmål: Var kældrene landsbyens fælles forrådsrum, eller var de privatejede? Heller ikke dette kan besvares med sikkerhed, men vægten synker for det sidste; det forekommer lidet sandsynligt, at man skulle opbevare så personlige og så værdifulde ting som sværdene og øksen på et for mange tilgængeligt sted. Netop i århundredet før Kristi fødsel anes en økonomisk/social overklasse - vi behøver blot at minde om stormandsgården på Hodde-bopladsen (se Skalk 1976:1) eller den standsforskel, som giver sig til kende i gravene. Lidt nordligere i Vendsyssel ligger Kraghede-gravpladsen med den rige vogngrav, som stammer præcis fra denne tid.

Vi forestiller os vor kælders ejer som en vendsysselsk storbonde - med ret til at bære to sværd.