Hytte ved sø

Stedet var Lavringe mose ca. ti kilometer sydvest for Roskilde. Bopladsen har været kendt siden 1943, hvor den blev opdaget ved nedgravning af elmaster, men der foretoges ingen undersøgelse dengang og heller ikke i de efterfølgende år. I begyndelsen af 1970’erne blev imidlertid store dele af mosen inddraget til agerland, og nu begyndte knogler og flintredskaber at dukke op. Langt de fleste oldsager var af Ertebølletyper, men et par små flintspidser, såkaldte mikrolitter, antydede dog, at der havde været mennesker på stedet tidligere.

En udgravning var påkrævet og fandt sted i 1986. Der har, viste det sig, i Ertebølletiden været en sø på stedet; bopladsen lå tæt ud til denne, og store mængder affald er havnet i vandet. Det var under dette udsmidslag, altså på bunden af Ertebøllesøen, vi fandt hyttetomten. Det kan lyde mærkeligt, men forklaringen er enkel: søbassinet har ændret sig betydeligt i løbet af jægerstenalderens lange periode; på det tidspunkt, da Maglemosepladsen blev anlagt, har vandet stået 1-1 1/2 meter lavere, end det gjorde i Ertebølletid, så hytten har ligget på tørt land. I hvert fald en del af året! Om efteråret og vinteren må vandet være steget og har formodentlig overskyllet bopladsen, som sikkert da var forladt; den har sandsynligvis kun været beboet nogle måneder i den varmere del af året. Uden vandets beskyttende virkning ville træ med mere fra hyttekonstruktionen næppe have været så velbevaret. Den senere permanente vandstigning har afgørende forseglet tomten.

I den del af Sjælland, vi her taler om, er der gjort flere bemærkelsesværdige enkelt fund fra Maglemosetid, således ved Ryemarksgård den bekendte urokseknogle med menneskefigurerne. Egentlige Maglemosebopladser er dét imidlertid småt med, så den nye er særdeles velkommen - især på grund af hytten, hvis interesse rækker langt ud over det lokale. Den knytter sig til en lille, men meget eksklusiv fundgruppe.

Bopladsen har ligget på et gruset næs og - ligesom dens efterfølger i Ertebølletid - tæt ud til søen (fig. 1). Af hytten var som nævnt bevaret en del træ, således de nedre ender af vægpælene, der tegnede dens grundrids. De var alle af fyr, 5-10 cm tykke og for en dels vedkommende anbragt med den tynde ende nedad, vel sagtens fordi det så var lettere at banke dem i jorden. Inden for væggen lå afknækkede og omvæltede pæle, og her fandtes også sparsomme rester af hyttens barkgulv, som især fyrren, men også birken har leveret materiale til (fig. 2). Grundplanen har været nærmest trapezformet og adskiller sig derved fra de andre kendte Maglemosehytters, der var mere i retning af det rektangulære. Midt i den brede ende har stået en stolpe, som må have støttet taget. Hvordan dette har set ud, og hvordan det har været beklædt, fremgik ikke. Bortset fra pælene var der ingen spor af overbygningen (fig. 3).

I og omkring hytten fandtes enkelte redskaber, lidt flintaffald og nogle ubearbejdede dyreknogler, som vidnede om de aktiviteter, der har fundet sted på bopladsen. Den beskedne fundmængde bekræfter, at hytten kun har været beboet en kort tid, måske i sensommeren og det tidlige efterår - herpå tyder blandt andet fund af nogle få hasselnøddeskaller. Om årsagen til fraflytningen er der allerede talt, den må skyldes vinterhalvårets stigende vandstand. Også de andre kendte Maglemosehytter er tolket som sommerboliger (fig. 4).

Vigtigst blandt fundene er redskaberne, men de er hurtigt opregnet: to fintandede lysterspidser, en kølle af urokseknogle og nogle få flintsager, nemlig en ikke helt vellykket kerneøkse, en flække med et indhak i hver side og nogle mikrolitter, hele og i brudstykker. Sådanne sager er typiske for Maglemosetiden, men denne periode var af meget lang varighed, mere end et årtusinde, så man kunne ønske sig en lidt nærmere tidsbestemmelse (fig. 5/fig. 6/fig. 7). Den har vi fået gennem C14-dateringer af træ fra hytten. Det stammer, fortæller prøverne, fra Maglemoseperiodens tidlige del.

Sammenligner vi Lavringehytten med de andre, vi kender fra denne tid, finder vi mange fællestræk, for eksempel størrelsen og valget af materialer, men også en del afvigelser, hvoraf formen er den vigtigste. Ved de fleste andre hyttetomter er fundet ildsteder, men ikke her, hvilket muligvis kan skyldes de oversvømmelser, stedet har været udsat for. Maglemosehytternes ildsteder bestod ofte blot af et sandlag lagt direkte oven på barkgulvet, og et anlæg af denne art vil let blive vasket bort, hvis bølger slår ind over det. Et stykke ildskørnet flint og en brændt knogle kan være fra et sådant bortskyllet ildsted, men der er også en anden mulighed. Nogle af de fundne pæle bar spor af forkulning; det kunne tyde på, at hele hytten er nedbrændt.

Ikke blot i Danmark, men også i Sverige og Nordtyskland er der fundet rester af Maglemosekulturens hytter - tilsammen tegner de et billede, som vi nu, takket være de gode bevaringsforhold i Lavringemosen, kan supplere med nye detaljer. Fundet giver et glimt af en lille jægerfamilies kortvarige ophold ved søbredden en sensommer for næsten 9000 år siden. Den kan meget vel have bestået af fem personer som dem, der er afbildet på knoglen fra Ryemarksgård.