Hyp

Fundet som helhed må vi lade hvile i denne omgang, kun en detalje skal fremlægges som eksempel på, hvad det kan yde. Ved den første udgravning blev fundet skeletter af to heste, men uden mindste spor af seletøjet. Det (eller noget tilsvarende) er fremkommet ved den nye undersøgelse: en dynge beslag, der sikkert har med hestetøj at gøre; et af dem har i hvert fald notorisk siddet på en sadel. Flere lignende beslagsdynger træder hjælpende til, og hvad der endnu mangler, kan suppleres fra de andre store våbenofferfund. Alt taget i betragtning har vi kunnet danne os et ret fyldestgørende billede af jernalderhestens påklædning. Nogle af de fundne beslagstyper skulle ellers, efter gængse forestillinger, have hørt til krigerens personlige udstyr. Han må tilgive, at vi berøver ham dem.

Det bemærkedes i dyngen med sadelbeslaget, at genstandene optrådte parvis. Seks af dem - to remspænder og to gange to prydplader - var alle af nøjagtig samme bredde og kan antages at have siddet på en og samme, nu forsvundne, rem; læder har desværre sjældent kunnet bevares i mosen. Fra det store Thorsbjergfund kendes flere lignende sæt, men vi har den fordel direkte at kunne studere beliggenheden og derigennem danne os et indtryk af remmens længde og forløb. Vi mener, der er tale om en »rumperem«; den har gået fra sadlen, under halen på hesten og tilbage igen til sadlen, hvis tilbøjelighed til at glide frem på hesteryggen dermed var stoppet (Fig. 1). Til at holde rumperemmen oppe behøvedes tværremme; hertil passer nogle mindre prydbeslag, som også fandtes i dyngen. Et gehæng af smalle daskende remme med metaldupper i enderne gjorde det ud for pynten. Også disse remme var naturligvis forsvundet, men dupperne var tilbage: 35 fordelt på to grupper, en til hver side af hesten. Rumperemsarrangementet er kendt fra billeder på samtidige romerske soldatergravsten (se titelfotografiet) og på vor hjemlige Gundestrupkedel.

Seletøjets forreste del, den der skulle forhindre sadlen i at glide bagud, var ikke repræsenteret i denne dynge, men til gengæld i andre. Også her optrådte beslagene i par, men af remspænder var der kun ét, som kan antages at have siddet midt for hestens bringe. To beslag af skæv Y-form må have dækket samlinger, hvor bringeremmen delte sig for at gå til henholdsvis for- og bagkant af sadlen. At der også har været en buggjord, er selvfølgeligt, men foreløbig har vi hverken fundet den eller dens beslag.

Illeruphestenes udstyr er, som man vil have forstået, endnu ufuldstændigt, men vi har håb om, at resten dukker op: bidslet, tøjlekæderne, den korsformede næsebeskytter, sadlen - som foreløbig kun er repræsenteret ved det omtalte enlige brudstykke. Ret almindelig i de andre mosefund og i samtidige gravfund er en smal U-formet bøjle, der tydeligt - efter fundforholdene - har hørt til seletøjets forreste del. Vi vover at tolke den som en »man-bøjle«, bagtil fastgjort ved sadlen og fremefter, med remme, til bidselringenes stangknapper, der igen har været forbundet med næsepladen. Ved således at spænde hovedet ind har man villet forhindre hesten i at stejle og kaste rytteren af. Arrangementet virkede som en moderne martingal, men har på grund af manglende elasticitet været meget hårdere ved hesten.

Hvordan ville nu jernalderrytteren med al hans seletøjspragt virke på os, om vi kunne se ham? Næppe særlig imponerende, snarere lidt komisk. Datidens heste var nemlig små - ikke meget større end nutidens islændere.