Hvorfor et hus fra Skåne?

Man kan berolige med det samme. Der er hverken tale om romantik eller storhedsvanvid. Der er tværtimod en yderst saglig begrundelse for udvælgelsen af de forskellige bygninger, som bliver flyttet til Frilandsmuseet. Lad os begynde med kort at fortælle, hvordan man egentlig finder ud af, hvilke bygninger der skal flyttes. Så kan man bedre bagefter give sig i kast med overskriftens spørgsmål om, hvorfor der netop har været brug for et skånsk hus.

Der er nogle folk, der er født museumstrætte. De kan finde på at sige om de gamle gårde og huse på Frilandsmuseet, at de jo er ens allesammen. Intet kan være mere forkert. De er i hovedsagen netop valgt, fordi de er forskellige. Når man går en tur i museumsparken, kan man se, at nogle huse er af røde teglsten, nogle har bindingsværk i stærke farver, og andre er helt hvidkalket. Det samme kan iagttages, når man foretager en rejse gennem Danmark. Men ude i landskabet er det sværere at få system i det, man ser. Der er efterhånden langt imellem gamle bygninger, så det er vanskeligt at sammenligne. Og der er ikke skarpe grænser mellem de forskellige egne med hver sin byggeskik.

Variationerne fra egn til egn er nok det, der mest iøjnefaldende har spillet en rolle for udvælgelsen. Det lyder jo meget enkelt, vil nogle måske sige. Man skal altså blot have en gammel bygning fra hver egn, så har man et frilandsmuseum, færdigt og helstøbt. Så simpelt er det ikke. Nu vil vi ikke lade os distrahere af, at der i samme landsby kan ligge to gamle bygninger, hvor vidt forskellige konstruktive principper er anvendt. Selv når vi ser bort fra det, bliver der tilbage to meget klare grunde til, at man ikke altid kan nøjes med en enkelt bygning fra hvert område. Den ene er de sociale forholds indflydelse, den anden alderen.

De sociale forskelligheder, der har været inden for landbefolkningen, har ikke kunnet undgå at præge bygningen og dens indretning. Hvordan denne er afpasset efter beboernes forhold og levevilkår ser man, når man sammenligner gårdmandens og husmandens boliger - helst inden for samme sogn, hvorved den sociale spændvidde træder klarest frem. Først når denne forskel studeres, kommer man for alvor ind på livet af de mennesker, der har boet i de gamle huse.

Aldersforskellen mellem husene er vel noget de færreste tænker over, men man kan ikke uden videre se bort fra, at det, vi under ét betegner som gamle bygninger, i virkeligheden fordeler sig på flere hundrede år. »Gamle dage« er ikke bare en mørk tidsalder før vore forældres tid. Det er skiftende generationer, skiftende moder og endda en vis teknisk udvikling. Det er klart, at der må tages hensyn til dette, når man vælger bygninger, som skal flyttes til Frilandsmuseet, og det er i øvrigt ikke alene selve husets, men måske nok så meget hustypens alder, det drejer sig om. Det betyder ikke nødvendigvis: Jo ældre jo bedre. Det har der måske i museets første tid været en tendens til. Nu er det tværtimod god tone hos de fleste museumsfolk, at den nærmeste fortid skal på museum. Intet appellerer så meget til museumsgæsten som det i forvejen kendte. Når man har nikket genkendende til sine bedsteforældres miljø, er man bedre rustet til at møde en lidt fjernere fortid (Fig. 1), (Fig. 2). Frilandsmuseet er rede til at drage konsekvensen heraf ved at flytte f.eks. et statshusmandshus fra vort eget århundrede. Og hvis de gamle beboere selv kan genindrette deres gamle hjem på museet, kan man på flere måder få en såre livagtig museumsopstilling. Her som alle andre steder gælder det dog, at det ene ikke må forsømmes for det andet. Det er vigtigt at få de nyere bygninger med, men naturligvis skal museet ikke udelukkende bestå af huse fra omkring århundredskiftet.

Museumshistorien viser, at museumsfolk ligesom andre videnskabsmænd til forskellige tider har været præget af forskellige synspunkter. Skiftende retninger inden for forskningen har været bestemmende for museernes indsamlingspolitik, ofte dog med den forsinkelse, som forårsages af utilstrækkelige økonomiske midler til at føre ideerne ud i livet. Det er allerede en del år siden, man begyndte at tænke på at få de forskellige sociale lag af landbefolkningen repræsenteret på Frilandsmuseet. Forud derfor stræbte man først og fremmest efter at få de vigtigste egnstyper af bondebygninger flyttet. Ingen af delene er helt gennemført endnu. Allertidligst ligger den periode, hvor man lod de tidsmæssige forhold være afgørende i overvejelserne. Hermed er vi tilbage ved Frilandsmuseets start omkring århundredskiftet.

Det var en tid, da Darwins teorier endnu var på mode. Udviklingslæren fandt anvendelse ikke blot ved naturhistorisk forskning, men også inden for kulturhistorien. Bernhard Olsen, Frilandsmuseets grundlægger, ønskede i museumsparken ved hjælp af bygninger med forskellig indretning at skabe en udviklingsrække, der skulle vise forbindelsen fra oldtid og ældre middelalder op til de ældre bondebygninger, der var kendt på hans tid. Problemet for ham var, hvorfra man skulle skaffe bygninger med så primitiv en indretning, som de ældste led i denne kæde vides at have haft. Det kunne ikke lade sig gøre inden for landets grænser. Men i Slesvig havde han selv under krigen 1864 været indkvarteret i et sakserhus, hvor mennesker og dyr holdt til i det samme rum, og boligens midtpunkt var den åbne ild på gulvet, hvorfra røgen søgte ud gennem et hul i gavlen. Her - i gården fra Ostenfeld - var efter Bernhard Olsens mening det første led til udviklingsrækken. Og de andre kunne findes andre steder i de nærmeste dele af nabolandene f.eks. i Halland og Skåne. Som et resultat af disse overvejelser erhvervede man tvillinggårdene fra Næs i Nørre Mellby sogn, Vestre Gønge herred, som fra 1901 og indtil nu har været ene om at repræsentere Skåne i Frilandsmuseet. Bag lange mørke vægge skjuler sig et dobbelt gårdanlæg af anselige dimensioner og høj ælde. Alle længerne er opført som bulhuse, det vil sige med ydervægge af vandrette egetræsplanker, som normalt er anbragt i riller ind i siden af stolperne. Det er en vægkonstruktion, der engang har været kendt i det meste af Danmark, men bevarede bulhuse har op mod vor tid hovedsagelig været at finde i det sydøstlige Jylland og i Skåne, Halland og Blekinge.

Næsgårdene såvel som den sydslesvigske gård er altså ikke - i hvert
fald ikke primært - flyttet til Danmark, for at vi kan have en lille stump af det tabte land håndgribeligt hos os, men fordi de repræsenterer noget primitivt, noget som ikke længere er bevaret inden for den danske stats grænser. De er de manglende led i udviklingsrækken. Nu er det, som vi har set, ikke nok at illustrere bygningernes udvikling historisk, den må også belyses geografisk, så at man kan sammenligne forholdene fra egn til egn, og her kommer nabolandene igen ind i billedet, idet statsgrænserne jo ikke altid også er dybtgående kulturelle skel. Tvillinggårdene fra Næs hører hjemme på Frilandsmuseet også set fra den synsvinkel.

Ganske vist virker de fremmedartede på de fleste museumsgæster (Fig. 3). Tilsyneladende adskiller de sig stærkt fra museets øvrige bygninger, men også kun tilsyneladende. Principielt er de beslægtede med de danske bindingsværksbygninger, for bulværk er jo bindingsværk, blot at tavlene ikke er udfyldt med ler, men med træ. Sådan har man bygget, hvor der var nok af løvskov, der kunne levere materialet. Og de lange længer med rum føjet til rum svarer helt til det almindelige længebyggeri i de danske bondebygninger.

I Gønge herred og den nordøstlige del af Skåne i øvrigt er der stadig temmelig meget skov, og man undrer sig ikke over, at der er bygget huse helt af træ. I Sydvestskåne derimod, hvor der mange steder overhovedet ikke er skov, så langt øjet rækker, har man som på Sjælland og mange andre steder i Danmark måttet spare på træet. Her virker de ældre bondebygninger bestemt ikke fremmedartede, selv ikke blot tilsyneladende. Løsrevet fra deres sammenhæng ville de i mange tilfælde slet ikke være til at kende fra bygninger på den anden side Øresund. De er opført af bindingsværk, der ligesom på Sjælland er udfyldt med lerklining og helt hvidkalket.

Denne naturbestemte forskel på Skånes forskellige egne giver sig også udtryk på en lang række andre områder. Nogle steder har man hegn af jorddiger, andre steder af stendiger og i store områder endelig af skråtstillede træstokke. Også landbruget drives forskelligt. I sydvest er al jorden dyrket, medens der i nordøst er store områder af skov og græsningsarealer uden om de dyrkede bygder. I overensstemmelse med den geologiske og plantegeografiske opdeling giver alle disse træk grundlaget for inddelingen af Skåne i en slettebygd, en risbygd og en skovbygd. Stærkt forenklet kan man sige, at disse bygder er tre bælter med sletten mod sydvest, skovbygden mod nordøst og risbygden som en mellembygd, en langstrakt overgangszone mellem de to andre.

Disse indre forskelligheder i landsdelen gør det påkrævet også at have en bygning fra det sydvestlige Skåne i Frilandsmuseet. Næsgårdene alene kunne virke vildledende, for så ville kun skovbygden være repræsenteret. Og på et andet punkt ville de også give slagside. De er gårde, og de genspejler i udformning og i indbo et gårdmandsmiljø. Men der har også været husmænd i Skåne.

Det hus fra Dørrød i Veberød sogn, Torna herred, som nu er flyttet til museet, er et »gadehus«. Sådan har man kaldt disse småhuse, der gerne lå på eller ved gaden, landsbyens fælles område. Ofte hørte der slet ingen jord til, eller så lidt, at en familie ikke rigtig kunne leve af den alene (Fig. 4), (Fig. 5). Det har vel også knebet i huset fra Dørrød, for fra tid til anden har man skaffet sig ekstrafortjeneste ved forskelligt håndværk, f.eks. i en periode skrædderi. Der er i tidens løb blevet købt mere jord til huset, siden også solgt noget. Der blev dog aldrig holdt mere end en enkelt ko. Huset, der er fra omkring år 1800, havde oprindelig kun to længer, liggende i vinkel, men blev snart udvidet med en kort tredje uden dog at blive noget imponerende bygningsværk af den grund.

I det ydre af huset er der i hvert fald et enkelt træk, der straks springer i øjnene som noget, der hører hjemme østensunds. Det er de brædder, husets sydside er beklædt med. Forudsætningen herfor er den mængde af billigt træ, svensk savværksindustri engang har oversvømmet landet med. I slutningen af forrige og i begyndelsen af dette århundrede trængte sådan vægbeklædning ind nordfra og skjulte mangen skavank i gammelt skånsk bindingsværk. To af husets gavle er flettet af enebærris, og det er måske nok et lokalt træk, der hænger sammen med Romeleåsens særlige plantevækst, men sådanne gavle er dog i princippet ikke meget forskellige fra flettede gavle af andre materialer i Skåne og på Sjælland. Husets øvrige gavle er stejle helgavle af lodrette brædder, ganske som sjællænderne brugte dem.

Sådan som huset fra Dørrød nu er placeret på Frilandsmuseet, kan man umiddelbart sammenligne det, til den ene side med Næsgårdene fra det nordøstlige Skåne, til den anden side med de sjællandske bygninger. Man kan se det lerklinede lille hus fra kanten af slettebygden over for de store træbygninger i tvillinggårdene fra skovbygden. Og man kan se de ensartede bræddegavle fra Skåne og Sjælland tæt ved hinanden og bemærker lighederne i det helt hvidkalkede bindingsværk fra hver sin side Sundet (Fig. 6).

Når vi har foretaget denne sammenligning, kan vi vende tilbage til det oprindelige spørgsmål: Hvorfor et hus fra Skåne? Svaret skulle være givet. Dansk byggeskik ville være ufuldstændigt belyst, hvis Skåne ikke var med. Men museumsgæsterne ville blive vildledt, hvis kun en af Skånes kulturgeografiske zoner var repræsenteret.

Dørrød-huset stammer ikke fra den tid, da Skåne hørte til Danmark. Det gør Næsgårdene i øvrigt heller ikke, selv om de er dateret tilbage i 1600-årene. Det er imidlertid uden betydning. Det er ikke politisk historie, der interesserer på Frilandsmuseet, men kulturhistorie. I Dørrød-huset er der, endnu 200-300 år efter Skånes overgang til Sverige, noget, der kommer dansk byggeskik ved: en lokal skånsk egenart beslægtet med kulturen i nabolandet Danmark.

Man har for 15-20 år siden afvist tanken om at flytte dette hus eller et andet af samme slags til Frilandsmuseet, fordi det lignede de sjællandske huse for meget. Det er efter min mening netop et af de bedste argumenter for at flytte det (Fig. 7).