Hvor seier døde

I forrige århundredes krige faldt mange soldater direkte for geværkugler, eksploderende granater eller nærkampens hug- og stødvåben. Andre blev bragt til lazaretter, hvor en del døde i ugerne efter. Effektiviteten af disse lazaretter varierede stærkt; en del var helt midlertidige, for eksempel indrettet i skoler, der alligevel stod tomme under krigen, eller i slotte og herregårde. Læger gjorde tjeneste i hver eneste krig og arbejdede dygtigt ud fra deres tids viden og forudsætninger - fra Napoleonskrigene ved århundredets begyndelse til kolonikrigene i dets slutning. En klar forbedring skete under og især efter Krimkrigen (1854- 56), hvor Florence Nightingale vakte opsigt ved offentligt at gøre opmærksom på lazaretternes elendige sanitetsforhold; der var flere engelske soldater, der døde på grund af de dårlige hygiejniske forhold end som direkte følge af træfninger i krigen. Et resultat af hendes agitation blev oprettelsen 1865 af det internationale Røde Kors. Som et led i forberedelserne hertil havde et arbejdsudvalg i 1864 sendt delegater til de dansk-tyske krigsskuepladser. Deres opgave var at studere de såredes vilkår på begge sider af fronten.

Den civile danske lægeverden stod ved midten af forrige århundrede betydeligt tilbage for nutidens. I 1848 fandtes, fordelt over hele landet, et antal embedslæger med en stiftsfysikus i spidsen og en del distriktskirurger - i alt omkring 75 offentligt ansatte læger. Hertil kom hospitalslægerne og omkring 400 praktiserende læger, de fleste i byerne og mere end halvdelen i København. I 1864 var antallet af hospitaler og dermed af hospitalslæger vokset en del, og der var også kommet mange privatpraktise- rende læger til. Hospitalerne havde normalt en ledende forvalter, der hjalp lægen ved rundgangen til de syge, og som havde ansvaret for, at patienterne fik den medicin, lægen ordinerede. Hans kone fungerede som økonoma og medhjælp hos de kvindelige patienter. Sygeplejen var i det hele taget ikke særlig udviklet. 1 1848, da Treårskrigen begyndte, fandtes slet ingen uddannelse i den retning. I 1863 oprettedes Diakonissestiftelsen i København - det skete efter svensk og tysk mønster - men en egentlig sygeplejerskeuddannelse etableredes først i 1876. Før den tid arbejdede dog nogle kvinder på de større sygehuse, men de var nærmest selvlærte. (Fig. 1)

Ved krigsudbruddene fordeltes de uddannede læger til hærens afdelinger og gjorde tjeneste ved forskellige lazaretter. Som assistenter havde de sygehjælpere, som regel folk, der var kasseret til almindelig militærtjeneste, og for største delen mennesker uden viden om sygepleje. I 1864 kunne flere af de endnu knap færdiguddannede diakonisser fra den nyoprettede stiftelse sendes ud til tjeneste ved lazaretterne eller ved et af de hospitaler, der modtog sårede, men det slog langtfra til, så man søgte assistance i Sverige; herfra stilledes otte diakonisser til rådighed. Mange læger var ikke begejstrede for den kvindelige arbejdskraft, som de mente lod sig gå på ved synet af de sårede, men man gjorde sig unødige bekymringer. To af de svenske diakonisser var blevet tilknyttet lazarettet i Augustenborg på Als. »Hver dag kommer nye sårede og andre kommer herfra, enten raskmeldte, syge der skal til lazaretter længere væk, eller døde, som der er mange af - adskillige med gastrisk feber, hvoraf de fleste dør«, skrev den ene diakonisse, og senere fortæller hun, at nu er der så fuldt af sårede, at også slotskirken har måttet tages i brug med to rækker patienter, hver på et tæppe i et lag halm. »Nye lazaretter indrettes, men fyldes op, endnu inden de er færdige«.

For begge de slesvigske krige gælder, at mange døde af deres sår - nogle umiddelbart efter indlæggelsen, andre under eller straks efter de operationer, fortrinsvis amputationer, lægerne foretog, og atter andre af sårfeber efter kortere eller længere tid. Af 83 sårede slesvig-holstenere, der kom på lazaret i 1848, blev der foretaget amputationer på 14. En af dem døde straks, mens de andre i det mindste må have overlevet selve operationen, da de nævnes som indlagte på lazarettet et stykke tid senere. Det er vanskeligt på dette grundlag at afgøre, hvor mange soldater, der egentlig døde som direkte følge af krigene. Hvor mange skal regnes med i antallet af faldne? Var soldaten kun »faldet ved Dybbøl«, hvis han døde øjeblikkeligt, i selve skanseområdet, eller var han også »faldet«, når han først udåndede senere, på lazarettet? Hvis det sidste er tilfældet, hvor lang tid skulle der så gå, før man ikke mere kunne regnes for »faldet ved Dybbøl« - en uge, to eller måske tre uger? Mange døde jo først adskillige uger efter, at de var blevet sårede, men dog af det sår, de havde fået under kampene. Skal de alle regnes med? (Fig. 2)

Som en følge af denne usikkerhed er der stor forskel på de tabstal, der opgives fra de enkelte krige. Det er ikke bare det forhold, vi kender så godt fra vor egen tid, at hver part overvurderer fjendens tab og undervurderer sine egne. Der er også betydelige variationer i de tal, der ud fra en mere nøgtern vurdering er bragt senere, også dem som skiftende tiders historikere er nået frem til. Selv ikke om tabstallene fra enkelte, klart afgrænsede begivenheder som slaget ved Isted 25. juli 1850 og stormen på Dybbøl 18. april 1864 er der enighed.

De første danske tal, som forelå fra sidstnævnte begivenhed, var 378 faldne og 646 savnede, der mentes at være døde, altså i alt 1024. Senere kom nogle andre tal, nemlig 672 døde og 987 sårede. En nyere opgørelse taler om »ca 1800 døde og sårede«, altså en stigende mængde, mens tallene fra den sidste større militærhistoriske behandling fra 1960’erne til gengæld er meget lave: 23 officerer og 54 menige, i alt 77 faldne. Det sidste forekommer ejendommeligt, da alene stenene på fællesgravene ved hovedvejen på Dybbøl Bankes top nævner 334 faldne, og dertil skal lægges dels de begravede ned mod Brohovedskansen, dels dem på kirkegårdene i Dybbøl og Sønderborg. Således varierer tallene på faldne danske soldater fra 77 til godt 1000, unægtelig et voldsomt spring. (Fig. 3)

Længe har man brugt de forskellige tal i forskellige sammenhænge, men de senere års arbejder omkring Dybbøl med udvidede fredninger, genskabelse af stiforløb og nu opførelsen af et historisk center, der skal fortælle om krigen 1864 og om Dybbøl Bankes historie, har fået H. H. Holden Jensen fra Miljøministeriet til at foretage en virkelig dybtgående undersøgelse af tabstallene. Både dansk og tysk materiale er inddraget og de enkelte kilder vejet mod hinanden. Han når til det resultat, at tallet på direkte faldne danske soldater, der begravedes umiddelbart efter stormen, det vil sige den 18. og 19. april, var omkring 560.

Til det tal skal så lægges dem, der døde af sårene, de havde pådraget sig. Her angiver Holden Jensen, at der inden for den første uge døde yderligere godt 70 og i den følgende uge 66, hvorved tallet når op på ca 700. Men datidens medicinske viden og de midler, der stod til lægernes rådighed på de ofte primitive lazaretter, levnede mange muligheder for ikke at overleve, så der blev ved med at dø soldater af deres sår, ikke blot i resten af april og gennem hele maj, men også i de følgende måneder, ja helt frem i september, næsten fem måneder efter slaget, meldes om sårede, der døde. Omkring 140 er kommet til efter de første fjorten dage. Det samlede antal døde danske soldater nærmer sig på denne måde 850. Om man så vil kalde dem »faldne på Dybbøl den 18. april« må blive en smagssag. (Fig. 4, fig. 5)

Både fra dansk og tysk side er der lavet lister over alle soldater, som døde i krigene, med angivelse af dødsårsag, og her ses det, at adskillige omkom af andet end skud- og stiksår, hvorfor de ikke kan regnes med blandt de faldne. »Død af tyfus«, »død af brystbetændelse«, »død af svindsot« - der var mange muligheder. Man har øjensynlig lagt vægt på for hvert enkelt dødsoffer at bestemme sygdommens art og meddele den omhyggeligt. I en del tilfælde er dog kun anført: »død af sygdom« - man kan så tænke sig, at det pågældende lazaret ikke har rådet over en læge, der var tilstrækkelig kyndig til at stille diagnosen, eller også har man simpelthen haft for travlt. Det sidste har således nok været tilfældet i Augustenborg 1864. Det er der, man oftest har noteret »død af sygdom«.

De tyske tabslister fra Treårskrigen er overordentlig systematisk opstillet. De direkte faldne og de, der døde af deres sår, er holdt adskilt fra dem, der døde af »indre sygdomme« eller ved ulykkestilfælde. Officererne er altid nævnt først, derpå underofficerer og menige, og der skelnes mellem »døde af sår behandlede af tyske læger« og »døde af sår i dansk fangenskab«. Desuden findes lister over dem, der blev invalide, de fleste som følge af sår, men også enkelte af sygdomme som »vattersot i knæene på grund af krigsstrabadser« eller ved ulykkestilfælde som »spark af hest i tjenesten«. De tyske lister er langt grundigere end de danske. Det nævnes ikke blot, at soldaten er såret, men også hvor: i højre hånd, i skulderen, i underlivet, i foden og så videre. Af 83 sårede slesvig-holstenere i det første krigsår, 1848, havde 31 fået skudsår i ben og fødder, 26 i arme og hænder, mens resten var ramt i hoved, bryst, ryg eller underliv. Tre var indlagt ramt af slag med geværkolbe, én var stukket med bajonet, og én havde fået foden knust af en kanonkugle. Året efter var det igen sår i arme og ben, der dominerede, men skudsår i hovedet var der også mange af, og flere var ramt i bagdelen. Det omtales, at man på sygehuset havde forsøgt at forkorte det ene ben på en såret slesvig-holstener, og at danske læger i Odense havde prøvet en trepanation - begge soldater døde, men mange af de sårede blev udskrevet, mere eller mindre raske, dog kasseret som ubrugelige til videre krigstjeneste. Listerne over dem, der døde af sygdom, er knap så omhyggelig ført; her mangler ofte, især fra 1848, oplysning om lidelsens art. Blandt de sygdomme, som nævnes, er tyfus (325 tilfælde) og kolera (206 tilfælde) de hyppigste, men rosen, skarlagensfeber og slagtilfælde optræder også i den lange opremsning af de i alt 1050 soldater, der døde på anden måde end ved sår erhvervet under krigshandlinger. Selv bortset fra 46 omkomne ved en kanonbåds kæntring udgør drukning en forholdsvis stor gruppe; i alt 16 omkom under badning. Til det mere usædvanlige hører, at tre personer, to officerer og en læge, døde i duel, samt at en løjtnant blev myrdet og en menig henrettet for mordet på ham. Ved en anden lejlighed var det en menig, der blev stukket ned af sin løjtnant, men her ses drabsmanden ikke at være straffet på tilsvarende måde. Hele ti begik selvmord, et tilsvarende antal døde af overanstrengelse under march mod Slesvig efter slaget ved Isted, en marinesoldat faldt ned fra masten, en menig døde angiveligt af »hjemve«, og en læge, dr Berstein, druknede i sit badekar under et epileptisk anfald. (Fig. 6, fig. 7)

På begge sider skete der vådeskudsulykker, som medførte død eller invaliditet. Det kendteste offer er den danske maler J. Th. Lundbye; han havde meldt sig som frivillig ved Treårskrigens begyndelse, men blev dræbt allerede 25. april 1848, da en geværpyramide væltede, og et skud ramte ham i brystet. Han blev kun 29 år gammel. For tyskerne blev en enkelt ulykke særlig omfattende: et »laboratorium« i Rendsborg, hvor en gruppe kanonerer var ved at klargøre granater august 1850, sprang i luften, hvorved 94 soldater omkom.

Dødsårsagerne i 1864 afveg ikke meget fra dem i Treårskrigen; det gælder sårskader såvel som sygdomme. En dansk opgørelse melder om mere end 300 døde af tyfus og tyfoid feber, ca 100 af lungebetændelse, lungesvindsot og brystbetændelse og et ikke helt ubetydeligt antal af hjernebetændelse. Mæslinger, blodstyrtning, rosen, tarmslyng, koldbrand, underlivsbetændelse og flere andre lidelser optræder alle med mere end ét offer. I det hele taget er listen over dødsårsager meget lang (i alt henved 40 sygdomme opregnes), men den burde muligvis have været endnu længere, eftersom knap 150 angives døde af »sygdom« uden nærmere oplysning om dens art. Ligesom under forrige krig optræder der nogle selvmord, og hele otte angives døde af »delirium tremens«. Om det var skrækken for krigen, der fik de pågældende til at drikke, meldes der intet om.

Vi har hørt, at der alene som følge af kampene ved Dybbøl den 18. april 1864 døde omkring 850 danske soldater, men krigens samlede tabstal var naturligvis langt større, omkring 2000-2200 mener man, idet de savnede og ikke senere hjemkomne er regnet med. Her over for står så lige ved 700 døde af sygdom eller ved ulykkestilfælde. Det vil sige, at næsten 25 procent af krigens totale antal dødsfald ikke skyldtes våbnene. Der skal et godt helbred til at gå i krig.