Hvor fordum hofmænd vandrede

Ak! Alt er her »et sørgeligt billede på det forfængelige i al menneskelig pragt og glans. Det er en benrad af sin fordums herlighed. — Bygningen er færdig at falde sammen; frøer hoppe omkring i de promenader, hvor fordum hofmænd i glimrende galladragt vandrede; de skønneste partier i haven er opfyldt med ukrudt; vandgravene omkring slottet er bedækkede med siv; ornamenterne er sønderbrudte og begroede med grønt mos; kaskaderne er ophørt med at springe af mangel på vand; lysthusene er forfaldne, kort sagt, det hele er øde og skummelt og ligner et ubeboet ridderslot«.

Den rejsende træder indenfor og kan konstatere, at det står knap så slemt til her. Han styrer mod riddersalen, som der gik frasagn om endnu i hans egen tid, og fastslår, at den stadig er »i alle henseender skøn og malerierne ikke slette«. Han beundrer den store fontæne midt på gulvet, »som i sin tid sprang 10 alen højt, for at afkøle luften, når hoffet i hede sommerdage spiste der«.

En stor skuffelse er derimod kongens audiensgemak, hvor »tilforn alle lister på dørene og panelværket skulle være beklædte med massivt sølv«. Han finder ikke noget, der kan bekræfte disse rygter, og formoder at forsølvninger er blevet antaget for støbt sølv, hvorved folk har fået deres vilde ideer om »asiatisk pragt«. Han ville da også finde det upassende »i en tidsalder, hvor sølvet er så sjældent og kostbart« - Napoleonskrigene hviler som en skygge over hans beretning.

Heller ikke en ulykkelig kvindeskæbne mangler der til at give den melankolske aftenstemning karakter. »I dette slot frydede engang en dronning sig, der syntes skabt for glæde og nydelse. — Men hvor kort var ikke hendes bane? Rosenknoppen havde næppe udfoldet sine spæde blade, førend ormen havde søndergnavet dens barm. - Hirsholms slot og have og lund synes endnu at sørge over hendes skæbne«.

Hvem var mon denne dronning? Ikke Sofie Magdalene, der skabte det slot og den have, som fortælleren vandrer i. Christian 6.s dronning fik ingen kort bane, hun levede lige til hun blev 70. Hendes ulykker var, fraset det sædvanlige tandværk, mest selvskabte plager såsom en kedelig hang til skinsyge.

Sofie Magdalene var ikke den første dronning på Hørsholm, dets historie fortaber sig i middelalderen. 1391 overdrog ridder Bent Byurg det til dronning Margrethe som afbetaling på gæld. Siden var det i kronens eje. Det har haft flere berømte lensmænd, således, fra 1641, Christian 4.s svigersøn Corfitz Ulfeldt. Efter at han var blevet nødt til at flygte fra Danmark på grund af de anklager, der var rejst mod ham, blev hans len betragtet som »forbrudte«, og Frederik 3. gav sin hustru Sofie Amalie forleningsbrev på Hørsholm. Det skete 1650. Fra sin udlændighed protesterede Corfitz Ulfeldt i breve over, hvorledes »er os med stor uret fratagen det gods Hirschholm«. Lige lidt hjalp det. Sofie Amalie beholdt sit gods. Hendes sønnesøn, Frederik 4., skænkede Hørsholm til sin dronning Louise, hun byggede en del nyttebygninger og trak sig gerne tilbage hertil, når hendes ægtemands vidtløftigheder voksede hende over hovedet.

Christian 6. var endnu kronprins, da han arvede godset fra sin mor 1721. Da han 1730 blev konge, udstedte han straks et gavebrev til sin unge dronning, Sofie Magdalene, og skænkede hende stedet som et livgeding, det vil sige som underhold for livstid. Dermed blev hun den tredje dronning, der overtog det på disse vilkår, og med hende indledtes en ny fase af Hørsholms historie.

Christian 6. og Sofie Magdalene blev aldrig særlig afholdte, og en af de ting, som en kritisk samtid fæstnede sig ved, var deres ødselhed i forbindelse med en vældig byggeaktivitet. Så sent som 1721-29, mens Christian 6. var kronprins, gjorde hans far, Frederik 4., et ihærdigt forsøg på at få Københavns slot til at ligne et moderne, sammenhængende bygningsanlæg uden skæve vinkler. Det gamle slot fik nye facader med regelmæssige vinduesrækker, indvendige ligeløbstrapper og en samlet tagprofil. Resultatet var mere sjældent end kønt. Nu lignede slottet mest af alt en stor mand i en alt for lille overfrakke med de fem etager, der var presset ind under samme tag i en ujævn, kantet kreds. Lettest ville det formentlig have været at begynde helt forfra et andet sted. Denne tanke faldt dog ikke Frederik 4. ind. Heller ikke hans søn kunne drømme at forlade kongernes gamle holm, men det istandsatte slot kunne han ikke holde ud at se på. I stedet gik han, straks efter tronbestigelsen, i gang med at rive hele komplekset ned til grunden, netop som det var blevet færdigt. Det nye slot, som kongen gav sit navn, Christiansborg, blev Nordeuropas største og kostbareste fyrstebolig. Det store, firfløjede anlæg bredte sig langt ud over det gamle slots område, og der måtte nedrammes i tusindvis af bøgestammer til fundamentering på det sumpede område. Byggeriet stod på fra 1733-40 og kostede enorme summer. (Fig. 2, fig. 3)

Samtidig begyndte dronningen forvandlingen af sin nordsjællandske ejendom til en passende sommerbolig for en enevældig monark og hans hustru. Hidtil havde forholdene på Hørsholm været beskedne. I sin placering på en lille holm i en sø var det et typisk middelalderligt anlæg; med årene havde det fået foretaget enkelte moderniseringer og forbedringer, der gjorde det egnet til kortere ophold af en hel uformel karakter; det adskilte sig ikke synderligt fra vore øvrige, aldersstegne herregårde.

Behovet for et landligt tilflugtssted, hvor kongen kunne opholde sig i den varme årstid, kender vi allerede fra Christian 4.s »hus i haven« - Rosenborg - og siden havde kongerne fået smag for steder, hvor de kunne nyde naturens enkle glæder, fri for den sammenklemte hovedstads ildelugt, larm og menneskemængde. Efterhånden som København voksede, blev det nødvendigt at lægge større og større afstand til den, og således opstod sommerslottene i Nordsjællands skønneste egne. Især Frederik 4., som havde en god sans for havekunst, skrev sig for nogle af de fineste: Frederiksberg, Frydenlund og Fredensborg. J. C. Krieger, der var begyndt som gartner på Rosenborg og efter studier i udlandet også havde lagt sig efter arkitekturen, blev en af Frederik 4.s foretrukne bygmestre.

Han blev samtidig Danmarks første og måske dygtigste havekunstner. Anlæggelsen af Hørsholms slotshave under Sofie Magdalene blev hans sidste arbejde; fra 1735 ses han ikke længere i slottets regnskaber, og en anden begavet kunstner, Nicolai Eigtved, færdiggjorde hans værk.

Ingen af de bestående bygninger fandt nåde for Sofie Magdalenes blik, skønt en del var blevet opført i hendes egen gemals tid som kronprins. I de følgende år blev de revet ned igen med samme konsekvens, som Christian 6. rev sin fars slot ned i København.

I stedet rejste hun et slot med hvide mure og sorte tage, der spejlede sig i vandet. Det lå som sagt på en ø, den ene af to i en lille sø og således, at dets akse gik præcist igennem begge. Anlægget var præget af den europæiske senbarok, som stadig trivedes i Danmark, og var egentlig lidt konservativt for sin tid - rokokoen var slået igennem ude i Europa. Det var et stateligt, lidt tungt, firfløjet anlæg med fremspringende hjørnebygninger, stejle, knækkede, såkaldte mansardtage og et fornemt indgangsparti med en lavere portfløj, kronet af et tårn og med to foranliggende »krumhuse«. I grundplan egentlig meget lig det anlæg, som kongen byggede på i København. Ad en dæmning i en allés bredde kørte man nordfra hen over vandet, ind i slotsgården, hvor hovedbygningen lå trukket tilbage mellem sidefløjene. Som det var skik i sommerslottene, var der ingen vestibule eller forgemakker, en trappe førte direkte op til den store festsal. Fortsatte man tværs gennem denne, kom man ud på terrassen, hvorfra man havde udsigt til de svømmende haver. (Fig. 4, fig. 5)

Laurids Thura - eller Lauritz de Thura, som han kaldte sig efter at være blevet adlet af kongen - var slottets arkitekt. I Den danske Vitruvius, et stort værk med beskrivelser og kobberstik af danske monumenter, som Thura udgav 1749, beskriver han stolt sit Hørsholm: »Man må med billighed tilstå, at stedet intet har beholdt af sit gamle væsen, uden det blotte navn: thi alt det gamle er aldeles ud- og bortryddet; ja det som mere er, situationen selv og stedets natur er ved kunst således bleven forandret, at man ej kan mærke det mindste spor mere af det forrige — med et ord, naturen har gjort det mindste, men kunsten det meste og største til dette fortræffelige steds skønhed«. Her taler arkitekten, som ikke har skrupler ved at rive ældre bygninger ned for at erstatte dem med sine egne; ingen sentimentalitet og tågesnak om bevaring af historiske mindesmærker! (Fig. 6)

Nedrivningen af de gamle bygninger og den gradvise opførelse og udvidelse af det nye slotskompleks kom til at vare fra 1733 til -45; kongeparret synes at have fundet en særlig fornøjelse ved byggerodet; flere gange rev de bygninger ned, som de selv netop havde ladet opføre, og i de tolv år, arbejdet stod på, var der ikke ro på slottet ret længe ad gangen. Der opstod adskillige problemer undervejs. Næppe var hovedbygningen færdig, før fugtigheden bredte sig i alle gemakker. Der var svamp i træværket, det bredte sig med lynets hast fra gulvene til paneler og møbler. En undersøgelse godtgjorde, at det skyldtes anlæggelsen af bygningen direkte på den fugtige undergrund uden kældre. Der var ingen anden udvej end at bryde gulvene op igen, rykke panelerne af væggene og grave ud til kældre. Nederst lagde man et lag kul for at suge fugten. Det gik hårdest ud over festsalen, som måtte have marmorgulvene brudt op, vandledningen til det store springvand opgravet og marmorfontænerne på væggene taget ned.

Midt i dette reparationsarbejde besluttede dronningen at foretage en udvidelse af slottet. »Hendes Majestæt befandt den nye bygning alt for knap og snæver til det samtlige kongelige herskabs bekvemme og magelige indlogering«, fortæller Thura, som sikkert var udmærket tilfreds med hendes majestæts mange planer. Økonomien ved disse forandringer var kompliceret. Dronningens »chatolkasse« slog ikke til, men så trådte kongen til med sin »partikulærkasse«, hvis indtægter han hovedsageligt fik fra Øresundstolden. Hverken kongens eller dronningens økonomiske sans synes at have været særlig strålende. Allerede fra tiden som kronprins har vi en brevveksling mellem Hørsholms godsforvalter og prinsen om rykkere på ubetalte regninger. Den unge tronfølgers løsning på disse sager forekommer lidt vel enkel: »Når nogle anmelder sig hos eder om deres resterende regningers udbetaling — da haver I at svare således: — den skulle følge, når raden dem træffede, eftersom de ældste først og siden de andre, ligesom arbejdet var forfærdiget«.

For at skåne hovbønderne ved godset mest muligt udkommanderedes soldater til en del af arbejdet. Hovbønderne transporterede materialer med vogne og fremskaffede alle de pæle, der medgik til fundamentering af byggegrund og dæmninger. Den sidste ombygning omfattede en forhøjelse af slottets øverste, halve etage til en hel. Det tilfredsstillede kongeparrets ønske om at have »dobbelte appartements« (to lejligheder hver). (Fig. 7, fig. 8)

Thura beskriver slottet, der til sidst rummede 250 værelser. Vi får hans ord for, at rygterne om kongens audiensgemak talte sandt; her fandtes virkelig en mængde sølv: »Alle lister med massivt sølv overtrukne — dørlåsene er af sølv — brystpanelet — på kinesisk måde udført, med sølv, perlemor, alle slags slebne krystaller og andre stene af adskillige farver besat«. Smagen for sølv til møbler og udsmykning var kendt fra Ludvig 14.s Versailles, som alle enevoldskonger søgte at leve op til. Da den rejsende i 1807 besøgte Hørsholm, som nu stod tomt, var det kostbare metal naturligvis fjernet.

Stedets stolthed, den store sal, gik op gennem begge hovedbygningens etager, ja »er endog noget højere, end de er begge tilsammen«. Rummet var overhvælvet og havde et stort loftsmaleri af jagtgudinden Diana, siddende i en vogn, forspændt med to hjorte, en hentydning til slottets navn, som nu var fortysket til Hirschholm. Fra store rundbuede vinduer i begge salens etager vældede lyset fra havesiden ind på de pragtfulde, forgyldte stukarbejder, de store portrætter af den kongelige familie og det enorme springvand, der fyldte et kobberkar med »en angenem brusen«. Langs væggene sprang vandet fra forgyldte ørne ned i marmorkummer.

Udstyret til værelsernes indretning var, for størstedelens vedkommende, kostbart kunsthåndværk indforskrevet fra Frankrig af Joachim Wasserschiebe, J. H. E. Bernstorffs ven og medarbejder og fortaler for alt fransk (se Skalk 1989:3). Som en fornyelse i boligens indretning var der gardiner for vinduerne. Derimod var det endnu ikke almindeligt med tæpper på gulvene, som i stedet var indlagt med mønstre i sjældne træsorter. At kongen og dronningen havde fælles sovegemak, var et brud med vanlig praksis, som må have forekommet såvel tjenestefolk som gæster højst besynderligt; et borgerligt indslag i det ellers så stive ceremoniel, der udfoldede sig rundt om parret.

Da slottet stod færdigt 1745, kunne det ikke længere opfylde det behov for enkel landlighed, som må formodes at have været kongeparrets oprindelige tilskyndelse til at opholde sig der. Men så kunne de trække sig tilbage til det norske hus, som lå vest for slotssøen. Kongeparret gjorde en rejse til Norge 1733. Her var de blevet betaget af landets byggeskik. Et hold norske tømrere blev indforskrevet og opførte en bjælkehytte på en lille bakke på søbredden - et fjeld kunne jo ikke fremskaffes. Det var et stilbrydende element i det elegante barokanlæg, og den blev derfor belagt udenpå med et lag brædder og puds; indvendig fik de rå bjælker dog lov til at være synlige. På væggene hang billeder af det kongelige herskabs rejse »over forskrækkelig høje klipper og bjerge, over farlige broer og til dels over vand«.

Thura glæder sig i Den danske Vitruvius over, hvorledes »naturen har gjort det mindste, men kunsten det største« på Hørsholm. Renæssancens ånd herskede stadig. Man demonstrerede sin beherskelse af omverdenen i kunsten såvel som i naturen. Helt tydeligt var dette i Hørsholms have. Det var Krieger, der skabte grundlaget for det enestående anlæg ved en gennemgribende omlægning, hvor søen blev gravet ud og fik snorlige bredder; kun mod nord dannede den en krumning, der korresponderede med slottets »krumhuse«. De to øer, Slotsholmen og Æbleholm, omdannedes ligeledes til to rektangler. Haven opdeltes i geometriske felter og alt holdtes i ave med saksen; den forreste del, kaldet parterret, nærmest slottet, var et såkaldt broderiparterre med kongeparrets og deres børns navnetræk lagt ud i blomster. En dæmning førte over til haveøens »lyst-vildnis«. Særlig vildt var det ikke efter vore forestillinger; det var inddelt i seks busketter, hvori der var klippet »grønne rum«. Desuden var der en labyrint og et såkaldt hækteater, hvor det tilklippede løvværk dannede scenerum og kulisser. Haven afsluttedes inde på det faste land af en halvcirkel med et amfiteater. I haven var, siger Thura, »— mange skønne springvand, en stor kaskade, som med overflødigt vand er forsynet, mange herlige billeder og vaser, tvende grotter, som midt i søen er anlagte, — alt, hvad der kan gøre en have lystig, smuk, angenem og fornøjelig«. Dronningens dyrehold, blandt andet en andegård og en fasangård, tilføjede stedet sit eget liv af lyde og farver.

Der var vand overalt på Hørsholm; det rislede, brusede og plaskede inde og ude. I haven fik det en særlig fremtrædende rolle, idet det overtog græssets plads; det endda i sådan en grad, at man måtte opsætte lamper rundt omkring, så ikke alt for mange gik i vandet, når mørket faldt på. Barokkens haver kom den frie natur mere i møde end renæssancens havde gjort. Det ses også i Hørsholm, hvor området rundt om den regulerede sø blev plantet til med træer. Gennem denne plantage blev der skåret snorlige alleer, anlagte sådan, at man fra slottets terrasse fik frit udsyn gennem dem til omegnens agerland og skove. (Fig. 9)

Omkring 1739, da dronningen kunne se byggeriet tage form, fik hun lyst til at føje endnu et element til sit domæne. Hun ville oprette en by med huse og mennesker, der kunne tilføre slottet ægte liv og atmosfære.

Hun fik Eigtved til at tegne en plan for dens gader og pladser, og kongen udfærdigede et dokument, der, som noget ganske usædvanligt, skænkede købstadsrettigheder til en by, der kun eksisterede på papiret. Her gav han indbyggerne frihed for »consumption, accise, folke- og familieskat, indkvartering af militære og flere sådanne onera (byrder)« i 20 år. Trods disse fordelagtige vilkår, yderligere forbedret gennem en delvis erstatning for byggeomkostninger, som dronningen 1740 skænkede nye borgere i et dokument, blev købstaden aldrig andet end en tegning på et stykke papir; dronningens drøm om et miniaturerige helt efter hendes eget hoved måtte skrinlægges. Skønt byen kun skulle have haft 800 indbyggere - selv på dette tidspunkt en særdeles beskeden størrelse for en købstad - kom der, i Sofie Magdalenes levetid, ikke engang 80 mennesker til. Landet var mættet med byer og de naturlige forudsætninger ikke til stede; til sidst mistede Hørsholm sine købstadsrettigheder igen. Da der, hen mod århundredets slutning, alligevel opstod et lille bysamfund, var det slet ikke efter Eigtveds plan, og slottet, som det skulle have tjent som malerisk kulisse, lå nu forladt af sine beboere. Hvorledes var hoflivet, der levedes midt i denne pragt og skønhed? Ikke som samtiden forventede det. Af den franske gesandt fik Christian som ung følgende skudsmål: »Vi har i vore klostre ikke mange eneboere, som lever i så dyb stilhed som denne kronprins«. Han var lille, tynd og svag og plaget af en overvældende skyhed. Han havde ikke rejst, havde intet begreb om krigskunsten, og hvad der nok er faldet franskmanden mest for brystet, »han kender ikke andre hoffers brug«. Moderen havde overdrevet hans religiøse opdragelse, mente en dansk forfatter fra anden halvdel af 1700- tallet, N. D. Riegels, og »siden omgikkes han alt for meget med teologer og pietister«. Både kongen og dronningen, der var tysk af fødsel, manglede ganske evnen til frit at omgås og underholde sig med folk og opførte sig på en måde, som uvægerligt måtte opfattes som stivhed og kulde. Riegels beskrev dronningen som »uopdragen, herskesyg, lunefuld og ene til pragt hengiven —«. Man havde ikke høje tanker om parrets lykke og morede sig over dronningens valg af hofdamer; de var »mindre skikkede til at indgyde kærlighed end til at give afsmag derpå«. At dronningen omgav sig med grimme kvinder, skyldtes naturligvis, at hun ikke ønskede at give sin gemal »nogen anledning til at falde i fristelse«. (Fig. 10)

Hvordan det nu forholdt sig, så havde kongen valgt sin hustru på grund af hendes kristne overbevisning, og parrets gøremål, pligter som fornøjelser, var underordnet ugens tilbagevendende højdepunkt: søndagsgudstjenesten i slotskirken. Begge var ivrige tilhængere af pietismen, en bølge af nykristen inderlighed, som nød stor folkelig opmærksomhed. Pietismens afsmag for verdslige fornøjelser hindrede kongeparret i at engagere sig i tidens kunstneriske udfoldelser af den lettere art. Komedien fristede en kummerlig tilværelse under Christian 6., og man må huske, at vi befinder os i de store komedieforfatteres århundrede, med Ludvig Holberg som det hjemlige, lysende eksempel. Der afholdtes ingen maskeballer, ingen operaer, ingen løsslupne, »galante fester« på Hørsholm. Den munterhed og uskrømtede livsglæde, som lyser ud af rokokoens kunst, fandt ingen klangbund her. Højtidelige tafler i den store havesal, hvor hver skål blev akkompagneret af kanonsalutter samt pauker og trompeters lyd, var højden af den kongelige opfindsomhed. (Fig. 11, fig. 12, fig. 13)

Christian 6. døde allerede 1746, og enkedronningen trak sig tilbage til Hørsholm slot og førte her en stilfærdig tilværelse til sin død 1770. Hun havde håbet, at svigerdatteren Louise skulle arve hendes Hørsholm (og de store økonomiske forpligtelser, der fulgte med), men Louise døde før Sofie Magdalene. Hendes egen sans for økonomi bedredes ikke med årene, og ved sin død var hun i dyb gæld. Det førte til, at slottet gik tilbage til kronen - og nu er vi endelig fremme ved den ulykkelige dronning, vi hørte om i begyndelsen, hende, der fik så kort en bane i livet.

Forfatteren af artiklen fra 1807 hentyder dermed til en på hans tid mere end 30 år gammel skandale, som endnu var alt for ømtålelig til at omtales i klare vendinger. Hørsholm slot blev nemlig én eneste sommer skueplads for det drama, der udspillede sig omkring den sindssyge Christian 7., hans dronning Caroline Mathilde og den tyske læge Struensee. Det var i 1771, under opholdet på Hørsholm, at Struensee blev udnævnt til geheimekabinetsminister og dermed landets reelle leder. Kongen var på dette tidspunkt syg, og Struensee søgte dels at holde ham beskæftiget med idræt, jagt og anden underholdning, dels at unddrage ham offentlighedens søgelys ved at trække opholdet på slottet ud til langt ind i november måned. Det var her, sladderen om dronningen og Struensee tog fart, og her fødte hun Louise Augusta, som kongen senere frasagde sig faderskabet til.

I anledning af hoffets ophold blev der foretaget udbedringer og moderniseringer af den nu forældede indretning; enkedronningens gammeldags, stive familieportrætter skiftedes ud med kobberstik, møblerne fik nyt betræk og væggene blev malet. Nu genlød slottet endelig af det muntre liv, som man forbinder med periodens enevældige fyrstehoffer; der blev afholdt jagter, væddeløb, skydekonkurrencer, improviserede koncerter, hvor dronningen sang, komedier, små uhøjtidelige middage, hvor man sad »i bundtet rad«, det vil sige uden hensyn til rang og stand. Da sommeren gik på hæld, gik det også på hæld med Struensees æra. Allerede to måneder efter at hoffet var flyttet fra Hørsholm tilbage til København, indtraf hans fald. Ved et kup blev han fængslet og senere henrettet for majestætsfornærmelse og brud på Kongeloven. Dronningen sad i husarrest på Kronborg, til beslutningen om hendes skæbne var truffet: hun mistede retten til sine børn, blev landsforvist og døde få år efter i byen Celle i Hannover, kun 23 år gammel.

Det var sidste gang, slottet var beboet. Skandalen i kongehuset havde gjort det til et sted, man undgik. De følgende år, indtil 1774, blev der foretaget nødtørftige reparationer, derefter stod det tomt og forfaldt hurtigt. Vandet, som havde været udnyttet med så megen kunst, medvirkede nu til dets ødelæggelse. At det ti år senere blev kvarter for en husarafdeling, gjorde ikke tingene bedre. Tiden var heller ikke til sommerophold i landlige omgivelser, for ulykkerne nærmest væltede ind over Danmark. 1794 brændte Christiansborg og året efter en stor del af København. 1801 stod slaget på Rheden, 1807 bombarderede englænderne hovedstaden. Alt lå i ruiner, men man tog fat på genopbygningen. For Frederik 6., der nu var ved magten, kom kongeslottet i første række, men økonomien var elendig og manglen på byggematerialer fatal. En forståelse for historiske værdier havde så småt vundet fodfæste og ideen om bevaring af kulturminder ligeledes, men stillet over for øjeblikkets krav måtte den slags følelser vige, og såvel Frederik 6. som hans arkitekt C. F. Hansen havde deres egne ideer om, hvad »god smag« var; herunder sorterede et barokanlæg som Hørsholm så afgjort ikke. Kongen bifaldt en kommissionsbetænkning, der foreslog Hørsholm slot nedbrudt og materialerne genanvendt til opbygning af Christiansborg. Den 22. juni 1810 gik 300 soldater med heste og vogne i gang, og 1812 var alle spor af bygningerne fjernede. (Fig. 14)

Således faldt slottet for den samme dommer, som i sin tid havde krævet det opført: tidens smag. Frederik 6. lod en lille kirke opføre af C. F. Hansen; den står på det sted, hvor slottet engang lå, og er nu det eneste minde om et af de mest særprægede og smukke lystslotte i Danmark. (Fig. 15)